Billedkunstner Peter Ravn er sjette filmgæst og bider villigt skeer med fransk skulpturs grand homme Auguste Rodin, der i Jacques Doillons film skildres med en knuget gravitas af Vincent Lindon. Stephanie Caruna taler med Ravn taler om mænd, magt og meget mere. Find linket til podcasten, hvor du får det fulde interview, der går i dybden.
BONJOUR:
Vel ankommet til Grand får vi en croissant og en kop kaffe inden den Guldpalme-nominerede film. Peter Ravn spørger mig bekymret hvor lang tid, det hele tager. I disse måneder vil han gerne nå at male i de timer, der er dagslys. Og netop i dag skinner solen pragtfuldt og bader byen i et kobberfarvet skær. Det lys må ikke spildes. Vi skynder os ind i salen og mens mørket sænker sig, og der blændes op for filmen, tænker jeg på opslaget om Rodin i Salmonsens Leksikon fra 1915-1930. Her beskrives mesterens skulpturer sådan:
“…Værker, der i stærkt malerisk Stil og med lidenskabelig Vælde skildrer Kærlighedskampen mellem Mand og Kvinde, hele Legemer og Torsoer i Lyst og Ekstase… ofte blødt udsvømmende indtil det voksagtige i Modeleringen og ofte kun løse Indfald, der genialt griber Legemets uvilkaarlige og momentane Bevægelse … en æggende, levende skulpturel Impressionisme …hans fyrige Kunst er Bevægelse og Vitalitet, det svulmende, næsten animalsk kraftige og kønsstærke Liv.”
Stærke sager. Men fangede filmen mon det? Og hvad mener en billedkunstner som Peter Ravn om ‘Rodin’?
Lyt til hele interviewet som podcast og få flere nuancer med – og ellers kan du her få et par af højdepunkterne fra en levende og interessant samtale.
Da filmen slutter, er der gået to timer. Vi har set en kunstner i kittel i koncentreret kreativitet. Kontrolleret, knurrende og med kvindetække. Adskillige gange i filmen må den store kunstner sætte sig tungt ned, nedsunket i dyb og inderlig grublen.
Man er ikke i tvivl om at dette er manden, der har skabt ‘Tænkeren’. Peter Ravn har taget et par noter undervejs.
Hvad synes du om filmen?
“Den var lang. Scenografien kunne jeg godt lide, fordi den var så ren. Der var næsten kun jordfarver. Gips og træ i forskellige mørke nuancer, det var ret smukt. Det lagde jo op til et kammerspil, hvor der virkelig skulle ske noget i de her neutrale, strikse omgivelser”.
Rodins værker er så ekspressive, men her er han lidt af en knudemand.
“Ja, og man tænker ‘Hvorfor?!’ Hvorfor laver han de værker, hvad betyder noget for ham? Det kommer ikke rigtigt ud. Hvorfor vil han ikke noget med de kvinder? Det hele handler om hans eget selvbillede og hans navn. Det er ulideligt. Det er kliché på kliche om den mystiske kunstner”.
“På et tidspunkt grynter han, at ‘besættelsen af mit arbejde gør mig primitiv’. Men betyder det, at han ikke kan tage et ansvar for de kvinder og børn, han har i sit liv? Det er noget vrøvl. Altså, man forstår hvad filmen vil sige, men man får ikke en følelsesmæssig forklaring”.
Jeg er næsten ked af at der er gået to dyrebare lyse timer af min gæsts maletid. Men grunden til, at jeg syntes, at Peter Ravn var oplagt at tage med til ‘Rodin’, var blandt andet, at begge kunstnere maner bevægelsen og kroppen frem på en meget ekspressiv måde. Der er kraft bag, når Rodins elskende mødes i et marmorkys og når Ravns forretningsmænd river hinanden rundt.
Bliver du besat, når du arbejder på dine værker, ligesom Rodin?
“Vi ser ham mere opslugt af sig selv, synes jeg. Okay, han er skiftevis forknyt og lidenskabelig, og det skal vise, at han er opslugt… men ja, det er jeg. Man er jo altid igang med det. Jeg ser hele tiden mennesker på gaden, eller en situation. Ikke bevidst, men hvor jeg tænker ‘Det er et godt fjæs, det der’ eller at det var en interessant måde, han eller hun faldt og rejste sig på. Det fylder. Udførelsen… når man har travlt, fylder det”.
Det er et underligt postulat i filmen, synes jeg, at han er så optaget af sit arbejde og de kvinder … og så vil han dem ikke alligevel?
“Jeg ville måske ikke kalde det en besættelse, men jeg kan ikke slippe det, så det er det måske. Det betyder ikke, at jeg ikke går op i venner og familie, og alt det andet, jeg foretager mig. Det er et underligt postulat i filmen, synes jeg, at han er så optaget af sit arbejde og de kvinder… og så vil han dem ikke alligevel”?
Det er som om, at alt hvad der forstyrrer ham, skæres fra?
