FAUST // ESSAY – Goethes Faust er moderne og repræsentativ for vor tidsalder. Det handler ikke mindst om det teknologiske fremskridt. Faust er entreprenøren, der hele tiden har et nyt projekt, og han bringer således fremskridtet til mennesket. Men det viser sig, at fremskridtet også har omkostninger, for andre mennesker må betale med deres liv for Fausts virketrang, skriver Lars Kiilerich Laustsen.
“Påsken er til at læse Goethes Faust!” Sådan sagde min gamle litteraturlærer på universitetet, Niels Axel Grossert, altid inden han sendte os hjem på påskeferie. Det sagde han givetvis med baggrund i, at starten af Goethes fortælling foregår i påsken. De meget intense timer, hvor Faust til sidst erkender sin afmagt og er parat til at tømme et bæger med gift, kulminerer med, at påskekoret påskemorgen proklamerer Jesus’ genopstandelse. Det får Faust til at opgive sit forehavende. Ikke fordi han pludselig får en religiøs åbenbaring, men fordi han får en sentimental erindring om sin egen ungdom, hvor han ved denne højtid vandrede rundt i naturen og oplevede altings genopvågnen.
Faust får fornyet aktualitet i nutiden i lyset af industrielt organiseret folkemord, klimakrise og andre dårligdomme, som det teknologiske fremskridt har bragt med sig
At knytte Jesus’ genopstandelse sammen med naturen er ikke fremmed for os danskere. Vi kender det fra en påskesalme som Påskeblomst! hvad vil du her?, hvor naturfænomenet bliver en afspejling af den kristelige genopstandelse. Jeg har af samme grund personligt altid sat påsken højt, fordi naturen her så at sige gentager påskens religiøse budskab. I Goethes fortælling bliver genopstandelsen dog ikke bare en analogi til Fausts konkrete tilbagevenden til livet; den bliver også et konstituerende træk ved hele hans videre færd gennem verden: han genopstår igen og igen, mens alt og alle omkring ham forgår.
Pendulsvingningen fra den fuldstændige selvopgivelse til alligevel at sige ja til livet igen bereder således vejen for indgåelsen af pagten med djævlefiguren Mefisto, der ganske vist ikke kan tilbyde Faust indsigt i endegyldige sandheder, men ifølge eget udsagn kan distrahere ham så meget, at han fremdeles får nyt livsmod. Alliancen med djævlen pirrer således både Fausts sanselige og åndelige længsler og etablerer, hvad vi almindeligvis forstår ved den faustiske stræben.
Faust er moderne
Jeg fascineres gang på gang over, hvor moderne Goethes Faust egentlig er, og hvor repræsentativt værket er for vor tidsalder. Det handler om evolution, den udvikling, vi også plejer at kalde fremskridt; det handler ikke mindst om det teknologiske fremskridt. Faust er entreprenøren, der hele tiden har et nyt projekt, og han bringer således fremskridtet til mennesket. Men det viser sig, at fremskridtet også har omkostninger, for andre mennesker må betale med deres liv for Fausts virketrang.
Fortællingen får fornyet aktualitet i nutiden i lyset af industrielt organiseret folkemord, klimakrise og andre dårligdomme, som det teknologiske fremskridt har bragt med sig i dag. Disse ting kendte Goethe selvfølgelig ikke til, men han havde en instinktiv fornemmelse af, hvilke skæbnesvangre konsekvenser hans egen samtids tro på fremdrift kunne få.
Karakteristikken af pagten med Mefisto i fortællingen formulerer Mefisto meget præcist, hvor han på Fausts tvivl på, om arrangementet med ham overhovedet kan bære, svarer:
Hvis jeg kan betale for seks hingste til min vogn,
er deres kræfter så ikke mine?
Jeg kommer rask af sted og er en flot fyr,
som om jeg selv havde fireogtyve ben.
