MILJØ // KOMMENTAR – Meldingen om den grønne trepart er, at arealomlægningen er godt på vej. Men den går meget langsomt, for lodsejerne har ikke travlt med at indgå aftaler eller sælge jord, når priserne stiger. Det kan underminere trepartens økonomi og sende en større regning videre til skatteyderne, skriver sociolog og journalist Jørgen Øllgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Stigende jordpriser er en sprængfarlig gyllebeholder i den grønne trepartsaftale. Der er afsat omkring 43 mia. kr. til Danmarks Grønne Arealfond. Kraka har beregnet de samlede direkte statslige udgifter ved trepartsaftalen til omkring 55,9 mia. kr. Men stigende jordpriser kan betyde, at selv den økonomiske ramme ikke er tilstrækkelig.
Mens jordformidlere og lodsejere jubler bingo, betyder stigningerne altså, at den økonomiske ramme kan komme under pres.
Bliver det realiteten, punger skatteyderne enten ud for at realisere projektet – eller også må ambitionerne i trepartsaftalen sænkes på grund af pengemangel.
Den grønne trepart presser priserne op
Den grønne trepart har medvirket til at presse priserne op, idet staten via 23 lokale treparter og kommunerne skal ”frikøbe” hver syvende mark. Det har øget efterspørgslen og skabt forventninger hos lodsejerne. Det vil skabe et ”kæmpehul” i grøn trepart, forudsagde jordøkonomer, da aftalen blev offentliggjort i 2024.
Landbrugets eget forskningscenter SEGES er med til at give lodsejerne guld i øjnene med positive meldinger om et glohedt marked
Landbrugets lobbyister benytter mere eller mindre dramatisk retorik, men de rabiate i Bæredygtigt Landbrug forstår at sætte dagsordenen, som handler om økonomi. Et forudsigeligt mudderhul i den grønne trepart er således spillet om kompensationstakster på regulerede gødskningsjorder og om salgspriser på de jorde, som skal omlægges.
Jorden bliver et investeringsobjekt
Jordpriserne er steget med 6 pct. årligt, siden trepartsaftalen blev lavet i 2024 (fra 188.000 kr./ha til 210.000 kr./ha). Estimater siger, at priserne vil fortsætte med at stige 6 pct. årligt indtil 2030. Det betyder, at projektet ikke vil koste 43 mia. kr., men 55,9 mia. kr.
Stigningen udfordrer trepartens mål om arealomlægning, for lodsejerne kan være mindre motiverede for at sælge deres jord, mens jordpriserne bare stiger og stiger.
Den netop besluttede kvælstofhammer kan lægge en dæmper på jordpriserne, fordi det vil mindske udbyttet på nogle marker. Det var denne regulering, som protesterne ved traktor-demoen foran Christiansborg overdramatiserede med ”Dansk landbrug lukker” eller ”Fyret af staten”. Med underteksten om rigelig økonomisk kompensation: ”Klar beskyttelse af ejendomsretten”.
Landbrugets eget forskningscenter SEGES er med til at give lodsejerne guld i øjnene med positive meldinger om et glohedt marked, blandt andet drevet af forventninger om statslige opkøb og øget konkurrence om jorden. Jordpriserne har ført til, at jorden er blevet et interessant investeringsobjekt for spekulanter, der ikke er landmænd. De ser ikke først og fremmest på produktionen, men på et afkast på 6 pct. (plus forpagtningsindtægt), samt at en jordinvestering har begrænset tabsrisiko.
I landbrugspressen dukker der historier op om sådanne opkøb, fx om et tyskejet selskab, som ejer jord for 1,1 mia. kr. og fortsætter med opkøb.
Også ejendomsmæglere øjner forretninger.
Jordejere har ikke travlt med at sælge
I modsætning til treparterne og politikernes fortælling om trepartsaftalens fremdrift går det langsomt i praksis med realiseringen af ”arealomlægningen” i de 23 lokale treparter, hvor landbrugere skal indgå aftaler om frivillige udtagninger af de jorde, som har hovedansvaret for fedtemøg, blævret mudderbund og fiskedød i danske fjorde og have.
Projektet er bagud i forhold til de politiske tidsplaner fra 2024. Ifølge opgørelser er der i 23 lokalområder udpeget 4.000 potentielle projekter, men det kniber med at realisere dem. Kun 13 pct. af måltallet er realiseret: For 678 tons ud af måltallet på 5.177 tons er der underskrevet bindende ”etableringstilsagn” for kvælstofindsatsen, fortæller tal fra KL.
Minkaftalen blev altså hjulpet igennem af finanssektorens lobbyisme, og det er naivt at tro, at dette ikke gælder i spillet om trepartens økonomi
Ifølge trepartsaftalen skal der arealomlægges ca. 390.000 ha landbrugsjord, men kun 9.000 ha eller 2 pct. er foreløbig realiseret, oplyser SGAV (Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, august 2026) på POV’s anmodning om aktindsigt.
Frihedsbrevets rundspørge i de 23 lokale treparter afslører da også, at fremdriften her er sat på pause, så der er alvorlige problemer med at nå regeringens målsætninger hvad angår tidsplan og økonomi.
