Hver mandag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
INDVANDRING // KOMMENTAR – Kan vi overhovedet leve ordentligt uden de fremmede, spørger Jesper Grunwald. “Jeg vil ikke undvære min palæstinensiske, kvindelige tandlæge, min tyske specialtandlæge og deres ungarske assistent. Jeg er taknemmelig for de etniske bioanalytikere, sygeplejersker, læger og hjælpere, som jeg netop har mødt i det danske sygehusvæsen. Og chaufførerne, rengøringspersonalet og SOSU’erne med brune, varme hænder. Jeg har det som den gamle digter H. V. Kaalund: ‘Jeg elsker den brogede verden.’”
Denne uge blev kulminationen på måneders ophidset debat om ”de fremmede”. Dansk Folkeparti har op til kommunevalget og det kommende folketingsvalg accelereret radikaliseringen af partiets nationalistiske program. Da de øvrige partier i blå blok begyndte at melde fra, tog partiet endnu et aggressivt skridt i en kronik i Jyllands-Posten.
Men så brød strategien sammen. Kronikken var så fuld af citatfejl, at JP valgte at tage den af nettet. Så kom ulvene fra Danmarks mest højreorienterede parti på tinge tilbage som lam med et: “Undskyld.”
Men holdningerne hænger stadig både i luften og i trådene på partiets SoMe-profiler: Send dem hjem, de fremmede fra især Mellemøsten. Og tyrkerne, pakistanerne. Muslimerne. Vi kan ikke leve med dem!
Dybest set ville jeg nødigt leve alene i den stereotype kultur af frygt og rødgrød med fløde
I mit liv blev det i høj grad taxiuniverset, der lod mig komme tættere på ”de fremmede”.
Først som storkunde i mit arbejde som journalist, hvor jeg har tilbragt sammenlagt mange timer i dialog om Danmark og verden, alene ud fra den kendsgerning, at taxichauffører i Danmark, men også generelt ude i verden, ofte er ”fremmede”, arbejdsmarkedets proletariat. Lønnen er lav, og arbejdstiden meget lang, hvis du vil overleve og være med til at forsørge en familie. Det stærke incitament er ofte, at dit afkom skal længere op ad den sociale rangstige, end du selv har formået.
”Har du selv børn?” spurgte jeg den rare, modne pakistanske indvandrer bag rattet på en af disse folkeoplysende ture i Codan-bilen for tre årtier siden. Han var udrejst fra Pakistan i 70’erne, da det var ok for den danske industri at importere arbejdskraft til de job, vi ikke selv orkede.
”Ja da,” svarede han, fem styk: to drenge og tre piger. Og så svarede han med en stolthed, der oplyste hans ansigt i bakspejlet, som var det et neonskilt på en af storbyens facader: ”Tre læger og to tandlæger.”
Ok, jeg er da også stolt af mine egne unger og deres formåen. Men alligevel. Der skal nok en fremmed mands benhårde sociale kamp til for at hæve sine børns sociale status for helt at forstå, at vores velfærdssamfund er skabt af ambitioner om bedre tider. Og for nogle en reel overlevelseskamp, der er langt mere alvorlig, end fremmedfjendske politikere og deres følgere kan forstå.
Mit liv i taxien som chauffør gav mig helt nye indsigter, også ved at tage toppen af min politiske korrekthed. Nu tilhørte jeg nemlig pludselig som indfødt dansker en etnisk minoritet. Taxijobbet er skabt til indvandrere, fra de akademiske flygtninge, vi ikke kan finde plads til på deres uddannelsesniveau, til de ægte proletarer, der bare starter nederst på rangstigen.
Og selvfølgelig har jeg mødt idioter fra de varme lande. Kønsfascisterne, der bruger deres religionskultur til at undertrykke. Sågar racister. Tyrkeren, der ikke stoler et sekund på sin principielt muslimske ”broder” fra Somalia.
Men helt ærligt. De har aldrig fyldt ret meget i landskabet, og jeg kan bekræfte empirisk, hvad en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet siger: Vores forestillinger om indvandringen er langt mere negative end virkeligheden.
Jeg fik belyst min etniske uvidenhed
Basel fra Irak blev en af mine helt gode venner, da jeg startede i taxicentret med de 30 vogne i den københavnske forstad. En munter og rar araber fra Irak, der måtte flygte ud af landet. Jeg fulgte ham snart på de sociale medier, men jeg kan jo ikke de arabiske skrifttegn, så jeg måtte hele tiden bruge oversættelsesknappen.
Han testede også ubevidst mine forestillinger om folk fra hans land. For han var ikke en af dem, de få, der indimellem bredte bedetæppet ud i taxiernes forgård til ankomstterminalen i Lufthavnen, når Gud kaldte til bøn. Og han talte meget ofte om at glæde sig til weekenden, hvor han skulle nyde konen og et par gode glas whisky.
De selvvalgt og religiøst tørlagte fra hans verdensdel kiggede lidt skeptisk på ham. Og jeg gjorde det. Var det for at provokere? Eller var det for at fedte for frisindet i det land, hvor han nu havde hjemme?
Jeg fik belyst min etniske uvidenhed.
Basel er araber, ja, men hans familie tilhørte den kristne sekt mandæerne, der har Johannes Døberen som den vigtigste profet og som ikke har forbud mod at tage ”en lille én”. Deres religiøse sprog er aramæisk, som formentlig er det sprog, Jesus talte. Og de troende muslimer forfølger dem, selv om de er arabere og taler og skriver arabisk i et arabisk land. Danmark blev i konkret forstand deres redning for årtier siden.
Jeg er vaccineret mod nationalisme, på en skala fra den sorte og røde til tidens danske symbiose af national arrogance og kulturelt mindreværd
Jeg ringede til Basel i dag for lige at blive lidt klogere og høre, hvordan det går med afkommet. Det korte svar om de fire børn: En ingeniør, der rejser for et dansk firma i hele verden, en arkæolog, en specialpædagog og efternøleren, der begynder på universitetet om et par måneder. Her i familien er ”fjumreåret” kun et halvt år.
Jeg er selv et produkt af indvandring. Tysk, fra den del af Østpreussen, hvor Sovjetunionen efter krigen overtog magten og tvangsforflyttede millioner af tyskere i lyset af deres kommunistiske og nationalistiske ”civilisation”.
Min farfar kom hertil før Første Verdenskrig, måtte kæmpe for Tyskland i den krig, men kom tilbage til kongeriget. Jeg er derfor vaccineret mod nationalisme, på en skala fra den sorte og røde til tidens danske symbiose af national arrogance og kulturelt mindreværd. Hvis ikke vi bortskaffer dem, udsletter de os.
Dybest set ville jeg nødigt leve alene i den stereotype kultur af frygt og rødgrød med fløde.
Jeg vil ikke undvære min palæstinensiske, kvindelige tandlæge, min tyske specialtandlæge og deres ungarske assistent.
Jeg er taknemmelig for de etniske bioanalytikere, sygeplejersker, læger og hjælpere, som jeg netop har mødt i det danske sygehusvæsen, da jeg skulle have indopereret et lille rør i et af hjertets pulsårer. Og chaufførerne, rengøringspersonalet og SOSU’erne med brune, varme hænder.
Jeg har det som den gamle digter H. V. Kaalund: ”Jeg elsker den brogede verden.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og