En retrospektiv udstilling af værker af avantgardekunstneren Song Dong på Shanghais Rockbund blev et tankevækkende møde med et Kina, som vi i Danmark generelt ved lidt om og kun i begrænset omfang kan forstå. Song skaber trods den direkte censur kunst, som – måske – er samfundskritisk, og i et tilfælde fik en dybere resonans i forbindelse med systemkritikeren Lu Xiaobos død. Sebastian Cordes skriver om et rengjort apolitisk samfund, hvor alle udtryk rummer det politiske.
Det er, som om kinesere har en bestemt måde at ryge på. De holder cigaretten på en lidt grov måde, tager den oftest i munden i ét hårdt ryk, med selvtillid. Ikke på en bløde franske måde. Som om cigaretten stikker mere ud mellem fingrene. Det skjules ikke, kropsholdningen siger ‘her står jeg og ryger, overlegent og ejer dette sted med røg og cigaret’.
Det er en flygtig observation, jeg gør mig på vej ind på Rockbund Art Museum, Shanghais museum for samtidskunst. Her har den Beijing-bosatte avantgardekunstner Song Dong en retrospektiv udstilling med titlen I Don’t Know The Mandate of Heaven, der for mig bliver en ny vinkel på et land, jeg reelt ikke ved ret meget om.
Jeg tænker: ‘Jeg kender intet til kinesisk kultur, denne stormagt som det danske skoleskema ikke tildeler meget opmærksomhed’. Hvor lidt jeg ved – udover at de stjæler alle vores job – åbenbares umiddelbart efter.
I foyeren til Rockbund har Song konceptuelt fyret tørrede nudler ud over det hele, og jeg har altid syntes, de to bedste indgangsvinkler til et ukendt land er maden og kunsten. Så er vi i gang.
Hvad er politisk kunst overhovedet
”This video cannot be played due to non-technical reasons” står der under en af de skærme, der hænger på væggen. Det er videoværker, still-portrætter af kendte mennesker, som tilsyneladende er placeret i et vandbad, filmet oppefra. En gang imellem bliver der skubbet til vandbadet uden for billedet, så de ikoniske fotografier forvanskes af skvulp og ringe i vandet. Simpelt.
Men hvad var det, vi ikke måtte se? Hvilken person måtte ikke blive portrætteret?
Det minder om Andy Warhols portrætter, men også om hans serie Electric Chairs, hvor det samme foto af en gammeldags elektrisk stol præsenteres i skrigende pangfarver på en række silketryk.
Gentagelsen af konceptet, og det at tage noget, vi kender, og give det et lille skub. Mao, Marilyn Monroe og Michael Jackson får en følelse af Unheimlichkeit, det velkendte er alligevel ikke hjemligt og velkendt, snarere svagt uhyggeligt; næser forstørres, ansigtsforme bliver abnorme. Det giver en syret og hypnotisk fornemmelse at stå og stirre på.
Men hvad var det, vi ikke måtte se? Hvilken person måtte ikke blive portrætteret? Mao var der i forvejen. Og hvorfor har de ikke bare fjernet den skærm?
Udstillingen er retrospektiv, men rummer et par nye værker; kurateringen er ikke helt forståelig, og der er ret mange værker – for mange måske. Omvendt gør det, at jeg bare går hvileløst rundt, og hele tiden popper der nye værker op og taler til en.
Oplevelsen af et værk, retrospektivt
Tre malerier, Television Series. Det er store malerier af Sony-fjernsyn med henholdsvis sne, colour bars og et dårligt signal inden for tv-rammen. Hvad er vi ude i her? Kritik af censur, af det kinesiske styre, eller er det for nemt?
Havde en amerikaner eller en englænder signeret det, havde jeg sagt, at det var mediekritisk. Som Roger Waters synger på Pink Floyds The Wall: ”I’ve got fifteen channels of shit on the TV to choose from.” Men det er ikke engelsk eller amerikansk. Det er en kineser, der har malet det, og hvor meget skal man læse ind i en nationalitet? Værkerne peger blot på sig selv. Og så igen – de peger også på et samfund. Hvilket samfund peger de på?
