Svigter medierne i forhold til den globale opvarmning?

i Bæredygtighed/Politik & Samfund/Viden & Bæredygtighed af

KLIMADEBAT – Mit svar på ovenstående spørgsmål er desværre et rimelig entydigt ja. Og derved lader medierne til at have glemt selve det journalistiske fundament: Faktaformidling og kampen mod uretfærdighed og magtmisbrug, skriver Magnus Haslebo.

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole fik jeg og alle de andre banket især to ting ind i hovedet: At journalistik (1) finder sin ammunition i den virkelige virkeligheds faktaafdeling, som det hedder i en lærebog, og (2) at dens rolle er at tale magten lodret imod, hvor denne agerer uretfærdigt og magtfuldkomment. At være de stemmeløses stemme.

Vi finder næppe noget, der er mere faktuelt ubestrideligt, end at den globale opvarmning finder sted, og at konsekvenserne af fortsat handlingslammelse allerede er store og kun vil blive værre.

Medierne har en stor forpligtelse til at belyse magtmisbrug og uretfærdighed. Den globale opvarmning byder på så store uretfærdigheder og et så fuldkomment magtmisbrug, at selv ikke Europas systematiske slavehandel når dem til sokkeholderne

Derfor er det ikke længere en væsentlig samfundsopgave at bringe artikler, der problematiserer, hvorvidt den globale opvarmning finder sted, og om det er alvorligt. Som det for eksempel skete adskillige gange denne sommer, da flere fik spalteplads og taletid til at hævde, at den globale opvarmning måske ikke er menneskeskabt.

For det første er det et fuldstændig ligegyldigt spørgsmål, hvor stor en andel af den globale opvarmning, der er menneskeskabt. Hvilket Clement Kjærsgaard også tydeliggjorde, da han i Debatten spurgte til relevansen: Hvilken forskel gør det, om det er 60, 80 eller 90 procent, der er menneskeskabt? Hvilken relevans har det for, hvorvidt og hvad vi skal gøre ved den globale opvarmning? Selvfølgelig ingen.

For det andet strider ethvert synspunkt, der helt eller delvist betvivler den globale opvarmnings eksistens og/eller dens udspring, imod den virkelige virkeligheds faktaafdelings fakta, hvorfor det at give synspunkterne plads svarer til at interviewe den forvirrede, halvfulde landsbytosse om, hvordan verden hænger sammen.

Den slags kan i bedste fald give anledning til et smil på læben, men er det, hvad medierne kan svinge sig op til af ansvarstagen i forhold til den globale opvarmning og dens omfang? Selvfølgelig ikke, og det bør det så absolut heller ikke være.

Vesten har svigtet

Medierne har – endda i egen optik – en stor forpligtelse til at belyse magtmisbrug og uretfærdighed. Den globale opvarmning byder på så store uretfærdigheder og et så fuldkomment magtmisbrug, at selv ikke Europas systematiske slavehandel når dem til sokkeholderne. Shitstorm pending, I know, men hold lige Facebook-raseriet tilbage en uddybnings-tid.

Først lidt om hvorfor den globale opvarmning er Vestens mest massive og langvarige magtmisbrug. Europa og USA står for 2/3 af den totale udledning af drivhusgasser, der indtil videre har fundet sted – og det meste af den er foretaget i en tid, hvor fakta næsten entydigt har understreget de alvorlige konsekvenser heraf.

Vi er Maldivernes undergang. Vi er Bangladesh’ oversvømmelse. Vi er skovbrandene i Californien og Sverige. Vi er Sandy, vi er Katrina. Vi er ekstremvarme, vi er ekstremtørke, vi er menneskelig lidelse

Hertil kommer, at Vesten endda fortsat øger sin årlige udledning af CO2. Vi ved bedre, men vi gør det alligevel, fordi vi kan og for egen vindings skyld – og det er vel selve essensen af magtmisbrug? ”Mere til mig, mindre til dig, fordi…. jeg kan”.

