ANALYSE – De seneste dages krise mellem Holland og Tyrkiet er en mystisk affære med en god portion ingredienser til en større tyrkisk soap opera, som kun de bedste drama queens kan spille med i, skriver Yasmin Abdel-Hak, der har set nærmere på Tyrkiets insisteren på at have ministre til egne valgmøder i EU. Alt tyder på, at mange tunge aktører havde solide politiske interesser i at tilsidesætte de normale politiske spilleregler – såvel den tyrkiske regering op til folkafstemningen som den hollandske, der går til valg i denne uge.
Hvad er det her cirkus for en størrelse?
Hvorfor blev den tyrkiske familieminister, Fatma Betül Sayan Kaya, eskorteret i bil af de hollandske myndigheder til grænsen til Tyskland?
Hvorfor blev den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, nægtet landingstilladelse i Holland?
Hvorfor blev den hollandske ambassade i Ankara afspærret og ambassadøren bedt om ikke at være i Tyrkiet? Og hvorfor trak Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, nazikortet overfor de hollandske myndigheders håndtering af sagen?
Og endelig: hvad har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at gøre midt i denne spegede affære? Det er ikke nemt at finde hoved og hale i denne tragikomiske storpolitiske misere.
Forhistorien
Hele sagen har udgangspunkt i den kommende afstemning i Tyrkiet om en udvidelse af præsidentens beføjelser. Et valg, som vil betyde ikke blot en længere præsidentperiode for Erdogan, men først og fremmest vil sikre en udvidelse af hans magt, der – ifølge kritikere – effektivt vil underminere de demokratiske processer i landet.
Valget er afgørende for Erdogan. Jeg har i tidligere blogposter beskrevet stemningen i Tyrkiet i disse måneder op til valget om en forfatningsændring – herunder brugen af falske nyheder for at få en egen politisk dagsorden igennem.
Der er store ting på spil, ikke blot for Erdogan, men i lige så høj grad for hele landets fremtidige politiske udvikling. Af denne grund er den tyrkiske regering blevet mobiliseret til at rejse rundt til de større tyrkiske befolkningsgrupper i flere af de europæiske lande.
Først og fremmest har den tyrkiske regering haft særligt Tyskland og Holland i kikkerten, fordi de to lande har de største koncentrationer af tyrkiske borgere. Borgere, der vel at mærke har stemmeret til valget i Tyrkiet.
Når to valg kolliderer og alt for meget er symbolpolitik
I sidste uge ville den tyrkiske udenrigsminister tale til det tyrkiske samfund om forfatningsvalget i Holland. De hollandske myndigheder havde på forhånd meddelt, at man ikke ønskede ministerens tilstedeværelse i landet på det tidspunkt, henset til det snarlige hollandske parlamentsvalg.
Umiddelbart kan det være svært at gennemskue dén sammenhæng – mellem et hollandsk valg og en tyrkisk minister på besøg hos en tyrkisk vælgergruppe i Holland. Normalt ville sådan en lille sag mellem to lande ordnes ad diplomatisk vej uden pressens involvering. Den tyrkiske udenrigsminister blev dog afvist af hollandske myndigheder.
Derefter forsøgte den tyrkiske familieminister, der var i Tyskland, at komme til Holland, for at tale for Erdogans politiske synspunkter.
Drama for dramaets skyld
Spørgsmålet er, hvorfor var det så bydende nødvendigt for den tyrkiske familieminister at komme på besøg på lige præcis det tidspunkt? Det hollandske valg bliver afholdt nu på onsdag 15. marts.
Med lidt politisk finesse kunne man fra tyrkisk side fint have ventet med ministerens besøg til efter det hollandske valg. Udfaldet af den tyrkiske afstemning vil næppe afhænge af et ministerbesøg i Rotterdam. Naturligvis ikke. Da ministeren imidlertid insisterede på at overhøre den hollandske regerings ønske om ikke at komme til Rotterdam, indbød hun samtidig pressen op til dans.