En journalist filmer et fjernsyn, der viser BBC i Kina, men det bliver blackoutet live, i samme øjeblik Lu Xiaobos navn bliver nævnt
Der er øjeblikke, hvor begivenheder kryber ind i den tekst, man er ved at skrive, uden at det var meningen. Den kinesiske forfatter Lu Xiaobo døde for nylig, som den første modtager af Nobels fredspris, der dør i fangeskab – siden Nazityskland. Nu sidder jeg og skriver på denne tekst om en udstilling, som blev vist tidligere på sommeren, samtidig med jeg er på Twitter og prøver at følge med i oplysningerne, der sparsomt kommer ud fra Kina.
En journalist filmer et fjernsyn, der viser BBC i Kina, men det bliver blackoutet live, i samme øjeblik Lu Xiaobos navn bliver nævnt. Jeg tænker på Television Series igen. Blackoutet tv. Her kan et værk ændres retrospektivt.
Teksten der blot forsvinder
Tilbage til udstillingen. Trapperne, væggene langs trapperne og loftet deromkring har streger tegnet på sig. Helt snorlige. Først lægger jeg ikke rigtig mærke til det, eller jeg slår det hen som del af museets generelle udsmykning, men finder hurtigt ud af, at det Song, der har afmålt trappeopgangen, og som en håndværker, der forbereder sig, har han sat små tal for enden af stregerne. Pertentligt.
Har man været i Kina, ved man, at de er vilde med køer, eller at de er over det hele. At ordne bevægelsen for mennesket synes at være en dyd.
Anden sal på udstillingen rummer en hel installation: Det er basalt set en masse lave metalgitre, der skal skabe en kø, som skulle du ind på en busstation. Oven på det er en masse røde flag med slagord. Går man igennem, ender man i et lille indhak, hvor et skriftløst monument er sat op. En gravsten? En obelisk? Den står i noget vand, og der er ingen tekst på den.
Jeg kan se, at alle de røde flag med slagord dækker for resten af rummet, der hvor vi kom fra. Vagten, der sidder ved indgangen, kan jeg heller ikke se mere. Det er på en måde befriende. På bagsiden af granitmonumentet, nede i vandet, ligger der et par kalligrafipensler. Jeg samler en op og laver fire bølger på stenen, noterer mig penslens elegance. Mit værk forsvinder langsomt, mens jeg står og kigger på det.
Waiting around to die
Den kinesiske Slow Cinema-mester Tsai Ming-liang har lavet en filmserie med titlen Walker. Her går en munk i helt ekstremt langsomt tempo gennem byens landskaber og skaber en syret kontrast til det hektiske liv.
Det samme sker i et videoværk af Song, men med håndholdt kamera og en anden vigtig forskel: han går tilbage igen, når han kommer lidt frem, tøver, ved ikke hvor han skal hen.
Det virker lidt zombieagtigt og lidt usikkert. Skal jeg gå frem eller tilbage? Værkerne rundt om eksemplificerer en masse venten, en masse tøven. Der er videoer, hvor han hakker absurd mange traditionelle kinesiske grøntsager, videoer af ham der lægger et puslespil. Og der hænger en masse tomme kalendere neden under skærmene.
Jeg kommer til at tænke på countrysangeren Townes van Zandt, der remser en masse aktiviteter op, som han laver, for at konkludere: ”Seemed easier than just a-waitin’ ’round to die”. Overspringshandlingerne bliver de eneste handlinger.
Jeg tænker på Andy Warhol igen, og på at Song Dong egentlig er den omvendte Warhol. Hvor der i USA var for meget støj, for meget politik involveret i alle udtryk, søgte Warhol overfladen som et udtryksmiddel, der adskilte sig fra resten af samfundets direkte politiseren. For Song er netop intet politisk lovligt, du kan ikke gå i dybden med politiske budskaber. Bliver du direkte aktivistisk, bliver du fængslet. Så enhver gestus får stor betydning.
