CPH:DOX // DOKUMENTAR – Hvem skal tegne fremtiden for dansk dokumentar? Er der nye stærke danske instruktører på årets program? Eller er det i stedet AI-film, der er fremtiden? Frederik Bojer Bové ser på sagen.
Når CPH:DOX afslører programmet, så leder jeg altid først og fremmest efter instruktører, som jeg kender og elsker i forvejen. Er der noget nyt fra de folk, som jeg ved plejer at lave virkelig gode film? Men festivalen er naturligvis også et sted, hvor man kan finde de nye unge stemmer og se, om man kan finde nye favoritter.
Det har jeg kastet mig over til min sidste artikel om festivalen. Hvem vil tegne fremtiden for dansk dokumentarisme? Ifølge en af de tre film, så vil det måske ligefrem blive AI.
CPH:DOX: Lowland Kids (Sandra Winther)
Sandra Winther udsendte kortfilmen Lowland Kids i 2019 om to unge teenagere på øen Isle de Jean Charles i Louisiana, hvis lille samfund stod til at blive revet op med rode på grund af klimaforandringerne. Den kortfilm er nu blevet til spillefilmslængde, hvilket ikke er så mærkeligt, for der er sket enorme ting i fortællingen om Isle de Jean Charles siden da.
Det giver en todelt dramaturgi, hvor vi pludselig springer tre år i tid. Men det er måske meget passende til en film, der også lidt virker som to film i én. En ret didaktisk dokumentar om fattigdom og klimaforandringer med voiceovers og sentimental musik. Men inde bagved også en ganske poetisk dokumentar om ungdom og familieliv, filmet med fornem sans for lys og det særlige landskab i Louisiana.
Der er absolut ingen grund til at bruge, hvad der virker som halvdelen af numrene fra Mobys fortærskede Play-album, det er jo ikke en bankreklame, vi er i gang med
Howard og Juliette bor sammen med deres onkel, efter deres forældres tragiske død. De synes uadskillelige, og første del af filmen er bedst, når den bare viser os familien lege rundt i det høje græs og bare være sammen. De to unge har også uddannelse og håb for fremtiden, men filmen handler om den forankring i lokalsamfundet, som de er i fare for at miste, hvis de bliver tvunget væk fra øen.
Men i 2021 er de to ved at være voksne, og de skal alligevel ud og skabe deres eget liv. Og samtidig rammer en usædvanligt voldsom storm det lille område. Det gør anden halvdel noget mere plotbaseret, en del mindre smukt legende, men den kontrast skaber i sig selv også en stærk filmisk effekt.
Det er et virkelig stærkt portræt af den lille familie, og filmen er fyldt med filmisk stærke poetiske passager. Men det er, som om der ikke bliver stolet nok på filmens styrker
Langt hen ad vejen kunne Lowland Kids have fungeret bare via sine billeder, uden at vi fik forklaret alt for meget. Man kunne have skåret godt og grundigt ned på den store mængde voiceover i filmen, som godt nok er ganske veludført og føles som karakterernes egne stemmer, men som fylder lidt for meget. Og der var ingen grund til at putte så meget soundtrackmusik ned over filmen, for billederne er stærke nok til at stå selv. Og der er absolut ingen grund til at bruge, hvad der virker som halvdelen af numrene fra Mobys fortærskede Play-album, det er jo ikke en bankreklame, vi er i gang med.
Lowland Kids er med andre ord en lidt ujævn debut. Det er et virkelig stærkt portræt af den lille familie, og filmen er fyldt med filmisk stærke poetiske passager. Men det er, som om der ikke bliver stolet nok på filmens styrker, hvorfor lydsiden bliver lidt omklamrende. Mere selvsikkerhed, så kan Sandra Winther lave ungdomsportrætter på højde med en instruktør som Eva Marie Rødbro (Prinsesser fra blokken, I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die).
CPH:DOX: About A Hero (Piotr Winiewicz)
Måske vil der snart overhovedet ikke komme nye bølger af danske instruktører, måske vil det alt sammen bare være AI? Det forsøger Piotr Winiewicz’ About A Hero at undersøge med et manus, der er delvist lavet ved at træne AI’en ”Kaspar” på Werner Herzogs film. Resultatet er en ret forvrøvlet fortælling, der dog også dyrker sin egen absurditet, der bliver blandet op med reelle interviews om AI og kreativitet. Og så er filmens ikke-AI-genererede sider virkelig vellavede, hvilket trækker rigtig meget op.
Det er noget med, at en arbejder ved navn Dorem Clery bliver fundet død i den lille by Getunkirchenburg, og måske er det selvmord, men måske ligger der en konspiration bag, og det forsøger ”Werner Herzog” så at afdække med sin karakteristiske voiceover. Og så er der noget med sex med en toaster, og en mærkelig maskine, og … Jeg havde helt ærligt svært ved at engagere mig, for ikke nok med at det hele lidt er noget vrøvl, hvis det bare er maskinlavet for at minde om Herzog, så gider jeg heller ikke rigtigt tænke over, hvorfor det er lavet sådan her.