Det var ikke uden drama, at ministeren stod udenfor sit lands konsulat – og dermed tyrkisk territorium – og blev nægtet adgang. Det gav endnu mere drama, da hun under store protester blev ført væk i en bil og kørt til den tyske grænse. Og mere drama efterfølgende da flere tusinde demonstranter troppede op foran konsulatet i protest over de hollandske myndigheders håndtering af sagen. Og drama er et belejligt middel til at skabe opmærksomhed i en politisk sag.
Elefanten i glasbutikken
Nuvel, ingen tvivl om, at denne noget prekære affære nok kunne have været håndteret på lidt mere elegant vis fra hollandsk side.
Man kunne eksempelvis have ladet ministeren tage ind på konsulatet, som hun insisterede på. Derefter kunne man have fremsendt en klage til det tyrkiske udenrigsministerium for at have tilsidesat gængs diplomatisk kutyme og samarbejdsånd. Det ville have givet kurrer på tråden mellem de to lande, bevares, og muligvis officielle bebrejdelser og beklagelser, men ikke mere end det. Det ville ikke have givet anledning til nogen diplomatisk krise af de nuværende dimensioner. Og det ville slet ikke have skabt opmærksomhed omkring ministerens tilstedeværelse i Holland.
I stedet valgte man så den lidt tungere ”elefant-i-glas-butik”-fremgangsmåde, der resulterede i en skrigende minister, der under – ganske belejlig – massiv pressedækning blev ført bort i en bil til grænsen til Tyskland. En minister, der velankommet hjemme på tyrkisk jord efterfølgende bekendtgjorde, at hun som minister, som tyrkisk statsborger og som kvinde følte sig krænket og ikke ville tolerere en sådan ulovlig behandling.
Den kyniske analytiker vil ikke benægte, at dette scenarie med tyrkisk optik – trods dramaet – faldt ganske belejligt ud til fordel for både ministeren og den tyrkiske regering
For uden overhovedet at have fået diskuteret den kommende tyrkiske afstemning, fik man vendt opmærksomheden mod netop dette emne. Uden at have diskuteret hverken indhold eller form af den kommende afstemning fik man belejligt anlagt offervinklen på affæren. At trække offerkortet kan nemlig give bonus point i en valgkampagne.
Og den samme kyniske analytiker kan heller ikke benægte den noget belejlige symbolik for den siddende regering i Holland i at smide en tyrkisk, tørklædeklædt, skrigende minister på porten – under behørig pressedækning, forstås. Det kan nemlig også hive et par stemmer fra den højreorienterede Geert Wilders, der ellers sidder ganske godt i sadlen frem til valget på onsdag. Det kolde politiske hjerte vil tænke, at her er med andre ord lidt af en win-win-situation for begge parter, trods – eller på grund af – det øredøvende drama.
Den kyniske analytiker vil ikke benægte, at dette scenarie med tyrkisk optik – trods dramaet – faldt ganske belejligt ud til fordel for både ministeren og den tyrkiske regering. Og den samme kyniske analytiker kan heller ikke benægte den noget belejlige symbolik for den siddende regering i Holland i at smide en tyrkisk, tørklædeklædt, skrigende minister på porten – under behørig pressedækning, forstås. Det kan nemlig også hive et par stemmer fra den højreorienterede Geert Wilders, der ellers sidder ganske godt i sadlen frem til valget på onsdag.
Men det blev ikke ved den højtskrigende borteskorterede minister. Kort tid efter annoncerede deltage i et kampagnemøde til fordel for den kommende afstemning, uanset hvad hollandske myndigheder måtte mene om det. Så han drog afsted i fly til Holland lørdag.
Han havde forud for afrejsen truet med både økonomiske og politiske sanktioner mod Holland, hvis han ikke fik lov at indrejse. Kort efter blev ministeren nægtet landingstilladelse. Da ministeren kom hjem efter den mislykkede mission, blev den hollandske ambassade i Ankara afspærret – angiveligt af sikkerheds hensyn. Samtidig blev Hollands ambassadør bedt om ikke at komme tilbage efter orlov. Og da præsident Erdogan så trak nazikortet blev dramaet kørt en ekstra tak op.
Tyrkisk stædighed – hvad skal det være godt for?
