DR har deres bud på Danmarks historie. De fleste af os har også lært en version i skolen. Mange nyder at læse historiske fortællinger. Her på POV har vi Maria Helleberg. Hver uge tager hun læserne ind i Danmarkshistorien ved at kysse fortiden og aflive et par myter om den. I denne uge ser hun på hekseprocessen mod Maren Splid, nok Danmarks mest kendte af slagsen.
Den kendteste hekseproces i Danmark med dødelig udgang foregik i Ribe, den varede fra 1637 til 1641.
Byens virkelige storhedstid var forbi, men der boede stadig selvbevidste borgere og en lensmand på Riberhus.
Skrædderkonen Maren Tomasdatter, gift Splid, var født omkring 1600 i Grimstrup, og hendes mand, skræddermesteren Laurids Splid, stammede formentlig fra Holsten. De to havde skabt en behagelig tilværelse i Ribe. Ud over skrædderiet ejede de en kro ved Torvet omkring domkirken, og de ejede et hus ved Sønderport. Maren var ikke skænkepige, men kromutter.
Hun var en blandt mange “velanskrevne”, dvs. afholdte og respekterede borgerkoner i byen, og det virker som om en kæde af tilfælde bragte hende på bålet.
Hendes mands konkurrent Didrek blev syg og anklagede derefter Maren for hekseri. Nogen måtte have gjort Didrek syg.
Fra processen ved vi præcis hvad han mente skete, han blev stum i perioder og fik kramper. En dag kastede han en mørk substans op, der virkede levende. Didrek kom så i tanker om, at 13 år tidligere havde hans succesfulde konkurrents hustru under et skænderi udslynget en trussel mod ham. Han gik til lensmanden, for hekseri hørte faktisk under den verdslige myndighed.
Anklagerne om hekseri handler ofte om en forbandelse, udkastet i afmægtig vrede. Standardforbandelsen var “gid en ulykke må ramme dig”. En livsfarlig sætning. … forfølgelserne handlede om frygt.
Lensmanden ville ikke fremme sagen, i 1637 var der større og værre problemer at tænke på end interne skænderier mellem byens borgere. Der er ikke mange helte i hekseforfølgelsernes historie, men de øvrighedspersoner, som strittede imod anklagerne, bør huskes. Deres skepsis var reel.
Hvad kunne lensmanden gøre? Han skød aben videre og bad præsterne i byen se på sagen. De nåede frem til, at det var sandsynligt, at der virkelig var brugt sort magi mod den syge. Christian 4. havde forbudt både den milde hvide og den dræbende sorte magi. Så dette var en skræmmende udvikling i sagen.
Vidneudsagn på pletfri levned
Maren Splid gav ikke op, hun kæmpede for sig selv og opsøgte biskoppen for at mane rygterne i jorden. Hun lod også sin værge, sin ægtemand, overtage sagen. Hun og manden var respekterede borgere, som ingen synes at have noget virkeligdårligt at sige om.
Bortset fra Didrek. Hun og hendes mand slog tilbage ved at klage over det, de kaldte for Didreks ondsindede forsøg på bagvaskelse af dem.
I stedet for at angre sin opfarenhed mod den syge, skaffede hun sig vidneudsagn på sit pletfri levned, både i fødebyen og i Ribe. Sognepræsten var et af de villige vidner: Maren havde hele livet vist sig som en god kristen, hun gik ofte i kirke og skriftede og gik til alters,
Didrek anklagede hende derfor ikke åbent, men forsøgte en mørkelagt bagtalelses-kampagne.
I 1637 kom Maren og hendes mand med det, som burde have afsluttet sagen, der efter deres mening bundede i Didreks misundelse. Han havde løjet om hende. Han havde forsøgt at ødelægge hendes ære og omdømme. Hun kæmpede for sit liv – og for sit evige liv, “saligheden”, som nu stod på spil.
