UKRAINE // REPORTAGE – Natten til 31. juli besluttede jeg mig for, at hvis der kom et angreb på Kyiv, ville jeg blive oppe, til det var forbi, og skrive en kommentar, hver gang der skete en udvikling. Fra jeg laver kaffe og marmelademadder, hører brag, alarmer osv.
Kyiv – Angrebet kom. For et år siden havde det været enormt, men i dag var det nærmest gennemsnitligt – bortset fra, at det udviklede sig til det mest blodige angreb på Kyiv til dato.
Her er en lettere forkortet udgave af mine noter fra natten:
23.00 Ny luftalarm. Patriot sendt op. Stor eksplosion oppe i luften. Bilalarmerne går i gang fra lydtrykket.
23.50 Nye store eksplosioner. Der bruges ikke længere maskingeværer og -kanoner.
23.53 Jo, nu er der gang i maskingeværerne og -kanonerne igen. Alarmen siger, at Shahed-droner er på vej ind.
00.04 Så kører det igen. Store eksplosioner, men på afstand, så luftværnet virker. Ved de rigtig store angreb slipper dronerne igennem sidst på natten, når forsvaret er opbrugt.
00.16 Nu er luftværnsilden ret konstant.
00.22 Store brag. Ikke til at sove. Jeg står op igen og skriver det, jeg skulle have skrevet i morgen.
00.36 En rigtig stor eksplosion, men langt væk. Sætter kaffe over og tager en kirsebærmarmelademad. Der er Campari i marmeladen. Hjemmelavet.
00.42 Fuck! Stor eksplosion tæt på! Ikke kæmpe. Helt klart en Shahed (det var 300 meter fra mig, viste det sig). Der klippes græs på livet løs omkring min lejlighed. Shahed kaldes for ”den flyvende græsslåmaskine”.
00.50 Så er der kaffe og marmelademadder.
02.36 Det virker til at være forbi. Alarmen er ikke afblæst, men nu er jeg gået i gang med at skrive. Det bliver en lang nat.
02.43 Nå for pokker! Der var lige en af de store igen! Så helt forbi var det altså ikke. Men der er ikke flere plæneklippere.
02.56 Jeg fik skrevet og sendt mit materiale. Nu vil jeg prøve at sove.
04.30 Nu kom der endnu en alarm! Folk var kommet op igen til deres boliger med elevatorerne, og nu kan jeg høre, at de er på vej ned igen. Det er sjældent, at der er noget i så sene alarmer.
04.42 Nogle af de rigtig store slap igennem. Voldsomme eksplosioner og lysglimt. Der stinker af sprængstof i lejligheden. Altså tæt og tæt. Lugten kan ikke vandre meget langt, men helt ved siden af mig var det ikke. Formentlig 2 til 3 Iskander (det var 3) ballistiske missiler, da der ikke var nogen lyd før eksplosionerne.
05.42 Luftalarm igen. Det var godt nok sent!
05.48 Afblæst! Og det blev det sidste for den nat. Der var ikke noget i den sidste alarm.
Hvad er dette i forhold til Hamburg 1943?
Det største angreb på Kyiv har været på lidt over 500 Shaheds plus det løse af Iskander-ballistiske missiler og Kalibr-krydsermissiler. De sidste var få, men dog store, så lad mig anslå, at der var 10 tons sprængladninger i dem – og det er sat meget højt.
En stor del af Shahed-dronerne skydes ned, selvom mange slap igennem netop den nat. Jeg oplevede i øvrigt også det bombardement. Lad mig være urealistisk positiv på russernes vegne og anslå, at 200 slap igennem. Hver Shahed har 50 til 80 kg sprængladning med, og vi tager det høje tal. Det giver 16 tons sprængladninger plus de 10 tons fra de avancerede våbentyper.
I alt 26 tons på én nat – og det er stærkt overdrevet.
Glem alt om de mange sjove historier om, at russerne ikke kan ramme en ladeport ved højlys dag.
Hamborg blev i juli 1943 udsat for ”Operation Gomorrah”, luftmarskal Arthur ”Bomber” Harris’ første ”1000 bomber attack”. Flyene var Handley Page Halifax, Short Stirling, Avro Lancaster og Boeing B17. De kunne tage fra 3.000 til 9.000 kg bombelast og havde godt og vel 4.000 kg i gennemsnit i 250 kg bomber – typisk brandbomber i de store angreb på byerne og tidsindstillede eksplosive bomber til at ramme redningsfolk senere.
Lad mig her være pessimistisk og regne med 4.000 kg – og det var heller ikke alle fly, der kom frem til målet.
Dermed blev Hamborg ramt af 4.000 tons bomber ved ét bombardement natten til den 25. juli 1943. Det lagde hele 60 % af byen i ruiner. Det dræbte 37.000 indbyggere og sårede 180.000.
I forhold til dette er 31 dræbte, cirka 110 sårede og 26 tons bomber jo ikke alverden – men det er en ringe trøst for dem, der rent faktisk blev ramt, og som I kan se på beskrivelsen af forløbet, så holder det store dele af Kyiv vågen natten igennem.
Tidligere smilede soldater på orlov lidt overbærende, når de civile søgte til beskyttelsesrummene i Kyiv. Med de seneste store angreb går nu også mange af soldaterne i dækning.
Tag ikke fejl. Hvor man under Anden Verdenskrig måtte nedlægge hele bydele for at ramme militære mål, så kan dagens våben rent faktisk ramme. Glem alt om de mange sjove historier om, at russerne ikke kan ramme en ladeport ved højlys dag.
Der kan være situationer, hvor missiler og droner skydes ned og derfor rammer langt ved siden af målet – typisk uden for byen – men de, der kommer igennem, rammer som hovedregel, hvor det er planlagt, også når det er hospitaler, skoler, boligejendomme osv., der bliver ramt.
Bemærk, at ingen af billederne er fra den konkrete nat. Billeder må først vises efter 24 timer, og der er en fare for, at præcise tidsangivelser og billeder kombineret kan være til glæde for det russiske militær. Derfor de præcise tidsangivelser uden billeder fra natten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.