TEATER // ANMELDELSE – Stalking er et velkendt motiv i gyserfilm. Den psykologisk nedbrydende overvågning og forfølgelse er imidlertid også virkelighed. Den virkelighed bliver til at føle på i To be Continued på Aveny-T, hvor overskridelsen af personlige grænser sætter nerverne på højkant hos publikum – uanset køn.
Der er ikke noget i To be continued, der overrasker mig. Som terapeut og tidligere medarbejder hos Mødrehjælpen kender jeg både statistikken og har læst om mønstrene og har set skaderne. Alligevel lader jeg mig manipulere af forestillingen med dens subtile effekter og engagerer mig i det togsammenstød i slowmotion, som Simons stalking af Mai er.
Og inden nogen begynder på #notallmen: Verden er ikke skruet sammen på samme måde for kvinder og mænd. Jeg går uden bekymringer alene i byen. Jeg går hjem gennem natmørke gader, ja jeg går endda gennem parken. Uden at føle mig utryg. Uden at have en aftale om at ringe, når jeg er hjemme. Uden at have gadedørsnøglen stikkende ud mellem fingrene på min knyttede hånd.
Det handler ikke om at sige nej. Det handler ikke om at få hørt et nej. Det handler om at få respekteret et nej
Jeg har i øvrigt aldrig fået at vide, at jeg da også klædte mig lidt for udfordrende. Jeg er heller aldrig blevet bebrejdet, at jeg da kunne have været mere tydelig i mit nej. Eller som budskabet fra første færd lyder i To be continued: Det handler ikke om at sige nej. Det handler ikke om at få hørt et nej. Det handler om at få respekteret et nej.
En SoMe-kampagne om grænser
Det kan lyde lidt agit prop-agtigt. Altså som bombastisk budskabsteater med paroler på scenen. Det er det ikke. To be continued udspiller sig bare på et reklamebureau, som netop er i gang med at lave en kampagne om at kunne sige nej. Sloganet lyder: ”Nej – du er ikke alene”. Den handler ganske vist om arbejdsmiljø, men alligevel.
Det handler netop ikke om at stille sig op på en scene. Nu om dage foregår kampagnen selvfølgelig primært på de sociale medier. Hvis kampagnen derudover kan samle momentum, så direktøren Thomas kan komme i medierne, eller kampagnelederen Mai kan blive interviewet til tv-a, så er det jo bare en bonus.
En historie, der vil kunne fange mediernes interesse, er, at Mai som kampagnens ansigt, bliver udsat for ubehagelige personangreb i kommentarsporet. Umiddelbart kan Mai distancere sig fra angrebene med en lidt nedladende humor om retskrivningen i disse kommentarer.
Men … hvorfor siger Mai ikke bare nej?
Derudover har bureauet taget sine forholdsregler. Mai er flyttet og har fået hemmelig adresse. Selv om Thomas er lidt økonomisk klemt, har han også hyret sin bror, Simon – sådan lidt uofficielt – til at stå for cybersikkerheden.
Stalking på scenen
Det er så her, hvor det går helt galt i To be continued. Simon fatter nemlig interesse for Mai. Ikke bare sådan, ”du kan ikke bebrejde en mand, at han prøver”, men med en manipulation af omgivelserne, der beskriver Simon med tydelige narcissistiske træk. Men … hvorfor siger Mai ikke bare nej?
På Aveny-T’s foyerscene med næppe mere end en halv snes kvadratmeters scenegulv og smask oppe i ansigtet på publikum skaber teatergruppen Please Like and Subscribe med enkle midler en fortættet stemning, hvor vi – uanset køn – kan blive suget ind i den altødelæggende angst over at få vores grænser overskredet og få vores virkelighedsopfattelse undergravet.
Det er meget, meget ubehageligt. Vi ved, det er skuespil. Alligevel sidder vi i publikum og får lyst til – som i en gyserfilm – at råbe til heltinden, at stalkeren med køkkenkniven står lige bage døren. Det er på en eller anden måde betryggende at få at vide, at skuespillerne Luiz Wilhelm Karlsen og Sophie Gunilla Larsen i virkeligheden udgør et par.
På trods af fremmedgørende elementer, som at skuespillerne selv bærer rekvisitter ind på scenen og ændrer i scenografien, er det psykologisk overbevisende. Og så i øvrigt ikke mere om handlingen og effekterne. Begge dele er værd at opleve.
Virkeligheden bag To be Continued
I den alvorlige ende gør To be Continued opmærksom på, at stalking ikke kun handler om forsmåede (som regel) mænd, der forfølger deres ekspartnere. Eller forsøger at ramme dem gennem deres børn ved bagtalelse eller ved forkludret planlægning af samværet.
Stalking kan også opstå efter en mere flygtig kontakt, hvor den ene part bare lægger mere i det end den anden. Stalkeren behøver alene overbevise sig selv om, at ”vi har da noget sammen”. Og så er ulempen i vores verden af online kommunikation, at stalkingen kan foregå på så mange platforme, og at sporene kan være svære at følge.
Dermed er det offeret – og ja, langt overvejende en kvinde – der forlods skal påtage sig ulemperne, hvis ikke ligefrem straffen
Eller måske snarere, at politiet skal bruge så mange ressourcer på at efterforske (og derfor undlader at gøre det). Det handler ikke om en specifik trussel som en sms om, at ”jeg slår dig ihjel, din smatso”. Det handler om et mønster, der skaber utryghed for offeret.
Et vigtigt budskab af få ud over scenekanten
Dermed er det offeret – og ja, langt overvejende en kvinde – der forlods skal påtage sig ulemperne, hvis ikke ligefrem straffen. Få nyt telefonnummer. Droppe sociale medier. Flytte og få hemmelig adresse. Ikke gå alene i byen. Ringe når hun er hjemme. Gå med nøglebundtet knuget i næven.
Det er et vigtigt budskab at få ud over rampen. En lille scene og en kort spilleperiode er måske ikke den mest effektive platform til at udbrede det. Men To be Continued er et fremragende eksempel på gennemslagskraften i oplevelsen af levende mennesker på en scene. Teatret kan noget, som film ikke – eller kun meget sjældent – kan matche.
Samtidig skal Aveny-T have ros for at lægge scene til og give en stærk teateroplevelse som en del af det formidable program på mere end en 40 forestillinger og events i denne sæson. Den stramme og begrænsede scenografi i To be Continued lader sig imidlertid side let flytte. Det er der forhåbentlig andre scener landet over, der benytter sig af. Muligvis ledsaget af en SoMe-kampagne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.