USA // ANALYSE – Er det demokratiske parti blevet overtaget af sin yderste venstrefløj, de såkaldte demokratiske socialister, spørger USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen. Det mener mange, men tirsdagens primærvalg fældede ingen entydig dom over, hvor det partiet er på vej hen inden midtvejsvalget til november. Det er sandt, at unge demokrater har en forkærlighed for partiets venstrefløj, men følelsen af ikke at have nok indflydelse har bredt sig blandt de unge, og går i en vis grad på tværs af det ideologiske spektrum. Og de moderate kandidater vinder også deres primærvalg, så dommen over partiets linje kan ikke afsiges nu.
Endnu en uge med primærvalg op til novembers midtvejsvalg er overstået i USA, men modsat, hvad store dele af pressen og endnu flere kommentatorer p.t. ynder at påstå, er det ikke muligt at konstatere hverken, at Demokraterne er på vej ud i århundredets venstresving med de demokratiske socialister i førersædet, eller at Trump bestemmer alting hos Republikanerne.
Tværtimod endte det mest iøjnefaldende demokratiske opgør med en regulær overraskelse i svingstaten Wisconsin. Her besejrede David Crowley, Milwaukee County Executive og moderat demokrat på et hængende hår – og med en sen opbakning fra den afgående guvernør Tony Evers, hvilket sandsynligvis gjorde udslaget – den demokratiske socialist og delstatsrepræsentant Francesca Hong, selvom Hong førte stort i samtlige meningsmålinger.
Seks år gamle opslag på sociale medier, især et hvor hun foreslog at nedlægge Thanksgiving, Amerikas mest elskede højtid, der spænder over alle religioner, som et ”levn fra kolonitiden” samt et forslag om at nedlægge politiet (defund the police), dukkede op igen og igen
Meningsmålingernes kollaps var så bemærkelsesværdig, at den landskendte republikanske pollster (‘meningsmåler’, red.) med et glimt i øjet, må man gå ud fra, gik ud på X og opfordrede til et “totalforbud mod meningsmålinger af primærvalg i svingstaterne i Midtvesten, indtil vi finder ud af, hvad pokker der foregår”. Hvis man betragter forskellen mellem samtlige målinger og det faktiske resultat, giver hans reaktion fint mening:
Det er dog altid en betydelig udfordring at måle tilslutning i primærvalg, og især i stater som Wisconsin og Michigan, der har såkaldt open primaries, hvilket betyder, at også ikke-registrerede demokrater kan stemme i demokraternes primærvalg; du kan også stemme, selvom du er registreret som republikansk vælger (i USA skal man registrere sig som enten demokrat, republikaner eller uafhængig, før man kan stemme. Det er dog en formsag – den faktiske stemmeafgivning er hemmelig og fortrolig, red.).
Opløbet var tæt. Og Associated Press, der normalt ses som the Gold Standard, hvad angår mediernes meddelelser om valgsejre, var ude omkring midnat østkysttid og erklære Hong for vinder. Nogle timer senere vendte tallene imidlertid, og omend resultatet stadig er uofficielt og først bliver certificeret om nogle uger, er resultatet med sejren til Crowley sikkert, om end det kun blev afgjort af nogle få tusinde stemmer, lige under ét procentpoint.
Analytikere hos den lokale avis Milwaukee Journal Sentinel påpegede, at resultatet er “Wisconsins tætteste guvernørprimærvalg i over 80 år”, og det er sandt, ikke siden 1942 har resultatet været mere tæt, og det skyldes først og fremmest en historisk høj demokratisk valgdeltagelse.
Crowleys sejr giver de mere mainstreamorienterede demokrater deres første store sejr i de seneste uger, efter at flere af deres foretrukne kandidater har tabt i højprofilerede opgør som det demokratiske senatsprimærvalg i Michigan i sidste uge
At Hong ikke endte som Wisconsins første kvindelige og første asiatisk-amerikanske guvernør var i øvrigt nok først og fremmest selvforskyldt. Seks år gamle opslag på sociale medier, især et hvor hun foreslog at nedlægge Thanksgiving, Amerikas mest elskede højtid, der spænder over alle religioner, som et ”levn fra kolonitiden” samt et forslag om at nedlægge politiet (defund the police), dukkede op igen og igen, og hun formåede ikke at lægge kontroversen død, selvom hun i et anspændt CNN-interview med Kaitlan Collins og senere over for lokale medier kaldte opslagene for “jokes”.
