KULTURLISTEN – Inspiration til teaterforestillinger, samtidskunst, spoken word, digtoplæsning og tegneserienoveller i København, Næstved, Odense, Aarhus og hjemme i sofaen. POV’s kulturkorps deler oplevelser, omtaler og anmeldelser af håndplukket aktuel underholdning, kunst og kultur.

Træt af frynseprinsesser og svinedrenge?
Så tag i teateret og se Alt.Andet.End.Andersen! Hvis du er heldig, bliver du eventyrligt forvirret. Også selvom forestillingens rammer synes fastlagt fra starten. Der er blevet gjort et historisk fund under en udgravning, der vender op og ned på hele ideen om H.C. Andersens livsværk, og derfor indkalder tre forskere dig til et forsøg, hvor du skal agere observant og være deltager!
Forsøget kræver også en gæsteskuespiller til improvisation. Til premieren var det dygtige Ditte Hansen, der indtog scenen med stort overskud på de relativt kaotiske vilkår, komplementeret af musiker Ida Brinch, som leverede alt fra loungetrompet til lyden af gale egern.
Forskertrioen spilles stærkt af Malte Jo Frid-Nielsen, Anders Cornelius Zoffmann og Amanda Bøgestrøm Isaksen – med karakterer, der folder sig ud i alt fra komiske indslag og klikkende kuglepenne til juicebriksugende nervesammenbrud. For det ér hårdt at være forsker, når: ”INGEN ved, hvad der skal ske!”
Men altså, måske ved nogen, hvad der skal ske. Forestillingen doserer fast ramme og improvisation elegant. Faktisk holdes trådene kun netop sammen, men – og frydefuldt – på en måde, der giver plads til, at vi som publikum ender med at reflektere over både os selv, den kulturelle stereotypisering af H.C., og hvad teater kan.

Lollikes suveræne Erasmus Montanus
Erasmus Montanus er i Christian Lollikes version ganske enkelt den vildeste og mest vedkommende iscenesættelse af en klassiker, jeg har set.
Denne udgave af Ludvig Holbergs komedie blev første gang opført i 2017, hvor stykket blev kåret til sæsonens bedste forestilling. Der er skrevet om, tilføjet og trukket fra. Lollike placerer Erasmus Montanus i tidens ekkokammer om værdier/danskhed, land/by, elite/masserne, viden/synsninger. På den måde bliver Holbergs stykke fra 1723 pludselig til moderne nutidsdramatik om MeToo, krig, kønsroller, flygtninge m.m.
Den 31-årige skuespiller Emil Prenter fyrer den af som Erasmus Montanus i sæson-premieren på Aarhus Teater. Han har energi og overskud, charme og humor til at spille den selvfede og snobbede Rasmus Berg, der efter sin uddannelse på universitetet i København vender tilbage til landsbyen. Her påstår Erasmus Montanus – på latin – at jorden er rund.
Forestillingen er med til at markere dansk teaters 300-års jubilæum. I den ligning spiller både Lollike og Holberg en afgørende rolle. Holberg som faderen til dansk teater, Lollike som det nulevende teaterbarn, der vedholdende mener, at teater både skal ramme følelserne, lattermusklerne og give (gerne politisk) stof til eftertanke.
Hold øje med næste uges POVcast med skuespilleren Emil Prenter her på POV.

Gå ombord i de tre kunstneres fælles udstilling ’Når noget stikker’ på Rønnebæksholm ved Næstved – det er turen værd
Vibeke Mencke Nielsens følsomme, fine, grafiske arbejder er mange, og koldnålsraderingerne er fint repræsenteret i en stribe kvindeportrætter i udstillingens første sal. Dertil kommer unikategninger fra “pandemiens tid”. Mencke Nielsens udgangspunkt er ofte naturen og det nære, men tag ikke fejl, bag værkerne banker en evig politisk puls, som man fornemmer. Værkerne I wish this was fake news og Minority rights are human rights vidner om Mencke Nielsens evige engagement.
Anne Marie Ploug er på udstillingen med både litografier og værker af gips. Hendes altid dobbelttydige værker er ikke til at overse, og de fylder nemt en hel væg med “ret og vrang”. På denne udstilling er naturen omdrejningspunktet, der fletter tre kunstnere sammen.
Carina Zuninos fotografier og videoinstallationen Blikstille er ikke mindre imponerende i deres imponerende lyriske enkelhed.
Tre kunstnere, to generationer og et tema. Værd at se og værd at rejse efter.

