Kristian Næsby: Virkelighedens “Fluernes Herre”

i Liv & Mennesker/Historie af
HUMANITET // MORGENSAMLING – Jeg var højskolelærer fra 2010 til 2016, og jeg elskede det. Nu bor jeg i USA og underviser på University of Washington i Seattle. Men det sker af og til, at jeg støder på en historie eller en idé, der får mig til at ønske, at jeg stadig var i højskoleverdenen og kunne holde en morgensamling. Denne weekend skete det igen, så for at komme af med abstinenserne har jeg forsøgt at skrive den morgensamling, som jeg ellers ville havde holdt på Nørgaards Højskole i Bjerringbro.

Min historie begynder, da jeg går i niende klasse. Min dansklærer på Auning Skole på Djursland, Jens Riiser, valgte, at vi skulle læse Fluernes Herre af William Golding. Det er en brutal historie om børn, der, isoleret på en øde ø, langsomt men sikkert mister deres humanitet og angriber hinanden.

En af drengene, Ralph, bliver udpeget som leder, han er karismatisk, atletisk, stærk. Han laver tre regler for drengene. 1) Ha’ det sjovt, for nu er der jo ingen forældre, ingen regler. 2) Overlev og 3) Lav røgsignaler til skibe, så de kan blive reddet.

Det er kun den første af de tre regler, der i begyndelsen er en succes. Mellem drengene udspiller der sig voldsomme magtkampe, og da et britisk skib lægger til ved øen og finder drengene, er det scener af rygende anarki og menneskelig afstumpethed, der møder sømændene. Tre er drengene er døde, og da bogen slutter, græder Ralph. Han græder, fordi den ungdommelige uskyld er borte.

Fluernes Herre: Mennesket i naturtilstanden er egoistisk og vil dræbe uden skrupler, hvis situationen kræver det

Vi græder, fordi vi har set menneskets mørke hjerte. Fluernes Herre er den engelske filosof Thomas Hobbes’ idé om ”naturtilstanden” i sin reneste form: Mennesket overladt til sig selv uden samfundets snerrende bånd er råt og uden moral og retfærdighedssans. Mennesket i naturtilstanden er egoistisk og vil dræbe uden skrupler, hvis situationen kræver det.

Goldings historie slog mig som uhyggelig i niende klasse og senere i livet som deprimerende. Er vi virkelig sådan?  Jeg har senere læst om Golding, at han led af depression, han drak alt for meget og har udtalt, at han ”godt kan forstå Nazisterne” fordi, som han siger:  ”… jeg er bygget af den samme slags natur.” Det er det menneskesyn, som sætter grundtonen i Fluernes Herre.

Fluernes Herre har solgt i millionvis og er oversat til mere end 30 forskellige sprog, og hemmeligheden bag succesen er naturligvis Goldings mesterlige skildring af de mørkeste afkroge af det menneskelige sind. Bogen udkommer i 1954, og bliver populær i tiden, hvor en ny generation ser tilbage på den horrible krig, deres forældre har udkæmpet og tænker: ”Var Auschwitz virkelig abnorm, eller bor der en lille nazist i os alle.”

Rutger Bregmans Utopia

Men måske var det slet ikke sådan, det var. Altså med drengene på øen. Måske ville unge drenge slet ikke reagere sådan, hvis de blev fanget på en Stillehavsø afskåret fra omverdenen? I sin nye bog Humankind fortæller den hollandske historiker og samfundskritiker Rutger Bregman en anden og mere opbyggelig historie.

Bregman brød igennem lydmuren hos den progressive venstrefløj, da han fra scenen i Davos udpegede absurditeten i, at femtenhundrede millionærer og milliardærer var fløjet i deres privatfly til Davos for at høre David Attenborough tale dunder om klimaforandringerne og det komplette hykleri i, at størstedelen af deltagerne i Davos gør alt, hvad de kan for at undgå at betale skat. Bregman påpeger i klippet, at det er ligesom at være til en brandmandskonference, og det eneste, der ikke tales om, er vand.

