Karen Blixen: I sit forhold til livet skulle man jo være en ”jasiger”

af i Bøger/Danmark/Kultur

LITTERATUR // UDSTILLING – Hvad skulle der til, for at Karen Blixen kunne skabe sit geniale forfatterskab? Hvad skulle der så at sige løbe i hovedstolen, så den blev rig nok til at kaste værkerne af sig? Det var det spørgsmål, jeg søgte svar på, mens jeg skrev plancheteksterne til Karen Blixen Museets nye permanente udstilling, ”Mod, humor og kærlighed – Karen Blixens liv og værk”. Den åbnede i slutningen af januar.

Selv beskriver Karen Blixen flere gange i sit forfatterskab, hvordan det tager talrige generationers perfektionering at frembringe det unikt begavede individ.

I hendes egen livshistorie gør kvinderne sig særligt bemærkede; hendes mor og den øvrige Westenholz-families kvinder var ualmindeligt dannede, intelligente og entreprenante. De styrede ejendomme, jordbesiddelser og formuer, var engagerede i kvindesagen og i socialt arbejde og forholdt sig som unitarer kritisk til den danske folkekirke. I hjemmet blev der diskuteret, læst højt, digtet, fortalt historier, sunget, spillet musik og teater, tegnet, malet og leget. Familien vandrede, sejlede, red, rejste og lærte engelsk og fransk.

Fra hun er ganske ung, vil hun være noget i sig selv, og hun vil opleve det store i livet, ja leve for det store i livet

Ganske tidligt mener moster Bess, at Karen er et enestående, litterært talent og ansporer hende til at skrive. Det er ved moster Bess’ mellemkomst, at Karen Dinesen som 22-årig debuterer i Tilskueren i 1907, og at Karen Blixen får udgivet Seven Gothic Tales i 1932 i New York.

Det store i livet

Det har selvfølgelig også betydning, at såvel Westenholz-familien som faren Wilhelm Dinesens familie var velhavende. En stribe herregårde var på deres hænder, og her tilbragte Karen sine ferier. Sikke et galleri af markante personligheder og skæbner, de opbyder. Medaljebehængte generaler, fremtrædende politikere, succesrige forretningsfolk, dygtige jægere og uforbederlige eventyrere.

Udover at Karen Blixen siden hen indforskriver mange af dem mere eller mindre utilsløret i sine værker, så løber en betragtelig del af den westenholzske familieformue også til: omtrent 100 millioner nutidskroner investerer de i Karen Coffee Co. Ltd., det selskab der køber kaffefarmen i Afrika og ansætter først baron Bror von Blixen-Finecke og siden baronessen selv til at drive farmen i perioden 1913-1931.

Det er primært Karen Blixens mor og morbror, onkel Aage Westenholz, der investerer – og taber – de mange penge i ”et stadigt sugeværk, et bundløst kar”, som han skriver i et brev. De gør det af kærlighed for at hjælpe Karen Blixen med det, der er blevet hendes ”livssag”: at være direktør for en mønsterfarm i Britisk Østafrika (vore dages Kenya) og leve blandt sine elskede natives.

På listen over hovedstolens poster opregnes i reglen også Karen Blixens tab: Faderen, der begår selvmord, den smertefulde skilsmisse fra Bror, som hun selv sammenligner med at miste et barn, søsterens død, den elskede Denys Finch-Hatton, som styrter ned med sin flyver, den afrikanske farm, hendes helbred og de mange døgn i sit liv, hun tilbringer lænket til sengen og plaget af smerter.

Undervejs mundede arbejdet med plancheteksterne ud i en ny, mere fabulerende stil, som adskiller sig fra den museale tradition for det strikt registrerende

Men for mig står hendes livslange stræben efter en livssag som essentiel. Fra hun er ganske ung, vil hun være noget i sig selv, og hun vil opleve det store i livet, ja leve for det store i livet.

Karen Blixens vilje til at gøre sit liv vældigt, i virkeligheden og i fantasien, tårner sig op som et sine qua non. Hun vil ikke nøjes men er glubsk på mennesker, natur og kunst. Og hun kan være hensynsløs i sin insisteren på at fortrylle og kaste glans over livet.

Udstilling om Karen Blixens livtag med tilværelsen

Undervejs mundede arbejdet med plancheteksterne ud i en ny, mere fabulerende stil, som adskiller sig fra den museale tradition for det strikt registrerende. Jeg kunne slet ikke holde fingrene fra alle de fabelagtige historier, der er at fortælle om Karen Blixen og hendes livtag med tilværelsen. Sommeren 1961, året før hun dør, er hun på en seks uger lang ferie i Paris, som hun tilbringer sammen med sin nære ven, skuespiller og instruktør Erling Schrøder. Hun er syg og vejer under 40 kilo.

