USA // ANALYSE – ”Den amerikanske middelklasse falder ikke igennem revner i systemet. Den falder i fælder, der er opsat for den. Men hvis man arbejder hårdt, skal alle have mulighed for at forsørge sig selv og udleve den amerikanske drøm.” Sådan lyder det enkle, socialdemokratiske budskab fra senator Elizabeth Warren, der 31. december 2018 meldte sig som mulig demokratisk præsidentkandidat. Men er USA klar til den kvindelige pendant til Bernie Sanders, eller er det kun den demokratiske, aktivistiske base, som er rykket til venstre? Annegrethe Rasmussen ser på Warrens chancer i 2020.
WASHINGTON D.C. – Så skete det, som den amerikanske venstrefløj både har forventet og i den grad glædet sig til. Dagen før nytår meldte den første, seriøse demokratiske præsidentkandidat sig i kampen om at blive partiets præsidentkandidat og udfordrer til Donald Trump i 2020.
Elizabeth Warren, 69-årig senator fra Massachusetts, er velkendt og elsket i sit parti, på venstrefløjen i det hele tage og i sin hjemstat. Hun var også den demokratiske politiker, der oftest måtte understrege under valget i 2016, at hun ikke dengang havde kurs mod Det Hvide Hus – heller ikke selvom hun havde et slogan, som hed Persist (‘bliv ved’)
Men den kurs har hun nu, og meddelelsen om, at hun har besluttet sig for at nedsætte en såkaldt ”undersøgelseskomite”, der skal se nærmere på den endelige beslutning om at stille op, er ren formalisme.
Stort set alt, Warren står for, kommer fra den klassiske, europæiske centrum-venstre drejebog – den vi ser praktiseret til daglig i Skandinavien
Hun har bestemt sig – hendes forberedende arbejde har været forbilledligt, og hun har allerede aktive og fungerende kampagnekontorer i samtlige amerikanske delstater. Det vender vi tilbage til.
Styrkerne
Warrens største styrke i valgkampen vil uden tvivl være hendes klare venstrepopulistiske standpunkter, som hun helt konsekvent har stået på, siden hun gik ind i politik under Obamas første valgperiode. Dertil kan man lægge hendes solide politiske erfaring fra Senatet og hendes evne til at udtrykke sig klart og enkelt
Hvad angår den socialpolitiske og økonomiske front, vil budskabet være velkendt for et dansk publikum. Stort set alt, Warren står for, kommer fra den klassiske, europæiske centrum-venstre drejebog – den vi ser praktiseret til daglig i Skandinavien (og som bekendt ikke kun, når socialdemokraterne sidder i statsministerierne).
Men samtidig er den styrke også en potentiel svaghed, for som Hillary Clinton en anelse overbærende sagde til den mandlige variant af Warren, Bernie Sanders, under det demokratiske primærvalg før 2016-valget, så er ”USA ikke Danmark”:
Det venstrepopulistiske budskab skal tilpasses den amerikanske tradition og histories kerneværdier … Warren, præsenterer sin vision som en forsvarskamp for den kæmpende middelklasses ret til at udleve den amerikanske drøm
Der er ingen tradition i USA for politisk kollektivisme eller omfattende velfærdsstatslige arrangementer og der er først og fremmest en særdeles stor uvilje i brede segmenter af befolkningen overfor høje skatter.
Derfor skal det venstrepopulistiske budskab tilpasses den amerikanske tradition og histories kerneværdier. Og det bliver det også hos Warren, der altid præsenterer sin vision som en forsvarskamp for den kæmpende middelklasses ret til at udleve den amerikanske drøm.
Præcis den fortælling går klart igennem i hendes første personlige valgvideo, der blev lagt ud på sociale medier i denne uge i forbindelse med meddelelsen om, at hun agter at stille op.
