ESSAY // SEX OG KÆRLIGHED – Sommeren er over os, og vi må igen mødes i (lidt) større grupper og får derved chancen for at møde nye mennesker. Men mødet med et andet menneske, for eksempel med henblik på en flirt, forudsætter, at vi først kommer i snak. Mange har svært ved at bryde isen og få gang i den gode samtale. Det kan heldigvis læres.
Det er ikke sjovt at være bænkevarmer. Men det er ikke andres opgave at give dig en sjov aften. Er du ham eller hende, der står alene blandt andre mennesker med din drink, så er det på tide, at du øver dig i at åbne den gode samtale.
Lad os forsøge et droneperspektiv: Se på alle de mennesker, der er i lokalet eller i festteltet eller til havefesten. Nogle står i små grupper med de mennesker, de kom sammen med. Nogle står sammen som par. Og så er der dem, som står alene. Ligesom dig.
Smilet er den korteste afstand
Men står de 1) og kigger ned i deres drink med udtryksløse ansigter, eller står de 2) med løftet blik, med et smil på læben og et åbent kropssprog?
Med løftet hage og fremskudt bryst tager du rummet i besiddelse, men er samtidig imødekommende. Og Victor Borges mantra om, at ”smilet er den korteste afstand mellem to mennesker”, gælder stadig: Ser du ud, som du er interesseret i en samtale? Er der andre, der gør det?
Du kan invitere med øjnene og smilet, så det er nemmere at komme over at sige hej. Og du kan gå over og sige hej til dem, der står og byder dig velkommen med et smil.
Hvad skal du bevise?
Så er spørgsmålet, hvad du vil opnå med samtalen. Er du til et netværksarrangement, hvor du gerne vil skabe en kontakt, der kan hjælpe din karriere, skal du præstere for at efterlade et godt indtryk.
Har du fået øje på en lækker mand eller kvinde, som du måske gerne vil score, ja, så prøver du selvfølgelig også præsentere alle dine styrker og gode sider.
Du skal bare lytte og lade samtalen flyde. Du skal jo ikke opnå noget, vel?
Ikke at der er noget galt med hverken det ene eller det andet. Jeg vil bare foreslå dig en anden indgangsvinkel, hvis du har svært ved at komme i gang: Gør det til dit mål at finde ud af, hvem det andet menneske er. Så skal du ikke bevise noget.
Flyt fokus til den du taler med
Det bliver lettere at indlede en samtale, når du flytter fokus fra dig selv til det menneske, du taler med. Mød hende eller ham med nysgerrighed. Men måske med lidt større opfindsomhed end, ”hvad laver en pæn pige som dig et sted som her”?
Til en privat sammenkomst går du aldrig galt i byen ved at spørge, hvordan dit nye bekendtskab kender værten/brudeparret/fødselaren. Til et event i byen kan du spørge, hvad vedkommende ved om det, der nu er emnet – sport, musik, kunst, mad, eller hvad det nu er.
Og så spørger du ellers videre til hendes eller hans specialviden, familieforhold, interesser og så videre.
På intet tidspunkt er du under pres for at præstere. Du skal bare lytte og lade samtalen flyde. Du skal jo ikke opnå noget, vel?
Den kedelige samtale
En lille advarsel: Det bliver kedeligt, at du bare snakker om dig selv.
Hvis det er dig, der bliver spurgt, så husk at spørge tilbage. Vis interesse for din samtalepartner. Du vil jo også gerne finde ud af, hvem han eller hun er. Som Dalai Lama-citatet lyder: Når du taler, gentager du, hvad du ved i forvejen, når du lytter, kan du lære noget. Herunder lære et nyt menneske at kende.
Bemærk, at jeg skriver hvem, han eller hun er. En samtale kan også hurtigt blive meget kedelig, hvis vi kun kan tale om, hvad vi laver, og hvor meget vi tjener. Medmindre vi er til et møde i et erhvervsnetværk, naturligvis.
Tag et dybere kig på, hvem du er, og hvad der gør dig glad. Væk dine gamle drømme til live, og find ud af, hvad der giver dit liv værdi
Dit arbejde er ganske vist neutral grund, og det er et emne, du er godt inde i. Netop derfor kan det være svært at forudsige, hvad andre finder interessant ved det. Her bliver den gode samtale skabt af, hvad du bliver spurgt om. Og af at du kan tale om det med passion. Det er altid fascinerende.
