Don Giustos kamp for næstekærligheden #1 – Don Giustos håb

af i Europa/Liv & Mennesker/Tro og eksistens

REPORTAGE – Italien er forfatningsretsligt et sekulariseret samfund, men det er umuligt at adskille politik og religion, når man skal undersøge, hvordan det kristne næstekærlighedsbegreb bliver fortolket blandt landets katolikker. I en bjergby i Norditalien møder en præst modstand på sin mission for dagens Italien er præget af en flygtninge- og migrantkrise, og der er vidt forskellige fortolkninger af, hvem ens ’næste’ er.

 “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv” – Lukasevangeliet, Kapitel 10.27)

Vi er i Como, grænsebyen til Schweiz, hvor Alperne danner et imponerende bagtæppe til den store, drømmende sø.

Et par kilometers gåtur fra det idylliske centrum, op ad bakke, ligger den mere slidte bydel, Rebbio.

Kirken i Rebbio hedder San Martino. Det er Don Giusto, der er præst her.

Don Giusto er ikke hvilken som helst præst. Og dagen i dag er heller ikke en hvilken som helst dag.

I dag er Festa di San Martino, hvor man fejrer den helgen, som kirken er opkaldt efter. En helgen, som tilgodeså de fattige og de elendige.

Det er tidlig søndag morgen. Den 11. november. Om et par timer skal der være messe.

Det er på dette tidspunkt, at Don Giusto går ind i sig selv og øver en sidste gang på sin prædiken.

Han tænker blandt andet på historien om den barmhjertige samaritaner, der tager sig af en såret mand, som ligger blødende på gaden, efter en præst og en levit først er gået forbi uden at hjælpe.

‘Den barmhjertige samaritaner’ handler om at tage sig af dem, man møder på sin vej. Og det er definitionen på næstekærlighed for Don Giusto.

Migrantkrise

Når Don Giusto siger, at han vil skabe en multikulturel familie i sin kirke, så er det, fordi han ikke ser nogen anden vej.

I kirkens tilstødende bygninger og lokaler huser han 70 hjemløse og asylansøgende migranter – fortrinsvis fra afrikanske lande.

Det har han gjort siden 2011, da han blev indsat som præst i San Martino, og han og sognerådet i Rebbio blev enige om at hjælpe, fordi de så et eskalerende problem med tilstrømmende migranter.

Den europæiske flygtninge -og migrantkrise er nemlig ikke gået udenom Como.

Tværtimod.

I 2016, da krisen eksploderede, kom der 60.000 fremmede til byen.

Året forinden var Comos indbyggertal 85.000.

Don Giustos gemakker blev, i de iskolde vintermåneder, fyldt til mere end bristepunktet. 250-300 migranter sov her under ydmyge forhold.

Det var slet ikke optimalt. Fuldstændig kaotisk, men nødvendigt, fortæller Don Giusto i dag.

Ud af de 60.000 migranter, der kom hertil for to år siden, er cirka en tredjedel blevet i Como og provinsen.

Italien har 60 millioner indbyggere. Heraf cirka 5 millioner udlændinge og 500.000 illegale migranter.

Selvom stabiliserende indsatser i Libyen har gjort, at antallet af bådmigranter fra Afrika er dalet betydeligt de seneste to år, så ændrer sådan et ryk-ind, som Como har oplevet, en by og et lokalsamfund.

Og, som vi skal få at vide i løbet af denne fortælling, så er der mange, der ikke har brudt sig om forandringen – eller om Don Giustos indsats.

Den katolske kirke har et problem

Caritas er den katolske kirkes nødhjælpsorganisation, og den har en stærk tilstedeværelse på gadeplan i alle sogne i Italien. Her mærker man landet over, at kirkegængere er ved at udvikle en mere negativ holdning til migranter.

En af årsagerne til holdningsændringen kan, ifølge Caritas, tilskrives politisk propaganda, som står i kontrast til, hvad kirkens overhoved Pave Frans prædiker, og det bekymrer Caritas.

”Det her er så absolut en national krise for kirken. Vi mærker en forandret attitude, selv blandt kirkegængere, der kommer hver uge. Der er mange, som ikke er enige med os i forhold til spørgsmålet om migranter,” fortæller kommunikationsdirektør i Caritas, Francesco Chiavarini.