“Ja, det er sjovt. Der er så stille i filmen, nærmest en sakral stemning i atelieret, selvom det ligger midt i byen. På et tidspunkt siger han ‘Jeg må ud af Paris!’, men vi har ikke set så meget som en gade, men blot nogle tyste atelierer og man tænker ‘Hvad kan dog forstyrre dig her?’. Det virker lidt fjollet”.
Man savner lidt de klaprende hestehove og fornemmelsen af Paris …
“Ja, og skærer man det fra, så skal der være noget sublimt skuespil. Og jeg blev ikke rigtigt fanget. Der var noget fint mellem ham og hende i begyndelsen, men”…
Rodin er i filmen århundredeskiftets alfahan; han er ophøjet og primitiv på samme tid. De mange yngre, mandlige assistenter mæler ikke et kuk, kun kvinderne omkring ham har holdninger. Særligt Camille Claudel, der først er hans elev, siden elskerinde. Hun blev ikke anerkendt som kunstner i egen ret i samtiden, men nævntes oftest kun i forbindelse med Rodin.
Hun står i skyggen af Rodin. Deres magtspil…
“…ja, mellem de to? Det er for mig næsten det eneste interessante. Jeg ved ikke, om det er med vilje, men filmen fortæller jo meget tydeligt, hvor svagt kvinden stod. Som kvinde, mor og udøvende kunstner”.
Hvis det ligger Rodin på sinde at frigøre kvinden, hvorfor så ikke de andre sider af hendes liv? Der er han så lige så mandschauvinistisk som alle andre
“Folk siger, at hendes værker minder om hans, men vurderes anderledes. Når han laver ‘Kysset’, er det ophøjet kunst. Når hun laver en figur med en mand og en kvinde, der danser, ses det sensuelle som et problem”.
I en kostelig scene besøger en velhavende dame atelieret og roser Rodin for at sætte kvinders lyst fri.
Men gør han egentlig det?
“Han bliver set som en, der sætter kvindens lyst, krop og autonome sexualitet i spil. Hvor kvinder før måske var de der vigende, beundrende kroppe, der bare stod der. Men hvis det ligger Rodin på sinde at frigøre kvinden, hvorfor så ikke de andre sider af hendes liv? Der er han så lige så mandschauvinistisk som alle andre.”
“Han vil have, de laver mad til ham, men ikke gifte sig med dem eller forpligte sig. Det burde filmen være gået dybere ind i”.
Filmen stiller ikke spørgsmålstegn ved det, nej.
“Og man har set det så mange gange før! Den her indelukkede myte af en kunstner, der er knap med ord. Claudel er ham intellektuel overlegen, men det er jo ikke en forklaring på at han skal gå rundt og lide i en elendighed”.
Det er en kliché. Den modne kunstner, der vælter sig i damer.
“Og”?
Hvilke filmklichéer om kunstnere synes du, der er?
Utroligt mange film handler om mænd; præsidenter eller noget andet, hvor kvinderne vil have dem i kraft af den status, de har.
Det er påfaldende, hvor lidt udvikling, der er i filmen. Der kommer bare nye kvinder til. Og det blev mindre sensuelt og mere trist.
Peter Ravns værker viser anonyme mænd med magtens symboler, der er i frit fald. Klædt i uniformer i form af skarptskårne jakkesæt slås de, kravler og kæmper for at få plads på lærredet, men ligeglad med beskueren, der kan se dem, som de i virkeligheden er. Deres indbyrdes magtkamp har fjernet alle forbehold om at virke præsentable og med styr på tingene. Powersuits reduceret til primater.
I dine værker er det magtens mænd, der kommer ned.
“Manden er jo heldigvis også ved at miste den magt, som mænd som Rodin har i filmen. Det står for fald, særligt lige nu i filmbranchen. Det bliver pillet ned. ”
“Det ideal vi har haft stående kommer ned fra piedestalen. Det handler mine billeder også om. Det, jeg prøver at undersøge, er hvad der sker, når magten og det tjekkede smuldrer for øjnene af os. Det er heller ikke nemt for mænd. Eller for kvinder. Engang kunne nogen repræsentere magten, være magtfuldkomne på en positiv måde. Sådan er det jo ikke længere”.
Det er en interessant med Frankrig, for deres flirtende kultur står for fald. Bortset fra Dominique Strauss-Kahn (der begik et overgreb mod en stuepige i USA, red.), så har vi ikke rigtigt hørt noget fra Frankrig
“Som barn tænkte jeg, at voksne var i orden, at de var nogen, man kunne regne med. Så vokser man selv op, og det var bare løgn. De har ikke tjek på en skid, de går bare rundt og ser voksne ud. Det handler om autoriteternes fald. Jeg troede faktisk, at filmen først ville etablere Rodin som en magtmand, der faldt. Men det gjorde han ikke”.
Filmen talte ikke rigtigt til tiden?
“Hvis han så bare havde været en charmetrold med fuld power, der fyrede den af og i det mindste havde det sjovt! Men han var en meget lidende mand.”
Det er en meget fransk film!
