TEATER // ANMELDELSE – En hvid skjorte vil aldrig igen ”bare” være en hvid skjorte, efter du har set KROP på Mellemgulvet i Skuespilhuset. De hvide skjorter er det eneste kostume og den eneste rekvisit på en ellers bar scene … og naturligvis 24 unge, dansende kroppe.
Det smukke ved Projekt DanseDrømme, som efterhånden kan fejre tiårsjubilæum, er, at forestillingen ud over sit overordnede emne – KROP – er de unges eget værk. De ved, hvor skoen trykker for deres generation, og udtrykker deres frygt og længsel og tanker. Nogle citater, nogle tekster og sange og så dansen.
Forestillingen rammer lige ned i et af tidens brandvarme temaer. Flere faktisk. De unge dansere repræsenterer alle kropstyper, alle højder, alle etniciteter og al mulig anden diversitet. Uden at det egentlig har en betydning. Alle har en krop.
En for alle, alle for en
KROP iscenesætter nok forskellene, men understreger samtidig fællesskabet. De unge dansere, som kommer med meget forskellig erfaring i bagagen, får nok lov til at shine i enkelte trin og spring, men langt vigtigere er, at de fremstår som gruppe. Tematisk og som dansere.
Det er som nævnt baseret på de unges egne erfaringer med krop. Det gøres med stor nænsomhed, så temaerne ikke er til at misforstå, men samtidig så ingen udstilles.
Undtagelsen er Cecilie Relund som “den tykke pige”, der har det godt med sin krop – hjertet, der slår, fødderne, der bærer hende, hvorhen hun vil – men som i sin monolog understreger, at hun ikke vil roses for at være modig. Hun vil ikke være et spejl for andre. Ikke erstatning for nogens terapi. Hun vil – ligesom Josephine Baker – ikke spændes for nogens politiske vogn.
Instagramvenlige poseringer
Men selvfølgelig har de unge kropskomplekser. Sjældent har en generation oplevet at være så meget på, som netop de 14-22-årige, der kan være med i DanseDrømme. I deres dans er der tydelige referencer til poseringer på Instagram, ligesom nogle trin er hentet fra catwalken.
Danserne er midt i den boblende ungdomsrus, hvor berøringerne både kan være et bekræftende gruppekram og den berusende kropskontakt med netop ham eller hende eller dem, som får hormonerne til at lave badutspring
Det hører alderen til hellere at ville høre til end skille sig ud. Eller måske først at turde skille sig ud, når man hører til i et fællesskab. Det hører også alderen til at gøre oprør og tage afstand til normerne. Netop derfor er det vigtigt, at der er nogen at holde i hånden. Men kropskontakten er ikke altid nem. Uønskede berøringer får også et ord og nogle trin med på vejen.
Først og fremmest fejrer KROP dog, at danserne er midt i den boblende ungdomsrus, hvor berøringerne både kan være et bekræftende gruppekram og den berusende kropskontakt med netop ham eller hende eller dem, som får hormonerne til at lave badutspring.
Ægte kroppe
Derfor er det på alle måder passende, at amatørerne kommer indenfor på Skuespilhuset. De trækker virkeligheden og egne hverdagsoplevelser med. Selv om de ikke er professionelt trænede dansere som balletten ovre på Gamle Scene, så fungerer koreografien. De har styr på bevægelserne.
For eksempel virker den indledende pas de deux først improviseret, men viser sig snart at være de samme bevægelser, blot let forskudt. Derefter skiftes danserne til at fryse og lade sig modellere af den anden som mannequindukker eller måske græsk-romerske statuer.
Der er selvfølgelig tale om genbrug af aflagte skjorter. Ressourceforbruget er tænkt med
Hun i positurer som den yndige og omsorgsfulde, han til sidst som bueskytte, så hans smukke muskulatur fremhæves. Især efter at hun lige skubber hans mave lidt ind. At ligge under for kropsidealer er ikke bundet til et køn.
Når livets skjorte bli’r for kort
Bag dem ruller de øvrige dansere sig ud. Det er her, de hvide skjorter kommer ind i billedet. De er fantasifuldt dekonstrueret og re-designet, så kraven kan være midt på maven og hovedet stikke ud at et hul i ryggen, eller det er kun den ene arm, der er i ærmet, mens den anden skulder er bar. Og så er der flæser og påsyede roser og …
Med lidt held kan de alternative, hvide skjorter blive en ny modetrend. Der er selvfølgelig tale om genbrug af aflagte skjorter. Ressourceforbruget er tænkt med.
I dansen kan skjorten også tages helt eller halvt af, så netop kroppen blottes. Den bliver en rekvisit, der kan bruges på mange måder og er med til at gøre danseoptrinene spændende at se på.
Trommerytmen, de bare fødders klask i gulvet (nogle gange også skjorternes) og de vekslende formationer er nok. De ene øjeblik er alle i takt, det næste skiller en eller flere sig ud og bevæger sig mod strømmen. Præcis som i livet.
Dansedrømme
Har de unge dansere haft det sjovt? Ja, det stråler ud af dem. Har de arbejdet hårdt i tre måneder? Forestillingen taler for sig selv. Kombinationen af de to ting gør, at KROP har en smittende energi og livsglæde, som rigeligt kompenserer for, at de medvirkende ikke er professionelle. Det er autentisk.
Resultatet er i ordets bogstavelige forstand rørende
DanseDrømme handler ikke mindst om, hvad der sker for ganske almindelige unge mennesker med større eller mindre danseerfaring, der bliver sat sammen om projektet. De skaber noget sammen. De lærer noget af og om hinanden. De lærer noget om sig selv.
Den læring har de fleste, der har været på lejrskole eller teambuildingkursus. Med målet at danse på Skuespilhuset bliver barren bare sat højt. Med god støtte fra det professionelle team når de i mål.
Resultatet er i ordets bogstavelige forstand rørende.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