Caritas arbejder målrettet på at få italesat migrationsproblematikken på en blødere måde, blandt andet ved at udgive rapporter, men de er bevidste om, at det er en stor opgave, der ligger foran dem.

”Der bliver skabt en masse frygt baseret på fabrikerede sandheder fra politisk side, føler vi. Vi skal arbejde med, hvordan vi får de rigtige facts ud til befolkningen, og det er en lang proces,” lyder det.

Han fortæller, at man fra kirkens side frygter, at Pavens budskab om at vise næstekærlighed til migranter – at være medfølende og velgørende – falder for døve ører ude i menighederne.

”’Katolsk’ betyder ’universel’, så når vi ser et menneske i nød, så spørger vi ikke, hvor han er fra. Kirken ønsker lige værdighed for alle mennesker,” uddyber Francesco Chiavarini.

Kirkegængere vender ryggen til Pavens budskab

Italien er Vesteuropas mest kristne land.

75 procent vedkender sig den katolske tro.

Mere end hver fjerde italiener går i kirke hver uge. Over 60 procent går i kirke mindst to gange om måneden.

Men Caritas’ bange anelser er ifølge Ipsos-tal berettigede. De trofaste kirkegængere i Italien er tilsyneladende begyndt at vende ryggen til Pavens budskab.

Kirkegængerne har, siden valget i marts måned, i stigende grad tilsluttet sig det indvandrerfjendske regeringsparti, det højre- populistiske Lega, hvis slogan er ‘Italienerne først‘.

Af de allermest trofaste kirkegængere, som går i kirke mindst en gang om ugen, vil hver tredje nu stemme på Lega.

En fordobling hos samme gruppe på blot et år.

Italien er ifølge sin forfatning et sekulariseret samfund, men det er umuligt at adskille politik og religion, når man skal undersøge, hvordan det kristne næstekærlighedsbegreb bliver fortolket blandt katolikkerne i landet.

Økonomisk krise

Legas slogan om at sætte ‘italienerne først’ skal også forstås i lyset af de økonomiske kriser, som Italien fortsat lider under. Først det globale sammenbrud i 2008, og senest i 2011, da statsgælden eksploderede, og den daværende Monti-regering indførte en stramningspolitik, der fastfrøs den italienske økonomi to år frem.

Trods et svagt opsving er landets BNP pr. indbygger stadig lavere end i 2007, og arbejdsløsheden er på omkring 10 procent – i Europa, kun overgået af Grækenland og Spanien.

Legas politik

Legas indenrigs –og vicepremierminister Matteo Salvini har gjort migrantstop til sin mærkesag. Han vil have EU til at tage et større ansvar og hjælpe med at lette migrantpresset på Italien.

Salvini har især profileret sig ved at afvise flygtningebåde til italienske kyster. Og med en kontroversiel og netop vedtaget migrationslov, ‘Salvinis dekret’, vil han ændre Italiens modtagesystem markant.

Og han vil fjerne retten til, at kirker som Don Giustos fremover kan huse asylansøgere.

Læs og se 2. del af Don Giustos kamp for næstekærligheden på POV i morgen.


FAKTA OM LEGA

  • Er i regering med den populistiske 5-stjernebevægelse, M5S
  • Er det parti med størst opbakning blandt vælgerne (over 30 procent)
  • Fik ved valget i marts 2018 17 procent af stemmerne
  • Har siden valget fordoblet sin popularitet
  • Har størst vælgertilslutning i nord og nordøst
  • Hed Lega Nord indtil Matteo Salvini op til valget i marts omdøbte det til Lega
  • Lega Nord (stiftet i 1991) ønskede økonomisk uafhængighed fra det fattigere Syditalien.

Tilrettelæggelse, tekst, foto og video: Martin Bjørck
Tolk og oversættelse: Mattia Brundo

Journalist fra SDU. Fortæller stærke identifikationshistorier med øje for den lille historie i den store samfundskontekst.

Har siden 2000 boet 12 år uden for Danmarks grænser - i Prag, London og Milano - som musiker, sangskriver, oversætter og skribent.

Har leveret artikelserier og features til blandt andre Fyens Stiftstidende og Katolsk Orientering, og arbejdet 18 måneder på Bornholm, som TV-journalist på TV 2's regionale station.

Kontakt: martinbjoerck@gmail.com

Seneste artikler om Europa