SEIKATSU – japansk hverdag: Japans kejserfamilie lever et uhyggeligt isoleret liv, selv om den nuværende kejser har gjort meget for at lempe på den fjerne ophøjethed. Kejseren og hans familie spiller ikke den samme rolle i ugeblade, tv og almindelige menneskers daglige sladder, som den danske kongefamilie gør.
Den kommission, som Japans regering i 2016 nedsatte for at tage stilling til landets 82-årige kejser Akihitos ønske om at abdicere i levende live, indbød højtideligt en række eksperter til at give deres mening til kende.
Den statslige tv-kanal, NHK, kunne ærbødigt fortælle, at otte af disse eksperter gik ind for, at kejseren skal have lov til at abdicere, fem var imod, og tre var for, men på visse betingelser.
Nu er det godt nok efter en lang proces blevet vedtaget ved en særlov i parlamentet, at kejseren kan få lov til at trække sig tilbage. Men dengang i det fredelige år 2016 kunne man som vesterlænding ikke lade være med at sidde og forundres over, at nogen overhovedet kan have den holdning, at den sympatiske og populære kejser ikke skal have lov til at få nogle få gode og velfortjente år som pensionist.
Hvis man imidlertid lytter til modstandernes argumenter, så forstår man det lidt bedre.
Argumentet er groft sagt, at uanset hvor megen respekt man måtte have for den siddende kejser som person, og uanset hvor gerne man af den grund ville føje ham i hans ønske, så er det udtryk for manglende respekt for selve kejserdømmet at lade kejseren forlade posten i utide.
“Kejseren behøver ikke foretage sig noget som helst. Det vigtige er, at han eksisterer”, som en af de fremmeste modstandere, journalisten Yoshiko Sakurai, har udtalt.
En helt anden tid
Tænk på, at den forfatning og den lov om kejserdømmet, som eksperterne forholder sig til, blev skrevet i en helt anden tid.
I slutningen af krigen i sommeren 1945 blev krigen forlænget med flere uger – inklusive to atombomber – selv om den daværende kejser allerede havde bekendtgjort for regeringen, at Japan var klar til at acceptere de allieredes Potsdam-erklæring. Forsinkelsen skyldes, at dele af hans regering ville have sikre garantier fra de sejrende magters side for, at kejseren ville kunne blive siddende, og at Japan også i fremtiden skulle være et kejserdømme “med kejseren i centrum”, som det hedder.
Da forfatningen blev skrevet i 1947, hvor kejseren blev gjort til “symbol på staten”, lurede denne opfattelse stadig i baggrunden. Meningen var, at kejseren ikke skulle blive for menneskelig. Det, der gjorde Japan til Japan, og det, der ifølge krigstidens ideologi gjorde japanerne berettigede til at regere over alle andre, var, at landet blev ledet af en guddommelig kejser, som havde familiebånd tilbage til selveste solgudinden. Det var denne racistiske doktrin, alle japanere før og under krigen var blevet indoktrineret i.
Denne ophøjethed og fjernhed blev aldrig rigtigt ophævet under den gamle Showa-kejser, som levede frem til 1989. Det var i hans navn, at to millioner japanske fædres og sønners liv var gået tabt i en fuldkommen håbløs krig. Kejserdømmet var i årtier efter krigen omstridt på grund af dets tætte forbindelse med den ældre generations egne bitre erfaringer fra krigen.
Ophøjetheden og fjernheden i forhold til almindelige japaneres hverdag er ikke væk i dag. Slet ikke. Det viser de argumenter, som stadig spiller en rolle i debatten om kejserens ønske om at få lov til at træde tilbage.
Kejserens otium
Men den nuværende kejser Akihitos store personlige fortjeneste er, at han gennem sine tre årtier på tronen trods alt har formået at skabe et helt andet – langt mindre ophøjet, langt mindre fjernt – image omkring kejserdømmet.
Han har gjort sit bedste for at få tingene til at fungere på europæisk manér. Han holder sig væk fra politik, og han lever et normalt liv – omend bag dybe voldgrave, der adskiller ham fra sit folk. Et stort dilemma for de få, men højtråbende kræfter i top og bund i det japanske samfund, der stadig mener, at kejseren er guddommelig, og at han derfor burde have den politiske og militære magt tilbage, som han havde inden og under verdenskrigen.
Japans kejserdømme svarer ikke til et europæisk monarki, men det har nærmet sig ikke så lidt, og når man hører argumenterne imod kejserens tilbagetræden, forstår man, at debatten om kejser Akihito ikke blot har handlet om en gammel mand og hans otium, men også om hvorvidt det er i den retning, at man ønsker, at kejserdømmet fortsat skal udvikle sig.
