KULTURLISTEN – Litteraturanbefalinger, samtale-tv, kajakoptog, udstilling og flere film og serier til juleunderholdningen. I denne uge om og med bl.a. Lone Aburas, Viggo Bjerring, Paul Auster, Sofie Linde, Mikael Bertelsen, Casper Christensen, Richard Prince, Tim Burton, Jenna Ortega, Ghita Nørby, Maibritt Saerens, Harry & Meghan og Guillermo del Toro.
Også efter valget – om fremtidens vejrudsigt
Julen har bragt en ny regering. Og blandt pressemeddelelser, TIKTOK og nye ministre fortsætter Kulturlisten ufortrødent med litteraturanbefalinger i Også efter valget. Også efter valget er Anne Katrine Bagais personlige litteraturliste over værker, som belyser Danmarks samfundsmæssige problematikker. Her får du sidste del om klimaet. I dag skal vi se på fremtidens vejrudsigt.
Lad os starte med et glas champagne. Lone Aburas roman Den Frie Verden foregår nemlig i dystopiens High Society. Her møder vi Loa i en verden inden for murene, hvor sexpositivitet, eget landbrug og luksus eksisterer i eget forede økosystem indtil en fremmed trænger ind og vender op og ned på tingene.
Samme luksus findes ikke rigtigt i Viggo Bjerrings roman Verdenshjertet, hvor hovedpersonen Mads, ikke ulig mange af os andre, tager mystiske freelanceopgaver på en portal kaldet EasyJobs, æder bananer og ser verden smuldre i en jointrus fra sin altan, i ensomhedens højborg. En dag får han en ghostwriteropgave, han ikke kan sige nej til.
Nu vi er inde på verdens undergang, er det på sin plads at slutte af med en gammel klassiker. I Paul Austers De sidstes land leder unge Anna Blume efter sin bror, der på en journalistopgave er forsvundet i Ødelæggelsernes by. På trods af advarsler vader hun direkte ind i byens voldelige bermudaagtige centrum, hvor galskab er normen, bøger er gud, og storskrald er en begivenhed i sig selv. (Men fortvivl ikke. Kærligheden findes alle steder.)
Helt slukket og på LSD
I episode 2 af Casper Christensen og Mikael Bertelsens besynderlige samtaleprogramserie, All Exclusive er gæsten TV-vært Sofie Linde. Fint skal det være. Ungt, og klædt i koloniherrehvidt. Bertelsen giver den som pool boy og fanger en lille frø (er det programmet, Linde eller CC?), inden han kører i lufthavnen for at hente Linde med skilt og divertere en uforstående chauffør med en forstilt anekdote om hendes MeToo moment.
Bertelsen er chokeret over sit eget vovemod, da han spidser munden og fortæller om TV-bossen, som forsøgte at få Sofie Linde til at give sig et blowjob. ”Dick”, siger Bertelsen. På vejen hjem, fortæller han, at komikeren slet ikke er sjov. ”Han er helt slukket,” betror han gæsten.
Hjemme i Casa Christensen synes Sofie Linde, at de to herrer ligner et homoægtepar, som skal bruge en rugemor. ”Jeg laver mad til dig”, bekendtgør komikeren højtideligt. Vi forstår, at hans blotte tilstedeværelse er som en kejserlig gave. De sætter sig med bolognaisen, Lindes livret, og taler lidt om forældrebinding og mikrodosering – ligesom med golfudstyret og garderoben i episode 1, bruges LSD her som tvivlsom statusmarkør.
Det er kontroversielt, indrømmer CC. Øh, ikke mere end at hele Silicon Valley har været på svampe de sidste ti år. Hele forestillingen er villet hip på en måde, som bare ikke er med på noderne.
”Sig til din far, jeg er på LSD,” fniser Casper og blærer sig med at have lavet TV i 30 år. Så taler de lidt om køn og cowboys og spiser dessert. Næste morgen kører de til stranden i hvidt og taler om selvpromovering og børn på instagram, og Bertelsen hvisker: ”Om 200 år står hun i Danmarkshistorien. Det er ikke sikkert at vi gør det”. I næste uges episode er gæsten Helle Thorning-Schmidt.
Kajaklys i kanalerne
Det var et sælsomt syn at bevæge sig langs Københavns Havn tirsdag den 13. december 2022 mellem kl. 17 og 19:30, hvor det årlige luciaoptog i kajak løb – eller snarere sejlede – af stablen. Hundreder af velindpakkede roere i oplyste kajakker sejlede rundt i havnen, mens tusindvis af mennesker stimlede langs vandet og bemægtigede sig cykeldelen af Inderhavnsbroen, som var vi på toppen af sommerens turistboom.
Der er tale om en forholdsvis ung kulturel opfindelse udført af velbefarne, disciplinerede kajakroere. Bogstavelig talt opstået i kølvandet på de år, Kulturhavnen på Islands Brygge havde vision, tid og midler til at ekspandere sine aktiviteter fra de sædvanlige tre dage primo august til hele året og alle steder i havnen. Det er også et godt eksempel på dansk græsrodskultur: Lokalt initiativ, fællesskabet der vokser nedefra, op og ud, hvorefter ’nogen ta’r den’, driver, vedligeholder og tager ansvar for et fortsat liv.