Her fortæller senatoren om sin egen opvækst som en del af en arbejderklassefamilie, hvor hendes far endte som skraldemand efter et hjerteslag. Hendes mor finansierede familien gennem et lavtlønsjob i Sears (den amerikanske variant af det hedengangne Daells Varehus, en kæde af billige stormagasiner der startede som en postordre-virksomhed, og som i øvrigt gik endelig konkurs i 2018 efter at have været USA’s største virksomhed i 2006).
Selv arbejdede hun sig op i systemet, nøjagtig som et blueprint for den amerikanske drøm, fra skolelærer til juraprofessor, senest ved det prestigefyldte universitet, Harvard Law School, hvor hendes speciale er bankruptcy law – altså lovgrundlaget, der regulerer virksomheder, som går fallit.
Korruption har forgiftet det amerikanske demokrati
Hun var, før hun gik ind i politik og blev valgt til Senatet i 2013, en af USA’s mest citerede juridiske akademikere i feltet for commercial law og var herudover også i årevis en velkendt og flittig forkæmper for forbrugeres rettigheder i USA.
Obama udnævnte hende til posten som den første chef for det nyoprettede amerikanske Forbrugerråd – the Consumer Protection Agency – men hun blev aldrig godkendt af Senatet til posten.
Skurkene
Hvor der således ingen tvivl er om, hvem heltene er i Warrens politiske vision, er der heller ikke den mindste slinger i valsen, når det gælder identificeringen af skurkene. Den hårdtarbejdende amerikaner er blevet ofret uden skrupler af grådige og umoralske finansfyrster med aktiv opbakning fra det republikanske parti.
”Korruption har forgiftet det amerikanske demokrati”, som hun siger i sin valgvideo. Det ’ægte’ USA er under angreb fra bankerne, finanseliten, kyniske mangemilliardærer samt store dele af sundhedsforsikringsselskaberne og Big Pharma medicinalindustrien, der sammen er ved at ødelægge samfundets byggestene og som samtidig gør det nemmere at udpege syndebukke, især blandt de ikke-hvide amerikanere, hvilket ”agenter for had og opsplitning af samfundet” sørger for, som det lyder lidt vagt.
Warren har ikke tænkt sig at tage diskussionen om indvandring som en del af sin primærvalgkamp, tyder det på. Og det er nok taktisk klogt, om end hun ikke undgår temaet i en valgkamp mod Trump.
Men som de fleste, der er interesseret i amerikansk politik ved, skal man først vinde sin egen base – og hos demokraterne i 2019 er grænsebevogtning og behovet for regulering af indvandring ikke en vote winner. Så den debat må komme senere.
Endelig er der miljøet, en anden vigtig del af enhver demokratisk valgkamp. Klimaforandringerne spiller en enorm rolle hos demokraterne, især for de vælgere, som er under 30, og præsident Trumps beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen om klimaet, er et af de angrebspunkter, som både højre- og venstrefløjen er enige om i partiet.
Her er skurkene de samme. Som hun siger i videoen, hvor hun bunker forsikringsselskaberne sammen med de store olieselskaber:
Politicians look the other way while big insurance companies deny patients life-saving coverage, while big banks rip off consumers and while big oil companies destroy this planet.
Socialdemokratisk
Hendes socialdemokratiske alternativ, som enhver dansk gymnasieelev vil kunne genkende uanset om man har fulgt med i samfundsfag eller ej, er derfor også enkel: realiseringen af den amerikanske drøm, hvor alle, der arbejder hårdt og opfylder deres del af samfundskontrakten, får deres chance eller lod del af et USA, der er fair og giver alle mennesker de muligheder, de fortjener – uanset baggrund, religion eller hudfarve.
Warren har valgkontorer i alle stater og har et helt fænomenalt velforberedt såkaldt ‘ground game’
Se videoen her:
Og så er der kønnet – det kommer man naturligvis ikke udenom. At sprænge det berygtede glasloft, der var Clintons klare mål, står fortsat som et brændende ønske for mange demokratiske vælgere. Men intet tyder på, at Warren har tænkt sig at bruge det våben i primærvalget (om det skal tages i brug mod Trump vides ikke, men i disse #metoo-tider kan det være en fristelse, der er uimodståelig overfor en notorisk chauvinist).
