
80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK #8 // HISTORIE – Det værste blev undgået 5. maj. Der var kampe mellem tyske tropper og modstandsbevægelsen, men både den tyske kommandant og Frihedsrådet havde rådet frihedskæmperne og besættelsestropperne til at undgå kontakt. Over 20.000 blev arresteret af modstandsbevægelsen, og det foregik ikke altid under værdige former.
Nils-Christian Nilsons artikelserie 80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK beskriver begivenhederne i dagene op til befrielsen 5. maj 1945.
Serien adskiller sig fra traditionel historieskrivning og er baseret på flest mulige samtidige og dokumenterede vidneudsagn.
5. maj 1945 blev den mest festlige dag i den nyere Danmarkshistorie. Men også den blodigste. Jublen over befrielsen blev skæmmet af skyderier, hævnaktioner og ydmygende behandling af folk, som man mente havde gået tyskernes ærinde. Over 100 blev dræbt den dag, af dem var 50 frihedskæmpere, som uvant med at omgås våben blev dræbt af vådeskud. Hærens politik over for frihedskampen havde hindret, at tilstrækkeligt mange var blevet uddannet i våbenbrug.
Trods de mange drab, kunne det være gået værre. Men både overkommandoen i Silkeborg og frihedsbevægelsen havde opfordret tyske tropper og frihedskæmperne til at undgå direkte konfrontationer. Det var en af grundene til, at Den Danske Brigade kunne gå i land i Helsingør uden vanskeligheder, fordi der var opnået en forståelse mellem den lokale kommandant og frihedskampens byledelse. Og det var også derfor, at hverken BOPA eller Holger Danske gik til angreb på tyske forlægninger i København.
Selv om både Frihedsrådet og generaloberst Lindemann ville undgå konfrontationer, kom der til en del af dem
Frihedsbevægelsen fik et budskab ud først på natten. ’Disciplinerede afventer vi nærmere ordre. Ingen styrker må foretage aktioner på egen hånd. Vi forventer, at modstandsbevægelsens styrker under alle forhold bidrager til, at samtlige opgaver løses på en måde, der er den danske frihedskamp værdig’.
’Undgå hændelser med danskerne’
I en morgenbefaling beordrede oberstgeneral Georg Lindemann sine tropper til: ’1. Under alle omstændigheder undgå hændelser med danskere. 2. Tropperne skal holdes i forlægningerne. Udgangsforbud. 3. Tropperne i Kreimhild-stillingen (forsvarslinjen ved Haderslev) skal føres til forlægningerne. 4. Udbygning af forsvarsstillinger skal indstilles’, og ’8 Opretholdelse af ro og orden blandt den danske befolkning er de danske myndigheders opgave’.
Samtidig med Lindemanns ordrer til de tyske tropper udsendte Danmarks Radio kl. 07.00 i appel til modstandsbevægelsen om at undgå enhver form for kontakt med de tyske tropper. Det var Frode Jakobsen, en ledende figur i Frihedsrådet, der kom med opfordringen, men anonymt. Han ville ikke tage opmærksomheden fra den kommende statsminister, Vilhelm Buhl eller kong Chr. X, der skulle holde radiotaler senere på dagen.

Selv om både Frihedsrådet og generaloberst Lindemann ville undgå konfrontationer, kom der til en del af dem. I de fleste tilfælde blev der via det danske Silkeborg-kontor rettet henvendelse til Lindemann på Silkeborg Bad, så skyderierne kunne stoppes.
Frihedskæmpere gik til angreb
Der blev dog skudt flittigt 5. maj. Meget var misforståelser, udløst af nervøsitet. Men der var også dramatiske opgør mellem de sidste danske medløbere, allerede da omtalt som varulve, og frihedsbevægelsen. Forfatteren Peter Birkelund opgør de danske tab 5. til 9. maj til 94 dræbte og ca. 400 sårede alene i København. På landsplan var der 200-300 dræbte og 800-1000 sårede.
