BØGER // ANMELDELSE – En dansk børnefamilie er taget på en længere rejse til De Kanariske Øer og oplever turismen for fulde drøn, all-inclusive. Daniel Dalgaards nye roman Vulkanø kredser om familie, barndom og forældreskab og undersøger, hvordan vi, på godt og ondt, bliver til de mennesker, vi er blevet til. En intens og rørende fortælling om at være far og menneske i det 21. århundrede, med en deterministisk undertone.
Sidste år udskrev Kristeligt Dagblad en kronikkonkurrence, hvor de opfordrede deres læsere til at indsende historien om deres far. Det resulterede i et væld af åbenhjertige fortællinger om især fraværende fædre, fædre, der sjældent viste følelser, og fædre, der først og fremmest var familieforsørgere.
Man forestiller sig, at jeg-fortælleren i Daniel Dalgaards nye roman Vulkanø godt kunne have skrevet og indsendt sådan en kronik om sin egen far. Og kronikken havde nok hældt kraftigt mod en beskrivelse af en overvejende fraværende og hårdtarbejdende far, der anså alt for meget snak om følelser som et udtryk for i bedste fald pylrethed og i værste fald tidsspilde?
Han (fortælleren i romanen) er ud af en generation, hvor faderrollen allerede har været voldsomt under forandring i et par generationer før ham. Og nu befinder han sig dér, hvor idealet om ”den gode far” er langt mere flydende og vanskeligt at definere. Det bliver i højere grad et selvrealiseringsprojekt og for romanens fortæller et til tider næsten selvpinerisk projekt.
Gør jeg det godt nok? Er jeg en bedre far end min far var?
Den selvransagende fortæller er far til to: En søn på fem og en datter på et år, som han og moderen Stine kalder for Søpølsen. Og så bærer han på en næsten vulkansk vrede, som han kun er alt for skamfuldt bevidst om, men som ikke af den grund gør det nemmere for ham at styre. En vrede der har en oprindelse, et konkret sted i fortiden, hvorfra den udspringer, og som han på en insisterende og rørende måde vil finde frem til.
Fortællingen veksler mellem rejseoplevelser i nutiden og nedslagspunkter i fortællerens fortid og barndom. Forholdet mellem far og søn er en gennemgående tematik i romanen, og forholdet til faderen i barndommen danner et bagtæppe, hvorpå nutiden og forholdet til hans egen søn udrulles og konstant analyseres. “Gør jeg det godt nok? Er jeg en bedre far, end min far var?” – synes han konstant at spørge sig selv og læseren, alt imens han snublende, kort for hovedet og lettere undskyldende prøver sig frem.
Fremmedgørelse og forskydninger
Handlingen begynder i København en kold og våd januarnat i 2022. Familien er netop kommet hjem fra Tenerife, og sønnens kanintøjdyr, Ninus, er forsvundet et sted i lufthavnen. Drengen er utrøstelig, og faderen lover, at han nok skal finde Ninus og bringe ham hjem igen. For der findes en måde at genvinde det tabte på, forsikrer han sin søn.
Herefter springer handlingen tilbage til måneden før, december 2021, hvor familien befinder sig på Hotel Fantasia i Costa Adeje på Tenerife sammen med 3-400 andre gæster tilhørende den europæiske middelklasse.
Man følger familiens rejse på De Kanariske Øer, hvor de afprøver forskellige opholdsmuligheder i ferieparadiset; fra all-inclusive hoteller og privat udlejede lejligheder med prangende og upersonlig luksus til en grotte hugget direkte ind i de vulkanske klipper.
De udfordres af turismens mange faldgruber, herunder Airbnb-værter uden telefonnumre og urovækkende midaldrende mænd, der er som taget ud af en Roberto Bolaño-roman og har gjort det til en forretning at vinke forvirrede turister ind på ledige parkeringspladser og tage sig godt betalt for det.
Hovedpersonen er forfatter med to digtsamlinger bag sig – to udgivelser, som fik ”moderat succes”. Og så har han lidt af depressioner. Da parret er til tyveugersscanning sammen, får de at vide, at de venter en dreng. Det giver den kommende far følelsen af at blive vækket, og snart efter lægger noget tungt sig over ham.
“Det var underlige gletsjerlignende forskydninger, jeg skulle være min far, og skyggen der på skærmen skulle være mig. Jeg ville ikke kunne gøre andet end at henfalde til at være dominerende, kortluntet, skælde ud og senere kompensere, og mit endnu ufødte barn ville komme til at definere sig som min modsætning, ligesom jeg havde defineret mig som min fars modsætning, indtil jeg en dag pludselig sad i et sterilt hospitalslokale og alligevel var blevet ham.”
Der er også humoristiske indslag og refleksioner over turismens absurditeter
Der er en gennemgående deterministisk og lidt fremmedgjort tone i romanen. Fortælleren ønsker for alt i verden ikke at være kortluntet, vred og urimelig, som hans egen far var, men han bliver igen og igen offer for sit eget temperament, der ligner faderens. Det virker uundgåeligt, skæbnebestemt.
Som når hans treårige søn nægter at spise aftensmad, og han føler, at barnet og moderen rotter sig sammen imod ham og hans ”middelalderlige måde at opdrage på”, hvilket antænder hans vrede, skam og selvretfærdighed på én gang.
“Jeg føler, at det er hans skyld, at det er ham, der gør mig til en person, jeg slet ikke er, det er ham, der gør mig til min egen far.”