Song Dong vælger også overfladen og de subtile handlinger, men de dirrer stadig af budskab. Det er en subtil omvæltning af tingenes tilstand. Men igen sætter udstillingen gang i min tvivl. Skal Songs kunst ses som stedspecifik? Er det retfærdigt? Er det derfor Ai Weiweis værker sjældent viser tænder i vesten (med undtagelse af hans flygtninge-provokationer)? Men hvis jeg skal forstå det hele samfundsmæssigt, hvordan skal jeg så læse en række værker som egentlig taler direkte kropsligt til mig?
En hånd der manisk knytter en frihedsgudinde foran (skyggende for) den rigtige frihedsgudinde. En ufærdig mandala, med knive sat igennem. Som knive i ryggen – Backstabbing Buddhism tænker jeg, at værket burde hedde.
My motherland made scene for me… Moderlandet har lavet filmen for ham, ikke ham selv. Moderlandet er medkurator, og nu også medinstruktør
Song, der DJ-scratcher gamle kinesiske LP’er til ukendelighed. Skulpturen af en hånd, hvor pegefingeren rækker mod himlen som en skoledreng, der vil svare på lærerens spørgsmål – men pegefingeren er klippet af den lille hånd. Jeg kan godt læse mig til, at de har en betydning, men de rammer mig på deres fysiske udtryk først.
Og igen endnu et videoværk: Song Dong holder et klaptræ i hånden, men det er lavet af et spejl. Helt blankt reflekterer det verdenen omkring ham, mens titlen My motherland made scene for me står skrevet henover. Moderlandet har lavet filmen for ham, ikke ham selv. Moderlandet er medkurator, og nu også medinstruktør.
Jeg har købt en bog om opiumskrigen. Heri skriver historikeren Julia Lowell at vestens egocentriske selvbillede gør, at vi tror, alle Kinas handlinger er rettet mod os. Hermed misser man, at problemer og kritik i Kina oftest handler om indenrigspolitiske problemer, og at styret derfor accepterer et dårligt udenrigspolitisk omdømme for at vise, hvad man mener indenrigspolitisk.
Henrettelse af en brite handler om at vise, at styret slår hårdt ned på narkosmugling, COP15-modstanden fra kinesisk side var for at vise, at man ikke lod klima komme i vejen for økonomisk fremskridt og så videre. Lyder det bekendt?
Bliver alle udtryk politiske
Censurering kan ses som hemmelig styring af et folk, men hvis man gør opmærksom på censuren ved at skrive ”This video can not be played due to non-technical reasons” er det indenrigspolitisk, opdragende, det er in your face. Det er ikke hemmelig censur, men netop at gøre opmærksom på: ‘dette kan vi ikke lide’. Performativ censur. Men hvor efterlader det kunstneren?
Efter Xiaobo døde, censurerede det kinesiske styre sågar brugen af en emoji, stearinlyset. En simpel emoji som et for stærkt symbol. Hvordan opererer man kunstnerisk i den kontekst?
Jeg læser til slut i folderen, at der er en stram struktur på udstillingen, som jeg har overset i min vandren rundt. Men jeg er færdig med udstillingen, og skal lige på toilettet, før jeg skal ud i Shanghais gader igen. Et lille chok rammer mig, da der pludselig er politimænd ude på toilettet. Dukke-politimænd der står, stift og tungt, mens jeg står og pisser.
Lu Xiaobo er død, Song Dong bor stadig i Beijing. Efter Xiaobo døde, censurerede det kinesiske styre sågar brugen af en emoji, stearinlyset. En simpel emoji som et for stærkt symbol. Hvordan opererer man kunstnerisk i den kontekst? Og hvor går grænsen for, hvad der så er tilladt at udstille?
Bliver alle udtryk politiske i et rengjort apolitisk samfund? Jeg kommer i tanke om en anden gæst på museet, der kom gående væk fra monumentet, hvor man kunne skrive med vand. Hun havde været derinde før mig, og hun smilede, da hun kom ud derfra. Et lille personligt oprør, et lille skred? Er det alt vi kan håbe på?
Alle fotos: Rockbund Art Museum, Shanghai.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