Det kan sagtens være en fordel og alt rigeligt at være en minoritet uden at tale om det
Nylige bitre erfaringer fra nomineringen af Brett Kavanaugh viser imidlertid, at omend der er en enorm vrede og energi bundet i ligestillingskampen og i #metoo i USA og især i de selvudråbt progressive miljøer og i ligestilllingskredse, så er der også en modstand i visse dele af de kredse, hvor Trump hentede mange vælgere. Og nej, det er ikke udelukkende hvide, dårligt uddannede mænd eller yngre mandeaktivister (der nok råber højt, men som numerisk er få).
Ensidig fokusering på kønnet er ikke en entydig valgfordel – uanset at det kan være det i praksis, hvilket også var en af mange grunde til, at Obama ikke førte en “sort” valgkampagne. Det kan sagtens være en fordel og alt rigeligt blot at være en minoritet uden at gøre det til en central del af sin kampagne.
Solidt skyggekrigskabinet
En sidste fordel, som Warren har, er som nævnt i indledningen hendes fantastisk omhyggelige og grundige forberedelse. Washington Post skrev en lang artikel netop om Warrens ”skyggekrigskabinet” i oktober 2018.
Her fremgår det, at hun både har kontorer i alle stater og allerede har indsamlet over 100 millioner dollar (655 mio.kr.). Artiklen er værd at citere fra, fordi den gennemgår hele operationen, der pt. ikke er matchet af nogen anden demokratisk politiker:
Her effort, which goes far beyond the fundraising and endorsement speeches in which prospective presidential candidates typically engage, has encompassed work in all 50 states and close coordination with more than 150 campaigns. The result is a wide-ranging network that includes those running for state treasurer in Nevada, state legislature in Iowa and congressional offices across the country … She has deployed staffers to all four early primary states — two to New Hampshire and one each to Iowa, South Carolina, and Nevada — as well as to traditional powerhouses such as Ohio, Florida, Michigan and Wisconsin.
Og videre:
Warren, who has built a prodigious fundraising network for her Senate campaign, also has raised or donated $7.6 million for other candidates and committees this cycle … she plans to donate an additional $460,000, which appears to place her ahead of most of her potential 2020 rivals except for Michael Bloomberg, who is spending $100 million of his own money on the midterms.
We know every single district,” a Warren aide involved in the effort said. “We’ve researched every district. We’re granularly paying attention to every place on the map.” Warren’s team has offered to send out emails to her list (180 times), given contributions (167 times) or provided policy documents (63 times). She also has met with candidates one-on-one (61 times) and done videos (36 times) and fundraisers (41 times)
Alt i alt og kort sagt: den organisation og det ground game kommer ingen andre demokratiske kandidater i nærheden af (selvom flere af de andre kendte kandidater også er i gang og selvom mange af dem også har en pæn sjat dollar i banken).
Udfordringerne
Så langt så godt.
Hvis man kort skal ridse udfordringerne op (der er trods alt lang tid til 2020, om end der vil melde sig mange flere kandidater inden, sandsynligvis omkring 18-20 stykker. Det demokratiske primærvalg starter først for alvor efter sommerferien i år) ser de sådan ud:
Det demokratiske parti er splittet i vurderingen af, om det er klogt at søge mod venstre eller ej. På den ene side afgøres valgene historisk set på midten, hvilket var hovedargumentet – ved siden af kønnet – for at vælge centristen Hillary Clinton fremfor venstrepopulisten, Bernie Sanders, sidste gang. Det talte også i den grad i Barack Obamas favør, at han ikke tilhørte partiets venstrefløj, og før ham igen var den moderate Bill Clinton også et hit hos vælgerne i 1990’erne.
