TRAKTORDEMO // KRONIK – 200 traktorer og 2000 demonstranter kunne ikke stoppe gødskningsloven. Men bag traktordemonstrationen ved Christiansborg gemmer sig et ekkokammer af kvælstofbenægtelse, konspirationstænkning og had til journalister og forskere – og et politisk-økonomisk spil om milliarder i kompensation, som landbruget måske slet ikke har juridisk krav på, skriver Jørgen Øllgaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det var faktisk ret skræmmende. 200 kæmpetraktorer cirklede rundt og chikanerede trafikken i København tirsdag d. 1. september. Foran Christiansborg var 2000 landbrugere og sympatisører med grønne hatte med teksten ”FYRET AF STATEN” forsamlet til demo, mens Folketinget behandlede lovforslag L5 om gødskningslov, der vil regulere deres ret til at sprede kvælstof.
Traktor-demonstrationerne var arrangeret af den rabiate del af landbruget, ”Bæredygtigt Landbrug” (BL), som presser landbrugets pænere talsmænd i Axelborg-lobbyen ”Landbrug og Fødevarer” (L&F).
På Slotspladsen havde man en helt anden virkelighedsopfattelse. Landbruget er offer for en konspiration fra dem fra Djævleøen, venstreorienterede forskere, veganere og dele af Folketinget
Brændstoffet er kvælstofbenægtelse. Man anerkender ikke, at enstemmig miljøforskning slår fast, at fedtemøg, blævret mudderbund og fiskedød i have og fjorde for 70 pct.s vedkommende stammer fra udledning af kvælstof fra landbruget og 6 pct. fra spildevand. Det fremgår af talrige rapporter fra AU-Novana. Populærfremstilling findes på faktatjek som TjekDet.
Demonstranterne har en ganske anden opfattelse. Det fremgik af simple bannere og skilte: ”No Farmers, No Food, No Future”. ”Der er snart ikke mere mælk” (Børn med skilt). ”Kære journalist: Find sandheden om udledning af spildevand”.
Demonstranterne er imod statslig regulering, de vil have L5 udsat og regulering taget af bordet. Af de omdelte posters fremgik, at ”miljøeffekten ikke er dokumenteret” og at ”beregningsgrundlaget indeholder mange konkrete fejl”. Og så deres grundlæggende indvending: ”Klar beskyttelse af ejendomsretten”.
Men det var begrænset, hvad de fik flyttet inde i Folketingssalen, for L5 blev vedtaget af Folketingets flertal to dage efter demonstrationen. Med en enkelt (kosmetisk) udsættelse af tidsfristen på grøntsagsmarker. Og ved lovens vedtagelse priste minister Christian Rabjerg Madsen (S) det danske demokrati som noget af det fineste, når man kan forhandle sig frem til en aftale med bredt politisk flertal fra SF til Konservative, Venstre og Liberal Alliance.
Trumpismens danske pendant
På Slotspladsen havde man en helt anden virkelighedsopfattelse. Landbruget er offer for en konspiration fra dem fra Djævleøen, venstreorienterede forskere, veganere og dele af Folketinget. Scenariet var et skræmmende lukket ekkokammer, og konspirationstænkningen her var vel det nærmeste Danmark kommer trumpismens rabiate pendant.
Når jeg præsenterede mig som journalist med spørgsmål om landbrugets ansvar for de 70 pct. blev jeg mødt med afvisning og fjendtlige attituder, fra aggressiv retorik til direkte afvisning: ”Hvorfor interesserer du dig ikke for spildevand i stedet?”. ”Jeg snakker ikke med journalister”, underforstået at journalister er partiske og ikke til at stole på.
At videnskaben er en af hovedfjenderne lægges der ikke skjul på, for Bæredygtigt Landbrug havde placeret deres Jylland-demonstration foran Aarhus Universitet, hvor nogle af landets førende miljøforskere arbejder
Pressen havde allerede dagene i forvejen varmet op til traktordemonstrationen, hvor tv-kanaler holdt mikrofon for landmænd, som i voxpop foran deres traktor fremsatte horrible påstande om kvælstof, der afslørede stor fakta-resistens over for forskningsdata:
”Landbruget tilfører ilt til havmiljøet” sagde en talsmand for en jysk traktordemo’ såmænd (DR-nyhederne 31.1). Det med de 70 pct. er løgn, for havforurening stammer fra byboernes spildevand, men det har forskerne ikke undersøgt. At der ikke er udmeldt udledningsgrænser, så dansk landbrug må lukke: ”FYRET AF STATEN”.
De blev mødt af spage modspørgsmål fra TV-journalisterne, og der var heller ikke fakta-disclaimere påklistret indslagene, så uinformerede kunne tro, at landmændene faktisk har en retfærdig sag.
Men tror man på miljøvidenskaben, er det åbenlyst, at de interviewede landmænd er ofre for massiv misinformation. Og gennemgående for benægterne er da også en konspirationstænkning om, at miljøforskere har misforstået det med kvælstof.
