KULTURLISTEN – Nedslag i kulturen hver fredag med anbefalinger til alt det, der gør dit liv rigere og større.
En dans på kanten af friheden: Før og efter Louise
Det handler om Louise før og efter, men En dans på kanten af friheden kunne have handlet om over 22.000 andre kvinder.
Det handler om en voldtægt. I virkeligheden handler det om det at være kvinde. Om som teenager at få at vide, at nu kan hun altså ikke bare lægge sig i samme seng som en dreng og sove. For han kunne jo tage det som en invitation.
Og hvis hun har kysset med en fyr i tre timer på en bar og tager med ham hjem … så betyder det også, at hun vil have sex. Men hvis hun ikke kysser på anden date, er hun så ikke interesseret, eller spiller hun bare utrolig hard to get?
Og hvordan får man som ung kvinde lige lyst til sex igen efter en voldtægt. Efter at have meldt voldtægten. Efter at have været på center for overgrebsramte kvinder. Louise Bindseil lægger ikke fingrene imellem i sin egen historie. Den har hun, som hun selv udtrykker det, skrevet på i to år. Det har været hendes historie lige siden voldtægten.
For publikum er der et før og efter Louise – også de fire unge i POVcasten her.
Far og søn til Fodbold, Fodbold, Fodbold
Sidste gang, min søn og jeg var til fodbold, var i 2017. Min bardomsklub, Dalum IF, spillede mod min søns barndomsklub, HIK.
I denne uge var vi så igen til fodbold. Denne gang til pokalfinale mellem BK1899 og FC Øresund. Nærmere bestemt til opførsel af nyskrevet dramatik af Henrik Szklany med titlen: Fodbold Fodbold Fodbold. Kampen – og forestillingen – foregår på Det Kongelige Teaters scene, Mellemgulvet.
Salen er flot udsmykket med farverige fodboldtrøjer på hvert et sæde. Der sker noget i en teatersal, når de fleste har en fodboldtrøje på som denne aften, hvor de unge i antal klart slår gråt hår.
Med pokalfinaler som ramme møder vi gennem forestillingens fem skuespillere op mod 30 forskellige personer og roller i fodboldverdenen: spillere, fangrupperinger, klubejere, stadionarbejderne i Qatar, forældrene. Vi bombarderes med temaer: spillerhandler, klubfølelser, for eller imod VM i Qatar, regnbueflag på stadion, sport og politik, kvinderoller, kyniske spillerkøb i ulandene.
”Der er godt nok mange temaer,” siger sønnen. ”Der mangler identifikation og mulighed for at lave dramaturgiske spændingskurver,” siger faren. Enighed om, at scenografien er for kedelig til at give de unge i salen en stor teateraften. ”Jeg er ikke blæst helt omkuld,” som min søn siger.
I stykket siger de ”Et smukt far-søn-moment”. Det er rigtigt. Resultatet af pokalfinalen må man selv på Mellemgulvet for at få svar på.
Hvis ikke det var så morsomt, ville det være deprimerende
Det er ikke de store forventninger, der præger figurerne i Nørrebro Teaters Kunsten at være okay. Faktisk kan bare det at trække vejret være en udfordring, og alt i alt er de én stor undskyldning for deres egen tilstedeværelse. Og overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen.
De fem kvinder og tre mænd er ensomme, introverte og ængstelige, nærmest ikke funktionsdygtige i vores samfund – og især ikke gode i sociale sammenhænge. Da en af dem deler en romantisk drøm om mødet med en mand … bliver hun afvist i sin egen drøm.
Selvværdet er nærmest ikke-eksisterende.
Netop her bliver figurerne i den abstrakte skov, der udgør scenografien, på en eller anden måde genkendelige. Som den stille nabo, men også som os selv. I alle de akavede situationer og beretninger er det blot en gradsforskel i selvværd, der skiller dem fra os.
En monolog løber over i en standup-rutine efter opskriften ”kender I det, når” og ”hader I ikke også, når”. Formlen gør de små hverdagsproblemer relaterbare. Uden diagnose. Og så leveres det hele i Kunsten at være okay med skønne sange komponeret af Thomas Buttenschøn.
Det er sårbart, morsomt og en hyldest til alle, for hvem lykken er at være okay.
Børneteater FUCKD: Et studie i oprør
Kan du huske de voksne, der fortalte dig, da du var barn, at du bare skulle gå dine egne veje? Nogle af dem virkede, som om de var ude på at snyde, fordi de som autoriteter var blinde for dobbeltheden i budskabet. Cirkus Dynamos nye forestilling FUCKD formidler netop dette budskab og er tilegnet børnene.
FUCKD er en god gammeldags lektion i at stick it to the man. Og måske er et eksperimentelt produktionshus for nycirkus netop herre for at løfte denne opgave? Instruktør Rune Vadstrøm indtog manegen sammen med artisterne Alfred Hall Von Kriegbaum, Sónia Matos og Signild Elisabeth, der i florlette og legende koreografier guidede publikum gennem fem trin til revolutionen.