Og systematisk er det også. Det skyldes, at Vestens høje udledning i høj grad er drevet af det overforbrug, der er indlejret i snart sagt samtlige af vestens vægtige institutioner. Politiske, kulturelle, kommercielle, individuelle.

Vi er Maldivernes undergang. Vi er Bangladesh’ oversvømmelse. Vi er skovbrandene i Californien og Sverige. Vi er Sandy, vi er Katrina. Vi er ekstremvarme, vi er ekstremtørke, vi er menneskelig lidelse. Og så endda for et overforbrug, som cirka siden 1970’erne hverken har gjort Vestens befolkninger mere lykkelige eller har ført til bedre livsvilkår for alle.

Uretfærdigheden består i, at de, der i første omgang vil betale den højeste pris for Vestens magtmisbrug, ikke befinder sig i Vesten. Det er derimod Maldiverne, Bangladesh, Syrien, Afrika, Sydamerika – nationer og folkefærd, der i mange tilfælde er så langt fra magten, som overhovedet muligt.

Bidragende til denne uretfærdighed er også, at den fortsættes af de mest oplyste nationer, med de mest stabile politiske systemer – ingen kan således undslå sig uretfærdigheden med henvisning til, at de ikke vidste bedre, at de ikke kunne bedre.

Vestens massive ansvar for den globale opvarmning er og vil kun i endnu højere grad fremtidigt vise sig som menneskehedens hidtil største uretfærdighed påtvunget sagesløse mennesker af magtfulde mennesker.

Uretfærdigheden vil blive yderligere forværret af, at Vesten – som det ser ud lige nu – vil undslå sig at tage imod de 250 mio. klimaflygtninge, som frem mod 2050 vil søge ly i mindre berørte områder. Den ultimative ansvarsfralæggelse.

En gammel synd

Men her stopper uretfærdighederne så langt fra. Nok er de befolkningsgrupper, der allerede er og fortsat bliver alvorligst ramt af den globale opvarmnings konsekvenser, fjernt fjernet fra magtens epicentre, men endnu værre forholder det sig for de endnu ufødte. De har end ikke en stemme endnu.

Det fremføres ofte, at de endnu ufødte vil overtage vores problemer, men det forholder sig værre end det. Det gælder nemlig, at det tager tid at opvarme jorden. Den opvarmning, vi allerede oplever, er således baseret på gammel udledning, hvilket vil sige, at vi – selv hvis vi stoppede al udledning af drivhusgasser i morgen – endnu har værre opvarmning til gode.

Skær ned på endeløse artikelserier om burkaer, håndtryk, privatlivspisselort, perifere politiske skænderier, statsministerkandidat-dans og landsbytosserne, så medierne giver plads til at behandle den globale opvarmning proportionalt med dens omfang

Vi skubber altså ikke en uforandret byrde foran os til endnu ufødte børn, nej, de har allerede værre i vente, og vi bygger aktivt til ved ikke at handle, ikke at forandre. Den verden, de endnu ufødte absolut ingen indflydelse har på, vil være præget af markant værre vejrfænomener end dem, vi oplever i dag – selv, hvis vi stopper udledningen nu.

Kritikken bør således ikke lyde af at ville ændre på vores samfund, men rimelig entydigt sendes i retning af dem, der ikke vil ændre samfundet i bæredygtig retning.

Ingen tvivl om, at den globale opvarmnings ubegribelige uretfærdigheder er markant værre end slavehandlens ditto, og dermed heller ingen tvivl om, at den bliver anledning til historiens største undskyldning, som vi sikkert ikke vil give. Eller er her til at give.

Tag ansvar!

I den udstrækning journalistik stadig handler om kampen for fakta samt kampen mod uretfærdighed og mod magtmisbrug, bør det være den altoverskyggende journalistiske fordring at kaste sig markant ind i kampen mod den globale opvarmning.

Skær ned på endeløse artikelserier om burkaer, håndtryk, privatlivspisselort, perifere politiske skænderier, statsministerkandidat-dans og landsbytosserne, så medierne giver plads til at behandle den globale opvarmning proportionalt med dens omfang. At være en stemme for verdens fattige, sagesløse og de endnu stemmeløse. At være en stemme for retfærdighed, tale overmagten lodret imod. At leve op til journalistikkens ansvar, som fagprofessionelle engang selv beskrev det.