Bregmans første bog hedder Utopia for Realister og udkom på dansk i 2017. Her fremlægges argumenterne for en forkortet arbejdsuge, åbne grænser og UBI (Universal Basic Income). Efter bogdebuten og den virale video fra Davos har Bregman scoret fuld plade hos det progressive segment i USA. Han har været gæst hos Trevor Noah i The Daily Show, han har en TED talk med mere end én million visninger med titlen ”Fattigdom skyldes ikke mangel på karakter, men mangel på kontanter”, han er blevet interviewet af Ezra Klein fra Vox, og ikke mindst har han været i et offentligt skænderi med Fox News’ Tucker Carlson efter Bregman angreb Fox News, mens han var direkte igennem hos Carlson.

I sin nye bog Humankind fortæller Bregman, at han har haft en lignede oplevelse med Fluernes Herre. Forskellen på Bregman og jeg er dog, at han ikke lod sig nøje med bogens deprimerende budskab. Han gik i gang med at undersøge, om Goldings brutale fremstilling om drengene ladt alene på øen kunne modbevises.

Efter måneder uden at finde noget støder Bregman på følgende avisartikel fra en australsk avis. Artiklen er fra den 6. oktober 1966, og omhandler seks drenge fra den lille stillehavsstat Tonga, som ifølge artiklen havde været fanget på en øde ø i 13 måneder. Ifølge artiklen skulle der endda være lavet en australsk tv-dokumentar om drengenes oplevelser.

 

 

Bregman fortæller, hvordan han var helt overvældet og fyldt op til randen med spørgsmål, han gerne ville have svar på.

Var drengene stadig i live? Kunne han finde den tv-dokumentar? Kunne han finde skibskaptajnen som reddede drengene?

Det lykkes Bregman at lokalisere den nu 90-årige kaptajn Peter Warner via andre avisartikler og Bregman rejser til Australien for at møde ham.

Virkelighedens Fluernes Herre

Kaptajn Peter Warner fortæller, hvordan han var på en længere fisketur, da han besluttede sig for en lille omvej. Det var her, han stødte på den lille klippeø i det azurblå hav, ’Ata. ’Ata havde været ubeboet siden en skæbnesvanger dag i 1863, hvor et slaveskib havde lagt til ved øens kyst og indfanget alle dens indfødte beboere.

Kaptajn Warner kiggede på øen gennem sin kikkert og blev mødt af et besynderligt syn. Han så en dreng. Nøgen, med hår ned til skuldrene. I vildskab hoppede drengen fra klipperne ned i vandet. Kort efter fulgte flere drenge alle skrigende af deres lungers fulde kraft. Det tog ikke lagt tid, før den første dreng nåede til båden. ”My name is Stephen” sagde drengen på formfuldendt engelsk. Der var seks af dem i alt.

Drengene blev fanget i en storm og slynget ud af kurs. De drev omkring på Stillehavet i 8 dage inden havstrømme førte dem til ’Ata

Drengene fortalte, at de var elever ved den britiske kostskole i Nuku’alofa, hovedstaden i Tonga. De fortalte, at de havde været trætte af skolen, af frokosterne og af lærerne, og havde besluttet sig for at stjæle en båd og tage ud og fiske. Men de blev fanget i en storm og slynget ud af kurs. De drev omkring på Stillehavet i 8 dage, inden havstrømme førte dem til ’Ata.

Kaptajn Warner greb sin radio og kaldte Nuku’alofa. ”I have six boys here” sagde han. ”Please stand by”, lød det i den anden ende. Mens Kaptajnen fortæller denne del af historien, ser Bregman, hvordan der løber vand til den gamle kaptajns øjne. Der går tyve minutter, så kommer der igen en melding fra Nuku’alofa. ”You found them!”

Drengene havde været væk over et år. Lokalsamfundet havde for længst afholdt begravelser for dem. Det var et mirakel.