De begynder dagen med at dele en flaske champagne, og så går det ellers slag i slag med frokost-, kaffe- og middagsselskaber, koncerter, kunstudstillinger, ballet og teater – præcis som hun plejer, og som hun elsker det: ”Jeg kan ikke leve uden fun”. Dog er hendes største ønske, fortæller Erling Schrøder i sin bog Pierrot, at sidde bag på hans Vespa op ad Champs Elysées. Han tør ikke indfri det. Jeg deler gerne drømmen og ser Karen Blixen for mig på den Vespa, lillebitte og tynd som et gespenst men jublende, optændt af følelsen af at leve livet.

Foto fra udstillingen: Danny Gudnitz.

Den nye udstilling er indrettet i forne tiders høloft, et pragtfuldt højloftet rum, hvor museumsarkitekt Martin Christiansen har designet elegante montrer med genstande fra Karen Blixens liv, herunder en af hendes mange gallakjoler. Diskret viser to skærme henholdsvis party-billeder og det sidste tv-interview, hun gav fire måneder før sin død i september 1962.

I en vindueskarm kan man sidde med høretelefoner og lytte til Rungstedlundtalen. Over hanebjælkerne hænger tre farverige og stemningsmættede grafiske værker, som udstillingens grafiker, Mette Secher, har skabt. På balkonen kører en dokumentarfilm af Helle Solvang.

Dertil de 12 plancher. Karen Blixens liv på 12 x 1400 anslag og i henved 40 fotografier, jeg har udvalgt, så de især viser hende i aktion – som brudepige, løvejæger, havemenneske, taler, prismodtager, korrespondent for Politiken i Berlin 1940…

Det er old school, enkelt, graciøst. Og lyst og venligt. Vinduer mod øst åbner ud til Øresund med himmel og hav og horisont og duvende, hvide master på bådene i Rungsted Havn. Gennem vinduerne mod vest ser man parken og lunden og kan måske skimte en ko eller to i vænget. Vi er midt i verden, midt i naturen, midt på Rungstedlund, midt i Karen Blixens liv.

En ledsager i livet

I sin tid blev Karen Blixen så stor, at Vintereventyr i 1942 udkom i 280.000 eksemplarer i USA. Sidste Fortællinger udkom samtidigt på ti sprog og i til sammen en halv million eksemplarer i 1957. Hun var indstillet til Nobelprisen syv gange. Men for mig og sikkert mange andre er hun mere end en stor og genial og verdensberømt forfatter. Hun er en ledsager, og hun har været med mig, lige siden jeg læste hende som ung.

For mig og sikkert mange andre er hun mere end en stor og genial og verdensberømt forfatter. Hun er en ledsager, og hun har været med mig, lige siden jeg læste hende som ung

Især som en undren. For hvad mente hun med, at menneskene er som marionetdukker, og ”det gælder om at kende forfatteren” til dukkespillet? Men nok endnu mere som en portnerske, der holder ikke én men mange porte åbne med sine fortællinger om mennesker, der lever forskellige liv alt efter tid og sted. Vi er marionetdukker, men vi kan spille med i mangfoldige stykker. Vi rummer mange forskellige sider i os, som vi kan udfolde.

Jeg har altid elsket tanken om alle de muligheder for et foranderligt liv, det giver. Og gaver. Hvor vidunderligt har det ikke lige været at træde ind i Karen Blixens liv og værk i et lille års tid og at få lov til at være en del af teamet bag den nye udstilling? Og som Karen Blixen siger i et interview:

”I sit forhold til livet skulle man jo være en ”jasiger”.”


 For ide og koncept for udstillingen ”Mod, humor og kærlighed – Karen Blixens liv og værk” står museumsdirektør Catherine Lefebvre og museumsinspektør Anne Sofie Tiedemann Dal. Kunsthistoriker Louise Estrup har deltaget i kurateringen. 

Professor dr.phil Lasse Horne Kjældgaard har skrevet introduktioner til Karen Blixens syv værker.


Fotos: Karen Blixen Museet.

Pernille Bramming er kommunikationskonsulent, forfatter og foredragsholder. Hun har virksomheden Brammings og løser opgaver for blandt andre DIIS, DAPP, IFAU og HK-Stat. Pernille Bramming har været Mellemøsten-korrespondent for Politiken og var skribent og debatredaktør på Weekendavisen fra 2001-2017. Hun har været tilknyttet Karen Blixen Museet og arbejder på en bog om Karen Blixen. Hun er cand.mag. i samfundsfag og fransk fra RUC.

MobilePay på tlf. 21 90 10 18

Seneste artikler om Bøger