JURA & SYRIENFLYGTNINGENE // DEBAT – Hvorfor vurderer de danske myndigheder tilsyneladende forholdene i Damaskus anderledes end kolleger i andre EU-lande gør, så syriske flygtninge nu mister opholdstilladelsen i netop Danmark? Svaret er, at den danske regering næppe har en anden vurdering af situationen i Syrien, men at SR-regeringens lov fra 2015 og VLAK og DF’s ’paradigmeskift’ fra 2018 trækker tæppet væk under syrerne, skriver Niels Rohleder. Nye læsere, der vil forstå, hvad der sker, kan følge med her.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mere end 500 syriske flygtninge risikerer i løbet af 2021 at få inddraget eller nægtet forlængelse af deres opholdstilladelse, skrev Berlingske i starten af april.
Og på det seneste har sager om Aya Abu-Daher, hf-studerende fra Nyborg Gymnasium, og sygeplejestuderende Faeza Satouf fra Kokkedal vakt opsigt. Mange har udtrykt undren og solidaritet med de unge kvinder, som unægtelig har gjort, hvad de kunne for at blive til gavn for det danske samfund.
Kimen til en forudsigelig katastrofe blev lagt i efteråret 2014 med lovforslag L 72. Og det endelige dødsstød til de syriske krigsflygtninges forhåbninger om en stabil fremtid i Danmark blev sat ind med det såkaldte ‘paradigmeskift’ i finanslovsaftalen for 2019 mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti
Men hvor der nok er grund til solidaritet, er enhver undren ubegrundet.
For kimen til en forudsigelig katastrofe blev lagt i efteråret 2014 med lovforslag L 72. Og det endelige dødsstød til de syriske krigsflygtninges forhåbninger om en stabil fremtid i Danmark blev sat ind med det såkaldte ‘paradigmeskift’ i finanslovsaftalen for 2019 mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti.
Men først lovforslaget L 72, der blev fremsat af justitsminister Mette Frederiksen (S) den 14. november 2014 – altså et lille års tid før de syriske flygtninge gik på de danske motorveje i nogle få hektiske dage i september 2015, og mens Helle Thorning-Schmidt endnu var statsminister i en presset SR-regering.
Ny kategori: Midlertidig beskyttelsesstatus
Lovforslag L 72 indførte en ny kategori af flygtninge i den uoverskuelige og restriktive danske udlændingelov: flygtninge med »midlertidig beskyttelsesstatus« efter en ny bestemmelse i loven, paragraf 7, stk. 3. Bestemmelsen retter sig mod personer, der ikke er individuelt forfulgte, men i fare på grund af de generelle forhold i f.eks. det krigsramte Syrien.
I sin ordførertale under førstebehandlingen den 20. november 2014 fastslog den radikale ordfører Marlene Borst Hansen, at »for Radikale Venstre er en human asylpolitik en kerneværdi i vores parti, det har det altid været, og det er det stadig væk«.
For Radikale Venstre er en human asylpolitik en kerneværdi
Hun sagde også, at forslaget var »en stramning, og det er der ingen, som bør sætte spørgsmålstegn ved«, og indrømmede, at partiets ja til forslaget “ikke har været nogen let beslutning”. Som den vigtigste begrundelse for det radikale ja angav hun, “at vi hen over sommeren har kunnet se, at der kom ekstraordinært mange asylansøgere til Danmark”.
Lovforslaget blev i starten af februar 2015 vedtaget med et stort flertal bestående af regeringspartierne Socialdemokratiet og Radikale, samt Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative.
Nu kunne man tro, at det var en fordel for ikke individuelt forfulgte krigsflygtninge, at der blev oprettet en særlig paragraf, som sikrede, at også de kunne få en i hvert fald midlertidig beskyttelse mod krigens rædsler.
Men det ville være forkert at se sådan på det. For det var allerede i forvejen sådan, at de danske udlændingemyndigheder – Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet – gav asyl til mennesker, der ikke blev anset for individuelt forfulgte.
Det var f.eks. tilfældet for en lang række somaliere, der fik asyl som følge af en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2011, som fastslog, at den blotte tilstedeværelse i nærmere angivne dele af Somalia udgjorde en risiko for krænkelse af forbuddet mod tortur og anden umenneskelig behandling efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.
