80-ÅRET FOR BEFRIELSEN 1945 // KRØNIKE – Enghavevej i Odenses Hunderup-kvarter er nærmest et monument over vores danske selvsyn. En villavej med havernes frodige, sorte, tidligere engjord – ideel til de lyseste kartofler og de sødeste jordbær. Men den 5. maj 1945 blev romantikken i den røde murstensvilla på koteletgrunden – nr. 30A – revet bort, som var den en falsk kulisse. For her boede tyskeren og hans familie! Her var krigen endnu ikke slut.
Jeg er vokset op under en patriotisme, som var indiskutabel.
Min afdøde far var major i hæren – reserveofficer til sine dages ende som pensioneret landmand. Men inden jordbruget tog over, var han en snes år fuldtidssoldat på Bornholm og et halvt år som velfærdsofficer på det danske hospital i Gaza.
Jeg er vokset op i skyggen af den kolde krig og Vietnamkrigen, så mine 68-agtige pacifistiske holdninger var noget, jeg mest holdt for mig selv, når det handlede om samtalerne over spisebordet i 60’erne og 70’erne på den mødrende gård; ja, soldaten havde giftet sig til gården – min mor var enebarn.
Trods usynliggørelsen af den befrielse, der aldrig blev den samme befrielse i min familie, forsvandt stemningen af smerte aldrig helt
Officeren var en stolt dansker med den fynske familiekrønike i rygsækken. Morfar Morten Andersen fra Kronborggård i Ravnebjerg uden for Odense – min oldefar var sognefoged – og jeg hørte gentaget og gentaget og gentaget, at han havde været soldaterkammerat med den senere kong Christian den 10.
Ham på hesten gennem hovedstadens gader under besættelsen. Det nationale frihedssymbol. HAM havde min oldefar levet på stue med i deres tid i Livgarden.
Ja, Morten Andersen havde sågar efter deres soldatertid modtaget en fane fra den kommende konge med ordlyden: ENIGHED GØR STÆRK!
Men historien har sit helt eget liv og sine egne paradokser.
Når min far – majoren, der var en aktiv del af vores østligste forsvarsflanke i Danmark – skuede østpå fra klippeøen, kunne han på radaren se hovedhavnen for den sovjetiske østersøflåde: Kaliningrad.
Königsberg hed den store by i daværende Østpreussen, inden Anden Verdenskrig fuldstændigt ændrede landkortet i Østeuropa.
Königsberg var hans fars fødeby. Karl Frederik Grunwald – krigsveteranen fra Første Verdenskrig – på både øst- og vestfronten.
Billedskæreren, som cyklede til mulighedernes Danmark, inden den første verdenskrig kaldte ham til slagmarkerne. Indvandreren, der vendte tilbage til Odense efter helvedet i skyttegravene og fandt kærligheden i landmandsdatteren. Min farfar. Tyskeren fra Enghavevej i den fynske hovedstad.
Det var tyskerens hus
Det tog mig nogle år, før jeg forstod, hvorfor der var sådan en usynlig kuppel af noget fjendtligt – eller i det mindste skeptisk – over den frodige, tidligere mosegrund, hvor min farmor og farfar fik bygget familiens hus i begyndelsen af 30’erne, inden Hunderupkvarteret i Odense blev noget mondænt.
Det blev hjemmet for den fynske bondedatter og den indvandrede prøjsiske billedskærer, som hun giftede sig med i slutningen af 1920’erne. Jeg var det ældste barnebarn af deres egen flok på fem børn og tilbragte sommerferierne i 1960’erne hos min farmor. Hun var blevet enke, da manden døde i begyndelsen af 1950’erne, lige før sin 60-års dag. Så jeg – eller andre børnebørn – nåede aldrig at møde den mytiske farfar fra Østprøjsen.
Alene-turene fra min fødeø, Bornholm, til den fynske hovedstad var de første af mit livs oplevelsesrejser. En fantastisk stemning af fortid og nutid. Kælderen med minder var billedskærerens værksted.