I nogle tilfælde var det ivrige frihedskæmpere, der var anledning til skyderierne. I København angreb frihedskæmpere Nyboder Skole, hvor tyske soldater (og flygtninge) var indkvarteret, men blev trængt tilbage. I Frihavnen forsøgte frihedskæmpere at beslaglægge et våbenlager, men tyske salver trængte dem tilbage. Ved Knippelsbro åbnede HIPO-folk ild mod tilfældige. De blev nedkæmpet af frihedskæmpere – og regulære tyske tropper.
I både Odense og Aarhus var der dramatiske kampe i gaderne, som kostede adskillige menneskeliv
Trods de klare forholdsordrer fra generaloberst Lindemann, var der tyske tropper, som ikke holdt sig til deres forlægninger, men blandede sig. I Esbjerg blev befolkningen terroriseret, afkrævet legitimationskort og beskudt. I Odder hev den lokale kommandant Dannebrog ned fra flagstængerne, i Sønderjylland var der flere eksempler på, at frihedskæmpere blev afvæbnede af tyske tropper. I alle tilfælde greb overkommandoen i Silkeborg Bad ind og beordrede tropperne tilbage til deres vagtposter eller forlægninger.
Panserslaget i Asserbo Plantage
I Asserbo Plantage blev en kamp mellem terroristerne i Lorentzen-banden og frihedsbevægelsen, repræsenteret ved ’Kulsvierne’ fra Frederiksværk, afgjort af bevægelsens eneste ’panservogn’, V3, en lastbil beklædt med jernplader og udstyret med et let maskingevær. V3 afgjorde kampen. Tre af landsforræderne blev dræbt, flere såret og resten overgav sig.

I både Odense og Aarhus var der dramatiske kampe i gaderne, som kostede adskillige menneskeliv. I Aarhus kom det til skyderier på Bispetorvet mellem en tysk patrulje og frihedskæmpere i Koncertpalæet. Det er uklart, hvem der åbnede ild. Kampen varede et par timer og kostede fire frihedskæmpere og en civil livet. 5. maj blev 13 danskere dræbt, antallet af omkomne tyskere er ukendt.
En af årsagerne til skyderierne var, at de engelske styrker først begyndte at ankomme i større antal 8. maj og at politiet først trådte i funktion flere dage senere.
Kommandant bestukket med 75.000 kr.
Som chef for våbennedkastningen havde major Ole Lippmann fået besked om, at den engelske general Richard Dewing ville lande i Kastrup Lufthavn ved 15-tiden, i øvrigt ledsaget af ca. 300 soldater. Det kunne lade sig gøre, fordi den ellers så omstridte kaptajn Svend Skjødt-Eriksen havde bestukket lufthavnens tyske kommandant med 75.000 kr. (knap 2 mio. kr. i dag) for ikke at sabotere landingsbaner.

Der blev hurtigt oprettet en modtagelseskomité med bl.a. Ole Lippmann, i en slidt frakke, og modstandsmanden Jørgen Røjel. Da flyene var landet, trængte to højtstående tyske officerer sig frem for at modtage briterne. Lippmann og Røjel forlangte, at de trådte tilbage. Efter et nytteløst skænderi trak de to danskere deres våben og fik tyskerne tvunget ud af modtagelseskomiteen.
Følelser fik frit løb under anholdelser
Mange generationer har i Matador-serien set, hvor hårdt det gik sagfører Viggo Skjold-Hansen på, at han blev anholdt på befrielsesdagen. Men i forhold til, hvad der foregik i virkelighedens verden, så var det en nogenlunde fredelig tilbageholdelse. Omkring 20.000 blev anholdt af modstandsbevægelsen. Det foregik til dels under uværdige former.
