Forfatterinterview: Malou Tüxen

i Kultur & Medier af

INTERVIEW – Vi sad skråt overfor hinanden i et par måneder. På kontor. Vi hørte Tina Turners “Private Dancer” og akustiske covernumre af Beyoncé og Lady Gaga-hits. Hun var (relativt) nyligt skilt, jeg var (relativt) nybagt mor. Vi famlede begge lidt i livet. Hvad skulle vi være, ‘når vi blev store’? Vi vidste begge to én ting: vi ville skrive, og vi ville gerne leve af det. Og hun ville gerne (gen-)finde kærligheden; jeg ville med al kraft fastholde den kærlighed, jeg allerede havde fundet. Det var alt sammen i 2010. Malou Tüxen er nu forfatter.

Hun debuterede i 2017 med Jeg ser mig selv som rytmisk. Hun lever i dag af at skrive. Både tv-drama med Mikael Wulff og en kommende bestseller med Anders Morgenthaler. Og så har hun genfundet kærligheden, og glæder sig over at man godt må være forelsket på deltid.

Jeg lever også af at skrive, og jeg arbejder på at blive forfatter. Og jeg har fastholdt min kærlighed, og jeg har valgt ham (endnu) mere til ved fødslen af endnu to børn.

Jeg kan lide at danse; og jeg synes, at livet er rytmisk. Men jeg klapper ikke altid på to og fire

Malou og jeg har ikke set hinanden i flere år, men fulgt hinanden ud af øjenkrogen og på Instagram. Nu mødes vi endelig. På Frederiksberg i april, over sød juice, sort kaffe og nysgerrig gestikuleren. Vi mødes for at tale meget om bøger. Og lidt om kærlighed.

Er du rytmisk? Eller lader du bare som om?

– Er du i gang? Med interviewet? På vej herhen havde jeg sådan helt ro i maven. Jeg skulle bare drikke kaffe med min veninde. Men nu skal jeg jo forholde mig til den. Til bogen … Og jo, det er et paradoks. For titlen er ikke løgn. Jeg vil gerne skrive mig selv ind i den. Jeg ser faktisk mig selv som rytmisk. Men så så jeg mig selv knipse. Og min hånd var ikke rytmisk; den lignede min mors hånd, når hun knipser. Og hun er bestemt ikke rytmisk

– Men jeg kan lide at danse; og jeg synes, at livet er rytmisk. Men jeg klapper ikke altid på to og fire. Ind i mellem kan der godt snige sig en synkope ind. Man må ikke kun tale i 1-3, 2-4; de musikalske udtryk skal udvides – også i livet.

Er ord musik?

Foto: Anika Lori.

– Jada. De kan skabe musik på siden men også inde i kroppen, mens de bliver læst. Jeg er meget følsom overfor tonefald – jeg reagerer sindssygt hårdt på tonefald; jeg bliver stødt når nogen taler ned eller grimt til mig. Det var også derfor, at jeg var så dårlig til at være tjener som ung. Det er ikke et godt job for de tonalt sensitive. Det er en nedladende og kommanderende jargon, som gæsterne bruger mod deres tjener. Og det nyttede jo ikke noget, at jeg blev stødt, hver gang nogen bestilte et stykke fisk.

– Jeg var tjener på Løven og Bastionen. Og i Teaterkælderen. Jeg kunne lide ideen om det perfomative element. Også selvom det jo egentligt ikke fyldte særligt meget. Vi var mere tjenere, end vi var syngende. Jeg har også være bartender på Crazy Daisy, men der blev jeg fyret, da jeg afviste en gæsts forespørgsel på en body tequila.

Må man bruge af hovedstolen, når man skriver?

– Kan man overhovedet lade være? Jeg mener virkeligt det hårde modspørgsmål. For der er da ingen vej uden om; vi må da bruge vores egen følelsessystem. Vi har jo kun den erfaring, vi har med fra vores liv, det bliver bare mere eller mindre tydeligt afhængig af, hvordan fortælling tager sig ud.

Vil du kalde “Jeg ser mig selv som rytmisk” for faction?

