ANALYSE – Kina skyer tilsyneladende ingen midler for at nedkæmpe og udslette den muslimske tro og kultur i det nordvestlige Kina. Indsatsen er om muligt mere brutal end den, tibetanske og mongolske buddhister har været udsat for gennem årene. Der findes næppe gode eksempler på, at tro kan nedkæmpes med vold og undertrykkelse. Tværtom, tro synes at vokse med undertrykkelse. Det viser erfaringen i Kina såvel som eksempler fra to af Kinas nabolande, hvilket tilsyneladende ikke gør indtryk på centralmagten.
En af det forgangne års helt store tragedier er den kinesiske centralmagts tiltagende brutale undertrykkelse af muslimske mindretal og deres tro, først og fremmest i den store – på papiret selvstyrende – region i nordvest, Xinjiang.
Det kan undre, at en ellers så historiebevidst stat som den kinesiske ikke skeler til historiske erfaringer med undertrykkelse eller afskaffelse af religion. Dels har Kina trods stor ihærdighed ikke selv haft succes med metoden, dels findes der indlysende og relevante eksempler i Kinas nære nabolag, både i Bhutan og i Mongoliet.
Det er grusomt og virkelig mærkeligt, at de kinesiske magthavere er så bange for en hellig mand af kød og blod
I Mongoliet er befolkningen gelugpa-buddhister, hvis overhoved er Dalai Lama. Under et besøg i Mongoliet for 12 år siden var jeg ved tilfældets gunst så heldig at befinde mig i Gandantegchinlen Khiid, landets største kloster og tempel i hovedstaden, Ulaan Bataar, netop som Dalai Lama skulle komme på besøg.
Mindre end en måned før var jeg i Tibet, hvor jeg i hovedstaden, Lhasa, oplevede det skræmmende og isnende forbud, Dalai Lama er omgivet af dér. Buddhisterne i Tibet må ikke tilbede deres åndelige og religiøse leder; de må end ikke eje et foto eller nogen form for gengivelse af ham. Det er grusomt og virkelig mærkeligt, at de kinesiske magthavere er så bange for en hellig mand af kød og blod.
Efter i årevis at have fulgt, hvordan den kinesiske centralmagt fodrer masserne med løgnehistorier om Dalai Lama og buddhisme, var oplevelsen i Gandantegchinlen Khiid så meget større, varmere og tankevækkende.
Sådan skulle det også være i Tibet. Tusinder af festklædte troende samlet i smittende forventning. Et smukt møde mellem dybt troende buddhister og deres leder – ikke mindst fordi Mongoliets sovjettro statsmagt i årene 1921-90 med alle midler hensynsløst forsøgte at udslette mongolernes dybe tro, nøjagtig som Kina nu i snart 70 år har forsøgt i Tibet.
Værst var det i Mongoliet i 1930’erne, da munke i tusindvis blev tvunget til at rive deres klostre ned. Bagefter blev de henrettet. Først efter den fredelige revolution for demokrati i 1990 fik mongolerne atter lov at tro, og da sprang 53 pct. af dem ud som buddhister på ny.
Den kinesiske drøm
Kinas øverste leder, partichef og præsident Xi Jinping, henviser selvsikkert til historien, når han introducerer sin Kinesiske Drøm om et stærkt Kina, lige så stærkt og mægtigt som dengang før kejserdømmet begyndte at slå sprækker i midten af 1800-tallet.
Så det er sært, at Kina i dag opfører hysteriske og smålige diplomatiske scener, hver gang det kommer på tale, at Dalai Lama skal besøge sin menighed i nabolandet i nord eller et hvilket som helst andet land for den sags skyld; Kina har truet Mongoliet til at nægte Dalai Lama indrejse de seneste to år.
Hvorfor ikke i stedet tænke over, hvordan 70 års ekstrem undertrykkelse af buddhismen i Mongoliet har styrket troen, ikke udslettet den?
En anden beskeden nabo til Kina er Bhutan, hvor en nært beslægtet gren af buddhismen har været statsreligion i over 1300 år. Offentlig administration og troen holder stadig til i hver sin ende af en dzong, der tjener det dobbelte formål som regeringsbygning eller rådhus såvel som tempel.
Bhutan var absolut monarki i 100 år. Og efter 25 års tænksom planlægning og grundige forberedelser blev enevældet afviklet til fordel for konstitutionelt monarki med demokrati og parlamentsvalg. Det første frie valg fandt sted i 2008, det tredje i år.
Jeg besøgte Bhutan kort efter det første parlamentsvalg. Bhutanerne var ikke helt trygge ved tanken om selvbestemmelse; men da de luftede deres bekymring for landets unge konge, erklærede han, at der ikke var nogen vej uden om. Bhutan skulle være demokratisk, og sådan blev det.
