POLITIK // DEBAT – Den gamle højre-venstre-akse kan ikke længere forklare de politiske skillelinjer. Globalisering, identitetspolitik og islamisme har skabt nye alliancer og konflikter, som går på tværs af de traditionelle blokke. “Hvor skal man f.eks. placere en vælger, der går ind for lavere skatter og woke-ideologi og er forkæmper for skrappe tiltag mod udledning af fossile brændstoffer?” Og er islamister højreorienterede, eller har dele af venstrefløjen allieret sig med dem?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Er islamister som medlemmer af Hizb ut-Tahrir eller islamister, der begår terrorhandlinger, højreorienterede, som f.eks. Enhedslistens Pelle Dragsted siger?
Eller tilhører de i deres udgangspunkt snarere venstrefløjen, fordi den traditionelle venstrefløj har indgået en alliance med islamister, islamogauchismen, som Liberal Alliances europaparlamentsmedlem, Henrik Dahl, argumenterer for?
De modsatrettede opfattelser skyldes en éndimensionel opfattelse af de politiske skillelinjer, for begge parter går ud fra den gamle højre-venstre opdeling, der opstod med industrialiseringen og det deraf følgende moderne værdisystem.
Det moderne værdisystem er universalistisk, idet det i modsætning til det førmoderne værdisystem giver mennesker lige rettigheder. Individet bliver opfattet som frit – det har ret til at stræbe efter sin egen lykke, som der står i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring – og styreformen er demokratisk.
Indvandringen fører til kulturkonflikter mellem førmoderne og moderne værdisystemer
En vigtig værdi og rettighed er ytringsfriheden, der giver mulighed for at kritisere institutioner og idéer som f.eks. religion.
Moderniteten er et opgør med de førmoderne myter, det religiøse sandhedsbegreb, idet kun det, som kan bevises videnskabeligt, anerkendes som legitimt. Henvisning til religiøse myter anerkendes ikke som argument. Den politiske skillelinje under moderniteten drejer sig om forholdet mellem stat og marked, dvs. hovedsagelig fordelingspolitikken.
Fra 1960’erne opstår nye politiske dimensioner, idet kvinderettigheder og miljø – og senere klima – bliver politiske emner, som bliver en vigtig politisk akse ved siden af den fordelingspolitiske akse. Den har dog ikke brudt med den gamle højre-venstre opdeling, da venstrefløjen har erobret disse dagsordner.
For nylig har fire yngre kvinder fra partiet Venstre forsøgt at erobre feminismedagsordenen, men de har ikke fået stor opbakning fra andre borgerlige.
Globaliseringen sprænger den gamle politiske akse
Først med globaliseringen fra 1980’erne og den voksende indvandring til de rige lande bliver den gamle højre-venstre-opdeling for alvor utilstrækkelig.
Indvandringen fører til kulturkonflikter mellem førmoderne og moderne værdisystemer, og da der blandt indvandrergrupper er en overgennemsnitlig kriminalitet, er også retspolitik blevet en del af udlændingepolitikken. Aksen med udlændinge- og retspolitik er derfor i de senere år blevet måske lige så vigtig som den fordelingspolitiske akse. Den er fra starten blevet overtaget af nyopståede højrenationalistiske partier, mens venstrefløjen har haft svært ved at finde sine ben, da det er traditionelle arbejdere, der i dagligdagen møder de førmoderne kulturer, hvilket fører til konflikter.
Det førmoderne værdisystem, hvis materielle base er landbrugssamfundet, baserer sig på religionen som strukturerende for samfundet, hvilket fører til et hierarkisk samfund, hvor præsteskabet udlægger ’sandheden’ ud fra de hellige tekster, som resten af samfundet så må rette sig efter.
Postmodernisterne går imod alle former for hierarkier, da disse betragtes som udtryk for magt og undertrykkelse
Sådan var det også i Danmark for et par hundrede år siden. Der er en skarp opdeling af troende og ikke-troende, og en dikotom opfattelse af det Gode og det Onde, der står over for hinanden. Afviger man fra den religiøse sandhed, er man frafalden og er gået over på det Ondes side, hvorfor man kan straffes med døden!
