ESSAY – ”Jeg har aldrig kendt jer, men jeg glemmer jer aldrig”, skriver filosof og forfatter Peter Tudvad i dette essay om sin vandring i sporet på dødskolonnen, der den 18. april 1945 udgik fra kz-lejren Schwarzheide.
Tirsdag den 25. feb. 2020 tog jeg ud på en vandring, en ganske særlig vandring. Udgangspunktet var Saupsdorf, en lille landsby i den nordlige udkant af det billedskønne Sächsische Schweiz, som komponister, malere og digtere sværmede for i romantikken for to hundrede år siden. Carl Maria von Weber fandt inspiration til “Jægerbruden”, Caspar David Friedrich til “Vandreren over tågehavet” og H.C. Andersen til den første af sine mange rejseoder, “Skyggebilleder fra en rejse til Harzen, det Sachsiske Schweiz osv. osv. i sommeren 1831”.
Men Saupsdorf har ikke bare haft besøg af romantikere som de nævnte – og forresten også mig selv, der ligeledes sværmer for den eventyrlige og klippefyldte grænseregion mellem Tyskland og Tjekkiet, Sachsen og Bøhmen: Om aftenen den 21. april 1945 ankom omkring 600 udmattede mænd til landsbyen, 600 udmattede mænd i blå-hvid-stribede lærredsdragter og træsko eller andet ubekvemt fodtøj. Med dem var op mod 100 SS’ere. Bag sig havde de en næsten 100 km lang march, en dødsmarch, fra kz-lejren Schwarzheide i det sydlige Brandenburg, 50 km nord for Dresden. Dér var de tiltrådt deres ‘vandring’ ud i det uvisse den 18. april 1945, da lederen af lejren på kanontordenen i det ikke længere særligt fjerne kunne høre, at den 1. Ukrainske Front nærmede sig.
De 600 fanger var for de flestes vedkommende tjekkiske jøder, der allerede havde en lang – for mange tre et halvt årig – lidelsesvej bag sig, en Via Dolorosa, som var gået over Theresienstadt og Auschwitz-Birkenau til Schwarzheide. Nu var kursen igen Theresienstadt, hvor tanken muligvis var, at SS-bossen Heinrich Himmler ville bruge dem som forhandlingsobjekter over for de allierede. Nogen nåde havde han i øvrigt ikke tænkt sig at vise dem, for den 14. april havde han givet ordre til, at ingen kz-fanger måtte falde levende i hænderne på fjenden – med mindre han altså kunne se en interesse i det og måske redde sit eget skind.
De står for mig som helte, nogle af dem som helgener, da de midt i deres egne lidelser hjalp deres kammerater, bar dem, når de ikke længere kunne gå, skjulte deres dødsmærkede ansigter for SS’erne
I Saupsdorf blev fangerne tilstået en hviledag og fik lov at sove i et par lader, mens de tidligere på deres jammerfulde odyssé havde overnattet i det fri. Nogle af de lokale forsøgte at hjælpe dem, gav dem brød og lavede kartoffelsuppe til dem, og ynkede dem i det hele taget. Alt dette gjorde intet indtryk på SS’erne, som straks efter ankomsten til Saupsdorf skød de fanger, der skønnedes for udmattede til at forsætte marchen – og igen skød en gruppe trætte fanger, da de fortsatte marchen om morgenen den 23. april.
Jeg vandrede ad nøjagtigt den samme rute, som dødskolonnen gik den 23. april 1945: fra Saupsdorf gennem Hinterhermsdorf og over grænsen til Tjekkiet – dengang til Reichsgau Sudetenland – og videre gennem Kyjov, Krásná Lípa og Rybniště til Horní Chřibská, hvor fangerne atter overnattede – efter en march på omkring 30 km. Jeg tilstår, at jeg var meget optaget af vejrudsigten og i takt med, at meteorologerne lovede stadigt dårligere vejr med regn og rusk, overvejede jeg at investere i noget bedre overtøj til vandringen – “tilstår” det, for det er jo pinligt at bekymre sig om den slags, når man angiveligt vil ud for at lære lidt om, hvordan det var dengang, den 23. april 1945, at gå den lange vej – i tyndt lærredstøj og i elendigt fodtøj og uden at få den fornødne forplejning undervejs.
