BØGER // ANMELDELSE – Sigrid Nunez’ roman om sorg, forfatterskab og forholdet mellem menneske og hund er en fryd at læse: Underholdende, vedkommende og slet ikke det, man forventer, skriver Signe Wolff Ravneberg.
En gammel talemåde lyder, at man ikke skal skue hunden på hårene – altså ikke bedømme noget ud fra dets udseende alene. Et klogt ordsprog, som kan anvendes i ganske mange sammenhænge, men sjældent har jeg dog oplevet det i så bogstavelig forstand som med Sigrid Nunez’ roman, En ven, der netop er udkommet på dansk.
Kombinationen af omslaget, der er prydet af en stor granddanois, og handlingsbeskrivelsen, der ligeledes centrerer sig om en hund, fik indledningsvist undertegnede anmelder til at fortvivle: I mit barndomshjem havde vi kun høns, og måske af den grund har jeg aldrig udviklet noget inderligt forhold til pelsede kæledyr. Jeg har endda ofte moret mig over andre menneskers hengivenhed overfor disse domesticerede og som oftest ganske nyttesløse væsner.
Mit udgangspunkt var derfor en anelse skeptisk. En roman om en hund? Det er næppe noget for mig.
Men, som sagt: Man skal virkelig ikke skue hunden på hårene, og Sigrid Nunez’ roman bragte hurtigt min tvivl til skamme. Den handler nemlig om meget mere end bare “en hund”. Vi følger en kvindelig forfatter, som har mistet sit livs bedste ven og mentor, en god forfatterkollega, der uventet har taget sit eget liv.
Udover at skulle forholde sig til sin egen sorg og fortvivlelse, skal hun pludselig også forholde sig til vennens efterladte granddanois, da hans enkegjorte hustru kontakter hende og spørger, om hun vil tage sig af den. Hvis hun siger nej, bliver den sendt på internat, og hvad mon hendes afdøde ven ville have tænkt om det? Her føler man stor empati for hovedpersonen, som udover selv at tilhøre kategorien ”kattemenneske” bor i en lejlighed i New York, hvor man ikke må holde kæledyr.
Alligevel indvilliger hun i at overtage hunden, og herefter følger en ganske underholdende beretning om livet med hendes nye samlever, den tavse og alvorlige Apollo – en fortælling, som dog kun udgør baggrundstæppet for Nunez’ undersøgelse af en række tematikker: sorg, selvmord, samtid og forfatterskab. Emner, som måske ikke virker intuitivt forbundne, men som Nunez fletter sammen og belyser på en aldeles klog og humoristisk måde.
Hvis læsning virkelig forøger empatien, som vi hele tiden får at vide, ser det ud til at skrivning formindsker den en del
Citat fra bogen
Vi hører om hunde, der er blevet verdensberømte for deres trofasthed. For eksempel spidshunden Hachicko, som hver dag hentede sin ejer på Shibuya Station i Tokyo, når han fik fri fra arbejde, og blev ved med at gøre det i 10 år, efter han var død, og terrieren Bobby, som tilbragte de sidste fjorten år af sit liv på sin herres grav på gråbrødrekirkegården i Edinburgh, Skotland.
Det er dog ikke fordi, man som læser bliver påduttet at dvæle synderligt ved disse rørende historier. Som den navnløse fortæller tørt bemærker:
”Det er interessant at folk altid opfatter den slags opførsel som eksempel på ekstrem loyalitet snarere end ekstrem dumhed eller en anden form for mental defekt. Personligt tvivler jeg på forlydender fra Kina om en særlig hund som skulle have druknet sig af sorg. Men anekdoter som den er en af grundene til at jeg altid har foretrukket katte.”
Spækket med anekdoter om kulturpersonligheder
Senere hører vi om forfatteren Ackerley, der skrev bogen Min hund Tulipan – memoirer om en kærlighedsaffære mellem en mand og en hund. Her bevæger vi os ud i en ganske særlig genre af kæledyrshengivenhed, som tangerer til det usømmelige. Ackerley skrev om alt fra hunden Tulipans seksuelle udskejelser i løbetid, hendes “brændende vulva”, til lugtene fra hendes analkirtler, og kunne åbenbart se skønheden selv i måden, hun satte sig og sked.
Samtidig havde han ikke ret meget til overs for mennesker og særligt ikke kvinder. Fortælleren erindrer en samtale med sin afdøde ven:
”Lige så meget du beundrede hans arbejde, kan jeg huske, væmmedes du ved hans liv. En tilværelse hvori et menneskes forhold til en hund er det allervigtigste – det kan ikke være sørgeligere, sagde du. Mig forekom det at Ackerley havde oplevet den reneste udgave af gensidig, betingelsesløs kærlighed, den som alle efterspørger, men de færreste får lov til at kende.”
