Fjenden er et menneske med børn og hus

af i Internationalt/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

ANNONCE // KONFLIKTLØSNING – For 25 år siden skabte fredsaktivisten, politikeren og forfatteren Else Hammerich Center for Konfliktløsning. Det fejrer POV med en række artikler om konflikt og forsoning. I første artikel har Lotte Ladegaard interviewet Else Hammerich om, hvorfor konfliktløsning har været ledetråd i hendes næsten 83-årige liv.

Else Hammerich har kæmpet det meste af sit liv for at udbrede kendskabet til og anvendelsen af fredelig konflikthåndtering. Hun er uddannet lærer og har været lektor på Blågård Seminarium. I 1960’erne og 1970’erne var Else engageret i solidaritets- og fredsbevægelser.

Hun har også siddet 10 år i Europaparlamentet, men de måske vigtigste milepæle i hendes liv er skabelsen af Center for Konfliktløsning for 25 år siden.

Ønsket er og var at udvikle og udbrede konfliktarbejde som en konkret kompetence, der kan læres af alle, børn som voksne. En kompetence, der er en naturlig del af en demokratisk kultur.

Alle voksne i min familie var i modstandsbevægelsen. Vi boede ved Øresund, og jeg så bådene med flygtende modstandsfolk

Derfor tilbyder centret undervisning, rådgivning, mægling og konflikthåndtering i Danmark.

For ti år siden tilføjede Else så LIVIAfonden til sit omfangsrige CV og til centrets aktiviteter. For sjette gang uddeler fonden i år LIVIAprisen til mennesker og organisationer, der går overraskende veje for at omdanne alvorlige samfundskonflikter til nye muligheder.

I dag har Else overdraget ledelsesansvaret for centret og fonden til andre og yngre kræfter. Det betyder dog ikke, at hun for alvor er gået på pension.

Hun er stadig seniorrådgiver for centret og er ved at udgive en ny version af bogen Konflikt og kontakt. Om at forstå og håndtere konflikter.

Jeg er Danmark, jeg er fred

– Krig er en rød tråd i dit liv. Hvordan hænger din baggrund sammen med Center for Konfliktløsning og LIVIAfonden?

”Krig har altid været meget vigtigt for mig. Jeg kom fra et hjem med stærke meninger. Jeg var omgivet af modige mennesker. Jeg var fire år, da Anden Verdenskrig startede.

Alle voksne i min familie var i modstandsbevægelsen. Vi boede ved Øresund, og jeg så bådene med flygtende modstandsfolk. Om morgenen, når jeg stod op, lå folk og sov på gulvet. Der var også våben.

Børn tror, at byer står. Hamborg lå ned. Der var ruiner over det hele

Da jeg var ti år, var jeg i Hamborg. Min far arbejdede for Røde Kors og min mor for Red Barnet. De tog mig med. Børn tror, at byer står. Hamborg lå ned. Der var ruiner over det hele.

Det var helt fortvivlende. Børn tiggede, spiste affald fra gaden. Der var rotter. Det var meget chokerende.

Det vanvittige i krig begyndte at gå op for mig. Fjenden er jo et menneske med børn og hus. Fra da af kunne jeg ikke opfatte et andet folkeslag som en fjende.

Jeg var spejder, og vi sang en sang, Der er ingenting, der maner. Den gjorde stort indtryk. Et af versene ender med ’Lad dit hvide kors forkynde for hver fremmed havn og red, om end hele verden strides, jeg er Danmark, jeg er fred.’

Det var måske der, visionen om et center for konfliktløsning opstod ubevidst i mit sind.”

– Hvad fik dig til at tage initiativ til at starte Center for Konfliktløsning og LIVIAfonden?

”Jeg var medlem af SF, og Holger K. Nielsen var formand. Han vidste, at jeg var interesseret i sikkerhedspolitik. Han bad mig skrive et oplæg om, hvad der skulle til, hvis SF skulle gå ind i sikkerhedspolitik. Jeg fik 14 dage til opgaven.

Jeg talte med Jan Øberg, som er freds- og fremtidsforsker i Lund, Sverige, om Danmarks rolle i verdenspolitikken.

Vi kom frem til, at vi måtte have et tættere samarbejde mellem de nordiske lande, som skulle være foregangsområde for konfliktløsning fra børnehave til ministerier.