Frøslev-lejren var dårligt blevet tømt for frihedskæmpere og prominente danskere, før de første hjemmetyskere blev interneret
Geografen, professor Gudmund Hatt, var en af de tilbageholdte. Han beskrev i et brev, hvordan han var blevet ført gennem ’en hylende og skrigende og tusindtallig pøbel’. Han var blevet spyttet i hovedet, slået i ansigtet af en betjent, og sammen med andre blev han om natten jaget op for at se en stikker blive pryglet og truet med henrettelse. Den nazistiske flyverkaptajn, Erik Lærum, betegnede de frihedskæmpere, der hentede ham, som ’amatørgangstere, der ikke levede op til soldatens æresbegreber’.
Bitterhed i Grænselandet
En stor del af det tyske mindretal i Sønderjylland havde været nazificeret, og Frøslev-lejren var dårligt blevet tømt for frihedskæmpere og prominente danskere, før de første hjemmetyskere blev interneret. Det overgik knap 3.000. Mindretallet kaldte de nye frihedskæmpere for ’5. maj drengene’.
Uwe Hänel skrev, at en del yngre indbyggere i Aabenraa nu havde fået armbind og maskinpistoler. ’De begyndte i hvert fald at ’kæmpe’ nu, hvor krigen var forbi. Tappert bistod de ordensmagten med at arrestere hjemmetyske borgere. Disse måtte nu opleve at få presset et skydevåben i ryggen af mennesker, som hidtil havde været deres naboer’.
Bitterheden var dog stor i grænselandet, og den blev kun øget af, at to frihedskæmpere blev dræbt 5. maj. En række hjemmetyskere var blevet interneret på politistationen i Graasten, men tyske marinesoldater fra Egernsund gik til angreb, dræbte Hans Feddersen og Christian Clausen og befriede kendte hjemmetyske nazisympatisører.
Mellem 10 og 20 pct. af de tilbageholdte var såkaldte ’tyskerpiger’, eller ’feltmadrasser’, som de hånligt blev kaldt, fordi de havde plejet omgang med tyske soldater, som i øvrigt blev faddere til ca. 10.000 børn. Mange af pigerne blev jaget på gaderne, klippet skaldede eller trukket nøgne, hånet og udskældte. Det var et voldsorgie, som ikke har meget med en velordnet befrielse at gøre.
Tyskerpigerne – en krænkelse af maskulin ære
I et privat brev fra Helsingør hed det f.eks.: ’Folk stod tæt sammen på fortovet udenfor politistationen og langt ud på Stengade for at se, når frihedskæmperne kom med tøsene; så blev der ’øvet’ og råbt højt, så trommehinderne var ved at sprænges. Gerda ’Møjhakke’ var en af de første, der blev arresteret, og da hun blev ført hen ad gaden, var der en dame der for frem, og gav hende sådan et spark i enden, at hun fløj et langt stykke henad gaden. Mange af de arresterede blev bombarderet med rådne æg, flødeskum og spytteklatter’.
Tyskerpigerne blev straffet ikke alene for deres unationale adfærd, men også fordi de krænkede kønsmoralske normer for, hvad der blev betragtet som acceptabel adfærd, og fordi deres seksualitet blev betragtet som national og maskulin ejendom
Professor Anette Warring har i artikler og i en bog beskæftiget sig med overgrebene. I en mail til POV International skriver hun, at det ’på baggrund af forklaringer i politirapporter, tolkning af det symbolske indehold i deres tilnavne, den måde de blev omtalt i illegale blade osv. – sammen med de øvrige forskellige former for fysisk, voldelig forulempelse, tilråb, spyt, social isolation etc. – (skal ses) som udtryk for en eksplosiv cocktail af national og kønsmoralsk krænkelse, jalousi, hævn, forløsning af indestængt angst.
Det viser tilsammen, at tyskerpigerne blev straffet ikke alene for deres unationale adfærd, men også fordi de krænkede kønsmoralske normer for, hvad der blev betragtet som acceptabel adfærd, og fordi deres seksualitet blev betragtet som national og maskulin ejendom. Der var også tale om en krænkelse af, hvad der blev betragtet som maskulin ære’.

