VI ER I CYBERKRIG #2 // TEMA – Hvor den kinetiske krigsførelse i Ukraine resulterer i umiddelbar død og ødelæggelse, rammer informationskrigen og de kognitive våben ukrainernes sjæl. “Man rammer menneskers følelser, skaber frygt og en følelse af klaustrofobi, så de begynder at gå i panik”, forklarer CBS-professoren Rob Gleasure. Et af ofrene er Alina fra Mariupol.
Alina gemmer sig i kælderen af familiens ødelagte hus. Det meste af kvarteret ligger i ruiner. De fleste naboer er enten døde eller flygtede. Det formoder hun i hvert fald. Al kommunikation til omverdenen er væk, og der er ingen strøm. Hun ved ingenting med sikkerhed, kun at der bliver bombet, og at hendes egen familie stadig er der; hendes forældre, søskende og bedstemor. Med sig i kælderen har hun sin dagbog, hvor hun skriver:
“Mine kræfter er allerede sluppet op. Jeg trænger til et bad og til at få min telefon opladet, så jeg på en eller anden måde kan lade folk vide, at vi er i live, at vi vil langt væk herfra, væk til et sikkert sted. Vi får ikke nogen nyheder og ved ikke, hvordan det går med forhandlingerne. Vi forstår ikke, hvorfor vi bliver ofret. Hvornår vil krigens afslutning mon blive annonceret?”
Ordene er skrevet i Mariupol i foråret 2022, omkring en uge efter de russiske bomber smadrede det kvarter, hvor Alina boede. Hun er sidst i 20’erne, og fordi hun arbejder i kommunens ungdomsråd, formoder hun, at hun er en af dem, russerne gerne vil i kontakt med. Hun har også et godt gæt på, hvad der sker med hende, hvis det lykkes russerne.
I ti dage har hun derfor gemt sig i kælderen, hvor hun bor på en madras i husets viktualierum. Her er hun alene med sig selv, sine tanker og en hel masse dåsemad. Som dagene går, begynder hun at tale med sig selv. Hun forestiller sig en imaginær person, som hun kan dele sine tanker med og prøver at drømme, at alt bliver godt igen. Og så skriver hun i dagbog for ikke at blive skør.
Intet nyt
I ugevis er lyden af skud og eksplosioner det tætteste, Alina og familien kommer på en nyhed, og det er en nyhed med ét budskab: Der er stadig krig. Der er ingen svar på de mange spørgsmål, som trænger sig på i kampen for overlevelse. Hvordan de kan få mad og drikke, når nødlageret i kælderen slipper op? Skal de flygte, eller vil det bringe dem i endnu større fare?
Efter en måned lever Alina og familien stadig dåsemaden i viktualierummet. De får drikkevand ved at smelte sne. Ved nogen, at de er i live? Nogle overlevende i kvarteret begynder at komme ud fra deres skjulesteder. Også Alina går lidt uden for. Det er sådan, hun finder ud af, at der er et sted i området med humanitær hjælp. Desværre er det en russisk organisation, som deler mad og medicin ud, og for at få hjælp skal man vise sit pas. Det vil Alina ikke. Hendes arbejde i ungdomsrådet betyder, at hun formodentlig står på en af russernes berygtede lister, og hun kan ikke at risikere at gå lige i favnen på dem. Den 12. april, efter mere end en måned i kælderen, skriver hun i dagbogen:
“Alle kvarterer i området er blevet slemt ramt … Øjnene på folk er så fyldt af fortvivlelse og frygt. Børnene er også bange. De ældre kan knap gå, men de står alligevel i kø en halv dag for at få mad og medicin.”
Vi er i live
På nogenlunde samme tidspunkt bliver det muligt at bruge internettet og at ringe, dog kun i korte perioder og med russiske SIM-kort, som bliver udleveret af den russiske humanitære organisation. Alina får fat i et kort og sender sin første SMS i lang tid.
“Der stod bare “vi er i live,” skriver hun i sin dagbog. “Jeg forstår nu, hvor betydningsfulde og mægtige de ord er. Tidligere kunne vi bare skrive en SMS hvert øjeblik, når vi havde lyst til det. Nu risikerer vi vores liv ved bare at skrive nogle få ord til dem, vi elsker. Jeg vil aldrig glemme denne følelse.”
Alina beskriver ugerne i kælderen som et informationsvakuum, men da hun endelig kommer online, er det på den russiske hærs præmisser. Russerne kontrollerer nemlig internettet, og Alina bliver nu ramt af det, som også bliver kaldt kognitiv krigsførsel.
Professor, Rob Gleasure, som leder forskning i kollektiv intelligens og online-følelser ved Institut for Digitalisering på CBS, forklarer, at de kognitive våben rammer befolkningen dybere end den traditionelle informationskrigsførelse, hvor fakta, tal og observationer bliver manipuleret for at forstærke en foretrukken fortælling.
“Kognitiv krigsførelse bruges til at påvirke menneskers tanker, fx hvordan de forstår og fortolker fakta, tal og observationer. Det kan efterlade folk med en følelse af, at information næsten bliver irrelevant, fordi de hverken kan stole på andre mennesker eller nogen kilder. De efterlades med en følelse af, at intet er troværdigt, og at alt i verden er ved at løbe løbsk,” siger han.