Det er for sent med Tibet, men måske den kinesiske overmagt kunne hente inspiration også her i spørgsmålet om Xinjiang i stedet for at forlade sig på primitiv, brutal undertrykkelse og ensretning
Forud for Kinas ’befrielse’ af Tibet i 1951 havde Bhutan og Tibet meget til fælles. Tænk, hvis Kina havde valgt samme vej og som Bhutan af egen kraft og med aldeles fredelige midler gjort op med feudalstyret. Projektet er fuldstændigt mislykkedes for Kina, der klodset og med stor militær tilstedeværelse og grove metoder fortsat foregiver at bekæmpe og undertrykke feudalismen i Tibet.
Nu har Kinas mål aldrig været demokrati, men det burde dog være muligt at leve fredsommeligt sammen med få millioner stærkt troende indbyggere uden at skulle afrette dem til kinesere. Tibetanerne tæller kun beskedne seks millioner mennesker blandt Kinas 1400 mio. indbyggere.
Hvorfor ikke skele til feudalismens fuldstændigt fredelige afvikling i Bhutan og se, om man kan gennemføre planerne uden fornedrelse og lidelser? Det er for sent med Tibet, men måske den kinesiske overmagt kunne hente inspiration også her i spørgsmålet om Xinjiang i stedet for at forlade sig på primitiv, brutal undertrykkelse og ensretning.
Elsk partiet
I oktober kundgjorde Kina vedtagelsen af en særlov for Xinjiang om, at folk, der er under indflydelse af ’ekstremisme’, skal ’omskoles’ og ’uddannes’ for at ’udrydde ideologisk virus’. De sendes på genopdragelse i lokale interneringslejre, hvor de skal lære at elske Kinas Kommunistparti og deres leder, Xi Jinping. De skal synge fælles hyldestsange til Xi og til det nye Kinas grundlægger, Mao Zedong.
Kina oplyser ikke selv, hvor mange uighurer og kasakher og andre muslimske mindretal, der sidder indespærret i de trange lejre – skoler, fabrikker, hospitaler og andre bygninger med plads til mange mennesker, der er blevet konverteret med mure og vagttårne. Centralmagten oplyser, at der er tale om uddannelse, ikke straf. Der findes dog ikke oplysninger om, at nogen frivilligt skulle have meldt sig til netop denne uddannelse.
Loven forbyder handlinger, Kina opfatter som udtryk for ’religiøs ekstremisme’, fx at bære slør, have ’abnormt’ fuldskæg, nægte at se og høre kinesisk tv og radio og forhindre børn i at modtage national undervisning
Lærere, der er blevet tvunget til at ’undervise’ de indespærrede muslimer, såvel som folk, der har oplevet den ondskabsfulde sindelagskontrol, beretter om overgreb som søvnberøvelse og ydmygelser, tortur, undertrykkelse og hjernevask.
Organisationer som Human Rights Watch og Amnesty International anslår i grundige rapporter, at der er tale om omkring en million indespærrede, og at tallet er stigende. Også FN rettede i september hård kritik mod den brutale ensretning og hjernevask.
Loven er en udbygning af en lov fra marts 2017, som forbyder handlinger, Kina opfatter som udtryk for ’religiøs ekstremisme’, fx at bære slør, have ’abnormt’ fuldskæg, nægte at se og høre kinesisk tv og radio og forhindre børn i at modtage national undervisning.
Tvangskineser i familien
’Omskolingen’ af Xinjiangs muslimer finder også sted uden for lejrene; enhver muslimsk familie risikerer overvågning i alle døgnets timer; de bliver ganske enkelt påtvunget en kineser, der flytter ind i hjemmet for at sikre kinesificering; de har næsten totalt forbud mod at praktisere deres kultur og religion. Somme tider tvinger tvangskineseren sin muslimske ’værtsfamilie’ til at spise svinekød og skåle i alkohol, så de kan vise deres velvilje. Makker de ikke ret, interneres de i de nye koncentrationslejre.
Da en stor del af verden med USA i spidsen erklærede krig mod international terrorisme i kølvandet på al-Qaedas angreb på Tvillingetårnene i New York 11. september 2001, så Kina sit snit og benyttede lejligheden til at gå løs på Xinjiangs oprindelige befolkning, de muslimske uighurer såvel som andre muslimske mindretal i regionen, fx kasakher.
Centralmagten i Kina har hele tiden undertrykt religion, især buddhisterne i Tibet og Indre Mongoli og muslimerne i Xinjiang har stået for skud. Under Kulturrevolutionen 1966-1976 blev der lavet svineopdræt i moskeer, mens buddhisterne i Tibet og Indre Mongoli fx oplevede at måtte rive deres templer ned og i stedet opføre boliger og kontorer til Kommunistpartiets kadrer.