Hendes tilknytning til Democratic Socialists of America gjorde ikke sagen bedre i den politisk ”lilla svingstat”. Hun har bekræftet, at hun betaler kontingent til DSA’s Madison-afdeling og har gjort det siden 2020, men hun afviser at være godkendt af DSA’s landsorganisation eller at stå bag hele organisationens platform (NBC News).
Sejrherren, David Crowley, skal nu møde det Trump-støttede kongresmedlem Tom Tiffany i novembers midtvejsvalg.
Crowleys sejr giver de mere mainstreamorienterede demokrater deres første store sejr i de seneste uger, efter at flere af deres foretrukne kandidater har tabt i højprofilerede opgør som det demokratiske senatsprimærvalg i Michigan i sidste uge. New York Times peger i sin opsamling af primærvalgene på, at det er anden uge i træk, hvor en demokratisk socialist ikke vandt med den margin, meningsmålingerne havde forudsagt.
I Minnesota rullede den progressive bølge videre
I Minnesota vandt partiets venstrefløj til gengæld. Den progressive viceguvernør Peggy Flanagan besejrede det moderate kongresmedlem Angie Craig. Marginen var overbevisende, med omkring 60 procent for Flanagan mod 40 procent til Craig.
Opgøret var en ren stedfortræderkrig mellem partiets velkendte fløje. Flanagan sikrede sig Democratic-Farmer-Labor-partiets officielle anbefaling ved delstatskonventet i Rochester i slutningen af maj og havde støtte fra de progressive senatorer Bernie Sanders og Elizabeth Warren, mens Craig havde mindretalslederen i Repræsentanternes Hus, Hakeem Jeffries, og den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi på sin side.
I sin sejrstale i Minneapolis slog Flanagan fast: “I flere måneder har jeg sagt jer, at denne kampagne handlede om de mange mod pengene. Og gæt hvad? De mange vandt lige nu.”
Hun lovede at rip ICE apart, bekæmpe de store virksomheders indflydelse i amerikansk politik og gå i clinch med præsident Trump fra dag ét. Bernie Sanders fulgte op på X med en kampklar reaktion: “Peggy blev outspent 7 mod 1 af milliardærernes super-PAC’er og hun VANDT. Det amerikanske folk er trætte af establishment-politik. De vil have ægte forandring”, lød det. I en senere tale roste han vælgernes kampvilje:
Flanagan går ind for at nedlægge den føderale immigrationsmyndighed ICE, hvilket har solid opbakning i demokraternes base i staten efter forårets hårdhændede indsats, der kostede to amerikanske statsborgere livet.
Hun går også ind for at indføre Medicare for All (gratis sundhedssikring til alle amerikanere, der ønsker en offentlig sygesikring; resten kan beholde en privat forsikring, hvis de ønsker det. Craig advarede under valgkampen om, at Flanagans positioner er risikable og kan gøre hende sårbar i svingstatens politisk blandede vælgerskare til efteråret, men både han og partiet vil nu loyalt bakke hende op.
Hun skal møde republikaneren Michele Tafoya, en tidligere NFL-reporter, i kampen om det sæde, den afgående senator Tina Smith efterlader. Smith anbefalede i øvrigt også Flanagan.
Dette er et politisk jordskælv i Connecticut. Men målet er at ryste tingene op i Washington D.C., og vi er kun lige startet – Luke Bronin, vinder af det demokratiske primærvalg i Connecticuts 1. valgdistrikt
Venstrefløjen vandt dog ikke hele staten. I kampen om, hvem der skal repræsentere demokraterne som partiets bud på Minnesotas næste guvernør, løb centristen, senator Amy Klobuchar, med sejren med omkring 89 procent af stemmerne i kapløbet om at erstatte den afgående demokratiske guvernør Tim Walz.
Et generationsbestemt signal
Et andet klart resultat kunne man se i staten Connecticuts 1. valgkreds. Her tabte John Larson, der har repræsenteret distriktet siden 1998, det demokratiske primærvalg til den tidligere borgmester i Hartford, Luke Bronin.