På et tidspunkt forlod jeg SF, men idéen om, at nordiske lande kunne være foregangsområde blev ved med at sidde der: Kunne man skabe et center for konfliktløsning selv?

Alle steder var grundtanken, at konflikter er ikke onde eller gode i sig selv. Alt kommer an på, hvordan man møder dem

Vi samlede en gruppe engagerede, inspirerende mennesker, som sad ved bordet i hjørnet i min lejlighed og skabte centret. Det var starten på Center for Konfliktløsning.

Vi havde en flot indvielse i festsalen på Københavns Universitet, men vi havde ingen penge, ingen undervisere og intet program. Kun masser af visioner. Vi havde kontor i min lejlighed og cigarkasseøkonomi.

Jeg rejste rundt i verden og besøgte centre, der arbejdede med konfliktløsning. Alle steder var der nogle fællestræk, selvom der ikke var meget at finde på tryk om konfliktløsning.

Alle steder var grundtanken, at konflikter er ikke onde eller gode i sig selv. Alt kommer an på, hvordan man møder dem. Konflikter kan transformeres til energi.

Det er grundlaget for centret. I dag er der forskning, der viser, at metoderne til at løse konflikter med ikkevold virker, og de er beskrevet i bogen Konflikt og Kontakt. Om at forstå og håndtere konflikter.

Men der var og er stadig mange i centret, der synes, at vi også skulle have et internationalt perspektiv. Der findes mange forskellige slags centre for konfliktløsning.

Nogle af dem er i stand til at mægle mellem præsidenter og krigsherrer. Det kan vi ikke, men hvad kunne vi så gøre?

Der findes modige grupper af mennesker i hele verden, også hvor det er farligt at række hånden ud til fjenden.

I stedet for at ty til vold og had vælger familierne at mødes og sammen kæmpe for at stoppe den onde cirkel af vold. Mennesker, der gør det, er modige. De risikerer at blive udstødt af deres egne

Det gælder for eksempel foreningen Parents Circle – Families Forum, som modtog LIVIAprisen i 2012. Foreningen består af palæstinensiske og israelske familier, der har mistet familiemedlemmer under den lange konflikt.

I stedet for at ty til vold og had vælger familierne at mødes og sammen kæmpe for at stoppe den onde cirkel af vold. Mennesker, der gør det, er modige. De risikerer at blive udstødt af deres egne.

Center for Konfliktløsning kan ikke mægle mellem Israel og Palæstina. Men vi kan lægge mærke til dem, der overvinder frygten og gør den slags arbejde.

De kommer normalt ikke på forsiden. De kommer ikke engang i medierne. Men når LIVIAfonden inviterer dem til Danmark og uddeler prisen, kaster vi lys over de frugtbare og mirakuløse ting, de gør.

På den måde kan vi skabe håb og livsvilje hos mange mennesker. Med anerkendelsen og muligheden for at blive set og mødes med hinanden kan vi give dem kræfter til at forsætte.”

– Hvis man kender sig selv, har man ingen fjender, er din ledetråd. Hvad betyder det?

”Sun Tsu skrev 500 år før Kristus’ fødsel The Art of War. Det er ham, der tilskrives citatet, at hvis man kender sig selv, har man ingen fjende.

Da jeg stødte på sætningen første gang, virkede det som en provokation. Men det er ikke spor indviklet. Det er helt dagligdags i det, man kalder interpersonelle konflikter.

Raseri sløver intelligensen og skærper det ubehagelige

Hvis jeg for eksempel er blevet svigtet, bagtalt, snydt, angrebet, især af nogle, jeg ikke havde forventet det af, er min første, primitive reaktion at blive rasende.

Hvis du kender dig selv, kan du lade være med at reagere på dit raseri. Raseri sløver intelligensen og skærper det ubehagelige. Men man kan gøre det til sin vane at trække vejret dybt tre-fire gange og se ind i sig selv.

Man kan for eksempel tænke: Hvad er min andel i den her konflikt? Kender jeg det, som vedkommende har gjort, fra mig selv? Har vedkommende grunde til at gøre, hvad han eller hun gør? Jeg er såret – hvad er vigtigt for mig?

Det er en blindgyde at tillade sit indre at blive fyldt med vrede

At tænke sådan kan man godt gøre til en vane, for det er en blindgyde at tillade sit indre at blive fyldt med vrede.