Lovforslag L 72 var altså på ingen måde en forbedring af flygtninges rettigheder, men – som den radikale ordfører så rigtigt sagde – en stramning.
Ventetid på familiesammenføring
Det kritikpunkt, der var mest oppe i debatten dengang, var, at de nye 7.3-flygtninge ikke umiddelbart efter opholdstilladelsen fik ret til familiesammenføring. De måtte altså, hvis de havde den nærmeste familie uden for Danmark, sætte sig til at vente, mens ægtefælle og mindre børn befandt sig i fare i krigszonen eller under ofte kummerlige forhold i det såkaldte (og i den danske asyldebat højt besungne) ’nærområde’, hvor det angiveligt er så godt for flygtninge at opholde sig.
Betænkeligheden i forhold til familiesammenføring luftede den radikale ordfører da også i sin tale:
“Det, som vi har syntes har været svært i forhold til lovforslaget, er det ene år, hvori en del af disse flygtninge skal vente på at blive genforenet med deres familie.”
Når de allerdygtigste havde lært dansk og bestået stx, sluttede deres karriere i det danske uddannelsessystem
(Det ene år, der stod i L 72, blev kort tid senere, da Inger Støjberg var udlændingeminister i Lars Løkke Rasmussens regering, i øvrigt skruet op til tre år.)
Ingen ret til uddannelse
Der var andre detaljer i L 72, som den radikale ordfører og den brede offentlighed ikke gjorde noget stort nummer ud af i 2014 og 2015. Én af dem var, at lovforslaget på grund af den måde, den nye »midlertidige beskyttelsesstatus« blev defineret på, afskar 7.3-flygtninge fra at modtage en offentligt finansieret videregående uddannelse.
Når de allerdygtigste syriske unge havde lært dansk og bestået en stx eller anden adgangsgivende eksamen, ja så sluttede deres karriere i det danske uddannelsessystem dér. For ingen af dem havde selvsagt de flere hundredtusind kroner, det ville koste at tage en selvbetalt videregående uddannelse i Danmark. 7.3-ordningen havde fra starten altså indbygget et segregerende element:
Hvis vi i Danmark skulle være så uheldige at hænge på de uønskede syrere i årevis, havde vi da sikret, at de ikke kunne gøre karriere og få de uddannelser, alle andre i Danmark har ret til, men i stedet var henvist til at tage ufaglært arbejde.
Dansk lovgivning har siden 2015 foreskrevet, at flygtninge sendes ud til ‘skrøbelige og uforudsigelige forhold’
Den lille detalje gik først op for de fleste journalister og politikere, da de første ambitiøse unge syrere for et par år siden begyndte at optræde i medierne med deres fine – men aldeles ubrugelige – studenterhuer.
En meget fodslæbende Mette Frederiksen gik under forståelsespapir-forhandlingerne i sommeren 2019 med de såkaldte støttepartier med til at rette op på dette. Det blev én af ganske få og små indrømmelser på migrations- og integrationsområdet i forståelsespapiret. Og oven i købet blev den efterfølgende kun gennemført langsomt og tøvende, mens S-ministrene under stram ledelse skubbede den upopulære sag, der havde en for vore dages socialdemokrater fæl stank af udlændingelempelser, rundt mellem deres ministerier.
Barren blev sænket
Det største og indtil nu i vidt omfang oversete problem for de syriske 7.3-flygtninge er imidlertid, at man med lovforslaget L 72 sænkede barren for, hvornår en opholdstilladelse kunne inddrages.
Mange har sikkert undret sig over, hvordan de danske udlændingemyndigheder dog kan have en anden opfattelse af sikkerhedssituationen i Damaskus-området end deres kolleger i Norge, Sverige, Tyskland eller Holland. Det er dog de samme rapporter fra regeringer, FN og NGO’er, de har at arbejde med, når de skal danne sig et billede af situationen. Hvordan kan det så lade sig gøre, at danske myndigheder inddrager opholdstilladelser, når andre ikke gør?
Det enkle svar er, at de formentlig heller ikke ser sagen stort anderledes end deres kolleger i andre lande.