Drengenes samfund

Drengene Sione, Stephen, Kolo, David, Luke og Mano var mellem 13 og 16 år gamle, da de endte på ’Ata. I dag er de omkring 70, og Kaptajn Warner er stadig venner med flere af dem. Mano bor kun få timers kørsel fra sin gamle redningsmand i Australien.

Kaptajn Warner fortæller i sine erindringer, at da han og bådens besætning gik i land på øen, så de, at drengene havde bygget en hel lille landsby. Der var køkkenhave og hønsegård, der var udhulede træstammer til at opbevare regnvand, der var en badmintonbane, et ildsted hvor ilden havde brændt uafbrudt i et år, der var sågar en styrketræningsplads, hvor drengene havde samlet, hvad de kunne finde på øen og som kunne løftes på.

Drengene havde organiseret dukse og arbejdshold, der på skift skulle gå på jagt, fiske, hugge brænde og passe ilden, og når de kom op at skændes, gav de hinanden time-outs og gik til hver deres ende af øen for at køle af. Drengene begyndte hver dag med en morgensang og bøn. Kolo havde bygget en interimistisk guitar af et stykke drivtømmer, en halv kokosnød og seks stålwirer, de fandt på et gammelt skibsvrag. Instrumentet hænger stadig på Kaptajn Warners væg og vækker minder.

Kolo spillede på guitaren, når humøret blandt drengene skulle højnes, og det var der tit brug for.

De første måneder på øen var utrolig barske. Drengene kunne ikke finde en vej fra stranden op til den frodige regnskov. Der var stejle klippesider alle steder. Drengene måtte overleve på stranden, uden ild, uden mulighed for at opbevare vand. De overlevede ved at fange og spise rå fisk og fange fugle, som lå på deres reder. De drak fuglenes blod for at overleve. Senere lykkes det drengene at finde en rute op ad klippesiden, og højere oppe fandt de et vulkankrater, hvor mennesker havde boet cirka hundrede år tidligere. Her fandt de levende høns, som havde overlevet og reproduceret sig, siden deres ejermænd blev brutalt fjernet. Der var bananplanter og taro, en spiselig rodfrugt. Det var her, drengene byggede deres lille landsby og overlevede i cirka et år.

Drengene brugte måneder på at bygge en tømmerflåde, men så snart de forsøgte at søsætte den, blev den smadret mod klipperne i den brusende brænding.

Men værst af alt, en dag mens Stephen var på jagt efter fugle på klippesiden, gled han og faldt. Han rutsjede ned af klipperne og brækkede sit ben. De andre drenge måtte klatre ned efter ham og bære ham tilbage til lejren. De rettede hans ben ud, forbandt det med blade og bandt grene stramt omkring det. ”Tag dig ikke af det”, skulle en af drengene, Sione have joket. ”Vi skal nok lave dit arbejde, så kan du ligge her, som var du Kong Tuafa’ahau Topou.” Kongen af Tonga.

Channel 7 fik historien

Drengene blev fundet søndag den 11. september 1966, men det utrolige eventyr var ikke slut endnu. Da drengene gik i land på Tonga, blev de anholdt og smidt i fængsel. Den herre, som de havde stjålet båden fra 15 måneder tidligere, var stadig rasende og havde meldt drengene til politiet, da han hørte, at de var på vej hjem.

Endnu en gang var det kaptajn Warner, der kom til undsætning. Han havde fornemmelsen af, at historien om drengene var af den kaliber Hollywood ville være interesseret i. Peter ringede til Channel 7 i Sidney og fortalte dem, at de kunne få rettighederne til historien i Australien, hvis Warner fik lov at beholde de internationale rettigheder til historien. Aftalen blev indgået og kaptajn Warner kunne opsøge den fortørnede, tidligere bådejer, give ham 150 pund og så blev retssagen skrinlagt.