Dette er Karl Marx’ yndlingscitat og betegner hos denne den købekraft, pengene udstyrer én med. Men i fortællingen udtrykker det også den teknologiske fordel, Faust drager af Mefisto. Dennes magi er i og for sig ikke mere fantastisk, end når man starter sin bil hver morgen. Den udgør således de materielle stylter, Faust går gennem livet på.
Man kunne med henblik på en senere scene i dramaet også gøre omtalte teknologiske befordringssammenligning mere bombastisk og sige, at Fausts gentagne genopstandelse bliver som en jumbojet, der flyver imod en evig solopgang, men Faust trækker samtidig en kondensstribe af død og ødelæggelse efter sig og overlader til sine omgivelser at blive tilskikket den død, han selv giver afkald på.
En rejse i tid og rum
Faust er om noget en rejse i tid og rum. Dramaet starter i et højt hvælvet studerekammer i middelalderen og ender i moderne tid et sted ved havet, hvor Faust grundlægger en ny civilisation. I det mellemliggende forløb genopstår Faust i alle mulige inkarnationer, som Don Juan, elsker, vovehals, hærfører m.m. Så når vi når frem til omtalte scene ved havet, er vi næsten i moderne tid, hvor nye landvindinger i bogstavelig forstand er inden for rækkevidde. Dramaet afspejler således nogle historiske forandringer, Goethe selv nåede at bevidne gennem et langt liv.
Faust legemliggør den historiske nødvendighed, og således bliver menneskene i hans omgivelser blot satellitter i hans eget selvrealisationsprojekt
Man kan sige, at Faust legemliggør den historiske nødvendighed, og således bliver menneskene i hans omgivelser blot satellitter i hans eget selvrealisationsprojekt. Hans kærlighedseventyr med den unge idealkvinde i tysk litteratur, Gretchen, ender fx i den rene tragedie, ikke bare for hende, men for hele hendes familie samt for det barn, han får med hende. Gretchen dræber barnet i dølgsmål, bliver opdaget og dømt til døden, hvorefter hun afsluttende falder for bødlens sværd på skafottet.
Denne ulykkelige historie sender Faust til tælling, men i den næste scene luller elvere ham i søvn, for at han skal glemme det passerede, og da han vågner op igen, er han parat til at starte på en frisk. Han ser – som varslet i det bombastiske billede med jumbojetten foroven – ind i den opgående sol og bliver indgivet nyt livsmod. Han genopstår således.
Scenen afspejler det princip, der hinsides al moral præger hele dramaet: Livet opstår, forgår og opstår igen.
Fremtiden bygget i sand
Det er en tilnærmelsesvis tilsvarende genopstandelse, der har fundet sted i femte akt af Faust-dramaets anden del. Faust er her blevet en gammel despot og anlægger en civilisation ved kysten ved at indvinde land af havet. Scenariet giver lidt mindelser om Gunnar Andreasen i Kim Blæsbjergs fremragende roman De bedste familier om Cheminova. Ligesom den karismatiske direktør for Cheminova ser Faust mulighederne i et sted ved havet, men visionerne har samtidig omkostninger.
Faust realiserer gennem det ondes repræsentant, Mefisto, hvad der ikke er behageligt, men nødvendigt, og han gør det efter devisen, at målet helliger midlet
For én ting står i vejen for, at Fausts plan kan blive fuldkommen, og det er et ældre ægtepar, Filemon og Baucis, der ejer et lille landstykke i klitterne, der til Fausts store ærgrelse ikke er hans. Derfor lægger Faust imellem linjerne over for Mefisto, at han gerne vil have dem skaffet af vejen. Det gør Mefisto på sin måde, således at bål og brand jævner både ægteparret og landstykket med jorden.