Der er derimod tale om, at danske myndigheder af lovgivningen siden 2015 har fået foreskrevet, at flygtninge sendes ud til »skrøbelige og uforudsigelige forhold«. Indtil 2015 kunne flygtninge kun miste opholdstilladelsen, hvis der var indtrådt »fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet«. Det er bestemt i FN’s flygtningekonvention.
På side 12 langt inde i bemærkningerne til lovforslag L 72 trækker justitsminister Mette Frederiksens embedsmænd en tyk streg mellem flygtninge, der er omfattet af flygtningekonventionen (konventionsflygtninge får i Danmark opholdstilladelse efter udlændingelovens paragraf 7, stk. 1), og dem, der ikke er.
Læg mærke til ordene »i visse tilfælde«. For det er her, den næsten umærkelige manipulation ligger begravet
For konventionsflygtninge vil der fortsat gælde et krav om »fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet«, før en opholdstilladelse kan inddrages, men, argumenterer embedsmændene, Danmark er jo ikke bundet af flygtningekonventionen, når det gælder flygtninge, der får beskyttelsesstatus (paragraf 7, stk. 2) eller den nye midlertidige beskyttelsesstatus (paragraf 7, stk. 3).
Her vil det fremover være nok, at der i hjemlandet er visse forbedringer »uanset at forholdene − trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige«, som det hedder i lovbemærkningerne.
Danske, tyske og svenske myndigheder er vist i dag enige om, at risikoen for at få en bombe i hovedet eller blive ramt af en snigskytte, hvis man bevæger sig rundt i Damaskus og omegn, er relativt reduceret i forhold til situationen for fem-syv år siden. De er formentlig også enige om, at situationen i Damaskus-regionen er »skrøbelig og uforudsigelig«. Forskellen ligger altså ikke i vurderingen af forholdene, men i, at SR-regeringen sammen med V, K, DF og LA i 2015 vedtog at sænke tærsklen for inddragelse af opholdstilladelser.
Elegant manipulation
I øvrigt må man komplimentere Mette Frederiksens justitsministerielle embedsmænd for et elegant stykke manipulation. L 72 sænker nemlig ikke kun tærsklen for de nye 7.3-flygtninge, men også for 7.2-flygtninge, der kom til Danmark og fik asyl, da udlændingemyndighederne havde den anstændige og ansvarlige praksis, at der skulle »fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet« til, før man hapsede opholdstilladelsen.
I bemærkningerne står der, at også 7.2-flygtninge kan sendes hjem til »skrøbelige og uforudsigelige« forhold, »uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis«.
Læg mærke til ordene »i visse tilfælde«. For det er her, den næsten umærkelige manipulation ligger begravet.
Sagen er nemlig, at Flygtningenævnet i alle tilfælde (ikke »visse«) frem til 2015 havde lagt kravet om »fundamentale, stabile og varige ændringer« til grund – også for 7.2 flygtninge.
I 2015 ændrede et bredt flertal i Folketinget spillereglerne med tilbagevirkende kraft
Så en syrisk flygtning, der i 2014 fik 7.2-beskyttelse i Danmark på grund af den generelle livsfare i Syrien, havde altså grund til at regne med, at hun først ville miste retten til at bo her, når der var stabil fred og sikkerhed derhjemme. Men i februar 2015 ændrede et bredt flertal i Folketinget spillereglerne med tilbagevirkende kraft.
At spillereglerne før 2015 var nogle andre, fremgår med al ønskelig tydelighed af et svar fra oktober 2016 fra selveste Inger Støjberg på et spørgsmål, som jeg havde fornøjelsen at formulere på vegne af daværende flygtningeordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen. I svaret hedder det:
»Flygtningenævnet kan efter en gennemgang af samtlige beretninger ikke henvise til sager, hvor nævnet forud for ikrafttrædelsen af lov nr. 153 af 18. februar 2015 har truffet afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7, stk. 2, på grund af ændrede generelle forhold i hjemlandet uden at inddrage flygtningekonventionens ophørsgrunde.«
Vedtagelsen af L 72 trak altså tæppet væk under både de nye 7.3-flygtninge og under de 7.2-flygtninge, der var kommet hertil, mens udlændingemyndighedernes praksis gav bedre beskyttelse.