Romanen er på den måde spækket med referencer, både af den slags, der har med hunde at gøre, og dem, der på ingen måde har. Hele tiden forsynes man med anekdoter om forfattere, musikere og historiske personer – Woolf, Flaubert, Edith Piaf, George Steiner, John Keats, Laurence Olivier, Balzac, Knausgård, Otto von Bismarck, “Isak Dinesen” – og så videre, uden at det på noget tidspunkt bliver trættende eller søgt.
Tværtimod bliver alle referencer til fine prismer, som fortællingen skal ses igennem, eller, som hovedkarakteren på et tidspunkt selv beskriver, så udgør de en form for spejle, der på den ene eller anden måde hjælper hende med at forstå hendes afdøde ven, som var han en potpourri-persona af alle disse.
Empati på retur
Og selvom Nunez’ roman efter eget udsagn er hendes måske mest autobiografiske værk til dato, inspireret af bekendte, der har talt om at begå selvmord og en ven, der faktisk sprang ud fra Golden Gate Bridge, og dertil naturligvis en fortæller, der bærer store ligheder med Nunez selv, så er det netop trådene ud i verden og samtiden, der gør romanen til en helt særlig læseroplevelse.
Den litterære verden som sådan er også et gennemgående og virkelig underholdende tema. Den afdøde vens begravelse beskrives som en højtidelighed, der minder om en hvilken som helst anden litterær sammenkomst: Ingen græder, gæsterne taler om penge, anmeldelser og litteraturpriser, og alle benytter lejligheden til at netværke og sladre. Fortælleren konkluderer herefter, at ”hvis læsning virkelig forøger empatien, som vi hele tiden får at vide, ser det ud til at skrivning formindsker den en del.”
Den er fuld af berigende modsætninger: morsom og alvorlig, rørende og vulgær, intellektuel og uprætentiøs
Hun romantiserer, hvordan forfattere før i tiden så skrivningen som et kald og en pligt, noget, der kræver hårdt arbejde og dedikation. Som at vie sit liv og gå i kloster. En indstilling der står i skarp kontrast til de studerende, hun underviser på et skrivekursus. De skriver for berømmelsen, men vil helst ikke arbejde for hårdt for det og har desuden et syn på litteraturen, som altid centrerer sig om dem selv: Hvorfor læse en bog om noget, de ikke kan relatere til? (Glem gerne det, jeg sagde om kæledyr i begyndelsen).
Andre af dem vil helst kun læse litteratur af forfattere, som har tjent mange penge på deres udgivelser, eller også vil de slet ikke læse, men blot læses.
Vennen der døde
Hun nævner naturligvis også Rilkes Breve til en ung digter, klassikeren for enhver, der nogensinde har drømt om at skrive. Men hun bekymrer sig:
”Til trods for at skriften slår mig som smukkere end nogensinde, kan jeg ikke læse dem uden en følelse af ubehag. Jeg kan ikke se bort fra mine studerende som ikke på nogen måde føler hvad den oprindelige Unge Digter må have følt da han modtog dem i det første årti af det sidste århundrede. (…) De føler ikke at Rilke taler til dem. Tværtimod: de anklager ham for at udelukke dem. De siger det er løgn at det at skrive er en religion som kræver en præsts hengivenhed. De siger tanken er latterlig.”
Hendes syn på den nye generation af forfattere var også noget, hun delte med sin afdøde ven – universitetsprofessoren og libertineren, som gerne rasede over talentløse, nypuritanske studerende.
Han var en mand af den gamle verden, som indledte talrige affærer med unge kvinder, giftede sig tre gange og ikke havde meget til overs for tidens moraliseren, som han mente var kvælende for kreativiteten. Mon der er noget om snakken? Nunez er i hvert fald ikke bleg for at smide brænde på bålet til dén diskussion.
Således handler En ven lige så meget om menneskelivet og litteraturen, som den handler om Apollo og Nunez selv. Den er fuld af berigende modsætninger: morsom og alvorlig, rørende og vulgær, intellektuel og uprætentiøs.
Romanen vandt den anerkendte National Book Award ved udgivelsen i 2018 og dertil talrige lovprisende anmeldelser og en langt større læserskare til den ellers garvede 71-årige forfatter – og jeg forstår virkelig godt hvorfor. Romanen er kort sagt en fryd at læse: underholdende, vedkommende og overraskende hele vejen igennem.
Læs også Mikkel Stolts essayserie i tre dele, Den kattens kærlighed, her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