Med start ved Kayak Bar driver det lysende, flerfarvede maritime optog rundt på havnens næsten frosne overflade som selve symbolet på kulturel kontinuitet, sammenhængskraft og diskret kobling til fortiden: Vikingernes solhverv elegant adopteret ind i kristendommens søde julefortælling, sendt videre ud i luciaoptog og nu garneret med kajaklys tilsat sang ved Nyhavn, Christianshavn og Højbro Plads. Smukt, enkelt og stemningsfuldt giver kajakkerne lys i en mørk og på alle måder temmelig kold tid.
Foto: Dino Kuznik.
Same Man – Maskulin mystik på Louisiana
Der er noget over Richard Prince (f. 1949), den amerikanske maler og fotograf. Han er klar til at lade sig genfortrylle af mystikken hos mænd, og hvorfor ikke hos cowboys? Hans billeder har en særlig aura, når han giver pladsen til manden på hesten, med cigaret i munden, og selv manken på hesten er ulmende orange som en brand over varmt sand.
Men så er der lige den slidte hvide linje på midten af billedet, som om det har været foldet sammen og er lappet med klisterbånd: Som om nogen har gået med billedet af frihed i lommen.
I et interview med Prince selv, kan man fornemme både hans metode, men også hans stærke indlevelse som kunstner. Han er fordomsfri og tager udgangspunkt i velkendte billeder fra magasiner, blade og lægeromaner. Noget, der ellers er fortærsket, ser han noget nyt i. Forskellige kolleger giver ham ord med på vejen. En siger, han er ærkeamerikansk, og på samme tid raffineret og street. Men han er altså også hooked på den gamle gåde om kønnet, også den feminine. Se hans billeder af sygeplejersker i mageløse farver. Der er noget favnende – og endda ophøjet over hans måde at gentænke kønnet på.
Twisted sobriety og tjikkerlikker tjaw-tjaw
Wednesday er Netflix’ nye YA-serie i 8 afsnit, et joint venture med Tim Burton som instruktør på de første fire episoder, Gandja Monteiro på de følgende to og James Marshall i den forjættede stol i sæsonens sidste to afsnit.
Personligt er jeg afgjort Burton-fan. Hans særligt forskruede fremstilling af teenageliv i dets mange versioner af forskruethed gør noget ved en. Man føler sig mindre fremmed i verden.
Serien mister noget af sit vampyrbid efter de første 4 episoder, og man sidder lidt med fornemmelsen af, at den gotiske setting som præmis er blevet reduceret til ”just another teen series” tilsat lidt kunstigt blod og kryb.
Jenna Ortega i hovedrollen som Wednesday redder dog instruktørernes røv. Hun spiller rollen med indfølt kulde og et ansigt, hvis bløde, udtryksløse folder, jeg ikke kan blive træt af at studere. Emma Myers, som roomie, er perfekt castet ved siden af Ortega. Hun bibringer set-uppet præcist den grad af over-the-top hormonvulkan, Jenna Ortegas rolle afhænger af. Ellers ville det blive kedeligt.
Plottet har så mange twists, at man faktisk kommer sig over at synes, det er for meget og ender med at synes, der godt lige måtte have været ét til.
Julestorm, kongerøgelse og lange næser: Nye Netflix serier og film til decemberhyggen
Der er dømt Hands Across Gardermoen, når vildtfremmede skæbner mødes og krydser klinger, før julefreden omsider indfinder sig i den nye Netflix-juleserie, Julestorm. Kort fortalt, uskadelig juleunderholdning for familien med børn omkring 10 år. Ghita Nørby glimrer som en dansk diamant i den fantasikolde norske film-sne.
De er der alle sammen: Bad Santa-klonen, den ulykkelige popstjerne, den svenske business isdronning, taxachaufføren, en pølsegnaskende helt, den bløde bagagemedarbejder, den pelsløse hund, det forsvundne barn og romancen mellem piloten og influenceren. Nå ja, og så er der lufthavnspræsten. Sådan en har de naturligvis i filmens fiktive Gardermoen. Hun er glimrende spillet af danske Maibritt Saerens og både hun og Nørby kan med et enkelt blik få lukket godt op for sentimentale seeres tårekanaler. Jeez in a handbasket, altså.
Anderledes kedeligt går det for sig i den hypede wannabe-doku Harry & Meghan på samme streamingtjeneste, hvor det over tre episoder trækkes i langdrag, at parret blev overraskede over den engelske sladderpresse og dens glubske og grænseløse ildhu. Jeg tror aldrig, jeg har set noget så privilegeret og ømskindet krænkelsesparat på samme tid. Det er svært at afgøre, om parret er lidt underfrankeret, eller de har formået at forstå absolut intet om- eller af noget som helst. Alene på grund af deres delte naivitet er serien faktisk værd at se. Seriens sidste tre episoder er netop lagt op.
Absolut flottest er Guillermo del Toros nye udgave af Pinocchio. Her er en rigtig julefilm, som man roligt kan spendere et par timer foran hjemmebiografen med.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