Her var det ikke trinene, men selve udførelsen af dem, der var i centrum. Koreografien og skuespillet gjorde hurtigt de fem simple trin til poesi, der samtidig rummede en seriøsitet, jeg tror unge mennesker vil sætte pris på. Så snart vi råbte fuck i kor og tog på badeferie, føg plastikskraldet straks rundt om den smukke trapezgyngende artist og illustrerede smukt og skræmmende oprørets trange kår og tvingende nødvendighed på samme tid.
Om lidt turnerer forestillingen rundt på landets skoler. Hvis du er skolelærer eller kender en, der er, så FUCKD! Giv dine elever det frikvarter, de fortjener og book straks forestillingen til at komme forbi.
Cirkus Dynamo holder til i Odense og er et produktionshus for nycirkus og performing arts.
Fenrisulven er løs!
Fenris, TV-serie i 6 afsnit er lige landet på Viaplay og er en tilbagevenden til Nordic Noir-genren. I hovedrollen er vidunderlige Ida Elise Broch, kendt for bl.a. Netflix-komedien Home for Christmas (som har gjort mine juleferier 100 % bedre de sidste 2 år)
I denne serie spiller hun enlig mor og nørdet gummistøvlebiolog med speciale i ulve. Et nyt ulvekuld tvinger hende bort fra Oslo og tilbage til bygden, hun forlod som barn efter flere traumatiske begivenheder, og her udspiller resten af serien sig.
Handlingen er fin, men det er miljøet, der skaber serien: endeløse skovområder med vilde ulveunger, afskallede træhuse, hedestykker med klippeformationer og lidt pling-pling-banjo på lydsiden til at skabe den rigtige stemning af redneck-living på norsk.
Mændene er store og vamsede, med uplejede fuldskæg, skovmandsskjorter og vatterede veste. Kvinderne er handlekraftige og kan både drukne sorgen i en Jameson-whisky og forstå deres medsøstres behov.
Filmskaberne lader lejlighedsvis også naturbillederne fortælle med, og den fortælling ville jeg gerne have brugt meget mere tid i, men der er også en krimi, der skal fortælles, og den handler om menneskenes ærgerrighed, nepotisme og bygdesamfundets indavlede konflikter.
Fenris er det perfekte sted at starte efteråret: først ud og sparke nedfaldsblade i skoven – så en aftentur i skærmens skov.
Jacques Tati-serie i Cinemateket
Jeg kan prale af, at det var mig selv, der skrev til Cinemateket i foråret og spurgte, om ikke de skulle markere, at det i år er henholdsvis 115 og 40 år siden, at verdens bedste franske filminstruktør over 1,80 blev henholdsvis født og døde. Og sandelig om ikke de gør det ved at vise alle hans få spillefilm.
Tati var virkelig en ener, og noget af det, der i mine øjne adskiller ham fra 96,4 % af andre filmkunstnere gennem tiden, er, at han er en æstetisk bevidst humorist. Hans film er simpelthen både smukke og morsomme. Som filmstuderende var det ved visningen af mesterværket PlayTime (1967) at jeg – for en af de alt for få gange – grinte højt nede i salen, hvorved jeg sikkert vækkede nogle af mine medstuderende.
Hans film kan nemlig også virke for anderledes på svagelige seere med deres specielle tempo og mangel på egentlig handling. I virkeligheden var han vel lige så radikal en instruktør som den nyligt afdøde og 23 år yngre kollega, Jean-Luc Godard, men jeg lover jer, at Tati er sjovere. Sig efter mig: Hvem ka’ vi li’? Jacques Tati.
Se programmet her, og gå ikke glip af dokumentaren Jacques Tati, Tombé De La Lune, der vises mandag d. 3. oktober.
Verdens værste menneske kom for at blive
Der findes sikkert litterære forbilleder for Julies figur i Joachim Triers dramakomedie Verdens værste menneske, men der går nu især en lige linje fra Meg Ryans rolle i komedien Da Harry mødte Sally (1989). Julie og Sally deler en særlig bramfrihed – når Sally faker en orgasme på en restaurant, så kan det ikke blive mere ærligt eller sjovt.
Julie har en bid af den samme ærlighed. Hun er en både forvirret og sammensat person, der smiler stort, samtidig kan hun være nådesløs. For hun er kvinden strandet mellem to mænd, Aksel og Eivind. Der er sådan en appetit og smittende ligefremhed hos Julie.
Man skal bare huske, at hendes lystne og nysgerrige opdagerfærd finder genklang i Eivinds beslægtede, store smil. Det er den gensidige opmærksomhed, som skaber filmens rytme. En sjælden komedie tager form med en ukuelig opfindsomhed i replikker og dialog, og det hele kulminerer i nogle fremragende scener, ikke mindst den, hvor utroskab er til diskussion, for hvor går grænsen mellem troskab og utroskab? Det er så flabet gjort.
Renate Reinsve stråler i rollen som Julie. Hun rammer tiden og den ærlighed, som kan slå ned som et lyn. Filmens blanding af humor og troværdighed lever videre hos tilskueren.
Læs POV’s anmeldelse af filmen her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