Man skaber selv fjendskab. Se for eksempel på Rasmus Paludan, som mange hader. Tænk dig lidt om. Hvorfor skulle jeg ikke ønske ham et lykkeligt liv? Han er jo bare et menneske, der leder efter et godt liv.

En almindelig læresætning inden for konfliktmægling er at være at være hård ved problemet, men blød ved personen.  Vi har en tilsvarende talemåde i Danmark: Gå efter bolden, ikke efter personen.

Når vi ikke praktiserer at være blød ved personen men hård ved problemet, trapper vi konflikter op

Jeg er dybt uenig med Paludan, men han er ikke min fjende. Man kan godt kæmpe for noget uden at bekæmpe nogen. Men det er vigtigt at være hård ved problemet. Man skal for eksempel debattere, bare uden at blive modbydelig og gå efter personen.

Når vi ikke praktiserer at være blød ved personen men hård ved problemet, trapper vi konflikter op.

Et eksempel: Under krigen i Bosnien i 1990’erne fik flygtningene fra krigen en ordentlig behandling her. Nogle danskere blev misundelige og vrede og rettede det mod, at der kom flygtninge.

De indvandrervenlige begyndte at skælde ud og hade og kalde folk for racister i stedet for at kontakte dem, der var bekymrede og vrede og spørge: Hvad er problemet? Hvorfor er I bange?

De bekymrede blev rigtig dårligt behandlet, og i dag er problemet større. I dag er vi mere polariserede.

Hvis vi kendte os selv, havde vi ikke gjort nogen til fjender. Derfor skal man prøve at inddrage sig selv og være skarp på problemet og sagen, for personen er aldrig problemet.

Desværre forsøger man stadig at løse politiske problemer med at bekæmpe hinanden. Se for eksempel på angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Der svarede man med at bombe afghanske huse og børn.

Siden kom Irakkrigen. Fredsforskere advarede, men krigen blev ført alligevel. Krigen skabte et fuldstændigt raseri mod Vesten. Modstanden kom i form af terrorisme og Islamisk Stat.

Mahatma Gandhi sagde, at man kan stoppe krig med ikkevold, men det er svært og kræver mod og mange lidelser. Men gør krig ikke også det?

Jeg er jo ikke fuldstændig naiv. Selvfølgelig kan der være behov for hårdt mod hårdt. For eksempel ved lovovertrædelser. Hvis ens barn løber ud foran en bil. Eller hvis man skal stoppe et folkedrab.

Men det skal ikke automatisk være hårdt mod hårdt, når man føler sig truet.

Mahatma Gandhi sagde, at man kan stoppe krig med ikkevold, men det er svært og kræver mod og mange lidelser. Men gør krig ikke også det?

Derfor vil jeg gerne fejre dem, der er modige og forsøger at stoppe konflikter med ikkevold.”


Vil du også fejre de modige konfliktløsere? Eller har du fået lyst til at lære mere om konfliktløsning og få inspiration til at håndtere konflikter i dit eget liv? Så er du meget velkommen til at deltage i Center for Konfliktløsnings jubilæumskonference og LIVIAfondens prisuddeling den 25. maj: https://jubilaeum2510.nemtilmeld.dk/1/.


Topfoto af Lotte Ladegaard: Else Hammerich ved bordet i hjørnet, hvor Center for Konfliktløsning blev grundlagt.

_______________________________________________

Lotte Ladegaard er projektleder på deltid for LIVIAfonden op til konferencen. Hun får ikke penge for at skrive denne artikel, og LIVIAfonden har ikke godkendt tekstens ordlyd.

Du er mere end velkommen til at give et bidrag som tak for artiklen til Lotte Ladegaard på MobilePay 27 30 17 89.

Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget firma. Især fokus på rettigheder, børn og unge samt Asien og Afrika.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1993 og selvstændig konsulent og freelancejournalist siden 1999. Ind i mellem dog med længerevarende kontrakter og enkelte fastansættelser:

- Teknisk rådgiver på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009)
- Teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004)
- Freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005)
- Journalist hos Red Barnet (1995-1999)
- Journalist på Ritzau (1993-1995)

Kontakt mig via www.lotteladegaard.dk og honorer min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.

Foto: Kim Dang Trong.

Seneste artikler om Internationalt