L 72 er imidlertid ikke alene om at trække tæppet væk under den hf-studerende fra Nyborg og de omtalte op mod 500 andre 7.2- og 7.3-flygtninge med oprindelse i eller omkring Damaskus.
Paradigmeskiftet
For at forstå, hvor meget flygtninges situation i Danmark har ændret sig, er man nemlig nødt til også at inddrage det såkaldte »paradigmeskift«, som VLAK-regeringen og DF blev enige om i finanslovsaftalen for 2019, og som Socialdemokratiet uden tøven har bakket op om lige siden. På side 28 i aftalen kan man læse, at forhold som tilknytning til arbejdsmarkedet, deltagelse i foreningsliv og danskkundskaber »vil blive tillagt mindst mulig betydning«, når retten til at bo i Danmark skal tages fra flygtninge.
Alt hvad syrerne har kæmpet for at opnå og lære sig i Danmark vil blive tillagt ‘mindst mulig betydning’
Aya, Faeza og de måske 500 andre, der i denne omgang er i samme situation, kan altså have nok så fine, hvide studenterhuer eller gode, faste job. De kan tale et fuldstændig accentfrit og smukt dansk. Og lige meget hjælper det. For alt hvad de har kæmpet for at opnå og lære sig i Danmark »vil blive tillagt mindst mulig betydning«.
Der er altså næppe noget at bebrejde embedsmænd i Udlændingestyrelsen eller medlemmerne af Flygtningenævnet, når de tager opholdstilladelser fra syriske flygtninge og bestemmer, at de skal rejse tilbage i armene på diktatoren.
Ansvaret er politikernes
Til gengæld er det hykleri af første klasse, når ansvarlige politikere i dag henviser til, at sagen er ude af deres hænder, og at afgørelserne er truffet af »det uafhængige domstolslignende organ Flygtningenævnet«. Afgørelserne kan alene forklares politisk, og de partier, der stemte for lovforslag L 72 i 2015, og de partier, der har bakket op om »paradigmeskiftet« fra 2018, bærer ansvaret.
Regeringen besluttede i starten af 2020, at man »af udenrigspolitiske årsager« ikke med tvang vil sende syrere i armene på Assad. Det fremgår af et svar fra udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) på et spørgsmål, som jeg for godt et år siden formulerede for Enhedslistens flygtningeordfører Rosa Lund.
Hvilket overgreb på voksne, unge og børn, der har arbejdet hårdt for at indstille sig på et liv i Danmark
At man fratager de syriske flygtninge opholdstilladelsen og dermed river dem ud af deres arbejde, bolig, uddannelse og ret til gratis sundhedsydelser, men ikke kan tvinge dem til udrejse, gør bare situationen ekstra absurd og meningsløs. De får valget mellem at rejse ’frivilligt’ til Damaskus eller tage ophold på et udrejsecenter som f.eks. det tidligere fængsel Kærshovedgård, der ligger i et øde plantageområde i Midtjylland. Dermed har man kun sikret, at det danske samfund ikke på nogen måde får gavn af deres arbejdskraft eller af de kundskaber, de måtte have suget til sig, mens de har været her.
Historien om de syriske krigsflygtninge i Danmark er langtfra slut. Vi må forvente, at flere områder af Syrien i de kommende år kommer under Assads og Putins ‘fredeliggørelse’, og at forholdene dermed er »skrøbelige og uforudsigelige« på en måde, så flygtninge fra disse områder ifølge SR-regeringens lov fra 2015 og VLAK og DF’s »paradigmeskift« fra 2018 skal have frataget opholdstilladelsen.
Hvilket meningsløst spild af menneskelige ressourcer.
Hvilket overgreb på voksne, unge og børn, der har arbejdet hårdt for at indstille sig på et liv i Danmark.
LÆS MERE AF NIELS ROHLEDER HER
Topfoto: Der er en bombe under de syriske flygtninge i Danmark, og det går ud over børn og unge, der har arbejdet hårdt for at tilpasse sig et liv i Danmark. Foto: Den 25-årige sygeplejerskestuderende, Faeza, står til udvisning i DK. Læs mere om hendes sag her. Privat og gengivet med tilladelse.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