I dag banker Verdenshjertet i Aarhus
Den århusianske litteraturscene er i den grad levende – og den sparker røv.
Det skyldes ikke mindst livlig aktivitet omkring Godsbanen, der huser Skrivekunstskolen for unge talenter samt LIPS – Litteraturen På Scenen. Sidstnævnte afholder forfatterarrangementer, hvor man på to timer kan høre ikke færre end tre forfattere læse op.
En ny sæson er skudt i gang, og fredag d. 26 kl. 16 kan man høre Viggo Bjerring, der udgav Verdenshjertet i slutningen af 2021, en bog der har bragt ham både anerkendelse og begejstrede læsere også blandt det mindre litterære publikum.
Verdenshjertet er allerede blevet grundigt anmeldt her på siden, men kort kan den beskrives som en eksistensdystopi, der bærer uhyggelige ligheder med verden, som vi allerede kender den.
Derudover optræder Kristina Nya Glaffey med hendes To the modern man – udgivet her i foråret 2022. Hun giver den smarte fyr, vi genkender fra gågadebilledet, en tur gennem vridemaskinen – du ved ham, du tror, smiler kækt til dig, indtil du opdager, han bare har fået øje på sin egen refleksion i et butiksvindue.
Undertegnede er helt sikkert til stede – og glæder mig til, hvad mere LIPS byder på de kommende måneder.

Totalt pip i kasketten?
Det er jo oplagt – at koble de bedste (eller mest underlige!) forfattere sammen med de bedste (eller mest underlige!) bands og skabe en både litterær OG musikalsk oplevelse.
I værste fald giver det et resultat, der hverken er litteratur eller musik, men i bedste fald kan det være ganske storslået. Således koblingen mellem aarhusianske Singvogel og Hanne Højgaard Viemose, der for nyligt optrådte til Spoken Words-festival i Odense.
De første numre var ikke imponerende, samspillet mellem Viemoses vokal og bandets musik haltede, men i løbet af settet skete der noget – fra en underlig besværlig og uharmonisk anstrengelse, som når det ene af ens kufferthjul er røget af, og man stadig forsøger at trække den afsted – til en sand kakofoni af lyd og støj og harmoniske boremaskiner på hi-hat!
Herligt, ganske enkelt herligt!
Set up’et med Viemose og Singvogel blev lanceret under sidste års Lyd+Litteratur-festival i Aarhus og har siden skabt en kunstoplevelse til Nationalpark Skjoldungernes Land under titlen Hasselmusens Drømme.
Man både kan få del i oplevelsen på vandretur i nationalparken, eller man kan være heldig at fange band og forfatter in action rundt omkring.

Tegneserienoveller: Smerten og jeg
Bogen er opdelt i fire tegneserienoveller, der alle tematisk hænger sammen. Novellerne virker kronologisk opsat, på nær den sidste. Jeg blev en smule forundret over, at smerten ikke ville forsvinde, til trods for at håbet var vendt tilbage efter bruddet, i novellen ”Det skete ikke”.
Tegneserien må kategoriseres som socialrealisme med en snert af magisk realisme. Der, hvor detaljegraden og farvelægningen står kraftigst frem, finder jeg illustrationerne mest tiltalende.
Særligt en tegning står frem for mig: et tværsnit af hovedkarakterens ansigt, hvor man ser den smertefremkaldende kæreste kravle ind i hendes hjerne. Et ganske fint billede på, hvordan det opleves, når forståelsen af virkeligheden forvrænges gennem kontrol og nedbrydning af selvværdet. Håbet vender igen tilbage, idet vores hovedkarakter opdager, at ekskærestens fremstilling af hende ikke har at gøre med den, hun i virkeligheden er.
Vi har her fat i en tegneserie, der tager fat om de konsekvenser, psykisk vold i partnerskabet bærer med sig. En tematik som bestemt må siges at have sin relevans, da det typisk er i partnerskabet, at drab på kvinder i Danmark bliver begået. Så at sætte sig ind i, hvad psykisk vold er, er ganske fornuftigt for at opdage den i tide og dermed undgå de voldsomme konsekvenser.
Det er en letlæselig tegneserie med fine illustrationer, hvilket er en ganske god måde at finde sin vej ind i et ellers smertefuldt emne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.