Hæsblæsende afslapning
Der er noget alvorstungt og presserende, næsten desperat, over ærindet i Vulkanø, og man føler med ham – den unge far, der er så hårdt tynget af det selvransagende projekt. Som læser får man lyst til at bede ham stoppe op og trække vejret et øjeblik. Komme med en floskel som at “det nok skal gå det hele, du gør det så godt du kan”.
Men der er også humoristiske indslag og refleksioner over turismens absurditeter. Som når Hotel Fantasia beskrives som en ”ekstremt effektiv afslapningsfabrik”, hvor man konstant ”forfølges af lyden af gamle hits, som tilsyneladende kommer intet bestemt sted fra”, og hvor de ansatte i hotellets Kid’s Club trækker rundt med en boomblaster på hjul og bruger fløjter til at hidkalde og drive børn rundt fra den ene udmattende aktivitet efter den anden.
Romanen synes at spørge: Ved du, hvorfor du blev det menneske, du blev? Ved du det virkelig?
Der er ydermere etiske overvejelser over dyrevelfærd, når familien overværer et show med dresserede søløver, delfiner og spækhuggere til tonerne af John Lennons Imagine.
“Jeg har en tom følelse, som skyldes, at jeg føler mig lige så dresseret som de dyr, jeg kigger på.”
Turismens og oplevelsesindustriens udmattende natur beskrives, så man som læser kommer i tanker om konkrete ferieoplevelser fra eget liv, der kunne blive så intense, at man til sidst kun ønskede at trække sig tilbage til et mørkt og køligt hotelværelse for at få lidt fred.
Fodboldkampen som et helligt rum hvor mænd må græde
De lejlighedsvise tilbageblik, som er flettet ind imellem beretningerne fra De Kanariske Øer og jeg-fortællerens nutidige familieliv, viser, at faderen havde tendens til at være dominerende og grænseoverskridende og drikke sig alt for fuld ind imellem. Han er en Far af den gamle skole og fra en anden generation.
Faderen talte godt nok ikke med sine tre sønner om følelser, men han tog den ældste af dem med til landskamp mod Israel sammen med en flok andre mænd – og viste ham, at fodboldkampen er ”et rum, hvor der kan opstå noget højtideligt, nærmest helligt, et sted, hvor mænd omfavner og berører hinanden af ren glæde, noget som ellers næsten aldrig sker.”
Han lærer sin søn at tisse på åben gade, som rigtige mænd gør, når trangen melder sig, selvom drengen opfatter det som helt ”uhørt”. Han arbejder stort set altid, og det gør, at en tilsyneladende helt almindelig dag, hvor faderen af uvisse grunde sov længe og lod drengen komme op til ham og ligge helt tæt med ham, kommer til at stå som et af de mest bemærkelsesværdige og magiske minder for den voksne søn.
Fiktion og levet liv fletter sig sammen
Som jeg-fortælleren i Vulkanø er forfatteren Daniel Dalgaard opvokset i Ringe på Fyn som den ældste af tre brødre. Han har også udgivet to digtsamlinger, og hans forældre arbejdede i Brugsen, ligesom faderen i romanen her. Det autofiktive element er dermed til at tage og føle på. Fiktion og levet liv fletter sig sammen, og romanen udfordrer læseren ved at søge oprindelsen til svære følelser og vise, at det ikke er så nem en opgave.
Daniel Dalgaard skriver, så det gør ondt: Han rammer alle de ømme steder med stor præcision. Det er en gribende læseoplevelse, der bliver siddende fysisk i kroppen længe efter, at sidste side er vendt. Romanen synes at spørge: Ved du, hvorfor du blev det menneske, du blev? Ved du det virkelig?
For det er hårdt arbejde at finde ud af det, skulle romanens fortæller hilse og sige. På den nøgterne, dokumenterende måde, der er karakteristisk for fortællestilen, når han metodisk, næsten kirurgisk, og gennem konkrete fortidsminder frem til præcis, hvor hans letantændelige og altopslugende vrede stammer fra.
Vrede er en følelse, der har bedst af at blive lokaliseret, taget frem i lyset, kigget grundigt på og holdt i hånden, så den ikke eksploderer som en rasende vulkan
Det er en roman, der med et fortærsket udtryk ”har noget på hjerte”, og den giver sine læsere et indblik i en yngre mands og fars frustrationer og glæder.
Men er det mandelitteratur? Mange mænd og fædre vil med stor sandsynlighed kunne spejle sig i de problemstillinger, romanen beskæftiger sig med, men for denne (kvindelige) læser var fortællingen både relevant og vedkommende. At sætte mærkater på har det med at begrænse, og Vulkanø er en læseoplevelse, der først og fremmest taler til mennesket i læseren – dernæst manden eller kvinden.
Da romanens sidste side var vendt, sad jeg tilbage og var blevet overbevist af det stålsatte og heroiske projekt: Vrede er en følelse, der har bedst af at blive lokaliseret, taget frem i lyset, kigget grundigt på og holdt i hånden, så den ikke eksploderer som en rasende vulkan og forvandler alt i sin nærhed til aske. Hvis det har været forfatteren Daniel Dalgaards ærinde at bringe os til denne erkendelse, er det lykkedes til fulde. I hvert fald hos denne læser.
Læs også om vedkommende litteratur i POV’s Kulturliste hver fredag. Find den seneste udgave her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her