EUROPAS MINDRETAL #31 // UKRAINE – De vidt forskellige fortællinger om, hvad krigen i Ukraine i virkeligheden går ud på, har ødelagt mange ukrainsk-russiske familier og venskaber. Det er et eksempel på, hvordan krig og konflikt sætter mindretalsproblematikken på spidsen.
KYIV – Elisa, en kvinde i starten af 30’erne, træder ind ad døren på den restaurant i Kyiv, hvor jeg ofte spiser aftensmad og drikker et glas vin til lyden af Armstrongs What a wonderful world og andre klassikere, som bidrager til stedets lidt melankolske, men også hyggelige stemning.
Jeg har ikke talt med min far, siden krigen startede. Han sagde, at krigen ikke er helt så enkel, som vi ukrainere siger, at den er. Jeg sagde ’fuck you’ og har ikke haft kontakt med ham siden
Elisa er elegant, ligner lidt en film noir-stjerne i sin trenchcoat, og ligesom de fleste lokale kunder bliver hun modtaget med en krammer af ejeren af restauranten, en kvinde i 40’erne med sørgmodige øjne. Elisa tager plads i baren tæt på mit bord og overhører mit mislykkede forsøg på at overtale ejeren til at medvirke i et interview om, hvordan krigen har ødelagt relationerne til de russiske venner. Det er en historie, som både hun og mange andre ukrainere har fortalt mig før, men altid på tomandshånd og i en stemning af fortrolighed. Det er også en større historie om, hvordan krigen har brudt de kulturelle bånd, som har bundet ukrainere og russere sammen i århundrede.
På kryds og tværs
Den seneste census-undersøgelse fra 2001 viste, at 17,3 procent af alle ukrainere identificerede sig som etniske russere. I 2018 rapportede ukrainske officials, at der boede ca. 3 millioner ukrainere i Rusland, og det er ikke svært at finde ukrainere, som har familiemedlemmer og venner, der stadig bor i Rusland. At finde kilder, som åbent vil fortælle om deres ødelagte relationer til deres russiske eller pro-russiske ukrainske familier og venner, har imidlertid været som at grave i et åbent sår.
I bund og grund handler min historie jo også om barndomsvenner og familiemedlemmer, som nu kæmper en kamp på liv og død mod hinanden. Det er det, jeg fortæller Elisa, som ankom til restauranten, netop som jeg var ved at opgive mit forsøg på at overtale ejeren af restauranten til at medvirke i et interview. Elisa tager en dyb indånding og siger, at hun gerne vil tale med mig til citat.
Jeg sagde ”fuck you”
Elisa fortæller, at hun er skuespiller, og at hun boede og arbejdede i Moskva, da de russiske tanks kørte over grænsen til Ukraine i februar 2022. Elisa besluttede at vende hjem til Ukraine for at være tæt på sin familie i Kyiv, men gensynet med familien blev svært.
”Jeg har ikke talt med min far, siden krigen startede. Han sagde, at krigen ikke er helt så enkel, som vi ukrainere siger, at den er. Jeg sagde ’fuck you’ og har ikke haft kontakt med ham siden,” fortæller hun.
Vi taler lidt om hendes far, som blev født, da Ukraine var en del af Sovjetunionen. Ifølge Elisa er det et stort problem, at mange midaldrende og ældre er imperialistiske. De ser idéen om et mægtigt sovjetisk eller russisk rige som legitim, siger hun. Jeg venter på, at Elisa skal sige nogle tilgivende eller i det mindste formildende ord om sin far. Det gør hun ikke. I stedet fortæller hun, hvordan alle bånd til hendes russiske venner nu er brudt.
”Hvad skal vi tale om?” spørger hun tilbage. ”Vi har alle mistet så meget. Jeg har mistet en af mine allerbedste veninder. Hun blev taget til fange af russerne, som voldtog hende igen og igen. Hun blev frigivet, men var helt ødelagt, da hun kom tilbage. I dag er hun død.”
Informationskrigen
De store menneskelige tab og de vidt forskellige narrativer om krigen, gør det svært at forestille sig en social genforening af ukrainere og russere. Der er mangel på troværdige oplysninger om tabstal, men siden den russiske invasion i 2022 har ca. en million russiske soldater formodentlig mistet livet. Læg dertil tabet af ukrainske soldater og de betydelige civile tab på begge sider af fronten, som inkluderer hundredvis af børn.
På begge sider af fronten bliver disse tab retfærdiggjort med vidt forskellige fakta og begrundelser. Ifølge ukrainske medier bruger Rusland årligt 4 milliarder dollars på informationskrig i de vestlige lande alene. For at få indtryk af, hvor vidt forskellige narrativerne om krigen er, kan man besøge de canadiske myndigheders database, Countering disinformation with facts – Russian invasion of Ukraine, som giver et overblik over, hvad der er sandt og falsk i den officielle russiske kommunikation til omverdenen og den russiske befolkning.
Hun kender selv mange russere, der stadig bor i Ukraine, fx fordi deres ægtefælle er ukrainsk, og de står ofte i meget vanskelige situationer, både i forhold til russerne og ukrainerne
Det er ikke kun de russiske kanaler, som bliver brugt i den russiske informationskrig. Både de statslige og uafhængige medier i Ukraine har i stor udstrækning været mål for russiske hackere. En af de nyhedsplatforme, som ofte er blevet angrebet, er mediet Detector Media. Her fortæller chefredaktøren, Galyna Petrenko, at det ikke kun er informationskrigen, som ødelægger de sociale relationer mellem ukrainere og russere.