Og ifølge POV’s kilder i det demokratiske partiapparat – der pt. har Nancy Pelosi som den stærkeste profil – vil ledelsen i hovedbestyrelsen (DNC) foretrække en moderat politiker, der kan appellere til de uafhængige vælgere igen. Pelosi er i øvrigt også selv– trods sin lidet misundelsesværdige position som udskammet venstreradikal bogeyman i mangen en republikansk valgvideo – både pragmatisk, kompromisorienteret og mainstream.
Især er anti-frihandels-linjen (som Warren deler med både Sanders og Trump) upopulær i DNC.
På den anden side tabte Clinton som bekendt og ingen vil kalde Trump for moderat eller centrist. Det kunne tale for en mere utraditionel eller radikal kandidat. Og under alle omstændigheder har 2016-nederlaget og Trumps efterfølgende politikker, tændt et progressivt lejrbål af dimensioner i partiets stærke base.
Dertil kommer, at Trump netop også appellerede til en del af den hvide, underbetalte og pressede amerikanske demokratiske (mandlige) vælger, som partiet har brug for at genvinde. Endelig ynder Warren at kalde sig selv for en “politisk outsider”, og det budskab vandt som bekendt også valget for Trump.
Om end hun er mere folkelig populær end Clinton, er hun langt fra lige så jovial eller varm som eksempelvis Bernie Sanders. Hendes kritikere kalder hende kalkuleret og kølig
På den baggrund er der derfor også mennesker i ledelsen, der mener, at demokraterne bør tage springet og søge mod venstre for at få en klar profil og et lige så klart alternativ til Trump. Og at alternativet skal søges hos de mere populistiske dele af partiet, der udover Warren også stadig tæller Sanders og i en vis udstrækning den evige arbejderklassedreng fra Scranton, Pennsylvania, (moderate) Joe Biden, der dog har alderen mod sig. Han er 76.
Det kan være Warrens store chance. Som Caroline Behringer, tidligere demokratisk partiansat og stifteren af det politiske konsulentfirma, CB Strategies, siger til Financial Times:
“The party is in a different place than it was in 2016. Progressive politics are more accepted. Warren’s message will be carried by a number of candidates”.
En anden svaghed for Warren kan blive hendes personlighed. Om end hun er mere folkelig populær end Clinton, er hun langt fra lige så jovial eller varm som eksempelvis Bernie Sanders eller lige så utvungen i selskab med regular folks som Biden.
Hendes kritikere kalder hende kalkuleret og kølig – ikke spontan eller nem at komme i nærheden af.
Og det var næppe et smart træk at forsøge at bevise, at man har native American rødder ved at tage en DNA-test, når resultatet viser, at man nok har en forfader eller moder, der er indfødt, men at man på den anden side ikke kan vide, om denne levede i 1800-tallet (som Warren havde fået at vide som lillle af sin mor) eller om genetikken går langt længere tilbage. At Trump ved sin evindelige brug af sit øgenavn for Warren – “Pochahontas” – sandsynligvis fik lokket Warren i fælden, tyder ikke på, at hun har den mest årvågne stab – trods det faktum, at der er så mange af dem.
Endelig er der, hvad vi på kort form kan kalde ”alle de andre” progressive. Og om end de ikke er lige så velforberedte eller kendte, som Warren er, mener de fleste amerikanske analytikere, at såvel Kamala Harris – senator fra Californien – som Kirsten Gillibrand fra New York også vil forsøge sig, og de står samme sted politisk som Warren (og Sanders). Læg dertil de mulige moderate: Joe Biden, Beto O’Rourke, senator Cory Booker og senator Amy Klobuchar.
Primærvalget er først lige begyndt, og der er meget lang vej til konventet.
POV er et uafhængig og læserstøttet medie.
Holder du af Annegrethe Rasmussens journalistik og sætter du pris på hendes arbejde som chefredaktør for POV bliver hun vældig glad for et tilskud til sin løn fra læserne på sin egen MobilePay 93 85 05 85
Topillustration: Tim Pierce, Flickr (Elizabeth Warren, 2016).
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