På en uventet måde skadede denne fremtræden hende. 24 bønder sværgede på hendes karakters renhed. Men der var jo ingen forklaring på Didreks ulykke. Nu var sagen vokset og blevet kendt i byen. Sagen selv stod i stampe. Man har på fornemmelsen, at alle undtagen Didrek ønskede, at sagen skulle opløse sig.
Da kongen blev inddraget
Didrek ville netop ikke give sig og ikke give op. Måske handlede sagen fra begyndelsen af mest af alt om økonomisk tab og vinding. Og om nabostridigheder og stridigheder mellem konkurrenter på et begrænset marked.
Ulykken var, at Didrek i 1639 opsøgte Christian den Fjerde på Haderslevhus og lagde sin sag ind under kongens dom, hvorfor sagen blev genoptaget. Maren fik besked på at finde 15 mænd, der kunne sværge hende fri for trolddom. Det burde jo være en simpel sag, men det lykkedes ikke for hende. Måske var folk blevet bange. Eller tvivlede bare. Ville ikke risikere at trækkes med ind i en eskalerende, uforudsigelig sag.
Seks kvinder blev nævnt af Maren under torturen, hvorefter de blev anklaget, fængslet og dømt og selv tortureret for at nævne flere hekse. Men kun to af dem blev brændt i 1641 – tretten blev reddet
Didrek havde ikke ligget på den lade side i de to stille år. Han havde fremskaffet “vidner” som alle havde oplevet problemer og ubehageligheder, og de kunne åbenbart knyttes til Marens person.
Den formelle sigtelse kom først i 1640, hvor Didrek og et vidne anbragte hver en hånd på Marens hoved og svor på og sigtede hende for at have “forgjort dem med trolddomskunst”. Hun blev dømt ved et nævningeting og sagen overdraget til Ribe Rådstueret.
Sidste chance for frikendelse lå her. Marens mand Laurids var blevet både vred og desperat og havde åbenbart brugt alle familiens midler på en god forsvarer, der pillede sag og dom fra hinanden. Og Maren blev frikendt.
Af denne tingen frem og tilbage kan man i at fald udlede, at folk ikke var enige om hverken hekseri eller den specifikke sag mod Maren. Nogen (mange?) må have været vidner til heksesager og ønsket at undgå endnu et bål.
Maren og Laurids kan have trukket vejret lettet og fejret hendes frihed, men sagen blev anket til rigets højeste domstol, Kongens Retterting. Katastrofen var uafvendelig, men det vidste hun næppe, da hun i 1641 blev indsat som rigets fange i Blåtårn på Københavns Slot.
Kongen havde af sin britiske svoger lært, at Gud ville straffe hele riget hvis kongen ikke udryddede hekse og deres sorte magi
Man frygtede både hendes magi og hendes determination, hun blev bevogtet for at hindre selvmord. Kongen havde af sin britiske svoger lært, at Gud ville straffe hele riget hvis kongen ikke udryddede hekse og deres sorte magi.
Det var egentlig ikke lovligt at torturere udømte hekse, men muligvis måtte man anvende tortur for at få Maren til at tilstå. I alt fald brød hun sammen og tilstod, hvorefter hun først blev udsat for systematiske pinsler, nu skulle hun angive sine medsammensvorne.
Hvis kongen havde ønsket det, kunne han selv have forhørt hende, eller bare overværet rettergangen. Det ønskede han ikke. Heksene forblev anonyme navne for ham.
Seks kvinder blev nævnt af Maren under torturen, hvorefter de blev anklaget, fængslet og dømt og selv tortureret for at nævne flere hekse. Men kun to af dem blev brændt i 1641 – tretten blev reddet. Ribe henrettede heksene ved bål mellem galgerne, man kan endnu besøge stedet, og engang observerede jeg rester fra en såkaldt sort satanisk messe på stedet.
