Konfliktløsning i et traumatiseret Syrien

af i Internationalt/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

KONFLIKTLØSNING // SERIE – Krigen i Syrien synger på sidste vers. Dermed er freden dog ikke inden for rækkevidde. Hvordan heler man en nation, hvor alle er ofre, og mange er forbrydere, spørger Yasmin Abdel-Hak i POVs serie om konflikt og forsoning.

Syrien er et sønderskudt land. Tallene taler for sig selv: 11 millioner syrere er fordrevet fra deres hjem, heraf har seks millioner søgt asyl i udlandet, mens fem millioner er internt fordrevne, som har taget ophold andetsteds i landet.

Mindst 500.000 menes dræbt. Nogle kilder oplyser, at 7.000 børn menes at være blevet dræbt eller lemlæstet under krigen. Ubekræftede kilder anfører, at dette tal er langt højere og snarere 20.000 børn.

Mindst 1.300 børn menes at være blevet fængslet og tortureret under krigen på grund af deres familietilknytning til mistænkte krigere eller modstandere.

Kampen om Syrien handler ikke kun om at sidde på magten i Damaskus. Den handler om at kontrollere hele regionen

Det, der startede som en borgerkrig, udviklede sig sidenhen til en krig med eksterne parter, alle med hver sin dagsorden for øje. For krigen om Syrien er meget mere end blot internt stridende parter, der kæmper om magten i landet.

Kampen om Syrien handler ikke kun om at sidde på magten i Damaskus. Den handler om at kontrollere hele regionen.

Syrien er et etnisk og religiøst kludetæppe, og enhver magthaver med respekt for sig selv og med storpolitiske ambitioner har en drøm om få en afgørende rolle at spille i fremtidens Syrien.

Tyrkiet i Syrien

En del af Syriens etnisk blandede befolkning består af kurdere, som for Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan udgør en trussel for Tyrkiet.

Af den grund har Erdogan en meget stor interesse i at forme fremtidens Syrien, herunder spørgsmålet om kurdernes rolle.

Kurderne har spillet en afgørende rolle i kampen mod blandt andet Islamisk Stat. En sådan indsats kræver en slags belønning af det internationale samfund, gerne i form af eventuelt selvstyre.

Dette er et skrækscenarie for Tyrkiets Erdogan. For hvis Syriens kurdere får selvstyre – ligesom Iraks kurdere har det – hvad vil Tyrkiets kurdere så ikke kræve?

En styrkelse af Syriens kurderes magtposition vil dermed udgøre en konkret trussel ikke blot mod Tyrkiets territoriale område, men mod den tyrkiske identitet.

Iran i Syrien

Syrien har en stor sunnimuslimsk befolkning, men det er et mindretal – alawitterne – der sidder på magten. Et mindretal, der bliver støttet af Iran, der qua sin rolle som højborg for shiamuslimerne, har en stor interesse i at fastholde alawitterne, herunder præsident Bashar al-Assad, på magten.

For Saudi-Arabien er det derimod det store sunnimuslimske flertal, der har en interesse. Hvis man kunne få fjernet al-Assad og dermed alawitterne fra magten, ville det styrke Saudi-Arabiens position overfor Iran.

Saudi-Arabien i Syrien

Dermed fandt den evige proxy-krig mellem Saudi-Arabien og Iran den perfekte slagmark i Syrien. Her kan eksterne aktørers storpolitiske dagsordener udleves og afprøves, alt sammen med den siddende præsidents billigelse.

Det er på mange måder et drømmescenarie for regionens magthavere.

Krigen om Syrien minder på flere måder om den otte år lange borgerkrig i Afghanistan: Et multietnisk samfund, der startede som en borgerkrig og endte som en proxy-krig mellem den USA-støttede mujahedin-bevægelse og Osama bin Laden overfor Sovjetunionen, der støttede den daværende regering.

Ud af krigen opstod Taleban-bevægelsen. Efterdønningerne af dén krig har trukket sine lange spor op til nutidens Afghanistan.

Revolutioner startet af demokrater er overtaget af islamister

Historien om Det Arabiske Forår fra 2011 viser et interessant mønster, for revolutioner startes sjældent af islamistiske grupper.

Hverken revolutionen i Tunesien, Egypten eller Syrien blev startet af islamister. De blev startet af mennesker med et ønske om demokrati og ytringsfrihed.

Men revolutioner har det med at blive overtaget af islamister. Når der opstår et politisk vakuum, har disse grupper en evne til at komme ind og slå rod og meget hurtigt få etableret sig som del af det politiske landskab.

Det er både Taleban i Afghanistan og Islamisk Stat i Irak klassiske eksempler på.

Også krigen i Syrien startede med civile, der ønskede demokrati. Kort efter meldte en række islamistiske grupper sig i det politiske landskab, og dermed udviklede situationen sig hurtigt til at blive en langt mere multifacetteret magtkamp med en række fraktioner, der ønskede magten.

Der er med andre ord tale om mange interne grupperinger, som hver især bliver støttet af udefrakommende magter, der først og fremmest har egne interesser og storpolitiske dagsordner for øje.

Kunsten at ødelægge et land

En af de mest effektive måder at ødelægge et land på er at ødelægge skole- og hospitalsvæsenet. Et af kendetegnene ved den syriske konflikt har netop været den systematiske bombning af skoler og hospitaler.