Min farmor, som var både brysk og kærlig og lærte mig at spise rygeost. Naboerne, som var rare over for den evigt snakkende lille Krøllebølle med den særlige dialekt. Udsigten fra tagværelset til den unge, smukke Hanne, der solede sig på altanen i nabohuset.
Mine sanser skærpedes – og måske derfor føltes den mørke kuppel stærkere for hver sommerferie
Hun syntes, jeg var sådan en kær bornholmerdreng fra landets bondske udkant. Jeg så – som jeg bevægede mig op i teenageralderen – frem til at smugkigge på hendes skulpturelle, halvnøgne krop. Teenagerens smukke, erotiske vækkelse.
Mine sanser skærpedes – og måske derfor føltes den mørke kuppel stærkere for hver sommerferie.
Nogle naboer syntes helt klart, at min farmor, Hildeborg, var noget stramtandet. Jeg anede det gennem små kommentarer, som de ikke troede, jeg fornemmede holdningerne bag. Og hun havde selv sine idiosynkrasier – ikke mindst over for den affældige nabo på den anden side af den smalle gang til farmors hus: den onde hr. ”H”.
Mange år senere fandt jeg ud af, at min farmor knyttede den smertefulde oplevelse på befrielsesdagen den 5. maj til den mand. Var det mon ham, der havde angivet ”tyskeren” – hendes mand?
Min farfar blev hentet
Min farfar berettede om oplevelsen i notater, som siden blev samlet af årvågne sønner.
Min dengang knap 14-årige far, Ernst (opkaldt efter min farfars bror, der faldt i Første Verdenskrig), var ude i haven for at hejse Dannebrog denne store dag for det danske fædreland. Det var gråvejr over store dele af Danmark – men solen strålede i sjælene. Også på Enghavevej i Odense – indtil der pludselig hørtes larm af støvler og raslende våben på fliserne i den lidt smalle indkørsel mod den frodige koteletgrund.
Det var modstandsbevægelsen, der ville hente ”tyskeren” med en anklage for stikkeri. Han blev beordret til at række hænderne i vejret, og alle skulle ud af huset. Efter ransagning blev han sat op på en lastvogn med arme og hænder over hovedet – og kørt bort til afhøring og internering.
”De små børn græd. Ernst råbte til betjenten: Far kan da ikke gøre for, at han er født i Tyskland. Så tog jeg afsked med mine kære …,” skriver Karl Frederik i sine notater, som han lavede, mens han var interneret i nogle uger. Her refererer han til de første dages forhør. Forhørsmanden kunne fortælle ham, at de havde fulgt hans færden og mistænkte ham for at have angivet danske statsborgere til tyskerne.
”De har haft besøg af tyske soldater i Deres hjem?”
”Ja, det har jeg – betinget var disse besøg af fælles familie og bekendte i Tyskland. Mine forældre var tyske, og jeg var tysk soldat i forrige krig i over fire år.”
”Forholdet dansk-tysk var anderledes i besættelsens første tid,” forsvarede Karl Frederik sig også – og refererer derefter forhørslederens beroligelse:
”Selvfølgelig er der ingen, som har noget imod disse små besøg, når det ikke drejer sig om ’Værnemagtsgilder’.”
