KURDISTAN // ANALYSE – I dagens Syrien står Tyrkiet, Israel, USA og jihadistiske grupper som vinderne, mens taberne er kurderne, minoriteterne og kvinderne. Deres kamp for overlevelse vil fortsætte på nye fronter og formentlig under endnu sværere forhold, mens Syrien er på vej til at blive et nyt Afghanistan eller Sudan, efter USA stiltiende har accepteret, at den nye syriske hær – i vid udstrækning bestående af jihadistiske grupper – knuser det kurdiske, demokratiske projekt, som var minoriteternes og kvinders sidste håb.
Siden 2013 har Nord- og Østsyrien udviklet sig til at være et usædvanligt politisk laboratorium: et område, hvor lokalt selvstyre, magtdeling på tværs af etniske og religiøse grupper samt institutionel kønsligestilling ikke blot var idealer, men blev omsat til konkret praksis.
Den demokratiske selvadministration, kendt som Rojava (Vest for Kurdistan), indførte medformandskab på alle niveauer i de ledende organer, hvor én kvinde og én mand altid delte ansvaret. Kvindeloven fra 2014 – sandsynligvis den mest progressive i Mellemøsten – forbød børneægteskaber, polygami og kvindelig omskæring. Kvinder stod i spidsen for mange af de demokratiske og sociale forandringer, som de selv beskrev som ”verdens første kvinderevolution”.
Når USA i dag accepterer, at kræfter, der i årevis blev klassificeret som terrornetværk, nu definerer Syriens nye sikkerhedsorden, underminerer det ikke blot kurdernes kamp for overlevelse
Det var kurdiske kvinder, der formåede at mobilisere arabiske, assyriske og armenske mindretal om en vision om frigørelse, lighed og fælles selvstyre. Trods fejl, angreb og begrænsede ressourcer kæmpede de sammen for at opbygge et inkluderende lokaldemokrati og forbedre levevilkårene for alle i samfundet.
Eksperimentet har været et levende bevis på, at kvinder kan fungere som politiske og sociale drivkræfter, der kan skabe forandring i en konfliktpræget region.
Regimeskifte og angreb på landets minoriteter
Assads fald i december 2024 banede vejen for en ny overgangsregering i Damaskus med Ahmed al‑Sharaa – tidligere Islamisk Stat (IS)‑ og al-Qaeda-leder – som selvudnævnt præsident.
Den 10. marts 2025 indgik SDF’s øverstkommanderende, Mazlum Abdi, en aftale med al‑Sharaa-regimet, som formelt skulle sikre kurderne kulturelle rettigheder og lighed for loven i en ny syrisk forfatning.
I praksis betød aftalen, at kurderne gradvist blev presset til at være en del af et system, der hverken var sekulært eller demokratisk. Altså alt, hvad der strider mod de værdier, som kurderne havde kæmpet for i Rojava.
USA pressede stærkt på for at implementere aftalen, selv om garantierne var uklare, og selv om den syriske regering sideløbende var i gang med at massakrere op mod 10.000 alawitter, der af al‑Sharaas tilhængere blev beskyldt for at være ”rester” af Assad-regimet.
Med regimets jihadistiske ideologi og et militær bestående af fremmedkrigere burde Washington have udvist større forsigtighed. Men det modsatte skete
Kurderne var dog nødt til at acceptere aftalen, da de havde få alternativer. De var omringet af fjender og havde af tidligere dårlige erfaringer lært, at USA når som helst kunne finde på at trække sig fra Rojava.
Kurdernes skepsis over for regimets reelle intentioner voksede yderligere i sommeren 2025, da Syriens regering satte gang i en sekterisk konflikt mod druserne. En konflikt, som kun blev afværget, fordi Israel valgte at beskytte druserne af egne strategiske hensyn.
USA’s nye chance til Ahmed al‑Sharaa
Ifølge kurdiske forhandlere drejede aftalen sig om integration af kurdere i det nye Syrien. For USA handlede det primært om stabilisering og håndtering af IS-fanger og på ingen måde om minoriteters eller kvinders rettigheder.
USA’s særlige udsending i Syrien, Thomas Barrack, blev af kurdiske repræsentanter opfattet som mere pro-al‑Sharaa end pro-allieret. Barrack har altid sagt, at Syrien bør være ét fædreland, ét folk, ét sprog og ét flag. Dermed udelukkede han kurdernes ønske om et decentraliseret Syrien.
Ingen havde dog forventet, at USA ville støtte Ahmed al‑Sharaa så massivt. Med den nye syriske regerings jihadistiske ideologi og et militær bestående af fremmedkrigere burde Washington have udvist større forsigtighed. Men det modsatte skete.
Qatar og Saudi-Arabien, der begge havde indgået store økonomiske og militære aftaler med USA, spillede sandsynligvis en afgørende rolle i denne udvikling. Fjernelsen af amerikanske sanktioner mod Syrien og internationale investeringer gav formentlig al‑Sharaas regering mulighed for hurtigt at konsolidere sin magt. To hindringer stod dog stadig tilbage: kurderne og Israel.
Paris-mødet, der ændrede alt
Den 6. januar 2026 indgik regeringen og Israel deres første sikkerhedsaftale i Paris efter et målrettet pres fra Trump.
Aftalen betød reelt, at Israel – ud over Golanhøjderne – får kontrol over næsten hele den sydlige del af Syrien op til Damaskus, enten som en bufferzone eller et demilitariseret område, hvor den syriske hær ikke må være til stede.
Ahmed al‑Sharaas betingelse var, at Israel hverken måtte støtte kurderne eller skulle kunne modsætte sig en ny offensiv mod dem. Ifølge amerikanske kilder accepterede Israel dette.