Et soleklart justitismord
Sagen mod Maren Splid var et soleklart justitsmord. Eftertiden kan forklare Didreks sygdom og helbrede den. Men måske fandtes der virkelig ”hekse” på Maren Splids tid, kvinder som legede med sort magi og påkaldte dæmoner. Det gør visse mennesker faktisk stadigvæk, med vekslende held.
1693 blev den sidste heks brændt i Danmark. Oplysningstiden gjorde troen på hekse umulig. Men i 1641 sad frygten i mange mennesker, fra konge til tigger. Frygten for, at tilfældige mennesker kunne skjule en dæmonisk magt, eller kunne medføre sygdom, misvækst og død for andre, var universel.
Maren Splid var ikke en nem nød at knække. Men som sagen bølgede frem og tilbage får man som iagttager det indtryk, at alle involverede blev fanget og ofre for frygten. Det opfattedes som bedre at lade en uskyldig dø end en skyldig overleve
Det kan glimrende tænkes, at nogen følte sig tiltalt af ideen om at erhverve magt over andre, og afprøvede metoderne. Men Maren Splid var uskyldig og fastholdt sin uskyld med forbavsende gode argumenter, allerede i 1637: “Dersom hendes klæder var skåret som hans, ville hun dræbe ham med egen hånd, og dersom hun gjorde det, ville han ikke være så ilde faren som hun, efterdi han ville så lyve hende hæder og ære fra”.
Anklagerne om hekseri handler ofte om en forbandelse, udkastet i afmægtig vrede. Standardforbandelsen var “gid en ulykke må ramme dig”. En livsfarlig sætning. I modsætning til hvad vi ofte hører, virker det ikke som om, hekseforfølgelserne drejede sig om kloge koner eller andre med viden om f.eks., urtemedicin – det var jo den eneste form for medicin, man havde og blev brugt overalt.
Forfølgelserne handlede om frygt.
Den sidste heks, som henrettedes for ”bevist” trolddom, var den 70-årige bondekone fra Falster, Anne Palles, i 1696
Maren Splid var ikke en nem nød at knække. Men som sagen bølgede frem og tilbage får man som iagttager det indtryk, at alle involverede blev fanget og ofre for frygten. Det opfattedes som bedre at lade en uskyldig dø end en skyldig overleve.
Ansigt til ansigt med bålet og de to kvinder, som alle kendte, har Ribes borgere nok håbet, at dette offer måtte være nok. Og det sidste nødvendige offer. At by og land nu var renset for det onde og kunne leve videre uden disse skrækkelige straffe.
Den sidste heks, som henrettedes for ”bevist” trolddom, var den 70-årige bondekone fra Falster, Anne Palles, i 1696
Opfattelsen af hekseri og trolddom som virkelige magtfaktorer i menneskets liv døde hen og blev til overtro i oplysningstiden. Inkvisition og hekseforfølgelser blev til greuel-billeder af, hvad en perverteret religiøsitet og ufornuft gjorde ved mennesket.
Sagerne er ofte langtrukne og sære, og ved læsning af dommene lærer man overraskende ting om 1600-tallets mennesker og tænkemåde. Jeg undrer mig især over to ting – lærde folks totale accept af begrebet heks, og bønder og borgeres letsindige omgang med tågede trusler, når man vidste, hvad de kunne medføre.
I tilfældet Maren Splid blev den bemærkning begyndelsen til en splittelse i to personer, borgerkonen Maren – og heksen, symbolet på den blinde hadefulde destruktion.
Topillustration: Carl Th. Dreyers “Vredens Dag” fra 1943 er blevet selve hekseforfølgelsens billedbog. Flere detaljer er ukorrekte og meget er snarere inspireret af krigen end af fortiden, men filmen er frysende skrækindjagende og også formelt set en brillant historisk tolkning. https://hammer.ucla.edu/programs-events/2009/05/day-of-wrath-vredens-dag/#gallery_6aa74055204b02cae5455e67fd293928feba0c9d
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