For otte af fangerne endte ‘vandringen’ allerede efter et par kilometer, da de blev skudt og nedkulet i Kyjovské údolí, en ådal mellem klipperne, som brødrene Grimm kunne have fået noget bedre ud af. Og for endnu flere fanger endte ikke bare dagens, men også livets vandring i Horní Chřibská, hvor nogle blev skudt, fordi de ikke kunne gå videre, mens andre blev myrdet, fordi de angiveligt skulle have stjålet mad fra SS’ernes egne forsyninger.
Jeg stod og så på deres gravsten og talte deres navne til 16. De fire, der begravede dem, blev selv skudt af SS’erne, da de havde gjort deres sidste kærlighedsgerning for deres døde kammerater
Da jeg nåede frem til Horní Chřibská efter otte timers vandring fra Saupsdorf hinsides den tyske grænse, skyndte jeg mig i skiftende vejrlig med sol, regn og blæst op til den lille kirkegård, hvor ligene af 12 udmattede fanger blev gravet ned dengang for 75 år siden.
Jeg stod og så på deres gravsten og talte deres navne til 16. De fire, der begravede dem, blev selv skudt af SS’erne, da de havde gjort deres sidste kærlighedsgerning for deres døde kammerater. Måske var det et af SS’ernes luner, måske var det, som nogle bagefter fortalte, fordi SS’erne mente, de havde stjålet mad. Det gør sultne mennesker nu engang.
Jeg ilede ned til bussen i Chřibská et par km derfra og nåede tre timer senere med bus og tog hjem til Meißen, hvor jeg fik mig et varmt måltid mad og en øl. Bagefter sov jeg i en varm seng, sov, til kirkeklokkerne vækkede mig kl. 7. I en lagerhal i Horní Chřibská var det SS’erne, der om morgenen den 24. april 1945 vækkede de endnu levende kz-fanger, før de igen måtte ud på deres vandring, som ikke var en vandring, men en march, en dødsmarch.
Hvordan hovedparten af fangerne overlevede strabadserne, er mig ubegribeligt. Fysisk burde det ikke være muligt. Jeg ville selv i dag nødigt igen skulle have været ud på en vandring – med ømme muskler og vabler på fødderne fra gårsdagens. Men fangerne vandrede, gik, marcherede dag efter dag – nogle lige lukt i døden, andre tilbage til livet.
Min mindevandring – eller, om man vil, pilgrimsvandring – gav mig en beskeden anskuelsesundervisning i de lidelser, de gennemgik. De står for mig som helte, nogle af dem som helgener, da de midt i deres egne lidelser hjalp deres kammerater, bar dem, når de ikke længere kunne gå, skjulte deres dødsmærkede ansigter for SS’erne, indgød dem håb, så de fandt viljen, viljen til at gå videre, viljen til at leve.
Jeg har aldrig kendt jer, men jeg glemmer jer aldrig.
Mindevandring 25. april 2020
Senere, den 25. april i år, arrangerer jeg for vores menighed her i Meißen – og sammen med en af vores præster – en mindevandring på en del af dødsmarchens rute.
Da vil vi holde andagter ved alle de mindesten, der blev opsat i 1980’erne, og selv lægge små sten på dem – til ære for alle de uskyldige mennesker, som umenneskeligheden kostede livet.
En af mindestenene kommer vi dog til at kigge forgæves efter, da den i oktober – allerede for anden gang – blev revet ned og fjernet af mennesker, der ikke vil mindes, men sikkert gerne sende andre ud på marcher.
Så meget desto bedre grund er der for os til at mindes.
Fotos: Skribenten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
