ANALYSE // USA – Frontlinjerne er trukket hårdt op i amerikansk politik. Regeringsapparatet er fortsat lukket ned, og den aktuelle situation er blot første fase i en ny fastlåst situation og peger frem mod præsidentvalget 2020, hvor Demokraterne håber at sende Trump ud af Det Hvide Hus. Senator Elizabeth Warren og tidligere boligminister Julian Castro har meldt sig som kandidater, men mange flere er på vej. Det store spørgsmål er naturligvis, om en af dem kan vinde over den siddende præsident. Programdirektør Jonas Parello-Plesner, der lige er vendt hjem efter 5 års arbejde i Washington D.C., fortæller om de tre hovedfløje i det demokratiske parti.
Midtvejsvalget er overstået i USA men det har langt fra ført til nogen form for afklaring af den politiske situation. Umiddelbart ser det ud til, at Demokraterne har vind i sejlene. De gik frem ved valget og genvandt magten i Repræsentanternes Hus, men dog ikke i Senatet.
Demokraternes udfordring er imidlertid, at den fælles modstand og forargelse over Trumps gerninger og udsagn på Twitter, nok har samlet tropperne på overfladen og tilført den aktivistiske base en enorm energi, men at fællesskabet dækker over intern splittelse i partiet.
Det Demokratiske Parti har indtil nu ikke gennemført en tilbundsgående obduktionsrapport af 2016-valget. Hvilke læresætninger kan man uddrage af, at demokraternes politisk erfarne spidskandidat, Clinton, tabte mod den politiske uerfarne og brovtende Trump?
En progressiv venstrefløj i offensiven
Der er flere fløje i det Demokratiske Parti med hver deres læsning af nederlaget, og det kommer også til at afspejle sig i de forskellige kandidater, der melder sig på banen til præsidentvalget.
Sanders-fløjen føler sig snydt i det interne demokratiske magtspil i valgkampen 2016. Den bøjede sig internt for at stå bag den fælles kandidat i 2016: Hillary Clinton, fordi den dominerende fortælling var, at kun en stærk demokratisk midtsøgende kandidat kunne vinde
Der er den progressive venstrefløj med Bernie Sanders og med nye kongresmedlemmer, som Alexandria Ocasio-Cortez som dansede ind på sit kontor i Kongressen:
https://twitter.com/AOC/status/1081234130841600000
Ocasio-Cortez har allerede foreslået en ny ‘Green New Deal’, der skal finansieres med op til 70 procent topskat.
Sanders-fløjen føler sig snydt i det interne demokratiske magtspil i valgkampen 2016. Den bøjede sig internt for at stå bag den fælles kandidat i 2016: Hillary Clinton, fordi den dominerende fortælling var, at kun en stærk demokratisk midtsøgende kandidat kunne vinde.
I stedet vandt en anderledes og på sin egen vis yderligtgående kandidat i Trump. ‘Vi blev snydt: en progressiv venstreorienteret som Sanders kunne godt have vundet i 2016 mod Trump’, tænkes der i denne lejr. Det er derfor muligt,at Sanders melder sig på banen igen – også selvom at han vil være en moden herre på 78 år i 2020; men andre kandidater som senator Elizabeth Warren, der nu har meldt sig som kandidat – se portrættet af hende fra sidste uge i POV – passer også ind på denne fløj, som man f.eks. kan se fra denne debatartikel fra New York Times, der gennemgår en del af Warrens arbejdsmarkedspolitik:
American workers have helped create record corporate profits – but their wages have stayed flat for decades as companies reward CEOs and wealthy shareholders instead. My Accountable Capitalism Act would give workers a real voice in corporate decisions. https://t.co/VcevSveeHe
— Elizabeth Warren (@SenWarren) January 8, 2019
Ny Obama efterlyses
Heroverfor står en anden fløj i partiet, som ræsonnerer, at demokraterne har brug for, hvad man populært kan kalde ‘en ny Obama’.
I det perspektiv var problemet i 2016 med Clinton, at hun ikke fik minoritetsvælgerne op af sofaerne og til stemmeboksene. Hvis blot minoritetsvælgerne møder op i 2020, ser det hele lysere ud for at genvinde præsidentposten.
I det perspektiv vil en Julian Castro, som lige har meldt sit kandidatur være perfekt, som han selv uddyber her:
Julián Castro: "I see myself as the antidote to Trump. My story is an immigrant story. It's a testament to what immigrants have contributed to this country." https://t.co/eHhqD5Tqy2 pic.twitter.com/sjbNpZxjAZ
— The Hill (@thehill) January 13, 2019
Castro har mexicanske rødder og er udover at have været en del af Obama-administrationen også tidligere borgmester for byen San Antonio.
En anden mulighed er texaneren og tidligere kongresmedlem Beto o’Rourke, som var tæt på at fravriste Ted Cruz senatsposten ved midtvejsvalget – se portrættet af Beto O’Rourke i POV her.
O’Rourke skaber kanonenergi på sociale medier, hvor alt deles fra skateboard-ture til Betos besøg hos tandlægen. I denne kategori falder også den velanskrevne senator Kamala Harris fra Californien.
Der er med andre ord en vis trængsel om at blive den nye Obama
Eller kongresmedlemmet fra Hawaii, Tulsi Gabbard, med sin asiatiske baggrund, der lige har meldt sin ankomst i 2020-racet, og er en særegen blanding af venstreorienteret (støttede Sanders internt i DNC) men selv Irak-krigsveteran, der har mødtes med Assad – og omtalt ham positivt – i løbet af Syrienskrigen. Gabbard slås imidlertid allerede nu i pressen med udtalelser om homoseksuelle fra starten af årtusindet, hvor hun arbejdede for sin fars PAC, Alliance for Traditional Marriage, en organisation, der arbejder for en traditionel opfattelse af ægteskabet som en eksklusiv forbindelse mellem mænd og kvinder. Udtalelser, der opfattes som homofobiske og stødende, er svært at overkomme i et parti, hvor behandlingen af minoriteter fylder meget.