Allerede dagen efter, den 7. januar, indledte den syriske regering en offensiv mod to kurdiske bydele i Aleppo, tæt koordineret med den tyrkiske hær. Offensiven tvang 200.000 civile på flugt.
Kurdernes naivitet eller mangel på alternativer
Kurderne fortæller, at de både blev svigtet og direkte snydt af USA.
De blev i starten beroliget med løfter om, at alt nok skulle gå, og at USA under alle omstændigheder ville beskytte dem i den østlige del af Eufrat. Som en ”tillidsskabende gestus” blev SDF presset til at trække sig fra hele Vest-Eufrat. Mod deres egen vilje og uden reel mulighed for at modsætte sig USA’s krav.
I dag er kurderne presset tilbage til Kobane og Hasakah, hvor de forsøger at organisere og forberede et selvforsvar
Samtidig opfordrede USA arabiske klaner i det kurdiske selvstyre til at skifte side og støtte det nye regime. Da disse klaner udgjorde op mod 60 % af SDF’s styrker, blev konsekvenserne voldsomme. Kurderne trak sig tilbage til de kurdiske områder, især for at undgå en etnisk krig mellem kurdere og arabere, hvilket ville stå i modsætning til idéen om sameksistens, som man har forsøgt at opbygge gennem de sidste 14 år.
USA forbød desuden SDF at bruge amerikanske våben mod den syriske regeringshær med henvisning til, at våbnene var tiltænkt kampen mod IS, selv om store dele af regimets militær består af tidligere IS-krigere. USA hjalp heller ikke med at sikre de fængsler og lejre, hvor henholdsvis IS-krigere og deres familier blev tilbageholdt.
Kurdernes nuværende status
I dag er kurderne presset tilbage til Kobane og Hasakah, hvor de forsøger at organisere og forberede et selvforsvar, samtidig med at de forsøger at hjælpe tusindvis af flygtninge, der lever under elendige forhold. En skrøbelig våbenhvile er gældende, men 10. marts-aftalen er reelt død.
USA presser kurderne til at acceptere en ny aftale, der i praksis betyder overgivelse: Selvstyret og SDF skal opløses, kurderne kan kun blive almindelige syriske borgere uden særlig status, og kurdiske sprog- og kulturrettigheder begrænses til valgfag i skoler (kun to timer om ugen) i kurdisk-dominerede områder.
Kurderne står derfor tilbage uden realistiske valgmuligheder. Accept af aftalen vil de facto betyde en eliminering af deres politiske status; afvisning kan til gengæld føre til militært sammenbrud. Mange føler, at de – efter årtiers kamp mod jihadister – nu forventes at overgive sig til netop de kræfter, de har bekæmpet.
Hvorfor smadrede USA det kurdiske projekt?
USA har aldrig haft som strategisk mål at beskytte og støtte pluralisme i Mellemøsten. På mange måder så man det kurdiske projekt som en implicit trussel, fordi det netop gjorde op med sekteriske og etniske spændinger og dermed reducerede de dynamikker, USA ofte har udnyttet geopolitisk.
Ahmed al‑Sharaas regering fremstår desuden som nyttig for både USA og Israel i en strategi, der især handler om at svække shiamuslimske aktører i Libanon, Irak og Iran. Ifølge kurderne har USA under de seneste forhandlinger direkte krævet, at SDF skulle kæmpe mod shia-militser i Irak – de såkaldte Hashd al‑Shaabi – noget, SDF afviste på stedet med ordene: ”Vi kan ikke være en del af andres krig. Vi er heller ikke andres soldater, men frihedskæmpere.”
Iraks regering er nu i højt alarmberedskab, har mobiliseret tropper ved grænsen og har endda accepteret at huse 9.000 tidligere IS-fanger, fordi den tvivler på, at den syriske regering kan eller vil bevogte dem.
USA har også stor interesse i at bringe Tyrkiet og Israel tættere på hinanden. Et Syrien delt mellem disse to regionale magter – og uden et stærkt kurdisk selvstyre – passer ind i denne strategi.
En idé knust – men ikke udslettet
Når USA i dag accepterer, at kræfter, der i årevis blev klassificeret som terrornetværk, nu definerer Syriens nye sikkerhedsorden, underminerer det ikke blot kurdernes kamp for overlevelse. Det underminerer også troværdigheden af enhver amerikansk sikkerhedsgaranti fremover, også over for europæiske allierede.
Det kurdiske demokratiske projekt var ikke et utopisk eksperiment, men et konkret bevis på, at et andet Mellemøsten var muligt
Den nye verdensorden kan ses som en form for socialdarwinisme, hvor den stærke dominerer den svage, hvor den store fisk æder den lille. Konsekvensen bliver, at mindre grupper eller nationer, som ikke har magt eller ressourcer til at modstå pres udefra, risikerer at blive overset eller direkte udryddet. Det gælder blandt andet for minoriteter som kurdere, assyrere og ezidier og måske endda også for små nationer som Grønland.
Det kurdiske demokratiske projekt var ikke et utopisk eksperiment, men et konkret bevis på, at et andet Mellemøsten var muligt: en region med færre sekteriske og etniske spændinger og med plads til rettigheder for alle på tværs af etniske og religiøse skel.
I dagens Syrien står vinderne som Tyrkiet, Israel, USA og jihadistiske grupper, mens taberne er kurderne, minoriteterne og kvinderne. Deres kamp for overlevelse vil fortsætte på nye fronter og formentlig under endnu sværere forhold, mens Syrien er på vej til at blive et nyt Afghanistan eller Sudan.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og