Men her var spørgsmålet om alder i centrum. For Bronin fremstillede ikke sin kampagne som en kamp mellem venstre og centrum, men som et krav om et generationsskifte:
“Dette er et politisk jordskælv i Connecticut. Men målet er at ryste tingene op i Washington D.C., og vi er kun lige startet,” sagde Bronin til sine tilhængere ved sin sejrsfest. Og “jordskælv” er ikke en overdrivelse. Se en bid her:
Aldersspørgsmålet var ventet. Larson, der blev 78 år i juli, ville fylde 80 i løbet af en ny embedsperiode, og han var blevet politisk sårbar på en måde, der intet har at gøre med statens størrelse, men alt at gøre med tidens gang. Det var hans første primærvalgsudfordring, siden han blev valgt første gang i 1998.
At de unge demokrater har fået nok af ikke at have indflydelse, er en følelse, der har bredt sig i partiet og den går til en vis grad på tværs af det ideologiske spektrum. De unge har en forkærlighed for partiets venstrefløj, men det er ikke alle, som befinder sig der.
Til gengæld er lang tid i embedet bestemt ikke længere nødvendigvis en kvalifikation, men snarere en byrde. Og især når spørgsmålet i de unge vælgeres hoveder handler om, hvem der mest effektivt kan tage kampen op mod Trump i de næste to år frem til præsidentvalget i 2028, hvor modstanderen godt nok ikke bliver den siddende præsident men hans arvtager, og således trumpismen som bevægelse.
De moderate vandt nemt i Connecticut
Endelig leverede Connecticut også et modstykke til fortællingen om de demokratiske socialisters sejrsmarch. Guvernør Ned Lamont besejrede den venstreorienterede udfordrer Josh Elliott. Her var det demokraternes loyalitet over for en moderat siddende guvernør, som stod sin prøve. Guvernøren stod i spidsen for staten gennem corona-pandemien og har også præsideret over en hidtil uset stribe af budgetoverskud.
Abdul El-Sayed Michigans nervepirrende demokratiske senatsprimærvalg … etablerede et brohoved i Midtvesten for en progressiv venstrefløj i fremmarch
Lamonts kampagne har hele tiden slået på nødvendigheden af det demokratiske parti som ”a big tent” som et svar til partiets purister på venstrefløjen: “En masse andre partier rundt om i landet skrumper,” sagde Lamont. “Vi har et stort telt, og vi udvider det gerne; liberale, progressive, moderate, små virksomheder, fagbevægelse, uafhængige, endda nogle få retsindede republikanere, fordi vi har én ting for øje: overkommelighed og muligheder for alle mennesker i staten Connecticut.”
Tirsdagens blandede dom lander på baggrund af en stribe oprørssejre, der på det seneste har givet partiets progressive fløj ikke bare vind i sejlene men også givet næring til den tro, at de var ved at overtage kontrollen med partiet.
Blot en uge tidligere, den 4. august, vandt Abdul El-Sayed Michigans nervepirrende demokratiske senatsprimærvalg med 48,5 procent mod kongresmedlem Haley Stevens’ 47,5 procent, også en smal margin på under 15.000 stemmer ud af over 1,5 millioner afgivne og etablerede hermed et brohoved i Midtvesten for en progressiv venstrefløj i fremmarch.
Partiets progressive fløj tolkede Michigan-resultatet – sammen med nylige sejre i New York, Colorado og Washington D.C. – som et klart bevis på en bevægelse på toppen. Hvor Wisconsin skulle have været den næste dominobrik. Men den faldt så bare ikke.
Trump dominerer fortsat sit parti men ikke 100 procent
I de republikanske primærvalgsopgør er fortællingen noget mere ensidig til fordel for præsidenten men dog ikke 100 procent entydig. I South Carolinas særvalg om at besætte den afdøde senator Lindsey Grahams sæde blev den udpegede senator Darline Graham, Lindsey Grahams søster, tvunget ud i en republikansk primærvalgsomvalgskamp mod kongresmedlem Ralph Norman, hvilket giver mulighed for, at statens republikanske vælgere kan ende med at afvise en kandidat, som har Trumps “fuldstændige og totale anbefaling”.