Og nej, det er ikke godt nok at behandle den globale opvarmning som en række åbne spørgsmål: Finder den sted? Skal vi gøre noget? Kan vi gøre noget?

Lad mig lige slå fast: Den globale opvarmning er ikke en praktisk udfordring – vi har masser og masser af penge og muligheder. Ja, det er en stor opgave at vende globalopvarmning til -køling, men det kan selvfølgelig lade sig gøre

Det er heller ikke godt nok at anvende de evindelige dommedagsprofetier, der så effektivt indgyder modløshed og handlingslammelse i for mange. Klikkertallene på den slags artikler er sikkert behagelige, hvilket imidlertid blot tjener til at placere medierne i selvsamme kommercielle interessefelt, som de burde være arge modstandere af. Fordi. Retfærdighed.

Og lad mig lige slå fast: Den globale opvarmning er ikke en praktisk udfordring – vi har masser og masser af penge og muligheder. Ja, det er en stor opgave at vende globalopvarmning til -køling, men det kan selvfølgelig lade sig gøre.

Ét er nemlig, hvor stor en effekt det ville have for Vestens udledning, hvis vi alle bare, ganske enkelt, droppede vores overforbrug, noget helt andet er det, hvis de pengestrømme, der lige nu finansierer overforbruget, i stedet blev investeret i for eksempel frikøb af CO2-kvoter, fredning af eksisterende skove, plantning af nye, investeringer i grønne projekter og så videre. Selvfølgelig kan det da lade sig gøre.

Og det er ikke engang særlig svært – vi behøver overhovedet ikke de politiske institutioner, der er sandet til i magtbevaren. Vi, virksomheder, borgere, forbrugere, kan bare gøre det selv.

Mediernes muligheder for øget ansvarstagen i forhold til samtidens og fremtidens afgjort største udfordring, den globale opvarmning, er i den grad enorme

Jeg har nogle ideer til, hvordan medierne kan gribe det an, når den globale opvarmnings mange dimensioner og omfattende omfang tages alvorligt: Informer insisterende om feriealternativer til flyvning, om klimakompensering af flyrejser, om alternativer til kød, om alternativer til fossilbrændselsbiler, om genbrugstøj, om alle de små indsatser, der utvivlsomt og rent matematisk vil gøre en forskel.

Og informer lige så insisterende om alt det, vi i et bæredygtigt samfund vil have vundet. Rent drikkevand, ren luft, god samvittighed, håb for vores børn, deres børn og fjerne forældres muligheder for at give deres børn det samme, som vi selv stræber efter at give vores: Tryghed og tro på fremtiden. Hyld klimaheltene, lav konkurrencer i bæredygtighed, ugens bedst klædte i genbrugstøj, ugens største omlægger, ugens største investering i CO2-kvoter og regnskov, whatever.

Mediernes muligheder for øget ansvarstagen i forhold til samtidens og fremtidens afgjort største udfordring, den globale opvarmning, er – især det nuværende udgangspunkt taget i betragtning – i den grad enorme.

Og så vil en øget ansvarstagen endda betyde, at medierne, at journalistikken lever bedre op til deres forpligtelser, som de selv beskriver dem.


Topillustration: Pixabay

Magnus Harald Haslebo er forfatter, journalist og har derudover en kandidat i politisk kommunikation. MHH begyndte i januar 2015 som pressechef for Alternativet og førte således partiet igennem dets første folketingsvalg og derefter dets første kommunalvalg. Er siden begyndt som selvstændig klima- og kommunikationsrådgiver, hvor hans primære fokus er på kampagne- og offensiv kommunikation, der taler til hjernens umærkelige kognitive processer fremfor den fiktive rationalitet. Skriver og taler desuden en del om globalopvarmningen med og til enhver, der vil lytte. MobilePay: 27208450.

Seneste artikler om Bæredygtighed