Kollektivet står over individet, der har få rettigheder. Det førmoderne værdisystem er patriarkalsk, så manden bestemmer såvel i familien som på samfundsmæssigt plan. Kvinden er underordnet manden. Individerne er afhængige af familien, klanen eller stammen for overlevelse, da staten er en fjern og upålidelig instans.
Islam er en religion, der er opstået i det førmoderne samfund, og når muslimer ankommer til moderne samfund, opstår der kulturkonflikter, fordi værdisystemerne er uforenelige. Det er kun, hvis indvandrerne gennem socialiseringen overtager det moderne værdisystem, at der sker integration og assimilering. Ellers opstår der parallelsamfund, hvor værdisystemerne lever i hver deres gruppe.
Arbejderne føler sig svigtet af de traditionelle arbejderpartier på venstrefløjen, der har været positive i forhold til indvandringen, og arbejderne er for manges vedkommende gået over til højrenationalisterne, der formulerer frustrationen og kritikken af indvandringen og dens konsekvenser. Det har betydet, at især traditionelle borgerlige partier har skullet tage stilling til, om man vil indgå alliancer med højrenationalisterne, da de anses for ikke-stuerene.
Her har danske borgerlige partier været frontløberne, idet man allerede fra 2001 samarbejdede med Dansk Folkeparti, mens man i mange andre lande ikke ønsker at samarbejde med højrenationalisterne, der ofte har været arvtagere af fascistiske eller nazistiske partier.
Det danske socialdemokrati har brudt med sine broder- og søsterpartier, idet man har overtaget højrenationalisternes politik. Man vil begrænse indvandringen og stiller krav til indvandrerne om assimilation. Det er en politik, der ikke er populær blandt de andre socialdemokrater i Europa.
Venstrefløjen mister sit klassiske fundament
Globaliseringen og den teknologiske udvikling, der leder over i informationssamfundet, fører til opløsningen af den traditionelle (industri-) arbejderklasse, og hermed forsvinder den klassemæssige basis for venstrefløjen og for den klassiske socialistiske ideologi, der går ind for statens overtagelse af produktionsmidlerne. Venstrefløjens fremadrettede projekt blev undermineret.
Sammen med informationssamfundet opstår den postmoderne ideologi, der er et opgør med de store fortællinger, som havde eksisteret i de tidligere perioder, f.eks. religioner, ideologier og videnskaben.
Postmodernisterne kan betragte alle systemer ’fra oven’ og ser, at alle betragtninger er partielle, dvs. kun udtryk for systemets eller ideologiens egen måde at anskue forholdene på, men som andre kan anskue på en anden måde.
De politiske skillelinjer er blevet mere komplekse, fordi nye politiske akser er kommet til. Den gamle højre-venstre-akse er ikke forsvundet, men den kan ikke længere stå alene
Postmodernisterne går imod alle former for hierarkier, da disse betragtes som udtryk for magt og undertrykkelse. De går ind for en radikal egalitarisme, hvor alle skal have lige megen magt og lige mange goder. Det postmodernistiske verdensbillede kan karakteriseres som pluralistisk relativisme, idet de anerkender alle verdensbilleder og værdiopfattelser som ligestillede, og derfor mener de heller ikke, man kan kritisere andre værdiopfattelser og kulturer. Kritikker kan kun foregå internt i kulturerne.
Da den postmoderne ideologi er et opgør med moderniteten og kapitalismen, som man mener karakteriseres af grådighed og kold rationalitet, ophøjer man her de førmoderne kulturer blandt indvandrerne og andre minoriteter, der betragtes som mere autentiske, for de går imod de moderne ’mainstream’-identiteter.
Her er også racemæssige og queer-grupper heltene, fordi de har fundet en mere ’sand’ identitet, der bryder med de moderne ’undertrykkende’ normer og identiteter.