– Den er helt sikkert fiktion. Jeg hører til den skole, der mener, at det sekund, en begivenhed har fundet sted og genfortælles, så er der allerede kommet et blik på. En redigering. Vi vælger jo både at fortælle noget, men også at undlade noget. Vi kigger efter den pind, ordene kaster – ikke det udenom.

Må man pege fingre af sin fortid – er der ironisk distance eller empatisk pastiche på spil?

– Du må altid gerne pege, så længe du husker pegefingerregel nummer et: Fingeren, der peger frem, er ledsaget af fire fingre, der peger tilbage på dig selv. Men om denne her bog så er det? Jeg tror ikke, jeg kan lave noget uden ironi. Jeg er vokset op i ironiens tidsalder og jeg har ikke lyst til at undvære den. Men når vi taler om bogen, er den ikke en pastiche; men den har været en katalysator, der har fået mig til at værdsætte det, som jeg kommer fra – Næstved, Karrebæksminde, stranden ved Enø.

Jeg bliver tit spurgt “Er du ikke træt af at beskæftige dig med mænd, brud, kærlighed?” Jeg troede længe, at jeg skulle forsvare mine temaer. Men hvorfor skal jeg det?

Lige pludselig er der kommet kærlighed til den egn, jeg er rundet af. Jeg kan humorisere det sted, fordi det er min levede virkelighed. Jeg kan grine af det, fordi det også er mig, som jeg griner af. Og så er der meget København i bogen. Mit hjem de sidste 22 år. Og her må jeg også være lidt bidsk og sarkastisk, fordi byen også er en del af mig selv.

En udbredt forfatterregel er, at du altid skal elske de figurer, du beskriver. Kan du bedre lide de ‘litterære typer’ end deres ægte forlæg?

– Vildt spørgsmål! … Nu skal jeg lige huske de mennesker, som jeg skriver om. I udgangspunktet kan jeg bedre lide dem i virkeligheden, fordi jeg i bogen har skrevet dem ind i en fiktion. Jeg har skruet op og ned. Fortællingen er blevet det ypperste mål, ikke ‘hvad skete der’. I fortællingens navn har de fået med den grove fil. Men det har jeg også selv. Jeg kan da bedre lide mit eget egentlige selv – jeg er også skruet op og ned. Så det er en fælles ting. Man er jo nødt til at skrue på de knapper, for at teksten lever og ikke bare bliver erindret ‘stof’.

Hvordan var din proces?

Foto: Anika Lori.

– Jeg gik vildt meget til og fra – fra de første tekster til den endelige bog, gik der 4-5 år. Jeg havde skrevet tanker, anekdoter og sætninger ned løbende. Jeg troede, at de var noveller, men min forlægger viste mig, at det var stof til en roman, fordi fortællingerne hang sammen i et indre plot.

– Tematikken kredsede om ikke at være fremmed for sig selv, fremmedgørelse, komme sig over sorg, ikke at kende sig selv, når man er alene, og derfor prøver jeg’et at smide sig selv sammen med andre, for at se hvad der kommer ud af det. Det var først det sidste år, at det blev til en bog.-

– Du ved det sikkert selv… det der med, at formen ikke var indlysende; først viste jeg fragmenter fra et natteliv, der ledte ind til en historie om en kvinde, der mister sin mand men også skal lære at forholde sig til der, hvor hun kommer fra, det hun kommer af.

– Jeg bliver tit spurgt “Er du ikke træt af at beskæftige dig med mænd, brud, kærlighed?” Jeg troede længe, at jeg skulle forsvare mine temaer. Men hvorfor skal jeg det? Jeg vil da ikke være færdig med dem. Jeg er da ikke færdig med kærligheden! Den har da været her til alle tider. Det er da det, vi skal have en samtale om. Vi kan da ikke lukke ned for det her projekt. Og hele sorgen: at miste kærligheden og finde den igen, det bliver jeg ved med … hvis man giver op, har man vel resigneret.

Savnede du eller forbandede du bogen, da den var færdig?