Du kan øve dig på den gode samtale
Du kan godt øve dig hjemmefra på at være en spændende samtalepartner. Vi er alle sammen mere end vores job. Så tænk over, hvordan du vil beskrive dig selv uden at nævne dit job. Hvad er det specielle, der gør dig til dig?
Hvis det eneste, du kommer i tanker om, er, at du samler på frimærker, så er det den, du er. Det kan betyde, at du kun er en interessant samtalepartner for en, der også samler på frimærker. Sandheden er dog snarere, at du lader dig forblænde – præcis som når du kun kan beskrive dig selv ved dit job.
Der er ingen lov mod at tale med kvinder/mænd, som du ikke vil i seng med
Så tag et dybere kig på, hvem du er, og hvad der gør dig glad. Væk dine gamle drømme til live, og find ud af, hvad der giver dit liv værdi. Måske opdager du, at du skal gøre noget helt andet, end du gør i dag. Den udforskning kan ændre dit liv. Og den gør dig mere interessant at tale med.
Den flirtende samtale
I virkeligheden er der noget flirtende i enhver god samtale. Begge parter bringer noget i spil og spiller bolden frem og tilbage imellem hinanden. En verbal pingpong. Det gælder som nævnt ikke bare om at tale, men også om at lytte.
I flirten bliver der lagt lidt mere i ordene. Kropssproget taler med. Samtalen får en undertone af, at vi gerne vil noget mere med hinanden. Det tester vi netop med den verbale pingpong. Du sender et antydende ”ping” og ser, om du får et positivt ”pong” tilbage.
Du kan dreje samtalen hen på mere personlige emner. Du kan understrege sammenfaldende oplevelser eller interesser. Du kan bruge dobbelttydigheder og humor. Du kan søge øjenkontakt – og holde den. Du kan prøve at opnå flirtende kropskontakt. Når du er klar til at udfordre reglerne for social distance.
Hvad skal du nå?
Selvfølgelig kan du gå ind i mødet med et andet menneske med testosterontung selvtillid. Med forførende blik og fugtede læber. Men hvis din udfordring er overhovedet at få indledt den gode samtale, så er der ingen grund til at øge præstationspresset og gå efter at score.
Der er ingen lov mod at tale med kvinder/mænd, som du ikke vil i seng med. Ofte bliver du mere interessant i andres øjne, hvis de kan se, at du forstår at tale med kvinder. Eller med mænd. Hvis du interesserer dig for, hvad de har at fortælle om sig selv og deres interesser.
Den ene samtale fører til den næste. Hvem ved, hvor den kan føre hen?
Du har fået talt med flere interessante mennesker, fordi du spurgte nysgerrigt og lyttede til, hvad de havde på hjerte. Du ender måske med en aftale om at ses med nogle af dem igen
I første omgang er det en befrielse ikke at tænke i flirt og forførelse, men bare i kontakt. Du skal ikke få ham eller hende til at synes, at du er uimodståeligt sexet. I skal bare snakke sammen. Medmindre du selvfølgelig gerne vil have, at din samtalepartner synes, du er uimodståelig, og begynder at flirte med dig.
Vender du ryggen til den gode samtale?
Mange – især mange kvinder – tager til arrangementer i vennegrupper. Så har du nogen at snakke med. Men på den måde kan du faktisk godt komme til at vende ryggen til selskabet, og så bliver det svært at få nye bekendtskaber.
Er I bare to, der står og taler sammen, så lade være med at stille jer front mod front. Så lukker I jeres samtale. Prøv i stedet for at stille jer som de to sider i en trekant, så den tredje side er åben og inviterer en ny samtalepartner ind.
Du kan aktivt hjælpe processen i gang ved at introducere folk for hinanden. Hvis du har fundet ud af, hvem din samtalepartner er, kan du introducere ham for din kusine, der også har studeret i Paris. Eller introducere hende for ham, du stod og talte med for fem minutter siden, som også interesserer sig for fodbold.
Tilbage i droneperspektiv
Så hop lige op i dronen igen. Hvad ser du nu?
Du står i en af de snakkende grupper, fordi du tog dig mod til at se et andet menneske i øjnene og smile. Du har fået talt med flere interessante mennesker, fordi du spurgte nysgerrigt og lyttede til, hvad de havde på hjerte. Du ender måske med en aftale om at ses med nogle af dem igen.
I alle tilfælde har du fået øvet dig på at indlede den gode samtale.
Læs alle Steen Blendstrups tekster på POV her
Læs flere sexologiske artikler på Steens blog her
Topfoto: Jamie Hines
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her