Man må spørge sig selv, hvad denne tyrkiske insisteren på at være i Holland skal være godt for. Det synes ærligt talt lidt mærkeligt med dette stædige ønske om at komme til Holland, når man nu rent faktisk ikke er ønsket. Men den hollandske håndtering af sagen rører ved noget nærmest helligt indenfor diplomatiets spilleregler. Ambassader og konsulater hører pr. definition til det pågældende lands territorium. At nægte et lands statsborgere adgang til dette lands territorium er problematisk.
Det falder med rette sjældent i god jord hos europæiske statsledere at kalde dem henholdsvis nazister og fascister. Det fremmer ikke just samarbejdsviljen. Men det kan omvendt kaste stemmer af sig på hjemmefronten, hvis man som præsident kan overbevise ens vælgere om, at man som nation er omgivet af vrangvillige europæiske lande.
Man fristes til at tro, at den tyrkiske respons er for at understrege en pointe i de gængse diplomatiske regler. At nægte en tyrkisk statsborger – og minister ikke mindst – adgang til tyrkisk territorium er mildest talt en uvant situation. Og den kræver en reaktion. Både i udenrigs- og indenrigspolitisk forstand set med tyrkisk optik. Problemet er bare, at det med rette sjældent falder i god jord hos europæiske statsledere at kalde dem henholdsvis nazister og fascister. Det fremmer ikke just samarbejdsviljen. Men det kan omvendt kaste stemmer af sig på hjemmefronten, hvis man som præsident kan overbevise ens vælgere om, at man som nation er omgivet af vrangvillige europæiske lande.
Omvendt må anføres, at hele det tyrkiske kampagne optog er et noget ukendt fænomen i europæisk sammenhæng. Tyskland havde ugen forinden aflyst et tilsvarende arrangement med den tyrkiske udenrigsminister, dog under henvisning til brandsikkerheds hensyn. Man kan næppe bebrejde hverken Tyskland eller Holland at være noget tvivlende overfor dette tyrkiske kampagne-arrangement.
Omvendt har disse lande heller ikke nær så store befolkningsgrupper bosiddende i udlandet, der kan påvirke resultatet af den kommende afstemning i Tyrkiet. Alene i Tyskland er der såmænd 1,4 millioner stemmeberettigede tyrkere. Det er måske et tal, man som tyrkisk præsident, ikke kan sidde overhørig, hvis man er yderst opsat på at få sit forslag igennem.
Et planlagt besøg i Schweiz for den tyrkiske udenrigsminister er blevet aflyst, officielt på grund af manglende lokaler for kampagnemødet. Et møde i Frankrig blev imidlertid gennemført, og angiveligt uden ballade.
Lars Løkke Rasmussen og dobbeltmoral
Senest har den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, så trådt ind på scenen, og meddelt, at et ellers planlagt besøg af den tyrkiske regeringschef, Binali Yildirim, nu ønskes udskudt under henvisning til den igangværende krise mellem Holland og Tyrkiet. Løkke Rasmussen henviste som begrundelse herfor, at:
“Den tyrkiske karakteristik af de vestlige demokratier og de aktuelle udfald mod Holland vil betyde, at et møde netop nu vil blive udlagt som udtryk for, at Danmark ser mildere på udviklingen i Tyrkiet, hvilket ingenlunde er tilfældet”.
Tjah, jo bevares, det er jo altid vældigt fint at udtrykke bekymring, når demokratiske processer undergraves, og når en demokratisk valgt præsident ønsker nye magtbeføjelser, der i princippet eroderer demokratiet. Men samme bekymring syntes ikke helt at gøre sig gældende, da samme række af EU-nde indgik flygtningeaftalen med Tyrkiet. Det synes med andre ord, at den i øvrigt berettigede bekymring ikke fylder helt så meget hos de europæiske folkevalgte, når et samarbejde med Tyrkiet falder ud til egen fordel.
Scenestøv og teatralske aktører
Når det værste scenestøv har lagt sig de næste par dage; og medierne er gået videre til næste politiske drama, vil man se tilbage på et forløb af teatralske dimensioner med aktører, der hver især lod hånt om diplomatiets spilleregler. Aktører, der i stedet valgte at bruge den europæiske scene for at tjene egne hjemlige interesser. Det kunne være gjort langt mere elegant. Hvis det var det man ville.
Topfoto: By Myrat – Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=15447516
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