At det ikke er undersøgt rigtigt eller nøjere osv. At videnskaben er en af hovedfjenderne lægges der ikke skjul på, for Bæredygtigt Landbrug havde placeret deres Jylland-demonstration foran Aarhus Universitet, hvor nogle af landets førende miljøforskere arbejder.
Landbrugerne ville have loven udskudt, fordi de ikke kender de præcise krav til deres marker, før de skal så og gøde i år.
Gødskningsloven: Regulering af udledning af gylle og kvælstof
En helt central del af den grønne trepartsaftale – mellem regeringen, Axelborg-landbruget og Naturfredningsforeningen – er en omlægningsindsats på især markområder, hvorfra der er særlig kritisk udledning af kvælstof til hav og vandløb.
Og ”kvælstofhammeren” var en central del af aftalen. Hvis ikke landmænd frivilligt indgik bindende aftaler om at nedbringe udledning af gødning inden 1. januar 2027, ville en ”ny udledningsbaseret markreguleringsmodel” træde i kraft. Landmænd kunne blive ramt af straffe.
Den nye gødskningslov L5 begrænser kvælstofudvaskningen fra markerne. Den overskudsgylle og -kvælstof, som ikke optages i planterne skylles ud i fjorde og hav. Derfor sættes grænser for, hvor meget især de kritiske jorder tæt på fjorde og havlandbruget må gøde.
Hammeren blev fremhævet af den tidligere minister Jeppe Bruus (S) som politikernes garanti for, at landbruget frivilligt ville indgå aftaler. Og landbrugets trepart fra Axelborg L&F havde modstræbende accepteret den del af aftalen – stærkt motiveret af lokkemaden på 40 mia. kr. i kompensation til landbruget.
I gødskningsloven L5 ligger en værktøjskasse, som myndighederne kan bruge til at sikre, at landmænd følger pålæg. Myndighederne kan forbyde fortsat drift, hvis begrænsningerne ikke overholdes, og der kan pålægges tvangsbøder for at gennemtvinge bestemte påbud. Hvis et påbud ikke følges, kan myndighederne selv udføre foranstaltningerne på landmandens regning.
De rabiate i Bæredygtigt Landbrug
Balladen om gødskningsloven var helt forudsigelig, for mange landmænd har været stærkt kritiske over for den grønne treparts reguleringstrussel. De mest rabiate har protesteret, og de har også haft skyggeindflydelse på Axelborg. Og den samme konflikt har under stor pressebevågenhed udfoldet sig i partiet Venstre, hvor fem folketingsmedlemmer – valgt i landdistrikter i Jylland – stemte imod loven.
De rabiate landbrugere i BL har 3000-4000 medlemmer, og de førende her er godsejere og store industrielle landbrug og svinefarme. Foreningen blev stiftet i 2010, primært med det formål at mindske miljøkrav og afgifter, samt at presse de pænere lobbyister på Axelborg til en mere aggressiv politik.
Og siden har BL kørt aggressive misinformationskampagner mod regulering og forskningsfakta, og tilmed anlagt retssager mod den fremtrædende miljøprofessor Stiig Markager – som dog blev frafaldet, da BL ikke fagligt kunne dokumentere deres sagsanlæg.
Der er således store grupper misinformerede, som har den indgroede opfattelse, at landbruget er et helt centralt erhverv for Danmark
Københavnerpressens dækning af traktor-demonstrationen var nogle steder overbærende: Traktorerne kørte forgæves. Protesten kommer for sent, de er blinde for, at de politiske vinde blæser mod dem og de fik ikke loven udsat: Demonstrationen var som ”grisens sidste dødsskrig”, udtalte en kommunikationsekspert, som om landbrugets indflydelse er forsvindende.
Det er utvivlsomt korrekt, når det handler om miljøvælgerne i storbyerne. Men det overses, at der er mange kvælstofbenægtere især i Jylland og også udenfor landbruget. Benægternes misinformation vækker genklang i store ekkokamre og i hverdagsforståelsen, der hviler på en dem-mod-os-tankegang om Djævleøen, jf. Inger Støjbergs og Dansk Folkepartis retorik.
Det skaffer disse partier hver femte stemme i Nordjylland, Vestjylland og Sønderjylland – og vidner om stor splittelse i virkelighedsopfattelser mellem land og by.
Der er således store grupper misinformerede, som har den indgroede opfattelse, at landbruget er et helt centralt erhverv for Danmark. Selv om fakta fortæller, at industrien allerede i 1958 overhalede landbruget som Danmarks vigtigste erhverv. Selv om landbruget kun står for 1,6 pct. af Danmarks værdiskabelse. Og at landbrug og følgeerhverv kun står for 4 pct. af beskæftigelsen.
Axelborgs balancegang: Aftalepart med rabiat bagland
Treparten fra Axelborg (L&F) har en mere moderat tilgang, men har ikke lagt afstand til Bæredygtigt Landbrug, for det er også L&Fs bagland. Formanden Søren Søndergaard kørte ad det det rabiate spor i sine kommentarer til gødskningsloven, da landbruget holdt stormøde i Odense med 3.000 deltagere. Men han misinformerede, konstaterede DN (Dansk Naturfredningsforening).