Kyiv er faldet
Alina og de andre overlevende i området får at vide, at Kyiv er faldet, at der ikke er nogen ukrainere, der venter på dem eller vil redde dem. Det er forbi. Ukraine er en del af Rusland. De overlevende civile i området begynder at tage chancer baseret på rygter. Nogle går i én retning, andre i en anden. Nogle følger russernes anvisninger, andre gør det modsatte. Hun kender ikke deres skæbne og ved ikke, om de stadig lever. Ifølge professor Rob Gleasure er dette et klassisk eksempel på, hvorfor kognitiv krigsførsel er så farligt:
“Man angriber menneskers følelse af fælles værdier. I Alinas tilfælde er det hendes følelse af, hvorvidt andre mener, at Ukraine er værd at kæmpe for. Man rammer menneskers følelser, skaber frygt og en følelse af klaustrofobi, så de begynder at gå i panik. Det får folk til at reagere impulsivt og uden kritisk refleksion, som personerne omkring Alina, der risikerer deres liv på baggrund af rygter. Folk bliver splittet og isoleret fra deres venner og familie, indtil de føler sig alene og er ved at blive vanvittige.”
For mig er det lige så slemt som den fysiske krig. Informationskrigens kugler rammer dig dybt, fordi dem du troede var dine venner, pludselig bliver dine fjender
Ifølge rapporten, Optimising Denmark’s Cyber Emergency Preparedness, som er udarbejdet i samarbejde mellem IT-Universitetet, Syddansk Universitet og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, har russerne i nogen udstrækning succes med deres brug af kognitive våben. I hvert fald vurderer en af rapportens ukrainske informater, at denne netop type cyberangreb skal tages ligeså alvorlig som den kinetiske krigsførelse:
“Vores svageste punkt er os mennesker, fordi vi bliver angrebet med information. Lige nu er angreb med misinformation vores største problem.”
Sandt eller falsk?
Man skal ikke møde mange ukrainere for at få indtryk af de enorme konsekvenser af den russiske propaganda og misinformation. Ved at så tvivl om, hvad der er sandt og falsk, er det lykkedes at grave afgrundsdybe kløfter mellem ukrainere, russere og prorussiske ukrainere. Det har virket som petroleum på et bål, og familier og vennegrupper er blevet splittede for altid. Der er endda eksempler på brødre, der kæmper mod hinanden på hver sin side af fronten. I en tidligere artikel i POV International fortæller Vlad fra Kharkiv, hvordan han oplever det sociale kit og det kulturelle fællesskab smuldre:
”For mig er det lige så slemt som den fysiske krig. Informationskrigens kugler rammer dig dybt, fordi dem du troede var dine venner, pludselig bliver dine fjender … Det er en krig mod vores sociale liv, som betyder, at selv tætte venskaber går i stykker, og at brødre og søstre ikke længere kan tale sammen. Hvis de fx bor på hver sin side af grænsen eller færdes i forskellige sociale miljøer, så forstår de ikke længere hinanden.”
Alina lever også med konsekvenserne af den russiske propaganda og misinformation. Efter to måneder i kælderen i Mariupol, lykkedes det hende og familien at komme til Kyiv, hvor hun blev interviewet til nærværende artikel i 2024.
Det her kan ikke beskrives med ord. Hvis man ikke har oplevet det, forstår man det ikke helt
I kyiv er hun ikke blot i gang med at bearbejde de traumatiserende oplevelser fra de to måneder i Mariupol. Hendes sociale liv er blev bombet sønder og sammen og skal opbygges fra grunden. Hendes gamle venner fra Mariupol er spredt for alle vinde. Nogle er døde, nogle er flygtede til andre lande, andre valgte at blive og samarbejde med russerne, deriblandt nogle af Alinas kollegaer fra ungdomsrådet.
“Det var en joke,” siger Alina. “De sagde ikke, at de samarbejdede med dem. De begyndte bare at arbejde for russerne for at fremme karrieren. Det nye styre består af lokale, som er villige til at samarbejde. Det er sådan nogle suppleant-typer, som nu har fået chancen for at gøre karriere. Nu er de blevet overordnede og ledere, men tidligere var de som grå mus. De gjorde ingen væsen af sig.”
På hotellet i Kyiv, hvor hun bliver interviewet, taler hun afdæmpet, leder forgæves efter en verbal sti, som kan føre hende til en beskrivelse af, hvordan det er at være i krig mod dem, man voksede op med og stolede på. Hvordan det føles at miste tilliden til andre mennesker, og troen på at samfundet er noget, man skaber i fællesskab.
Når man tilbringer tid med ukrainerne, kommer disse uhåndterbare følelser ofte frem. For hvor missiler, droner, fly, tanks og soldater forårsager fysisk ødelæggelse, død og lemlæstelse, er den kognitive krigsførelses konsekvenser skjulte for det blotte øje. Den har angrebet ukrainerne indefra, såret og lemlæstet deres sjæle og efterladt dem i et mentalt rum af mørke, evigt famlende efter en lyskilde, som kan kaste lys over deres blødende, åndelige sår. Som Alina skriver i sin dagbog efter at have gemt sig i kælderen i mere end en måned:
“Det her kan ikke beskrives med ord. Hvis man ikke har oplevet det, forstår man det ikke helt.”
Læs den første artikel i serien “Vi er i cyberkrig” her. I morgen følger den tredje og sidste artikel.
Interviewene til artiklen blev gennemført i 2024 og 2025 som led i et forskningsprojekt, hvor forskere fra IT-Universitetet, Syddansk Universitet og Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut undersøgte, hvordan erfaringer og data fra Ukraine kan bruges til at styrke det danske cyberforsvar og beredskab.
Projektet blev finansieret af Nationalt Forsvarsteknologisk Center (NFC).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og