Stilfærdigt væsen
Når kejseren tidligere på året 2016 ved et stilfærdigt kup gik ud i offentligheden med sit ønske, skyldes det ikke kun, at han er oprigtigt træt og trænger til et otium.
Det skyldes efter alt at dømme også, at han personligt meget gerne vil bruge sig selv til at stikke en kæp i hjulet på de kræfter med støtte langt ind i den siddende regering, som ønsker at trække udviklingen i Japan tilbage i mere nationalistisk og patriotisk retning.
Kejseren har sagt, at det er kejserdømmets fremtid, der ligger ham på sinde, og det er utvivlsomt sandt. Han har viet sit liv til det. Men samtidig er han med sit ønske kommet åbenlyst på kant med de fremmeste tilhængere af samme kejserdømme i traditionel forstand.
Så virkeligheden er, at den ærværdige Akihito og hans nærmeste familie trods alle de gode intentioner og alle forandringerne i hans tid stadig lever et liv, hvor han er fjern i forhold til almindelige japaneres liv.
Han er ikke så fjern, at japanerne ikke alle sammen ved, at han er et behageligt og stilfærdigt væsen. Langt de fleste japanere har stor sympati for ham og hans ydmyge ønske om snart at kunne gå på pension.
Men alligevel så fjern, at man ikke aner, hvordan han og hans familie i virkeligheden har det, og hvad der foregår bag kejserslottets voldgrave. Den japanske kejserfamilie spiller slet ikke den samme rolle i ugeblade, tv og almindelige menneskers daglige sladder, som for eksempel den danske kongefamilie gør.
Forsigtig presse
Jo, der er historier i ugebladene. Også af den slags, som hoffet ikke selv har plantet. Og også en sjælden gang med antydning af en kritisk afsløring. Nu har den og den fætter sagt noget dumt – eller nu har den og den tante brugt for mange penge.
Men pressen er generelt langt, langt mere forsigtig end i noget andet land med en royal familie – og der gives absolut ingen private detaljer om de yngre medlemmer af kejserfamiliens kærlighedsliv før den dag, hvor man – som i foråret 2017 med kronprinsens lillebrors datter, Mako – kan annoncere en kejserlig forlovelse. Så vælter det pludselig ud med detaljer og fakta om det unge par, som i al diskretion har været forberedt i redaktionslokalerne i månedsvis.
Alle i de etablerede japanske medier er slet og ret rædselsslagne for at komme til at skrive noget forkert eller kritisabelt om kejseren. Når man som vestlig journalist snakker med japanske kolleger, fortæller de ofte: ”Ja, det er rigtigt, at den japanske presse ikke er helt så fri som jeres. Vi vil nemlig aldrig kunne skrive noget kritisk om kejserfamilien og kejserdømmet”.
Kolonner ved kejserpaladset
Ud over tv-indslag om meget iscenesatte kejserlige besøg ved katastrofeofre, der skal trøstes, eller idealistiske projekter ude i landet, der skal opmuntres, så kan de fleste japanere normalt kun opleve kejseren to gange om året. På Anden Nytårsdag og på hans fødselsdag.
På de to dage stiller titusinder af kejsertro mennesker fra hele landet sig op i kolonner på den store grusplads foran kejserpaladset. Den ene kolonne efter den anden bliver ført over den berømte brillebro og ind i det forbudte land. Herfra går man frem til en stor plads foran kejserhoffets administrationsbygning. Her kommer hele kejserfamilien frem bag skudsikkert glas, og kejseren siger en højtidelig hilsen på fem-seks sætninger. Alle vinker ivrigt med deres japanske papirflag. Og så er det ud igen. Den næste kolonne skal ind. Sådan går det meste af dagen.
Den første og eneste gang, jeg selv har oplevet det, var 2. januar 1985. Det var i den gamle Showa-kejsers tid. Det var kun anden gang, jeg besøgte Japan. Jeg var der sammen med min senere kone og hendes forældre. Vi stod i en kolonne, og nogle unge karseklippede fyre gik rundt og delte japanske papirflag ud. Jeg rakte ud efter et, og min kone, som er vokset op i en liberal og pacifistisk familie, lagde sig imellem og viste meget tydeligt, at jeg ikke skulle tage imod de flag.
