Vi skal styrke vores børns karakterdannelse

af i Børn & unge/Debat/Liv & Mennesker

KOMMENTAR // BØRNEOPDRAGELSE – Ved at give børn ansvar og lære dem, at deres rolle i fællesskabet er mindst lige så vigtig som mors og fars, opdrager man aktive medspillere med sociale kompetencer og et selvbillede, der er helt anderledes, end hvis de ikke får mulighed for at spejle sig i den fortælling om dem selv og deres rolle, skriver forfatter og psykolog Cille Rosentoft. Hun nåede frem til den erkendelse på en to år lang sejltur med sin familie, og nu har hun taget opdragelsesfilosofien med hjem fra havet.

Hvis ikke vi lærer vores børn at tage ansvar og være en del af et fællesskab, hvem skal så lære dem det?

I disse år taler vi om nødvendigheden af “robuste børn” – det kræver en vis robusthed at være borger i dette samfund (uanset alder).

Børn kæmper med og imod normering i daginstitutioner, sociale spilleregler, skolekultur og en masse andre ting, som er en del af deres verden og deres arenaer for det levede liv.

Vi går ikke på kompromis med den mentale rejse, som vi har været på med vores unger. Vi bliver ved med at insistere på, at deres hjælp og bidrag til familien er vigtig

Men hvordan opnår børn robusthed, hvis ikke vi anerkender dem for deres rolle i familien, kræver deres deltagelse og viser dem vejen som aktiv medspiller i familiefællesskabet?

I bogen Robuste børn fra 2017 skriver udviklingspsykolog Per Schultz Jørgensen:

“En vigtig pointe, når vi taler om robusthed, er, at børn lærer det og får det ind med modermælken, at de har et ansvar for sig selv og for fællesskabet. Og de lærer, at de kan klare det, og at de på den måde får betydning. Det er det, robustheden vokser af. Men en vigtig forudsætning er også, at opgaverne ikke bare handler om noget, der skal gøres, fordi det nu engang er nødvendigt – det handler også om at yde noget af værdi, som man selv og andre sætter pris på. Derfor er det vigtigt at sætte ord på.”

Børn vokser af ansvar

Vi har været på en to år lang sejltur, som har ændret vores liv på alle tænkelige områder.

Nu, hvor vi er hjemme igen, vælger vi vores kampe. Vi kan ikke leve vores liv, som vi gjorde på 42 fod i varmen med havet som nærmeste nabo, men vi kan vælge de ting, der er vigtigst. Og det gør vi.

Vi går ikke på kompromis med den mentale rejse, som vi har været på med vores unger. Vi bliver ved med at insistere på, at deres hjælp og bidrag til familien er vigtig. For det er vigtigt, at vi alle løfter opgaver efter bedste evne og niveau.

Vores familie fungerer bedre, når alle løfter. Der er mere tid, bedre stemning og overskud til det, som vi alle synes er sjovt

Vi har fået mange kritiske spørgsmål, mange har undret sig og flere har rystet på hovedet. For kan man virkelig overlade ansvaret for båd og familie midt på et stort Atlanterhav til en 15-årig knægt, der i teorien ikke burde have fokus på meget andet end sig selv og sin skærm?

Ja, det kan man, og det skal man lige præcis, fordi den 15-årige knægt godt kan magte det ansvar. Fordi den 15-årige knægt rent faktisk vokser af at have det ansvar, og fordi vores familie var afhængig af, at han klarede den opgave.

Per Schultz Jørgensen vil nok kalde det at styrke hans karakterdannelse, og jeg er meget enig.

Ved at give vores børn ansvar og lære dem, at deres rolle i fællesskabet er mindst lige så vigtig som mors og fars, så opdrager man aktive medspillere med sociale kompetencer og et selvbillede, der er helt anderledes, end hvis de ikke får mulighed for at spejle sig i den fortælling om dem selv og deres rolle.

Samfundet og familien har brug for medspillere

Hvorfor er det så, at ikke alle familier anser børnenes hjælp og deltagelse som en naturlig del af det fællesskab, som en familie jo er?

Det er, fordi det er besværligt i starten.

Det kræver en indsats, det medfører diskussioner, dårlig stemning og sammenstød, som selvfølgelig er irriterende og energikrævende.