I løbet af forhørene blev det mere og mere klart, hvad den konkrete anklage for stikkeri drejede sig om. Karl Frederik Grunwald skulle have angivet familiens lokale præst, pastor Poulsen, der blev taget af tyskerne. Min farfar skulle angiveligt i et selskab have sagt:
”Han (pastor Poulsen) skulle nu holde op med den snak – ellers får han snart munden stoppet …”
I notaterne fra min farfars internering er det tydeligt, at anklagerne om stikkeri mod deres sognepræst Poulsen var særligt smertelige for ham. Familien på Enghavevej var ofte kirkegængere:
”Jeg har aldrig haft den mindste grund til at sige noget ondt om pastor Poulsen. Han er vores præst. Vi har kendt ham i mange år. Jeg har altid respekteret ham og holder meget af ham …”
I et senere brev fra cellen til min farmor – tilsyneladende skrevet på indpaknings- eller toiletpapir – mærker man, hvordan anklagen om angiveri mod pastor Poulsen plagede min farfar:
”Kunne du ikke tale med pastor Poulsen? Han har dog forbindelse med biskop Ølgaard, som er i Frihedsrådet. Men jeg ved jo, du vil gøre det, der kan gøres. – Hjertelige hilsner og kys til jer alle – Far!”
Smerten satte sig i hele familien i de kommende uger, hvor min farfars gøren og laden blev sat under lup. Min egen far – den store søn, Ernst (ham der gjorde indsigelse under arrestationen) – var i mellemtiden fyldt 14 og skrev et rørende brev til sin far den 7. juni 1945:
”Kære, kære lille far. Nu er det snart længe siden, vi har set hinanden, men nu kan det da ikke vare så længe. Fuglene har fået tre unger, og den fjerde er på vej ud af ægget. Alt står godt til nede på værkstedet …”
(Og til sidst, efter en gennemgang af forholdene blandt svend og lærling på billedskærerens værksted i husets kælder:)
”Mange tusinde hilsner og kys og på snarligt gensyn fra din hengivne Ernst.”
Min familie blev specialister i at pakke smerten ind i kærlighed. Og så spillede det vel også en rolle, at den behandling, ”tyskeren” fik, skulle betragtes i sammenhæng med de grusomheder, nazisterne og deres danske håndlangere havde udført under besættelsen.
Efterspil og arv
Der blev aldrig noget ud af anklagerne mod den tyske indvandrer, Karl Frederik Grunwald, i Odense. Efter nogle uger kom han tilbage til huset og værkstedet på Enghavevej i Odense. Men årene som ”frontsvin” i Første Verdenskrig havde sat deres spor i helbredet.
I 1952 døde han og efterlod sig kone og fem børn mellem 21 og syv år.
Grunwald-familien kæmpede sig til gode liv med deres tyske, forpligtende arbejdsomhed og den stærke, danske bondestands selvbevidsthed. Men i mange år lå ”tyskerens” skæbne som en slags tåge af romantisk erindring og fortielse over i hvert fald Karl Frederiks børn.
Selv kunne jeg som ”sen-68’er” ikke acceptere dæmoniseringen af det tyske, og som en slags protest – og via en fremragende tysklærer i gymnasiet – taler jeg i dag sproget flydende.
Min egen far tog i den grad den patriotiske danskhed med sig og var i mange år reserveofficer og major i hæren. Også udstationeret i Gaza i 1965/66 (inden Seksdageskrigen) og aktivist i Værn om Danmark – på Bornholm og nationalt. Konservativ og national – men ikke højreorienteret. Han var vaccineret mod enhver sammenligning med forholdene i sin fars hjemland – herunder at tale sproget.
Min fars små brødre, Ebbe og Lars, nåede da også at bære våben som henholdsvis værnepligtig og hjemmeværnsmand. Ingen skulle være i tvivl om, at tyskerens familie stod vagt om kongeriget.
Min onkel Walter blev pludselig onkel Morten …
Min onkel Morten, skuespilleren, gik radikalt til værks på elevskolen i slut-50’erne efter et råd fra en af sine lærere. Dengang brugte han slet ikke sit mellemnavn, det danske Morten, men hans virkelige fornavn – Walter – efter farens lillebror i Tyskland. Walter Grunwald!
Mein Gott!
Det lød simpelthen for nazi-agtigt de få år efter krigen, og oplevelserne på familiefronten sad i ham. Han tog det danske mellemnavn til sig – og min onkel Walter blev pludselig onkel Morten.