Læren fra drengene på ’Ata er meget mere opløftende. Det er en historie om venskab og loyalitet og samarbejde. Den illustrerer, hvor meget stærkere vi er, når vi kan læne os op ad hinanden og arbejde sammen

Da drengene endelig kunne returnere til deres familier, ville jublen inden ende tage. Der var fest og dans i dagevis. Stort set alle øens 900 indbyggere var på plads til at modtage dem. Kaptajn Warner blev udnævnt til ”national helt”, og kom i audiens hos Kong Tuafa’ahua Tupou den Fjerde.

Kongen spurgte kaptajnen, ”er der noget, jeg kan gøre for dig som tak?” Det tog kun et øjebliks overvejelse for kaptajn Warner, så sagde han, at han gerne ville have rettigheder til at fiske efter krebs ud for Tongas kyster og starte en virksomhed. Den tilladelse blev givet.

Som sagt så gjort, og som de første i sit nye fiskecrew hyrede kaptajn Warner de seks drenge, han havde reddet fra øen.

Få dage senere ankom et filmhold fra Channel 7 i Australien med planer om at lave en dokumentar om drengene.

Det er lykkedes Rutger Bregman at finde dokumentaren, få den digitaliseret og nu har Bregman lagt de cirka 20 minutter ud på sin YouTube-kanal. Dybt fascinerende.

Mens den utrolige historie om drengene fra ’Ata er endt i historiens støvede glemmebog, så bliver Williams Goldings Fluernes Herre stadig læst og brugt som en eksemplarisk beskrivelse af menneskets rå natur. Læren fra drengene på ’Ata er meget mere opløftende. Det er en historie om venskab og loyalitet og samarbejde. Den illustrerer, hvor meget stærkere vi er, når vi kan læne os op ad hinanden og arbejde sammen.

Opløftet og med fornyet tro på dagen

Det er bl.a. denne historie Rutger Bregman fortæller i sin nye bog Humankind. Bregmans ærinde er at modbevise det hobbes’ianske verdensbillede, om at mennesket har brug for stærke institutioner for ikke at falde tilbage i rent anarki og vold. Bregman argumenterer, at vores samfundsinstitutioner som skoler, fængsler, men også virksomheder, alle er designet ud fra Hobbes’ dystre menneskeopfattelse. Men ifølge Bregman hviler hele vores samfund altså på en falsk opfattelse af, hvordan mennesket er. Vi har så at sige misforstået os selv i århundreder.

Historien om drengene fra ’Ata er i hvert fald et stærkt argument for, at Bregman har ret.

Bregmans bog Humankind er udkommet på hollandsk, den udkommer på engelsk den 1. juni og kan i disse coronatider forudbestilles på bl.a. Saxo. Måske kommer der engang i fremtiden en dansk oversættelse også.

Det var slut på denne morgensamling, og således opløftet og med fornyet tro på menneskeheden kan vi gå ud i verden.

Hvis I gerne vil læse den oprindelige historie fra The Guardian, som denne morgensamling bygger på, så lægger jeg linket ud til jer.

Ha’ en god dag.


Foto: Youtube.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Kristian Næsby (f. 1983) er uddannet cand. mag. i nordisk sprog og litteratur og dramaturgi fra Aarhus Universitet. De seneste 3 år har Kristian været gæstelektor på University of Washington i Seattle på den amerikanske vestkyst. Her underviser han særligt i danske samfundsforhold, kultur, sprog og litteratur.
Han har også været leder for en sommerskole for amerikanske studerende i København – The Copenhagen Classroom - som undersøger Danmarks bøvlede forhold til migration og diversitet.
Kristian har siden december 2018 været tilknyttet redaktionen og fungeret som medvært på den akademiske podcast om den Nordiske region og Baltikum: ”Crossing North”.
Før udlandseventyret var Kristian højskolelærer på Nørgaards Højskole i Bjerringbro. Her underviste han i kreativ skrivning og holdt foredrag om alt fra Snowden afsløringer, kunstnerisk serendipitet, international politik, Holger Drachmann og erotisk litteratur. Kristian interesserer sig for skæve vinkler på amerikansk politik, kantede mennesker der sætter dagsordenen, og de fænomener, der sætter kolorit på livet.