SGAV oplyser, at der i sager om konkrete opkøb foretages en vurdering af det lokale prisniveau og en konkret individuel vurdering/screening af relevans og økonomi. Men retningslinjen er, at ”det er en generel forudsætning, at hvis ønsket pris fra sælger ikke vurderes at være lokalt markedssvarende, gennemføres der ikke nogen forhandlinger og eventuel handel”.
Landmændene kender processen
Landbrugerne kan delvis undskylde sig med, at de ikke ved præcis, hvilke marker der er i særligt fokus. Men de kunne allerede i 2024 orientere sig i foreløbige kort, hvor der er særligt behov for indsats i forhold til at reducere kvælstofudledning og opnå miljømålene i kystvandene (MARSkort).
Landbrugerne kan heller ikke undskylde sig med manglende viden om processen. Der har nemlig været voldsom interesse for at søge penge. Der er dobbelt så mange ansøgninger som midler til de (EU-finansierede) tilskudsordninger. Puljen er på 1 mia. kr., men i ansøgningsrunden 2025/2026 er der ansøgt om tilsagn til forundersøgelse til 249 klima-lavbunds- og kvælstofprojekter svarende til et ansøgt beløb på over 2 mia. kr., oplyser SGAV.
Langsommeligheden skyldes ifølge en rapport fra Kommunernes Landsforening (KL), at der er mangel på kvalificerede sagsbehandlere i kommunerne, at staten bør være mere aktiv med at opkøbe jord, at landbrugerne (lodsejerne) skal gives bedre lokkemidler til at indgå aftaler (om højbundsjorde), samt at kommunernes pengekasser skal lægge ud, når projekter igangsættes (KL’s notat, maj).
KL’s statusrapport: Staten er for langsom og for påholdende
KL-rapporten siger det ikke direkte, men en central forklaring på langsommeligheden er de stigende jordpriser: Landbrugere og andre lodsejere har ikke travlt med at sælge. Rapporten siger, at projektet har ramt ”et loft”. Statens opkøbere tøver og er for påholdende.
Det bekræftes af SGAV’s data om gennemsnitlige købspriser på de foreløbige opkøb siden den grønne trepartsaftale (2024): For projektjorde 136.000 kr./ha og for erstatningsjorde 175.000 kr./ha.
Når priserne ligger langt under markedsprisen på 210.000 kr./ha, skyldes det, at SGAV er begyndt med de letteste handler, nemlig de mindst produktive lavbundsjorde. Forhandlinger om inddragelse af de rige og højproduktive jorde er udskudt, og her er det forudsigeligt, at lodsejerne bliver sværere at forhandle med.
Det var en from forhåbning. Trepartsaftalen fastlagde ingen konkrete rammer
KL’s rapport anbefaler, at landbrugerne (lodsejerne) skal gives bedre lokkemidler til at indgå aftaler (om højbundsjorde). Og så anbefales lakonisk: ”der bør afsættes flere midler til opkøb af både jord, bygninger og anlæg. Det gælder især i de oplande, hvor der skal udtages meget jord, og hvor det derfor er svært at nå i mål, og der er behov for indsatser på højbundsjorde”.
KL siger, at jordpriskompensationen på højbundsjorde ikke er høj nok. Staten har tilsyneladende været tilbageholdende, og ”det bremser projekter i oplande, hvor opgaven er størst”. Det siger altså KL. Kommunerne skal ikke betale de stigende jordpriser. Det skal staten og skatteyderne.
Jordbrugsøkonomen: Utilstrækkelig ramme
Seniorrådgiver og landbrugsøkonom Michael Friis Pedersen fra Københavns Universitet har lavet faglige analyser og rådgivning om arealomlægning for styrelsen bag den grønne trepart. Han konstaterer, at prisstigninger ikke hovedsagelig kan henføres til treparten, for prisstigninger på jord ses også i andre lande. Men den afsatte ramme på 43 mia. kr. er utilstrækkelig.
”Man kan godt sige, at der ikke er sammenhæng mellem ambitionsniveauet og de afsatte midler,” siger han, som dog ikke vil overdramatisere: ”Jordprisstigninger kan godt udfordre de økonomiske rammer for treparten. Men det er ikke noget, jeg vil kalde en bombe under treparten eller statens økonomi. Det er et spørgsmål om politisk prioritering, om man vil holde fast i de politiske ambitioner, prioritere flere penge eller væbne sig med mere tålmodighed for at give omstillingen mere tid”.
I aftalen om implementering af aftalen er der en bemærkning om risikoen ved jordpriserne: ”Ro om jordpriser. Implementeringen og udmøntningen af tilskudsordningerne mv. skal ske med blik for at holde jordpriserne i ro.” Det var en from forhåbning. Trepartsaftalen fastlagde ingen konkrete rammer, fx topgrænser på jordpriserne kombineret med en (3-årig) tidsgrænse for handler. Det blev overladt til markedskræfterne.