Læg hertil skuespillere, der kæmper med de ikke specielt fantastiske replikker, og plottet er lige til at falde i søvn til.
Der er måske noget ironisk over, at en film om AI mest bliver værd at se, fordi der er nogle virkelig gode menneskelige kræfter indover.
Men det er billedsiden ikke! Jeg kendte ikke til instruktør Piotr Winiewicz førhen, og About A Hero gør bestemt, at jeg skriver mig hans navn bag øret. Men den unge filmkunstner, jeg virkelig var spændt på at se foldet ud i stort format, det er nys uddannede fotograf Emil Aagaard, der filmede nogle af de bedste afgangsfilm fra Filmskolen i 2023. Han er ekstremt god til at bruge rum, og det gør, at den lille fiktive by Getunkirchenburg kommer til at virke som et ægte sted. Ligesom billederne gør overraskende meget for at tilføje mystik og sorg til mordmysteriet, som jeg stadigvæk ikke fangede en lyd af.
Der er måske noget ironisk over, at en film om AI mest bliver værd at se, fordi der er nogle virkelig gode menneskelige kræfter indover. Eller også bliver pointen, at AI først og fremmest kommer til at virke godt, hvis det bliver som hjælperedskab for dygtige mennesker. Hvorom alting er, så fungerer About A Hero først og fremmest som en kuriøs lille kunstfilm, der lever af en virkelig stærk æstetik.
CPH:DOX: Only On Earth (Robin Petré)
Only On Earth er derimod en rendyrket dokumentarfilm. Men det gør den ikke mindre interessant. Det er Robin Petrés anden spillefilm efter debuten Fra det vilde hav, som jeg var meget begejstret for. Og selvom Only On Earth måske ikke helt rammer samme vilde højder, så er jeg stadigvæk virkelig begejstret for Petré. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at hun allerede efter to film må regnes blandt vore mest æstetisk interessante instruktører overhovedet.
Fra det vilde hav handlede om forholdet mellem mennesker og natur ved kystområderne i Cornwall. Only On Earth handler om forholdet mellem mennesker og natur i Galicien, et område, der er stærkt præget af skovbrande. Robin Petré har et klart fokusområde, der går igen i hendes anden film, der endda har en tydeligere dramatisk struktur, når nu der rent faktisk er fare for, at en katastrofal skovbrand skal ødelægge alt for de medvirkende karakterer.
Men paradoksalt nok er den stramme dramaturgi måske det, som gør filmen en anelse svagere end debuten. Der er en smule mindre overskud i filmen, nogle scener går lidt for langsomt, andre gange føles det lidt for underlagt dramaturgien. Fra det vilde hav levede først og fremmest af sin rytme, som bragte os igennem filmen, selvom der ikke rigtig skete noget. Der sker virkelig nogle store ting i Only On Earth, men der er lidt mindre rytme, så i starten af filmen går det lidt langsomt.
Robin Petrés film får mig til at føle forholdet mellem mennesket og vores omverden på en subtilt anderledes måde.
Men Robin Petré og fotograf Maria Grazia Goya arbejder videre på nogle virkelig stærke æstetiske idéer. Petrés film handler om sammenhænge, og hvordan mennesket påvirker naturen, men stadigvæk ligger under for dens luner. Filmsproget fokuserer også på, hvordan ting hænger sammen. For eksempel er der en scene, hvor karaktererne forsøger at fange vildheste, men i store dele af scenen kan vi mest bare se menneskene, og så den enorme mængde støv, som de løbende heste hvirvler op. Så vi ser, hvordan menneskerne tvinger deres vilje nedover dyrene, men det er også som om, hestene undviger både mennesker og kamera, og at deres støv i stedet påvirker alt.
Det er ét af elementerne i Robin Petrés helt særlige måde at filme dyr og natur på. Meget andet føler jeg stadigvæk ikke helt, jeg kan sætte fingeren på. Men hendes film får mig til at opleve forholdet mellem mennesket og vores omverden på en subtilt anderledes måde. Og det er ikke ret mange instruktører, der konsekvent får mig til at tænke lidt anderledes over verden.
Med andre ord er Robin Petré ikke bare en af de mest spændende yngre dokumentarister. Jeg regner hende sammen med folk som Malene Choi, Christina Rosendahl, Frelle Petersen og Jesper Dalgaard som hørende til de mest spændende danske filmskabere for tiden overhovedet.
Filmen vises stadig enkelte gange på CPH:DOX. Klik på titlerne i overskrifterne for at se tidspunkterne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og