– Da den var sendt til tryk, var jeg glad for, at den var ude af mine hænder. Sådan blev det. Men så kom det pres der opstod – nogen skulle tage stilling til den. Eller værre, hvad hvis ingen ville tage stilling? Lige der kommer en frygt, der er tvedelt: er der nogen, der kerer sig om, at jeg har lavet en bog? Og hvis ja, hader de den så? Det første jeg lavede var et interview til Berlingske, hvor jeg fik taletid, jeg selv kunne styre, mere spalteplads end ved en anmeldelse. Det var en god start.

Er der tomhed eller forløsning på spil i din roman?

– Helt sikkert mest forløsning. Men også angsten. Hvad hvis der ikke kommer mere? Men det gør der jo; jeg er slet ikke færdig. Det var en sund erkendelse.

Hvilken takt ville ‘den rytmiske’ bog klappe i, hvis en mand havde skrevet den?

– Det ville være ret ude af takt. Ikke en steadyrytme. Ikke en takt, jeg … bare det at forestille sig det gør, at jeg ikke får lyst til at skrive. Bare det at forestille sig andres læsning, andres blik på mig ville være ekstremt hæmmende, ikke produktivt. Jeg ville aldrig få en karikaturtegner på strøget til at tegne mig – du skal ikke forstørre mine dårlige sider – det gør jeg nemt selv. Og personerne i bogen bliver jo formet til en ny klump. Jeg har ikke oplevet nogen, der kun kende sig selv i min versionering… de er ikke blevet vrede. Der har intet grimt efterspil været. Jeg har efterladt små beskeder internt i teksten, der viser, at den er en fiktion.

Det er forfatterens vilkår at skrive uden hensyntagen. Andre skrivende mennesker ser det som en pligt at skrive objektivt, anonymiseret

– Der er to hovedretninger inden for forfatterskaber: den ene dikterer, at du ikke kan skrive med hensyn-syge. Det er forfatterens vilkår at skrive uden hensyntagen. Andre skrivende mennesker ser det som en pligt at skrive objektivt, anonymiseret. Jeg er elskelig, fordi jeg mener både det ene og det andet.

Hvad kommer der nu? En svær toer?

Jeg arbejder på en roman, men jeg prøver at skrive som en forfatterduo sammen med Anders Morgenthaler; det er en roman med et tæt plot og en satirisk tone, og en kvinde der undergår et identitetsskifte.

To stemmer skal blive til en. Men det er en måde at komme udenom ‘den svære toer’ på, fordi jeg laver en helt anden toer – jeg udfylder en ramme, en anden har udstukket til mig. Og vi ved jo godt, hvordan det er med rammer; de giver frihed. Jeg vil gerne til at skrive digte igen. Jeg har været i Hvedekorn og Slagtryk flere gange; men jeg tænker, at digtformen kan noget … og den virker da tillokkende nu, hvor jeg skal skrive 300 sider. Tallet gør mig bange.

Hovedillustration: Nina Dissing.

Kærligheden til ord voksede ud af frustration. Frustrationen over, at jeg som fireårig ikke kunne læse bagsidelekturen på OTA Solgryn og underteksterne til søndagens episode af Dollars. Jeg måtte lære mig selv at læse og det omgående. Læsning ledte til skuffeskriverier, og begge dele førte mig ud i sværmerier for Søren Kierkegaard og F. Scott Fitzgerald, Virginia Woolf og Jane Austen. I 2005 sprang jeg ud som cand.mag i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, og startede fluks en karriere, hvor formidling, frankofili og trendforskning er omdrejningspunktet bl.a. som journalist på Politiken, redaktionschef for Vs. Magasin og som Nordic PR Lead hos L’Oréal. I dag skriver jeg fortsat uophørligt, læser sultent, har netop færdiggjort min første roman og arbejder på flere bøger. Og så er jeg mor til tre, glædeligt gift og bosat på Frederiksberg. Jeg bidrager primært til POV med litteraturanmeldelser: Fra tunge klassikere over flyvske digtsamlinger til sprøde kogebøger, der ikke bare stiller mavens sult men også mætter ånden og tilfredsstiller æstetisk. Tak fordi du læser med.

Seneste artikler om Kultur & Medier

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,