Landbrugsøkonomen: ”Formulering om ’ro’ kan siges at være naiv, der hen, at staten ikke kan kontrollere jordpriserne, bl.a. fordi jordpriserne er påvirkede internationalt. Man kunne have formuleret en ambition om, at implementeringen og udmøntningen af tilskudsordningerne mv. sker med mindst mulig påvirkning af jordpriserne – men det ville også være naivt”.
Landbrugets gæld og finanssektorens interesser
Driftsresultatet for landbruget har været godt i de senere år. Der har gennemsnitligt været 2,7 mio. i overskud i de enkelte bedrifter. Men paradokset er, at dansk landbrug er forgældet. Belåningsgraden er på 57 pct., og det vil en normal kreditvurdering af en sektor med svingende indtjening kalde risikofyldt.
Den samlede gæld er 270 mia. kr. Pengene er lånt i realkreditinstitutter, og størstedelen er med variabel rente, så sektoren er følsom over for rentestigninger. Og aktuelt er der så stor krise i især svineindustrien på grund af høje lånerenter og lave svinepriser, at en del er truet af konkurs.
Finanssektoren er dog optimistisk og ikke forsigtig med nye udlån til sektoren, for udlån er steget siden 2024. Optimismen kan stamme fra, at finanssektoren beroliges af statsgarantien på 43 mia. statskroner.
Finanssektoren husker minkerstatningerne
Og så husker finansfolket, hvordan staten spændte et sikkerhedsnet på 30+ mia. kr. ud under minkbranchen (se: Grøn trepart er minkaftale 2). Zetland afslørede i serien For enhver pris, at bank- og revisorbranchen deltog tæt på processen som lobby for og opbakning til minkerhvervet. En kilde tæt på forhandlingerne fortalte: ”Troels (Lund Poulsen) var fandeme inde i stoffet, og så havde han de her to revisor-bank-typer ved siden af”.
Erstatningerne var skandaløse, fx baseret på toppriser på minkskind i 2014 og ikke bundpriser i 2018. Der blev tilmed givet erstatninger til farme, som var nedlagt. Den skandaløse aftale blev presset igennem af Venstres Troels Lund Poulsen og minkformand Tage Pedersen, som selv fik 400 mio. kr..
Finanssektorens lobbyisme blev belønnet. Mindst 6-8 mia. kr. af kompensationerne stod til at gå direkte til finanssektoren til at dække fallerede minkfarmeres gæld, afslørede Finans.
Minkaftalen blev altså hjulpet igennem af finanssektorens lobbyisme, og det er naivt at tro, at dette ikke gælder i spillet om trepartens økonomi. Sektoren vil gå ret langt for at forebygge tab på landbrugsfallitter, hvis man kan sende regningen til staten.
Den ukrænkelige ejendomsret
Men den er ikke ubegrænset: Statens økonomiske kompensationspligt er faktisk begrænset, når det handler om indgreb af hensyn til almenhedens interesse, siger miljørets-professor
Traktor-demoens slogan ”Klar beskyttelse af ejendomsretten” er nøglen til at forstå den politisk-økonomiske kamp om den grønne trepart og gødskningslovens regulering.
Den grønne trepart er uomtvisteligt et indgreb i landbrugeres dispositionsret, og aftalen kolliderer med de mest rabiate landbrugeres forståelse af ejendomsretten: ”Det er min ejendom ifølge Grundloven, så jeg har ret til at sprede det kvælstof, som er nødvendigt. Og det skal staten ikke blande sig i”.
Bæredygtigt Landbrug følger samme linje og hævder, at trepartsaftalen grundlæggende krænker ejendomsretten, og man truer løbende med besværende og langvarige retssager, hvis der kommer tvangsregulering.
Men ukrænkeligheden har grænser: ”Ingen kan tilpligtes til at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning”. (Grundlovens paragraf 73)
Staten kan altså gribe ind med ekspropriation, hvis det er nødvendigt, fx hvor det offentlige vil bygge eller udvide en vej. Så kan staten og kommunerne ekspropriere modvillige lodsejere, dvs. tvangsovertage ejendom og yde erstatning. Og her er praksis, at der betales en overpris, så det offentlige slipper for bøvl og retssager.
Men en overset detalje er, at staten også kan tvangsovertage ejendom med begrænset erstatningsansvar, når det sker af hensyn til almenvellets miljø, vurderer professor i forfatningsret Jens Elo Rytter: Regulering af kvælstof kan ske ved en folketingsbeslutning om ”erstatningsfri regulering”, fordi der er tale om et indgreb af hensyn til almenhedens interesse. Miljølovgivningen giver rum for (tvangs) indgreb mod noget, som skader grundvand eller vandløb/hav. Og så skal staten ikke fuldt kompensere (Se minister Raabjerg Madsens redegørelse her).
Men Folketingets politikere fravalgte altså den radikale tvangsløsning og overlod det til treparterne at finde en konsensusmodel, som altså endte med, at politikerne valgte at købe landbruget fri med de mere end 40 milliarder fra skatteyderne. Formentlig stærkt tilskyndet af blå blok, som står hårdt på den private ejendomsret.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og