Woke som postmoderne ideologi
I det nye årtusinde udkrystalliserer sig en ’woke’ udgave af den postmoderne ideologi, idet man ud fra den intersektionelle teori betragter alle minoriteter som i forskellig grad undertrykte af hvide mænd, der bruger sproget, diskurser, til at undertrykke alle andre, hvorfor man solidariserer sig med ’multituden’ af minoriteter.
Hermed har man imidlertid genindført det gamle stændersamfund i en ny udgave, idet alle nu tilhører en gruppe, og det er igennem denne gruppes prisme, at medlemmernes opfattelser underlægges. Individets identitet forsvinder i gruppen, og individet kan ifølge denne opfattelse ikke tænke uden for gruppens verdensbillede.
Ironisk nok vender den pluralistiske, postmoderne analyse sig her til sin modsætning, idet den nu bliver totalitær, fordi den ikke tåler at blive modsagt, for kritik vil være udtryk for en undertrykkende diskurs. Det fører til et sprogpoliti, hvor afvigende holdninger mødes med cancelling og deplatforming, og hvor ytringsfriheden dermed indskrænkes. Og hermed regredierer wokerne til et førmoderne verdensbillede, hvor ’religionen’, sandheden, er wokernes magtudøvelse, som udspringer af sproget og den dertil hørende identitetspolitiske gruppetænkning.
Pelle Dragsted har gentagne gange udtrykt sig mod identitetspolitikken, men hermed kommer han i konflikt med de yngre dele af Enhedslistens vælgere, som identificerer sig med woke-ideologien.
Wokerne, der betragter sig som tilhørende venstrefløjen og oftest er yngre mennesker, kommer i konflikt med den traditionelle venstrefløj, der lægger vægt på de materielle forhold som afgørende for ulighederne i samfundet. Den traditionelle venstrefløj anerkender, at der er andre undertrykkelsesmekanismer som påpeget af wokerne, men man mener ikke, disse er definerende og afgørende for samfundet. Og man mener, at tidligere undertrykte grupper har tilkæmpet sig stadig flere rettigheder.
Man kan stille spørgsmålet, om wokerne tilhører venstrefløjen, når deres verdensbilleder og værdisystemer i vid udstrækning afspejler førmoderne værdier. På den anden side er en del af deres værdisystemer postmoderne, så de kan siges at pendle mellem de to værdisystemer, som for individerne kommer i konflikt, når wokerne personligt konfronteres med førmoderne kulturer, f.eks. ved at bo i indvandrerkvarterer – hvilket de sjældent gør.
Værdier, hierarkier og samfundets institutioner
Problemet med den postmoderne og woke ideologi er imidlertid, at man ved at være imod hierarkier ikke kan se, at nogle værdiopfattelser er mere avancerede end andre, og at det nuværende samfund bygger på nogle værdier som ytringsfriheden og individernes rettigheder over for grupperettigheder og bygger på institutioner som politi og retsvæsen, som er nødvendige for, at samfundet kan fungere.
Hvis man afskaffer politi og fængsler, vil kriminelle overtage samfundet. I nogle kvarterer i Sverige og Tyskland har kriminelle klaner undergravet statens voldsmonopol. Wokerne ser ikke, at deres egen opfattelse er meget elitær, da det kun er folk med det postmoderne verdensbillede, der har et relativistisk værdisystem, som anerkender værdien af andre værdisystemer, og som giver sig selv og andre friheden til selv at vælge værdier og livsstil. Det gør man ikke i førmoderne kulturer, hvor de sociale sanktioner ved afvigelser er kontante. Ligestilling mellem kønnene er i disse kulturer ikke-eksisterende.
Når dele af venstrefløjen, især i Frankrig i skikkelse af La France Insoumise, laver alliancer med islamister, islamogauchismen, er det udtryk for opfattelsen af muslimer som undertrykte af det moderne, kapitalistiske samfund, som man selv er imod, og fordi muslimske indvandrere er den nye arbejderklasse – og måske er det også udtryk for en vælgermaksimerende strategi. Men hermed lukker venstrefløjen øjnene for islamisternes reaktionære, førmoderne værdier, f.eks. deres kvindesyn, hvor der udøves social kontrol i forstæderne, så kvinder presses til at bære tørklæde.
