JULETRADITIONER // KLUMME – At skrive og modtage julekort er en tradition, der er på retræte. Men Henriette Rald elsker julekort og har skrevet 43 i år. Det er en dejlig anledning til at tænke på personer i ens liv og på den taknemlighed, man har følt gennem året, men måske ikke har udtrykt. Julekort er en hilsen fra hjertet, og budskabet i kortet kan bundfælde sig samme sted. Henriette Rald husker f.eks. stadig et julekort fra hendes tidlige chef, en minister, selvom det er årtier siden, hun modtog det. Julekortene vækker også barndomsminder om de skikke, familien havde omkring juleposten.
Jeg husker juleaften som noget ganske magisk i min barndom. Familien i pænt tøj, bordet dækket så smukt, maden, træet, gaverne, sneen, og så var der lige julekortene. En juleaften sluttede altid med, at jeg sad mæt, træt og tilfreds i et hjørne af stuen og legede med mine gaver, mens mine forældre læste årets julepost.
Årets julepost var noget helt særligt. Vi havde en blå julepostholder broderet med stramaj. Den hang inde på min fars kontor. I løbet af december måned kom der langsomt flere og flere breve i holderen, og til sidst bugnede den af post fra hele verden.
Det er ikke stor lyrik, men det er skrevet fra hjertet
Hver dag, når postbuddet kom kørende op ad indkørslen i den lille Oldenborgske gule Renault 4 postbil, blev der lagt breve til side til juleaften.
Brevene kom ikke af sig selv. Mine forældre sendte mindst lige så mange breve ud i verden, som de modtog. De skrev et langt brev, om hvad der var sket i årets løb, og kopierede det i mange eksemplarer. Alle breve blev personligt skrevet under, og mange fik en ekstra lille håndskreven hilsen med.
Jeg mindes, hvordan vi sad omkring bordet i spisestuen og skrev adresser på konvolutter, slikkede på frimærker, tjekkede at portoen var rigtig og altid satte julemærker på.
Men tilbage til juleaften, tæt på midnat, når der var spist, sunget og pakket gaver op.
Min mor sad altid på tværs i vores lille London-sofa med benene oppe. Min far sad i lænestolen ovre ved bogreolen. Der opstod nu et lydtæppe af stilhed, breve, der blev sprættet op, og så løsrevne sætninger, der fløj blidt gennem stuen. ”Nej, ved du nu hvad, Anne fortæller, at …” , ”Glæd dig til at læse Geralds beretning …”, ”Ida har sørme fået en ny hofte …”.
Det var total spoiler alert, men absolut en del af gamet. Indimellem blev jeg bedt om at bringe breve fra den ene til den anden, hvis det skulle læses her og nu.
Den følelse, jeg sad med, da jeg skrev kortene, var følelsen af tryg barndom med verden i min stue
Jeg sad med store ører og lyttede med. Observerede glæde og sorger. Ulykker og succeser. Gamle Josefo i Tanzania havde næsten altid problemer. Min onkel i Amerika (ja, det havde jeg faktisk) var altid i gang med nye projekter. Ruth og Bernt fra Tyskland glædede sig til at se os igen til sommer. Og sådan fortsatte det.
I år, 50 år senere, har jeg selv sendt 43 håndskrevne julekort ud i verden. Okay, verden er måske så meget sagt. Kun to kort er sendt til udlandet. Men den følelse, jeg sad med, da jeg skrev kortene, var følelsen af tryg barndom med verden i min stue.
Hovedparten af mine julekort går til mine kunder og samarbejdspartnere. Det er en dejlig anledning til lige at kvittere for den tillid, de har vist mig i løbet af året. Uden dem var der intet Rald & Co, og jeg føler stor taknemlighed. Det er andet år i træk, at jeg designer mit eget lille kort med hjælp fra Annie. Møjsommeligt finder jeg de helt rigtige kvadratiske konvolutter og får fundet roen og tiden til at skrive.
En pudsig ting er, at jeg ikke længere har en adressebog. Det havde jeg altid før i tiden. Altså for 20 år siden. Sådan en lille ABC faneopdelt bog med alle mine kontakter fyldt med udstregninger og tilføjelser.
Nu har jeg oprettet et Excel-ark med alle modtagerne af årets julekort og bruger en del tid på at opstøve adresser. Vi skilter med så meget andet i dag, men vores private adresser kan godt være lidt svære at finde.
Jeg sender jeg et kort til min gamle chef, Marianne Jelved. Da jeg arbejdede for hende i Økonomiministeriet, oplevede jeg, hvordan hun hvert år skrev op til 200 julekort til venner og interessenter, og hvad det nu hedder. Vel at mærke håndskrevne kort med personlige hilsener
Jeg skriver også nogle få private julekort. Mine forældre får selvfølgelig et. Og så sender jeg et kort til min gamle chef, Marianne Jelved. Da jeg arbejdede for hende i Økonomiministeriet, oplevede jeg, hvordan hun hvert år skrev op til 200 julekort til venner og interessenter, og hvad det nu hedder. Vel at mærke håndskrevne kort med personlige hilsener.
På bagsædet af ministerbilen lå bunken af konvolutter og kort, og hver en lille kørepause blev brugt effektivt hele december måned. Jeg fik selv et kort fra hende hvert år med en særlig tak for netop den indsats, jeg havde ydet. Det betød helt vildt meget, og jeg husker nærmest stadig ordlyden her tyve år senere.
Mine egne julekort er en hybrid. Jeg har en lille fortrykt fortælling på venstre side af kortet, og på højre skriver jeg en kort personlig hilsen. Det er ikke stor lyrik, men det er skrevet fra hjertet, og jeg får tænkt på hver eneste person og på den måde bundet en form for sløjfe på året. Og så får jeg hvert år genopfrisket nogle meget varme barndomsminder.
Rigtig god jul til alle.
LÆS MERE I POV OM JULETRADITIONER HER
Topillustration: Congerdesign, Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