Alene i 2018 ødelagde syriske og russiske bombetogter 92 hospitaler med henvisning til, at militante jihadister gemte sig der. Af landets tilbageværende skoler er 40 procent ubrugelige. Enten fordi de er sønderbombede, eller fordi de er taget i brug som opholdssted for internt fordrevne flygtninge.

Syriens børn kommer til at betale prisen for krigen i mange år fremover

Der mangler også 150.000 lærere, som enten er flygtet eller dræbt. Syriens børn kommer til at betale prisen for krigen i mange år fremover.

Fra et militærstrategisk synspunkt er det et ønskescenarie: Hvis man ønsker at destruere sin fjende effektivt og med langtrækkende konsekvenser, skal man destruere skolevæsenet.

Uden et skolesystem vil befolkningen ikke have forudsætninger for at genopbygge landet.

Men det er upraktisk at være sejrsherre i sit eget land, som man selv systematisk har sønderbombet, og med en dybt traumatiseret civilbefolkning uden adgang til hverken lægehjælp eller faciliteter, der kan hele afgrundsdybe mentale sår.

Kunsten at genopbygge et land

Krigen i Syrien synes at synge på sidste vers. Dermed er freden dog ikke inden for rækkevidde. For hvordan får man fred i et land med så mange forskellige stridende parter, der alle hver især har begået uhyrligheder mod hinanden, mod menneskeheden?

Præsidenten selv tøvede ikke med at bruge kemiske våben mod sin egen befolkning. Andre parter i krigen har heller ikke holdt sig tilbage med at begå overgreb mod civilbefolkningen, hver gang et nyt område er blevet erobret og indtaget.

Syrien som nation er i dag et åbent sår med dårlige odds for en national helingsproces. For hvordan heler en nation, hvor alle er ofre og mange er forbrydere? Findes der en opskrift på en helingsproces for et sønderskudt land?

Rwanda som eksempel på konfliktløsning

Hvis man kigger på andre lande, der har været igennem en konflikt, findes der flere løsningsmodeller. I Rwanda indførte regeringen for eksempel nationale sørgedage for at mindes den etniske udrensning med over 800.000 dræbte under folkedrabet i 1994.

I sin helingsproces lagde Rwanda vægt på symbolpolitikken med nyt flag, nyt våbenskjold og ny nationalsang. Symboler på en ny begyndelse.

Der blev også udarbejdet en plan for magtfordeling som led i fredsaftalen for landet. En magtfordeling, der skulle tilgodese de etniske grupper i befolkningen.

Landets fortsat skrøbelige fred er bevis på, at til trods for fredsplan, modtagelseslejre for hjemvendte flygtninge, genhusning, retsopgør og symbolpolitik, er såret endnu ikke helet

Man indførte en overgangsperiode, som skulle sikre en fredelig overgang fra etparti-system til flerparti-system. Først i 2003, 10 år efter fredsaftalens indgåelse, blev det første præsident- og parlamentsvalg afholdt.

Borgerkrigens mange flygtninge, der havde søgt til nabolandene, begyndte at vende hjem til Rwanda tre-fire år efter borgerkrigens afslutning.

Myndighederne fik oprettet de såkaldte solidaritetslejre, Ingando-lejre, til modtagelse af de mange flygtninge. Her blev hjemvendte soldater afvæbnet og modtog undervisning i blandt andet medborgerskab, herunder forståelsen af Rwanda som ét folk uden etnisk skelnen.

Retsopgøret efter borgerkrigen er langt fra afsluttet endnu. Der rapporteres stadig om menneskerettighedskrænkelser og omfattende politisk magtmisbrug. Men de første, både symbolske og juridiske skridt blev taget for 20 år siden.

Landets fortsat skrøbelige fred er bevis på, at til trods for fredsplan, modtagelseslejre for hjemvendte flygtninge, genhusning, retsopgør og symbolpolitik, er såret endnu ikke helet.

Syriens sejrherre er den, som folk gjorde oprør mod

Det særlige ved Syrien er, at sejrherren er den samme, som før borgerkrigen startede. Der vil ikke være en ny præsident på magten, der kan symbolisere et nyt Syrien, et nyt kapitel, en frisk start for et ødelagt land.

Det er i sig selv problematisk, for syriske flygtninge i udlandet har næppe lyst til at vende hjem til det samme styre, de flygtede fra.

Det vil formentligt også klinge hult for landets civilbefolkning, hvis præsidenten forsøgte sig med en forsoningspolitik. Folk ved jo godt, at selvsamme præsident var ansvarlig for en systematisk bombning af blandt andet skoler og hospitaler.

Kan man hele et traumatiseret land uden at forholde sig til de menneskelige tragedier, landet har været ramt af?

Men netop genopbygning af skoler, hospitaler, infrastruktur og genhusning er muligvis den mest farbare vej frem for landet.

En praktisk og dyr tilgang, men genetablering af de fysiske rammer vil være med til at skabe rammerne for en funktionel hverdag for en ellers sønderskudt civilbefolkning.

Kan man hele et traumatiseret land uden at forholde sig til de menneskelige tragedier, landet har været ramt af? Kan man komme videre alene på gendannelsen af fysiske rammer og infrastruktur? Næppe.

Men det kan være, at det er det eneste, der bliver tilbudt den syriske befolkning.


Topfoto: By Tasnim News Agency, commons.wikimedia.org.

Har du fået lyst til at lære mere om konfliktløsning og få inspiration til at håndtere konflikter i dit eget liv? Så er du meget velkommen til at deltage i Center for Konfliktløsnings jubilæumskonference og LIVIAfondens prisuddeling den 25. maj.

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Internationalt