At han siden – via Olsen Banden – blev en særlig helt i det tyske (især i DDR, som købte filmene) og i øvrigt sluttede sit liv og sin karriere ved at spille på Volksbühne i Berlin, er et nærmest ironisk blink fra skæbnen. Sproget tysk – nej, det lærte han aldrig, så rollen i Samuel Beckett-stykket Joe i Berlin var derfor også en taleløs – en mimende – rolle.
Fortielser og opbrud
Mit eget tyske sprog gav mig særlig god kontakt til familien i vest og øst. Og det var her, at familiens krigstraumer i moderlandet kom for en dag via min journalistiske nysgerrighed og en sjælden åbenhed fra meine Verwandten i Tyskland. En begravelse i Stuttgart – i en cocktail af spiritus, vemod og indespærret smerte, tror jeg – gjorde det klart for mig, hvor lukket et land min familiehistorie var på begge sider af grænsen.
Min danske familie bar på smerten over arrestationen af Karl Frederik i maj ’45.
Min egen far nævnte det stort set aldrig, i en slags ”vi-skal-videre”-tænkning. Det er en af hans yngste søskende, min onkel Ebbe Grunwald – der blev min sproglærer på Journalisthøjskolen og i dag er min gode ven ud over familieforholdet – som har været med til at samle de papirer, som denne artikel bygger på.
I min tyske familie var virkeligheden noget mere rå, da jeg fik krøniken fortalt under begravelsen i Tyskland, hvor alkoholen tøede de frosne minder op. Min fars og hans søskendes kære onkel Walter i Hamborg kom først hjem fra sovjetisk krigsfangenskab i begyndelsen af 1950’erne. Som den eneste af børnebørnene i Danmark nåede jeg faktisk at opleve ham på en sommerferierejse, mens jeg gik i gymnasiet. Jeg måtte føje til min familiekrønike, mens min fars lillebror endnu levede.
Han var ikke af høj rang – men nu kom det frem, at han havde været frivillig i Waffen-SS. Og endnu mere brutalt: Hans kone, Frieda, var blandt de hundredtusindvis af tyske kvinder, der under flugten fra øst mod vest i krigens sidste år blev taget til fange af den Røde Hærs soldater og blev en del af historiens mest voldsomme massevoldtægter. Den sovjetiske hær var skruppelløs og følte sig berettiget til hensynsløshed efter nazisternes grusomheder i årene forud.
Ved et mirakel blev hendes børn – de var mellem 11 og tre år – reddet ud af den sovjetiske soldaterlejr, hvor barbarerne havde indrettet deres eget bordel.
Også den historie var der i den grad lagt låg på – også i den danske genfortælling. Min egen far kendte angiveligt ikke selve sammenhængen. Og han var dybt bevæget, da jeg genfortalte voldtægtshistorien til ham mere end et halvt århundrede senere.
På min tyske side var denne skrinlagte fortælling lagt helt væk. Blot dette uudtalte spørgsmål lå som en dunst af et kollektivt traume i Hamburg-familien: Hvem var det største offer – krigsfangen i Sibirien eller den massevoldtagne kone?
I landsbylandet – det lille kongerige, hvor den prøjsiske billedskærer fandt sin kærlighed og sit liv oven på en nærmest invaliderende tid som soldat i Første Verdenskrig – havde krigsdramaet fra 1940 til befrielsen for 80 år siden trods alt en blidere slutning. Billedskæreren på Enghavevej var ikke stikker!
Men den usynlige kuppel af skam hvilede over tyskerens hus på Enghavevej i Odense, så selv en bornholmsk bondedreng og teenager – barnebarnet af den tyske farfar, han aldrig mødte – kunne mærke den en snes år efter befrielsen.
Trods usynliggørelsen af den befrielse, der aldrig blev den samme befrielse i min familie, forsvandt stemningen af smerte aldrig helt.
Men jeg må nok erkende, at medicinen virkede – under overskriften: Lad os så komme videre.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og