Så var der en snes år, hvor centralmagten slækkede på undertrykkelsen. Siden tog den atter til, i Tibet under nogen international opmærksomhed, fordi Dalai Lama formåede at rejse international sympati for buddhisternes sag. Mindre opmærksomhed var der på trosfællerne i Indre Mongoli, hvor der også blev slået brutalt ned på både tro og kritik, og endnu mindre på undertrykkelsen af muslimerne i Xinjiang.
Siden 2001 er det gået slag i slag. Hver gang jeg siden har besøgt Xinjiang, har der været større og voldsommere militær tilstedeværelse, og der er blevet indført stadig stærkere kontrol
Når centralmagten farer særligt hårdt frem mod befolkningen på Det tibetanske Plateau, i Xinjiang og Indre Mongoli, skyldes det udover den indædte modvilje mod tro, at de tre områder tilsammen udgør lige godt halvdelen af Kinas samlede areal.
Selvom hele verden accepterer, at alle tre områder er en del af Kina, og at der på intet tidspunkt har eksisteret seriøse selvstændighedsbevægelser, nærer magthaverne i Beijing en sand rædsel for, at de skal løsrive sig; det er også grunden til, at Kina i international sammenhæng afviser enhver kritik af, hvad centralmagten beskriver som ’indre anliggender’ – det være sig Kinas, Spaniens eller andres.
I Tibet demonstrerede buddhistiske munke og nonner fredeligt men omfattende fra slutningen af 1980erne og frem. Mange blev dræbt af den kinesiske overmagt, mange flere blev spærret inde, de fleste også tortureret. Rationalet bag, at især munke og nonner demonstrerer, er, at eftersom de ikke bidrager til samfundets produktion, landbrug mm., kan de bedst undværes i det daglige – hvilket de dybt religiøse tibetanske buddhister selvfølgelig ikke er enige i, men sådan har det udviklet sig.
Da jeg første gang besøgte Xinjiang i begyndelsen af 1990’erne var det en gemytlig og fredelig region i Udkants-Kina, endnu relativt uberørt af Kinas heftige økonomiske udvikling i øst og syd, hvor muslimerne siden den kinesiske befrielse nogenlunde havde affundet sig med tilværelsen som andenrangsborgere i deres eget land.
Skruen strammes
Siden 2001 er det gået slag i slag. Hver gang jeg siden har besøgt Xinjiang, har der været større og voldsommere militær tilstedeværelse, og der er blevet indført stadig stærkere kontrol med spisevaner, klædedragt, religionsudøvelse og den muslimske kultur i det hele taget. Mens kvinderne havde et let tørklæde bundet om håret i begyndelsen af 1990erne, dækkede de sig mere og mere til i takt med, at magthaverne indførte begrænsninger. Mændenes skæg blev længere og længere. Tryk avler modtryk.
Både Tibet og Xinjiang har oplevet en massiv tilflytning af etniske kinesere, han-kinesere, med statslig opmuntring i form af økonomiske begunstigelser og deraf følgende apartheid-lignende forskelsbehandling på alle planer i samfundet, arbejde, bolig, uddannelse o.m.a.
For 70 år siden var under syv pct. af indbyggerne i Xinjiang han, nu er det over 40 pct. I hovedstaden, Urumqi, er andelen af han 75 pct. i dag, uighurerne er reduceret til mindretal i deres egen hovedstad. Han høster frugterne af den økonomiske udvikling i Xinjiang og udgør den økonomiske overklasse.
Her er det, man med et spagfærdigt Nytårsønske kunne håbe, at Xi Jinping og hans håndlangere ville kigge en ekstra gang på historien og se, at brutal undertrykkelse af tro kun gør den stærkere
Denne giftige cocktail af fattigdom, diskrimination og etnisk udtynding førte til voldelige konfrontationer mellem muslimer og han i 2009. Myndighederne meldte om 200 dræbte, flest han. Det udløste endnu flere restriktioner og endnu mere undertrykkelse. I 2014 satte centralmagten ind med en ’Slå-hårdt-ned-på-voldelig-ekstremisme’-kampagne i Xinjiang. Det er skruen uden ende.
Og her er det, man med et spagfærdigt nytårsønske kunne håbe, at Xi Jinping og hans håndlangere ville kigge en ekstra gang på historien og se, at brutal undertrykkelse af tro kun gør den stærkere. Og at 1400 mio. mennesker måske ikke behøver at være så bange for nogle mindretal i Udkants-Kina på i alt omkring 30 millioner mennesker.
Fotos: © Mette Holm
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