“Det er en interessant med Frankrig, for deres flirtende kultur står for fald. Bortset fra Dominique Strauss-Kahn (der begik et overgreb mod en stuepige i USA, red.), så har vi ikke rigtigt hørt noget fra Frankrig. Når man tænker på, hvad der er foregået i den amerikanske filmbranche … hvad er der så ikke foregået i Frankrig”?
Frankrig har også en kampagne som #metoo, nemlig #balancetonporc.
“Godt, det må blive en revolution. Der er helt sikkert foregået nogle ting.”
Selv har Peter Ravn har været i konstant bevægelse gennem en lang og vidtrækkende karriere. Han er uddannet på Arkitektskolens designinstitut og arbejdede bagefter som grafisk designer i 1980’erne og frem. Særligt i musikbranchen, hvor pladeomslag og musikvideoer blev hans niche.
Hvorfor mon lige musik?
“Jeg havde en fest med det! Det var der, kilden sprang kreativt set. Jeg spillede også selv, så det var det, jeg var orienteret imod. Jeg havde lyst til at være en del af verden, og kunsten virkede som en lukket verden for mig. Jeg aftjente min værnepligt indenfor ungdomskulturen gennem en del PR.”
Det handlede for meget om at sælge noget. Jeg kunne se på mine jævnaldrende, at de havde den samme konflikt mellem at skulle tjene penge og en længsel efter noget andet… altså, hvor lang tid har vi?
“Men som jeg blev ældre, forsvandt ‘suset’, også fordi det hele blev tænkt mindre vildt og mere regnet ud af marketingfolk. Som tænker på en helt anden måde. Der sidder seks intelligente mennesker og siger en masse vrøvl, som man prøver at få hinanden til at tro på. Jeg kunne ikke holde det ud”.
“Det handlede for meget om at sælge noget. Jeg kunne se på mine jævnaldrende, at de havde den samme konflikt mellem at skulle tjene penge og en længsel efter noget andet… altså, hvor lang tid har vi?”
Så længe du behøver!
“Hele verden så ud til at arbejde sig hen imod noget andet, hvor man sad foran computere hele dagen. Hvis jeg lavede musikvideoer, var det ikke mig, der klippede længere, men en anden, der også sad foran en computer”.
“Jeg kunne ikke lide tanken om, at jeg resten af mit arbejdsliv skulle sidde foran en skærm. Jeg havde et meget stort opgør med mig selv. Du kan også kalde det en fyrreårskrise. Så jeg besluttede mig for at gå tilbage til maleriet, blive mindre udadvendt og fordybe mig igen, som da jeg var ung. Og at lave noget fysisk igen.”
Få noget gennem fingrene igen?
“Ja, og så havde jeg nogle motiver med mænd, som jeg gerne vil gennemføre. Jeg prøvede at få Steffen Brandt og andre i jakkesæt. Det lykkedes. Men at få dem ned at kravle, eller nogle af de andre ting, jeg gerne ville… det gik op for mig, at jeg havde nogle billeder i mig, der trængte sig frem foran de billeder, jeg skulle lave for andre. Så blev jeg nødt til at lave de malerier.”
“De billeder er lige så meget en undersøgelse og et opgør med mig selv og med andre som professionelt og tjekket menneske. Det giver mig noget at tage det ideal og vælte det ned fra piedestalen. Jeg har lyst til at se det ske.”
Lyt til podcasten, hvis du vil høre, hvordan værkerne opstår og bliver skabt, hvilket dansk litteraturkoryfæ, der advarede ham mod at male – og hvordan Peter Ravn oplevede det, da han erobrede nyt land som kunstner – og find ud af, om kunst kan ‘disrupte’.
‘Rodin’ spiller bl.a. i Grand Teatret.
Mere om Peter Ravn:
Ravn er uddannet på Arkitektskolens grafiske linje, og markerede sig i lang tid som visuel innovator af den danske musikscene, både med visionære pladecovers og musikvideoer. I halvfemserne var han med til at skabe tøjmærket DEMOCRATS, der med ikoniske statement t-shirts balancerede på tidsåndens knivsæg af ironi og patos. Siden 2004 har Peter Ravns oliemalerier været vist i ind- og udland, og senest har det franske modemagasin Revue brugt malerierne som oplæg til en modeserie skudt af fotograf Adrian Samson. Se mere på: www.peterravn.com
Mere om filmen: ‘Rodin’ er seneste film af den franske instruktør Jacques Doillon, der har en lang række film bag sig. Filmen blev nomineret til Guldpalmen i Cannes i 2017, og i den altoverskyggende hovedrolle ses den franske stjerneskuespiller Vincent Lindon, mens den parisiske popstjerne Izïa Higelin spiller Camille Claudel, og følger dem fra begyndelsen af deres kærlighedsaffære, der løber samtidig med at Rodin slår igennem som kunstner.
Kan du lide Kino & Kaffe? Jeg elsker at lave det til dig, men det tager tid! Støt formatet direkte via MobilePay på: 28109674
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