Men Trumps uforbeholdne støtte var ikke nok til at rydde bordet. Kravet er absolut flertal, altså over 50 procent, og i et tætpakket felt på ti kandidater endte Graham med 33,1 procent og Norman på 23,6 procent, hvilket sender dem begge videre til et omvalg den 25. august.
I Republikanernes guvernørprimærvalg i Minnesota led Donald Trumps kandidat og nære allierede Mike Lindell et klart nederlag. Lindell, grundlæggeren af MyPillow og en af de mest prominente fortalere for de grundløse påstande om valgsvindel ved præsidentvalget i 2020, fik 32,47 procent. Vinderen blev Lisa Demuth, formand for Minnesotas Repræsentanternes Hus, som fik 43,44 procent. Demuth slog dermed Lindell med knap 45.400 stemmer, hvilket var næsten 11 procentpoint.
I Minnesotas guvernørprimærvalg vandt Trumps kandidat og nære allierede, Mike Lindell ikke. Lindell er tidligere CEO for kæden MyPillow, og er en velkendt og kontroversiel election denier tilbage fra 2020. Han tabte til Lisa Demuth, der er forkvinde for Repræsentanternes Hus i Minnesota. Hun fik 44 procent af stemmerne, mens Lindell fik 32 procent.
Trump kan trække langt de fleste republikanere over målstregen primærvalgene, men trods alt ikke en, der har kvajet sig så iøjnefaldende som Lindell.
Demokraternes kurs er langt fra fastlagt
Men selvom der ikke er ét entydigt mønster at uddrage efter den seneste runde primærvalg, er der nogle klare tendenser: den vigtigste er, at den demokratiske valgdeltagelse p.t. ligger historisk højt. Partiets base er fired up and ready to go – for nu at genbruge Obamas gamle slogan.
Og det betyder virkelig meget for alle valg i USA, hvor begge de to partiers største modstander oftest er sofaen. Valgdeltagelsen var ikke kun tårnhøj i Minnesota, hvor en fjerdedel af alle registrerede vælgere mødte op, men også i Wisconsin.
Mediet Semafor skriver i sin analyse af primærvalget, at den demokratiske deltagelse “sprængte rekorder” på tværs af staterne men ikke altid til gavn for venstrefløjen, fordi de mere midtsøgende vælgere også er stærkt motiveret til at møde op. Det er med andre ord først og fremmest den massive utilfredshed med præsident Trump og med status quo, der driver valgdeltagelsen, ikke et entydigt ønske om et opgør med egen partiledelse. Men som Semafor skriver “Where electability isn’t top of mind, progressives win”.
Ved amerikanske midtvejsvalg er det reglen med meget få undtagelser, at det parti, som sidder på Det Hvide Hus, taber mindst ét kammer. Det skete begge gange for præsident Obama og også for Trump i dennes første præsidentperiode
At det ser sort ud for præsidentens parti er imidlertid ikke særegent for dette midtvejsvalg – uanset at både Iran-krig og stigende priser nævnes igen og igen som hovedårsagen til Trumps elendige meningsmålinger.
Ved amerikanske midtvejsvalg er det reglen med meget få undtagelser, at det parti, som sidder på Det Hvide Hus, taber mindst ét kammer. Det skete begge gange for præsident Obama og også for Trump i dennes første præsidentperiode. Hvis Republikanerne skulle tabe begge kamre, vil det dog være et historisk nederlag, der i givet fald vil handle om en særlig vrede over præsidentens og republikanernes politikker.
Er der en konklusion? Ikke rigtig. Den progressive bølge, der skyllede hen over Michigan, tog sig en pause i Wisconsin men bragte Flanagan til en overbevisende sejr i Minnesota. De moderate demokrater har vist, at de stadig kan vinde i stater, hvor deres valgbarhed er solid, men bølgen af utilfredshed fra de demokratiske socialister og deres allierede findes og lever i bedste velgående især i storbyerne; og det samme gør ønsket om at lade en ny generation komme til fadet.
Det demokratiske parti er hermed hverken blevet afgørende ”mere venstreorienteret” eller låst fast i hænderne på the establishment – endnu. Linjen er reelt fortsat til forhandling.
Følg med i amerikansk politik frem til midtvejsvalget. Læs Annegrethe Rasmussen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og