Søndergaard sagde: ”Trepartsaftalen gør ikke noget ved kvælstofudledningerne fra spildevand”. Men det passer ikke, siger DN: Der er sat initiativer i gang, og spildevand udgør kun 6 pct. af udledningen mod landbrugets 70 pct. så den problematisering er ”rent blændværk”.
Søndergaard: ”Udvaskningsberegneren for kvælstof er baseret på upræcise modelleringer frem for målinger fra virkeligheden”. DN: Nej. Den nye kvælstofregulering er baseret på en model, som kan beregne udvaskningen af kvælstof fra hver enkelt mark, udregnet af miljøforskere på Aarhus Universitet. Og beregningerne bliver mere og mere præcise.
Opvarmning til rigelig betaling – minkaftale to
Landbrugets lobbyister benytter mere eller mindre dramatisk retorik, men bundlinjen for de rabiate i BL handler om økonomi. Den store knast i den grønne trepart er spillet om kompensationstakster på de regulerede gødskningsjorder – samt om salgspriser på de jorde, som skal omlægges.
Sloganet ”Klar beskyttelse af ejendomsretten” er nøglen til at forstå den politisk-økonomiske kamp om den grønne trepart og gødskningslovens regulering. Den grønne trepart er uomtvisteligt et indgreb i landbrugeres dispositionsret og aftalen kolliderer med de mest rabiate landbrugeres forståelse af ejendomsretten: ”Det er min ejendom ifølge Grundloven, så jeg har ret til at sprede den kvælstof, som er nødvendig. Og det skal staten ikke blande sig i”.
Traktordemonstrationen fik ikke L5 taget af bordet, men den fik sendt en advarsel om ballade, hvis landbrugere ikke bliver rigeligt betalt for ”overgrebet” på deres ejendomsret
På den modsatte side af kvælstofbenægterne står miljøfolket, som påpeger, at havmiljøet gisper, og for dem er gødskningsloven et gennembrud – og en triumf for DNs tidligere formand Maria Reumert Gjerding, som var med til at skrue treparten sammen.
Og skeptikerne over for den grønne trepart, som spåede at det igen ville lykkes for landbruget at få udsat indgreb, fik ikke ret. Skeptikerne kunne ellers læne sig op ad historikken fra de sidste 15 års miljøpolitik, hvor landbruget ikke har overholdt en eneste frivillig miljøaftale, og hvor de gang på gang har fået udsat indgreb og frister.
Og som de politiske miljøvinde er, vejrede de mindre rabiate – også på Axelborg – at man må acceptere aftaler som regulerer og begrænser. Derfor indgik L&F kompromiser i den grønne trepartsaftale – mod lokkemadspuljen på 40 mia. kr.
Traktordemonstrationen fik ikke L5 taget af bordet, men den fik sendt en advarsel om ballade, hvis landbrugere ikke bliver rigeligt betalt for ”overgrebet” på deres ejendomsret. Mange i sektoren har guld i øjnene, for de har ikke glemt de rigelige milliarder, som minkavlerne fik. Så de lægger pres på, frem mod ”minkaftale to”.
Grøn trepart løber med opmærksomheden
Imens det politisk-økonomiske spil om gødskningslov og grøn trepart løber med opmærksomheden, glemmes det helt store spørgsmål nedenunder, som miljøfolket især i storbyerne stiller: Hvorfor er det egentligt, at skatteyderne skal betale landbruget for at lade være med at forurene?
Den umiddelbare logik i trepartsaftalen er, at når der gribes ind i borgeres ejendomsret, så har landbrugere juridisk ret til kompensation og erstatning ved ekspropriation.
Men det er en overset eller fortiet problematik, at miljøjuraen egentlig giver rum for, at landbrugerne ikke automatisk har juridisk krav på økonomisk kompensation, vurderer juraprofessor og miljøretsekspert Jens Elo Rytter: Ligesom forbud mod sprøjtning så kan regulering af kvælstof ske ved en Folketingsbeslutning om ”erstatningsfri regulering”, fordi der er tale om et indgreb af hensyn til almenhedens interesse. Hvis der laves (tvangs-)indgreb mod noget, som skader grundvand eller vandløb/hav, behøver man ikke kompensere: ”Her må landmænd tåle potentielt store tab i samfundets interesse eller omlægge produktionen uden derved juridisk at skulle kompenseres”.
Det var således et afgørende politisk valg før 2024, da politikerne ikke lavede en tvangsmodel i almenhedens interesse, men derimod lod den grønne trepart skrue en kompensationsmodel sammen.
Den model blev formentlig valgt af hensynet til at undgå bøvl med landmændene og retssager fra landbrugets lobbyister, som juraprofessoren bemærker, ”selv om det ikke harmonerer med miljørettens grundprincipper”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og