”Det handler ikke kun om, at de har problemer med at tale sammen, fordi de ikke kan se krigen fra det samme perspektiv. Hvis man fx har familie, som bor i Rusland, så vil de være bange for, at de er overvåget af russerne, og i Rusland kan man ikke være kritisk over for staten, uden at det kan få konsekvenser. Derfor kan de ikke tale åbent, og de kan ofte ikke besøge hinanden fysisk, hverken i Rusland eller Ukraine.”
Hun kender selv mange russere, der stadig bor i Ukraine, fx fordi deres ægtefælle er ukrainsk, og de står ofte i meget vanskelige situationer, både i forhold til russerne og ukrainerne.
”Familiemedlemmer med russiske pas har det svært. De er bange, når de skal have deres pas fornyet. Så skal de til Rusland eller en russisk ambassade i et andet land. Her i Ukraine ændrer mange russere jo deres navne, dvs. at de bruger den ukrainske måde at skrive og udtale deres navn på. Så er det ikke så tydeligt, at de er russere. Men når de gør det offentligt, så betyder det jo, at de bliver udsatte i forhold til russerne.”
Babylon
Da jeg, nogle dage efter mit møde med Elisa, besøger Kharkiv, som ligger tæt på den russiske grænse og fronten, bekræfter min samarbejdspartner, Vlad, at det for ham og mange andre i området er svært at leve med mistilliden mellem russere og ukrainere:
”For mig er det lige så slemt som den fysiske krig. Informationskrigens kugler rammer dig dybt, fordi dem du troede var dine venner, pludselig bliver dine fjender … Det er en krig mod vores sociale liv, som betyder, at selv tætte venskaber går i stykker, og at brødre og søstre ikke længere kan tale sammen. Hvis de fx bor på hver sin side af grænsen eller færdes i forskellige sociale miljøer, så forstår de ikke længere hinanden.
Mens vi kører rundt i byen, viser han mig de mange skoler og kulturinstitutioner, som russerne har bombet
De bliver fjender. Det er der mange, mange eksempler på, specielt her i Kharkiv siden invasionen. Det er ikke bare eksempler. Det er helt normalt, fordi vi bor så tæt på Rusland. Så selvfølgelig har mange mennesker her familie på den anden side af grænsen.”
Mens vi kører rundt i byen, viser han mig de mange skoler og kulturinstitutioner, som russerne har bombet. Ifølge Vlad angriber russerne bevidst den ukrainske identitetsfølelse, kultur og ikke mindst det ukrainske sprog. Jeg spørger ham, om han kender historien fra Babylon i Det Gamle Testamente, altså fortællingen om Gud, som giver menneskene forskellige tungemål, så de ikke kan kommunikere med hinanden og dermed ikke kan bygge Babelstårnet ind i himlen.
”Jeg har ikke tænkt på det på den måde, for egentlig handler det jo ikke om sprog. Vi forstår russisk. Her handler det om, at vi får forskellige informationer, og at de informationer betyder, at vi ikke længere forstår hinanden, og at vi reflekterer forskelligt,” siger han og tøver. ”Men resultatet er måske det samme. Vi kan ikke længere tale sammen.”
De nære relationer
Tilbage i restauranten, hvor jeg taler med Elisa, bliver jeg nysgerrig på, hvordan hun og andre ukrainere overkommer de mange ødelagte sociale relationer mentalt. Elisa fortæller, at mange ukrainere er rykket tættere sammen. Det er en historie, jeg har oplevet og har fået fortalt før hernede. Hun spørger, om jeg har set, hvordan de fleste ukrainske gæster i restauranten får en krammer af ejeren, når de går ind ad døren. Jeg nikker.
”Hun er som en mor for os. Hun passer på os,” fortæller Elisa og fortæller, at restaurantejeren ikke er den eneste i kvarteret, som er kendt for at støtte og hjælpe sine medmennesker.
”Alle her har mistet så meget. Hvis der er noget godt ved den her krig, så er det, at vi trøster og hjælper hinanden nu,” siger hun og rejser sig for at tage sin trenchcoat på igen.
Restaurantejeren får endnu en krammer og et kys på kinden, inden Elisa forsvinder ud af døren. Ejeren fortæller mig, at det ikke er ufarligt for Elisa at fortælle mig sin historie. Derfor optræder hun kun med sit fornavn. Det samme gælder Vlad. Begge kilders fulde identitet er redaktionen bekendt.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme og ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvorvidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel af 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Kom til Folkemøde!
Også i år deltager POV med en stand på årets folkemøde på Bornholm, som finder sted fra torsdag den 12. til lørdag den 14. juni.
I direkte forlængelse af forårets store tema om Europas mindretal i en tid med radikalisering og polarisering har vi hele to spændende paneler:
Torsdag 12. juni 12.00 : Er Europas demokrati stadig for alle – også dem på kanten? I en tid hvor både minoriteter og menneskerettigheder er under pres globalt, spørger vi, om Europa stadig kan kalde sig en bastion for demokrati og inklusion.
Fredag 13. juni 10.00 : Kan EU forsvare de vestlige liberale værdier? Siden 2. verdenskrig har den liberale verdensorden, respekt for grænser, menneskerettigheder, retsstat, mangfoldighed være indbegrebet af de såkaldt ’vestlige liberale værdier’, som amerikanerne ikke bare inkarnerede, men også stod op for. Nu hvor Trump-administrationen har tjekket ud af det hele og oven i købet cozyer op med russerne og populistiske bevægelser på den yderste højrefløj i Europa, kan (og vil) EU så overtage rollen? Og hvad er det egentlig USA siger farvel til ved at opgive det liberale projekt?
Kom og deltag i en levende debat om, hvordan vi sikrer, at flertallet ikke overskygger mangfoldigheden. Og naturligvis foregår der en masse andre interessante ting på POV’s stand – så du er hermed inviteret!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og