Samfundet har brug for medborgere, der er socialt kompetente i forhold til at indgå i fællesskaber. Også de fællesskaber, der engang imellem medfører opgaver, som ikke står øverst på drømmelisten

Og i et travlt liv med arbejde, aflevering og hentning af børn, idrætsaktiviteter, madlavning, vasketøj, indkøb osv., så vil vi jo helst bare gerne have det godt og bevare den gode stemning, når vi endelig er hjemme og endelig er sammen.

Det kan jeg godt forstå, og jeg kan godt huske, hvordan det føles. For sådan et liv levede vi også, inden vi valgte at sælge alt, købe en båd og investere det hele i tid sammen.

Nu tør jeg ikke lade være med at insistere på deltagelse og på børnenes rolle i familien. Det er der forskellige årsager til:

  1. Mine børn ville undre sig og pludselig ikke føle sig gode nok. De vokser af, at der er brug for dem – og hvis der ikke er brug for dem mere, hvor efterlader det så det positive selvbillede, de har? Jeg kan nemt forestille mig, hvordan de ville føle sig overflødige, ligegyldige og ikke vigtige.
  2. Vores familie fungerer bedre, når alle løfter. Der er mere tid, bedre stemning og overskud til det, som vi alle synes er sjovt (og her kan jeg godt afsløre, at ingen af os er specielt vilde med hverken vasketøj eller indkøb).
  3. Samfundet har brug for medborgere, der er socialt kompetente i forhold til at indgå i fællesskaber. Også de fællesskaber, der engang imellem medfører opgaver, som ikke står øverst på drømmelisten.
  4. Samfundet har brug for medspillere, der som en naturlig del af deres “væren i verden” ser sig selv som en aktiv del – og ikke en passiv. Som løfter, når der er behov, og som finder tilfredsstillelse i, at processer fungerer på grund af dem – og ikke uafhængigt af dem.

Belønningen er livsduelige børn

Der er sikkert nogle, der sidder og tænker, at dette er en omgang frelst volapyk, og at jeg da ikke kan udtale mig om noget som helst, når jeg de sidste to år har opholdt mig i et mini-samfund ombord på en båd.

Det der med mini-samfundet ombord på en båd er rigtigt nok.

Men jeg er hjemme nu og har været det i otte måneder. Jeg kan godt se, at der er andre ting, der trækker i mine unger. Der er mange fristelser, der er flere aftaler, mere travlhed og det er et andet liv.

Men… og et “men” er der nemlig også i denne fortælling … man kan godt overføre det til hverdagen herhjemme.

Det kræver noget af os som forældre at acceptere uorden. Men det er et spørgmål om at holde ud og turde gå forrest

Mine børn brokker sig også, de er ikke altid vilde med tanken om at skulle “løfte for fællesskabet” – men de er grundlæggende med på tanken. De har mærket, hvad det vil sige at være en aktiv del af fællesskabet.

De hjælper, når det giver mening for dem – og heldigvis er den kompetence så udviklet nu, at det giver mening, når familien har brug for det.

Det kræver noget af os som forældre at acceptere uorden. Men det er et spørgmål om at holde ud og turde gå forrest.

Vi må holde ud, at vasketøjet blandes i en stor bunke og vaskes på 40 grader uanset materiale, at knive, gafler og kopper bytter plads engang imellem og at menuen ikke altid er så avanceret, som hvis det var mor og far, der stod for den.

Til gengæld får vi livsduelige børn, som kan mærke deres rolle og plads i verden. Det vil jeg godt bytte for lidt uorden i hjemmet.

Nogle gange kræver det, at man får det hele lidt på afstand for at kunne se det nære.

Topillustration: Pixabay

Cille Bindslev Rosentoft er Cand.mag i psykologi, forfatter, foredragsholder og eventyrer.

Cille er lige kommet hjem fra to år på havet. Hun har sejlet med sin familie på 42 fod i Caribien og Sydamerika, født sit fjerde barn på en lille caribisk ø og sejlet med hele familien hjem over Atlanterhavet igen.

Det er der kommet en bog ud af. "Tiden tæller" fra Forlaget Frydenlund udkom i februar 2019 og handler om en ny erkendelse af og nye perspektiver på tiden, hverdagslivet, familielivet og livet generelt.

Det er også primært det Cille skriver om her på POV.

Cille er uddannet cand.mag i psykologi og kultur- og sprogmødestudier og har tidligere undervist. Nu holder hun foredrag om turen, at at turde tage chancer og om at gøre sig umage.

Seneste artikler om Børn & unge