Idyllen må vige for fremskridtet, og det ældre ægtepar bliver ofret på fremskridtets alter. Faust realiserer gennem det ondes repræsentant, Mefisto, hvad der ikke er behageligt, men nødvendigt, og han gør det efter devisen, at målet helliger midlet. Således bliver Faust selve eksponenten for det moderne samfund og den daglige kamp mellem mennesket og havet selve symbolet på det vestlige menneskes naturberherskelse.
Med denne forestilling in mente dør Faust. Men inden det sker, bliver han blindet, og han formulerer i denne tilstand en fremtidsvision ene og alene ved at bevare det indre lys. Han hører nemlig støj uden for sit palads og tror, at det er hans folk, der arbejder videre på hans værk. I virkeligheden er det lemurerne, der graver hans grav, hvilket i en vis forstand gør det til det mest forløjede øjeblik i hans liv.
Faust ser dog for sit indre øje sig selv i utallige inkarnationer fortsætte hans arbejde, en genopstandelse, der i hvert fald i tanken udbreder hans ego til hele menneskeheden.
Den faustiske genopstandelse i vor tid
Jeg spørger mig selv, hvilken betydning Jesus’ genopstandelse i Goethes fortælling har for det moderne samfund, som Faust er eksponent for. Denne nytestamentlige beretning er alt andet lige en positiv historie om, hvordan mennesket overvinder døden. Det står i diametral modsætning til et andet værk, der også inkorporerer Jesus’ lidelseshistorie, nemlig den russiske forfatter Mikhail Bulgakovs i øvrigt Faust-inspirerede roman Mesteren og Margarita, hvor Jesus ikke genopstår. Her står lidelsen i centrum, og Jesus’ livløse legeme bliver blot halet ned fra korset og forsvinder.
Der er dog i dag andre bevægelser i gang, der sætter naturhensynet og stilstanden højere end den konstant udadrettede forfølgelse af mål og formål
Netop døden og lidelsen går Faust i Goethes fortælling i en stor bue uden om, ja, man kan karakterisere hans liv som én lang flugt væk fra de to ting. I stedet for giver han sig stadigt nye excesser i vold, godt hjulpet på vej af den magi, Mefisto stiller til rådighed. “Vejen ad hvilken” bliver ikke skildret. Hans færd gennem verden er snarere ligesom den næste charterrejse til eksotiske destinationer, vi i vor moderne tid med fly planlægger at tage på. Talemåden, at hvis ikke Muhammed vil komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed, passer i særdeleshed her.
Accelerationen og den teknologiske formåen, der består i at kunne komme hurtigt fra sted til sted, har i Goethes fortælling også lighedspunkter med det personlighedsbillede, vor samtid dyrker. Det er forestillingen om selvoptimering, som mange livsstilseksperter og coaches forsøger at indgive os, og som fordrer af den enkelte vedvarende at blive “den bedste udgave af sig selv”, ofte uden at indbefatte hensynet til omgivelserne.
Der er dog i dag andre bevægelser i gang, der sætter naturhensynet og stilstanden højere end den konstant udadrettede forfølgelse af mål og formål. Det manifesterer sig bl.a. i klimabevægelsen, der nærer den bekymring, at det teknologiske fremskridt på længere sigt sætter hele menneskehedens overlevelse over styr. Ligeledes er der et opgør med hele livstils- og coachindustrien, et opgør, der vil gå en anden vej end selvudvikling til fordel for en stoisk livsholdning.
Den tyske filosof Odo Marquard, der i øvrigt går for at være forholdsvis religiøs, har i forlængelse af denne tendens i et foredrag om aldring sin særlige opfattelse af genopstandelsen, som han som gammel mand er begyndt at stille sig skeptisk over for. Han holder nemlig i sin fremrykkede alder meget af at sove og vil omkring den genopstandelse, han er blevet stillet i udsigt, nok så mindeligt bede Gud om ikke at vække ham op, så han i stedet kan blive liggende og sove videre.
Måske har Odo Marquard i mere end én forstand en pointe!
Læs også denne klumme om påskemad af Nana Balle.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her