I Danmark kommer islamogauchismen til udtryk, når politikere og queer-bevægelsen udtrykker, at forfølgelse og overgreb især begås af højrefløjen – f.eks. Susanne Branner efter mordene ved Pride-paraden i Berlin – mens de har svært ved at indrømme, at de i højere grad kommer fra muslimer. Det skyldes, at man betragter muslimer som en undertrykt gruppe, hvorfor man har svært ved at kritisere dens undertrykkelsesformer.
Derfor kan Pelle Dragsted godt argumentere for, at islamisterne er højreorienterede, men som Henrik Dahl argumenterer, så har der ingen alliancer været mellem de to grupper
De højtuddannede islamister har lært sig den postmoderne lingo, så de formulerer sig som undertrykte og kræver rettigheder – som de aldrig ville give andre grupper, hvis de sad på magten – hvilket støttes af wokerne. Islamisterne infiltrerer venstrefløjspartierne, dels for at opnå øget magt og opnå fordele for muslimer, dels for herigennem at øge legitimiteten blandt muslimerne.
Islamisterne mellem venstre og højre
Islamisterne, f.eks. Hizb ut-Tahrir (HuT), udtrykker en førmoderne, totalitær ideologi, hvor religiøse værdier er altafgørende. Hvordan wokerne betragter HuT, kommer an på, hvad de fokuserer på. Hvis de fokuserer på HuT’s kritik af det moderne samfund, så vil de alliere sig med HuT, mens de vil tage afstand fra gruppen, hvis de fokuserer på gruppens forsøg på social kontrol.
Den yderste europæiske højrefløj – og fundamentalistiske kristne – har på en del punkter et værdifællesskab med islamisterne, idet de højrenationale lægger vægt på ’naturlige’ hierarkier og går imod rettigheder til minoriteter og imod dele af kvinderettighederne.
Derfor kan Pelle Dragsted godt argumentere for, at islamisterne er højreorienterede, men som Henrik Dahl argumenterer, så har der ingen alliancer været mellem de to grupper. Det hænger sammen med, at de er uenige om, hvilken religion der er den sande. De betragter begge den anden gruppe som vantro.
For begge grupper er det også vigtigt, hvem der betragtes som hørende til fællesskabet, og hvem der betragtes som uden for fællesskabet, og her betragter begge grupper de andre som udgruppen. Både religion og etnicitet er klare indgruppemarkører. Muslimer betragtes ikke af højrenationalister som en del af det nationale fællesskab. Desuden er højrenationalisterne delvist socialiseret i moderne værdier.
Yderfløjene mødes i systemkritikken
Endelig ser man en del gamle venstrefløjsvælgere gå over til de højrenationalistiske partier, f.eks. i Frankrig, hvor gamle kommunister går over til Le Pen, eller i USA, hvor Sanders-vælgere gik over til Trump – hvilket har resulteret i ’hesteskoteorien’. Men det underliggende verdensbillede er, at disse vælgere og deres partier er imod ’systemet’, hvorfor de kan pendle mellem yderfløjene.
De politiske skillelinjer er blevet mere komplekse, fordi nye politiske akser er kommet til. Den gamle højre-venstre-akse er ikke forsvundet, men den kan ikke længere stå alene.
Vi må også inddrage, om individer har førmoderne, moderne eller postmoderne værdisystemer, hvilket kan gøre det svært at indplacere individer i en traditionel højre-venstre dimension.
Hvor skal man f.eks. placere en vælger, der går ind for lavere skatter og woke-ideologi og er forkæmper for skrappe tiltag mod udledning af fossile brændstoffer? Eller en anden vælger, der går ind for en stor stat med høje skatter, er arg modstander af woke-ideologien og synes, kvinderettigheder er gået for vidt, men også går ind for atomkraft og for, at svinebestanden skal voldsomt begrænses?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og