Scavenius på gåtur med modstandskampen
Men alt var ikke fest eller ydmygelse. Der var også en begivenhed, som vel nærmest var typisk dansk. Da tyskerne 9. april 1940 havde erobret Danmark, rykkede den øverstkommanderende, general Leonhard Kaupisch ind på d’Angleterre på Kongens Nytorv i København.
Trafikpolitiet måtte tre gange den dag rydde pladsen for nysgerrige. Da den britiske øverstkommanderende, general Richard Dewing rykkede ind på hotellet 5. maj 1945, ville modstandsbevægelsen undgå lignende opløb. Derfor blev adgangen til Kongens Nytorv spærret.
Sabotøren Hugo Horwitz var chef for de folk, der kontrollerede adgangen fra Strøget til pladsen og fik at vide, at en ældre herre ville forbi. ’Undskyld, jeg ved ikke, om de kan genkende mig’, sagde Erik Scavenius, formelt var han stadig statsminister og ham var det. ’Jeg skal i afskedsaudiens hos Hans Majestæt Kongen, så jeg vil bede om tilladelse til at passere Kongens Nytorv’, sagde Scavenius.
I Flensborg fortsatte spøgelsesregeringen omkring storadmiral Karl Dönitz at fungere, som om krigen ikke var håbløst tabt
Horwitz besluttede sig for at følge Scavenius til Amalienborg. Undervejs spurgte Scavenius høfligt, om ’han havde været med i større ting’. Hugo Horwitz: ’Jeg mente at kunne sige, at det var ret betydelige ting, jeg havde beskæftiget mig med’. Scavenius: ’Når De har været med i så meget, så må De vel omfatte mig med betydelig afsky’. Horwitz svarede, at enhver vel havde lov til at kæmpe for sin overbevisning på en ærlig måde, og ’at jeg ikke afskyede ham’.
Scavenius nåede sikkert frem til Amalienborg, hvor Chr. X sagde: ’Vi opnåede da, at København ikke blev bombarderet og landet ikke ødelagt’. Kl. 17.00 kunne han udnævne Vilhelm Buhl til ny statsminister.
Himmler ville regere Slesvig-Holsten
I Flensborg fortsatte spøgelsesregeringen omkring storadmiral Karl Dönitz at fungere, som om krigen ikke var håbløst tabt. De britiske landtropper havde indtaget Kiel, halvanden times kørsel væk, uden kamp. Men der var hårde kampe, både i det tidligere Prøjsen og omkring Prag, hvor der også var en folkelig opstand. Dönitz-regeringen havde endnu ikke besluttet sig for den totale kapitulation.
SS-rigsføreren, Heinrich Himmler, var jo af Adolf Hitler blevet smidt ud af nazi-partiet, og Dönitz havde ikke udnævnt ham til minister. Alligevel samlede Himmler sine nærmeste medarbejdere om sig i politipræsidiet for at udarbejde planer om ’en reformeret nazistisk forvaltning for Slesvig-Holsten, der kan optage fredsforhandlinger med vestmagterne’.
Som de andre nazister levede Himmler i en drømmeverden. Den ledende minister, Schwerin von Krosigh, havde sagt til Himmler, at han burde overgive sig ærefuldt, og at det ikke var anstændigt, hvis han som så fremtrædende en person forsøgte at undslippe med falsk skæg. Hvilket præcist var, hvad Himmler forsøgte et par dage efter.
Storadmiral Karl Dönitz havde accepteret at overgive den tyske flåde, men i Gelting-bugten tæt på Danmark, sænkede tyske marinere den dag omkring 50 ubåde, hvad der førte til mange års havforurening.
Kapitulationen var trådt i kraft kl. 08.00. Kl. 10.15 trådte en eksekutionspeloton på 30 mand sammen ved Tremmerup Weg i Flensborg. Tre matroser skulle henrettes efter en dom for desertation. Kl. 10.29 blev de skudt, og pelotonens mandskab fik serveret alkohol. Det var ikke den sidste henrettelse i Flensborg. De fortsatte helt til 10. maj. Regeringen omkring Dönitz var nazismen tro til det sidste.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.