LIV // KOMMENTAR – AI kan sikkert mange ting, skriver forfatter Louise Juhl Dalsgaard. Smarte og effektive og gode ting også. “Men det kan ikke smage, ikke se, ikke høre, ikke lugte, ikke mærke. Ikke forstå glæden ved bøvlet i livet, kun tilbyde at reducere det.”
Jeg tror, jeg er lidt ude af trit med verden. Med virkeligheden og tidens tempo. For sådan som jeg forstår megen brug af AI, handler det om effektivitet, om hurtige genveje, om at nå hurtigst muligt fra A til B. Ja, måske endda helt springe turen over, proppe en bog ind i en algoritme og få tre rappe linjer retur, der opsummerer essensen.
For mig er det lidt som at vælge at leve af mad tilført gennem en sonde. At føre en slange gennem næse og hals og på den måde lade sig made med præcis den rette mængde kalorier uden alt besværet med at tygge og smage. Jeg ved, hvad jeg taler om.
Jeg levede selv sådan nogle måneder tilbage i 2002, fordi min vægt var så faretruende lav, at jeg risikerede at tage skade, ja, måske endda dø. I erkendelse af, at jeg ikke selv kunne, magtede eller turde spise, takkede jeg modvilligt ja til at lade mig made gennem en sonde. Jeg husker lugten af vanilje, som var den smag, den flydende næring var tilført. Hvorfor henstår i det uvisse – måske for at antyde en forbindelse til noget, der kunne minde om nydelse?
At skyde genvej kan være smart, hvis du har travlt. Hvis livet handler om at få det overstået, eller hvis dine dage er talte
Nå, lang historie kort: Det var tre fuldkommen fortvivlende triste måneder. Af mange grunde, men mest fordi døgnet flød ud i ét: morgen, middag, aften. Måltiderne gør det jo ikke kun ud for benzin til kroppen, de er også samlingspunkter, markeringer. Vi samles på jobbet til frokost, i familien om aftensbordet, til påske med familien. Mad og måltider er væsentlige brikker i vores liv.
De tre måneder, jeg modtog næring gennem en slange i halsen, mistede jeg de brikker, der knyttede mig til tiden og menneskene omkring mig. Jeg lå som en grøntsag i min hospitalsseng og kampsvedte af angst og kalorieoverskud. 90 umådeligt triste dage.
At skyde genvej kan være smart, hvis du har travlt. Hvis livet handler om at få det overstået, eller hvis dine dage er talte. Men for de fleste er livet forhåbentlig andet og mere end et spørgsmål om effektivitet og tempo.
Jeg takker pænt nej
Jeg står ikke op for at være effektiv. Jeg står op for at lade mig overraske af en tidlig påskelilje, der står og lyser gult til ingen eller al verdens nytte. Jeg skriver ikke for at blive færdig, men for at se sætningerne udfolde sandheder, der ikke kan sammenfattes i svar, men i skønhed. Kald mig bare højstemt, jeg lever blandt meget andet for det uventet højstemte. Jeg læser ikke bøger for at nå frem til et svar, men for at bøvle med de spørgsmål, det læste efterlader mig med. Det er bøvlet, besværet, jeg lever for og med.
Når min gode kollega Hans Peter Madsen kan afsløre oversættelser blottet for litterær omsorg, og at en bogblogger tilsyneladende leverer AI-genererede anmeldelser, så efterlader det mig mere undrende end egentlig forarget. For hvorfor i alverden læse bøger, hvis man ikke gider besværet med at forstå og mærke dem?
Det er bøvlet, besværet, jeg lever for, og med
Måske er det vækstideologien, der har sejret sig selv ihjel. Mere af mere og hurtigere end hurtigt. Hvis vi kan gensplejse en kartoffel, så den modner på fire dage frem for 90 dage, er det så en heldig kartoffel? Skal vi også skære barndommen ned fra 15 til 5 år, så vi hurtigere kan udgøre en del af arbejdsstyrken? Skal vi sætte antallet af hverdage på en uge ned fra fem til tre, så vi hurtigere får weekend?
Måske er jeg håbløst naiv, men jeg lever altså primært for bøvlet. For mellemregningerne, som da min mand og jeg gik tur ved Råbjerg Kirke og pludselig var fanget i et moselignende område og måtte hoppe fra tue til tue for at nå hjem. Jeg lever for at skrive, for at slette og skrive igen, forfra, på ny. Jeg når aldrig i mål, og det er der faktisk en pointe i. For modsat genvejene går jeg ikke for at nå frem, men for at nyde udsigten undervejs, lade mig irritere, overraske, fare vild.
AI kan sikkert mange ting. Smarte og effektive og gode ting også. Men det kan ikke smage, ikke se, ikke høre, ikke lugte, ikke mærke. Ikke forstå glæden ved bøvlet i livet – kun tilbyde at reducere det.
Jeg takker pænt nej.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og