En sidste figur, der passer ind i den del af partiet, er tidligere borgmester Cory Booker fra New Jersey:
The #TrumpShutdown is now officially the longest government shutdown in US history. The longer this continues, the more American lives will be hurt. McConnell must bring bipartisan legislation that already passed the House to the Senate floor for a vote to reopen the government. pic.twitter.com/2LwxlcHlVd
— Sen. Cory Booker (@SenBooker) January 12, 2019
Der er med andre ord en vis trængsel om at blive den nye Obama.
Kampen om den hvide middelklasse
Endelig er der de demokrater, som understreger at det må handle om at generobre de tabte hvide middelklassestemmer i Midtvestens rustbælte.
Det gælder om at genvinde stater som Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, som Trump vandt med små marginer, og som er nødvendige brikker for at samle de magiske 270 stemmer i valgkollegiet, der udløser en billet til Det Hvide Hus.
Det amerikanske valgkollegium favoriserer stater under præsidentvalget, og derfor kan en kandidat som Hillary Clinton godt modtage flere personlige stemmer og alligevel tabe valget. Tre millioner ekstra stemmer i Californien eller New York har fx ingen betydning, fordi de stater under alle omstændigheder altid går til demokraterne, og så er det ligegyldigt om de vinder staten med 1 eller 3 millioner i overskud.
Derfor gælder det om at genvinde stater som Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, som Trump vandt med små marginer, og som er nødvendige brikker for at samle de magiske 270 stemmer i valgkollegiet, der udløser en billet til Det Hvide Hus.
I denne kategori passer Obamas tidligere vicepræsident Joe Biden perfekt.
Som Sanders er Biden en moden herre, men den gamle arbejderklassedreng fra Stranton i Pennsylvania personificer ’the average Joe’ og forstår at tale til den gruppe, som forlod det demokratiske parti til fordel for Trumps ’køb-amerikansk’ og handelsprotektionisme.
Bidens såkaldte PAC (political action committee), der har navnet “American Possibilities” er klar og opfordrer alle til at støtte ham frem mod valget – selvom han ikke officielt har meddelt sit kandidatur endnu.
Andre mulige kandidater i denne kategori kunne være den fornuftige og jordbundne senator Amy Klobuchar fra Minnesota eller Ohios Senator Sherrod Brown.
Ideelt set skal en kandidat appellere bredt til alle tre strømninger, og det bliver svært
Det er lidt groft skitseret de tre fløje.
Et samlet kandidatur, der skal skræve bredt
Ideelt set skal en kandidat appellere bredt til alle tre strømninger, og det bliver svært.
Det gælder om at blive set af minoriteter som en ny Obama, om at lokke de skuffede hvide industriarbejdere tilbage og om at appellere tilstrækkeligt til de unge millenials på venstrefløjen, der vil lave USA om til et skandinavisk velfærdssamfund med fri sundhedsforsikring, universiteter og høj skat – og som også er meget optaget af identitetspolitiske budskaber om især beskyttelse af minoriteter og forbud mod ‘hadtale’, der ofte støder sammen med USA’s solide traditioner for en særdeles vidtrækkende ytringsfrihed.
Der er selvfølgelig muligheder i interessante kombinationer med vicepræsidentposten til at favne bredere. Tænk for eksempel Biden/Harris, Warren/Beto. Under alle omstændigheder bliver derfor en lang og hård demokratisk primærvalgkamp med et meget åbent og forventeligt uset stort felt.
Et sådant stort antal kandidater og en langtrukken demokratisk primærvalgkamp er til gengæld også lige til højre Twitter-tommelfinger for Trump.
De demokratiske kandidaters mulighed for at uddybe deres politik til det amerikanske folk vil gang på gang risikere at blive overdøvet af Trumps smædeord. Så længe medierne vurderer en siddende præsidents udtalelser og tweets til entydigt at befinde sig inden for nyhedskriteriet, sikrer han – og ukvemsordene- sig mediepladsen
Han kan sidde og finde på nye øgenavne til hver enkelt af de demokratiske kandidater og skyde dem ned som lerduer, ligesom han gjorde det med republikanske modkandidater i 2016 fra lyin’ Ted’(Cruz) til low-energy Jeb (Bush).
De demokratiske kandidaters mulighed for at uddybe deres politik til det amerikanske folk vil gang på gang risikere at blive overdøvet af Trumps smædeord. Så længe medierne vurderer en siddende præsidents udtalelser og tweets til entydigt at befinde sig inden for nyhedskriteriet, sikrer han – og ukvemsordene- sig mediepladsen.
Som Trump allerede har udtalt om Warren, at hun bliver very easy at slå. Warren har Trump allerede tildelt øgenavnet Pocahontas, fordi hun skulle have amerikansk-indianske aner.
Så venter der øgenavne til Beto, Castro, Booker, Harris, Gabbard, Biden, Sanders m.fl. Vi er i gang med Trump sæson to, hvor det kan forventes at blive som en episode af the Apprentice, hvor Trump vil fornøje sig over at være med til at stemme demokratiske kandidater ud.
Der er fortsat lang vej for demokraterne og en spidskandidat, der kan samle partiet, til at vælte Trump i 2020.
Jonas Parello-Plesner er programdirektør i Alliance of Democracies Foundation, København og tilknyttet tænketanken Hudson Instituttet, Washington DC som non-resident Senior Fellow
Topillustration: Kollage af officielle billeder af kandidaterne bl.a. fra iowastartingline.com/2020-watch
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
