BØGER // ANMELDELSE – Irske Claire Keegan skriver novellekunst i novellesamlingen I sidste øjeblik. Hendes stramtkomponerede noveller handler om kvinder og helt idiotiske mænd.
Forleden genså jeg Thelma & Louise. Det var en sælsom oplevelse. 1991 var virkelig en anden tid, som man siger, men Ridley Scotts klassiker var ikke desto mindre hyperaktuel på en måde, der overraskede mig: Alle mænd, bortset fra Harvey Keitels karakter, er gennemførte idioter i den film. Alle som én. Og i sådan en grad, at filmen bliver helt ufrivillig komisk. Det er simpelthen så åndssvagt, at alle mænd bliver portrætteret så entydigt bøvede og svinske.
Jeg kom til at lede efter et ord for det. Alle ved i dag, hvad misogyni betyder. Og det er der gode grunde til. Kvinder har været undertrykt og på mange måder hadet, siden Maria Magdalene blev gjort til hore, og #MeToo viser, at der på nogle stræk endnu er langt hjem.
Men jeg blev nødt til at slå ordet op, for jeg kendte simpelthen ikke betegnelsen for had, fordomme eller modvilje mod mænd. Ordet er “misandri”. Tidsånden har været derhen de seneste år, mænd og det maskuline er blevet gjort lig med alt det forkerte, så det er på tide, at vi lærer dét ord at kende.
Idioterne
Jeg kom til at tænke på gensynet med Thelma & Louise, da jeg læste Claire Keegans novellesamling, I sidste øjeblik. Her er tre noveller, hvor alle mændene også er portrætteret som idioter, ensidigt og fladt.
De respekterer ikke kvinder. De forstyrrer kvinder. De snyder kvinder. De forgriber sig på kvinder.
I den første novelle har manden kritikløst overtaget sin faders manglende respekt for kvinder, hvilket selvsagt får hans forlovede til at trække i land og forsvinde.
I den anden skal en kvindelig forfatter på skriveophold i Heinrich Bölls hus, men får første dag forstyrret af, at en mand får hende til at love at vise sig i huset om aftenen. Hele hendes dag er derfor skubbet ud af takt, fordi hun ved, at han skal komme forbi. Gad vide, om det også havde været tilfældet, hvis gæsten havde været en kvinde? Manden viser sig også at være en idiot.
I den tredje tager en kvinde til storbyen. Officielt for at købe julegaver til mand og børn, hvad hun også gør. Men uofficielt også for at prøve at have en affære med en totalt fremmed mand. Det lykkes hun med, og affæren er næsten for perfekt til at være sand, hvilket den så også viser sig at være, fordi manden også i denne novelle selvfølgelig viser sig at være et svin.
Claire Keegans stramme stil
Claire Keegan skriver kort og meget bedre end de fleste. Den irske forfatter, der er fra 1968, har modtaget flere priser for sine noveller, som er blevet publiceret i The New Yorker. Hun blev internationalt berømt i 2021, da Den slags små ting udkom.
Novellerne er også i denne nye samling stramt komponeret. De har så at sige ikke noget fedt at slæbe rundt på. Sprogligt står de helt klare. Det er god novellekunst. Og Keegan kan selvsagt frit beskrive mænd efter eget forgodtbefindende. Men det enkle i novellerne gælder altså også manden anno 2023.
Meget tidstypisk er der ikke her tale om historier “om kvinder og mænd”, som Gutkind ellers har givet bogen som undertitel (originaltitlen er blot So Late in the Day), men om kvinder og idiotiske mænd. Det bliver næsten komisk. Som Thelma & Louise er det ved et gensyn.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her