Det gav mig en tidlig lektion i, at hverken kejserfamilie, flag eller for den sags skyld nationalsang er så upolitisk i Japan, som det er i Danmark. Japan har i dag den samme kejserfamilie, det samme nationale flag og den samme nationalsang, som landet havde under krigen – og derfor kan de tre ting umuligt være lige så upolitiske som hos os.
Det er over halvfjerds år siden, at krigen sluttede. Men historieskrivningen om den splitter stadig japanerne, og den skaber stadig alvorlige spændinger i forhold til nabolandene.
Depressioner ved hoffet
Kejserens bestræbelser på at reformere kejserdømmet indefra har hele tiden været oppe imod konservatismen i det kejserlige hofmarskallat – og den er stor. Presset fra hoffet, der på mangfoldige områder fastholder, at der skal være afstand mellem kejser og folk, og at man ikke skal kunne møde kejserfamilien på cykel på hvert andet gadehjørne, har gennem årene efter alt at dømme været en væsentlig del af årsagen til de depressioner og andre alvorlige sygdomme, som både den nuværende og den kommende kejserinde har gennemlevet.
Hvor kejserinde Michiko, der kom ind i kejserfamilien som den første borgerlige nogensinde i 1950’erne kort efter krigen, blev fantastisk populær i befolkningen for at udholde dette pres – skotterne var jo ikke mere effektive end, at alle havde hørt rygterne om hendes barske liv ved hoffet – så gælder den samme mekanisme ikke helt for kronprinsesse Masako, den tidligere diplomat, som i 1993 giftede sig med kronprins Naruhito og har været gennem en lignende barsk tilpasning til livet ved hoffet.
Kronprinsesse Masakos mange sygdomme har skabt et billede i befolkningen af, at hun er lidt sølle. Det er synd for hende, selvfølgelig, det synes de fleste, men hun er ikke på samme måde blevet populær af det, som hendes gamle svigermor i sin tid blev.
Der siver mange rygter ud fra kejserpaladset og det kejserlige hofmarskallats gemakker om, at der ofte er en meget dårlig stemning mellem på den ene side den relativt liberale kejserfamilie, som stolt og stædigt står fast på efterkrigstidens ideal om at spille rollen som folkelige og demokratiske monarker, og på den anden side det stokkonservative hof, hvor mange af de indflydelsesrige ansatte gerne så en tilbagevenden til en situation, hvor kejseren atter får noget af den magt og prestige, som blev ham til del før og under krigen.
Ikke alt for menneskeligt
Kejserdømmet er med andre ord noget af det vanskeligste at dække for japansk presse. Der er tabuer, der ikke må brydes. Der er forskrifter, der skal følges.
Et klassisk eksempel på dette skisma mellem kejserfamilie og hof så vi, da kronprinsens lillebror, Akishino, i 1990 skulle giftes med sin søde universitetskæreste, Kiko. I de udenlandske korrespondenters presseklub i Tokyo havde vi hørt alle mulige rygter om det unge pars stormende forelskelse og om, hvor mange aborter de havde måttet have foretaget, inden de endelig fik lov til at gifte sig.
Inden selve brylluppet var der en foto-session, hvor en fotograf fra Japans store nyhedsbureau tog en række foto af det unge par og hele kejserfamilien. Ind imellem alle de obligatoriske opstillede familiefoto tog fotografen det sødeste billede af den unge brud, der tørrer sveden af brudgommens pande.
Dette foto blev udsendt til pressen sammen med de andre foto, og det blev lynhurtigt det mest populære og mest brugte af dem. Indtil man i toppen af det kejserlige hofmarskallat fandt ud af, at det billede af kejserfamilien, som det formidlede, var alt for alment-menneskeligt. Det var vigtigt at fastholde et billede af, at kejserfamilien var fjern og anderledes end andre japanere. Ellers ville man underminere respekten.
Så der udgik efter et stykke tid en venlig, men bestemt besked om, at dette billede ikke måtte benyttes mere, og i mange år var det så godt som forsvundet fra japanske mediers dækning af kejserfamilien.
Nu i disse internet-tider findes det mange forskellige steder på nettet, men bestemt ikke på officielle japanske websider. Der er stadig grænser for, i hvor stor udstrækning den japanske kejserfamilie må fremstilles som almindelige mennesker.
(Denne seikatsu-klumme rummer gentagelser af en tidligere seikatsu-klumme fra sidste sommer om kejserfamilien. Den vil i den nye version indgå i en samling af mine seikatsu-klummer, som udkommer senere i år på forlaget Turbine)
Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.
Foto: Asger Røjle Christensen og Kristisan/Flickr, creative commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
