KVINDESAGEN I IRAN // KOMMENTAR – Der findes to rigtig gode grunde til, at protesterne i Iran stadigvæk har vores opmærksomhed, sagde forfatteren og oversætteren Shahin Aakjær blandt andet i sin tale i går ved Dansk Flygtningehjælps markering af kvindernes internationale kampdag.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er fuld af beundring for iranerne. For de mænd og kvinder, som kæmpede otte år i en absurd og ensom krig i 80’erne og kom hjem til et land, der skulle genopbygges uden international hjælp – tværtimod.
For de kunstnere, som trodser censuren og laver film, litteratur og musik i absolut verdensklasse. For de journalister, der hver dag skal gætte sig frem til, hvor styrets røde linje ligger i dag. Men også for de unge, som ikke vil tilpasse sig et strengt samfund, men som vil have det strenge samfund til at tilpasse sig dem.
Siden den iranske revolution mundede ud i Den Islamiske Republik i 1979, har det været de unges fortjeneste, at Iran har udviklet sig. For Den Islamiske Republik har bestemt forandret sig. Det er stadigvæk en brutal, totalitær stat, som slår hårdt ned på sin egen befolkning, men en stat, der også er nødsaget til at lytte bare en smule til sit folk.
Og det kommer i høj grad de unge til ære. For Iran har en ung befolkning. 60 % er under 35 år, og det er dem, der skubber grænserne. For præsterne i Iran ved, at fremtiden er hos de unge, og derfor har Den Islamiske Republik gradvist løsnet båndet, en lille my ad gangen. Spørgsmålet er bare, om den unge generation har tålmodigheden.
De har set, at det netop er kvinderne – mødrene, som Den Islamiske Republik henvender sig til, fordi de er nøglen til den næste generation. Det er en kamp om fremtiden
I sommeren 1999 så man oprør på universiteterne. Ti år efter, i 2009, var det middelklassens unge byboere, som demonstrerede, og fra 2017 og til i dag har der været tilbagevendende protester. Det oprør, vi har set denne gang, fra Mahsa Aminis tragiske død den 16. september 2022 til nu, er båret frem af teenagere, og kvinderne har haft en helt markant rolle.
Det har været de 15 til 20-årige, som har rystet samfundet. Og vi har ikke set det sidste fra dem. Den Islamiske Republik rystede på hånden, og det så de unge iranere. De ved, at Den Islamiske Republik er afhængig af dem. De har set, at det netop er kvinderne – mødrene, som Den Islamiske Republik henvender sig til, fordi de er nøglen til den næste generation. Det er en kamp om fremtiden.
Tørklædets rejse
Jeg tror, der findes to rigtig gode grunde til, at protesterne i Iran stadigvæk har vores opmærksomhed. Den ene er, at det er et oprør, der passer ind i vores selvfortælling om, at vi er de gode, der lever på den rigtige og civiliserede måde. Der er optøjerne i Peru, krigen i Yemen, demonstrationerne i Frankrig og den langsomme kvælning af Palæstina bare lidt sværere at få til at passe ind.
For mig er de iranske kvinder ikke stakler. De er undertrykte, ja. Men stakler er de så langt fra
Men vi skal passe på med at simplificere verden. Jeg støder ofte på en fortælling om Irans kvinder som stakler, der bliver holdt i en kort snor af deres regime, deres mænd og deres tørklæder. Til tider minder det mig næsten om fortællingen om afghanske kvinder, der blev en undskyldning for 20 års krig, der blev til et sviende nederlag for USA, for Danmark og for kvinderne i Afghanistan.
For mig er de iranske kvinder ikke stakler. De er undertrykte, ja. Men stakler er de så langt fra. Mere end 60 % af de universitetsstuderende i Iran er kvinder. Fremtiden i Iran ligger hos de unge kvinder. Det er dem, som fik verden til at tale om muligheden for en feministisk revolution i 2022. Det oprør handler ikke bare om tørklædet. Det handler om alt fra arveret og børnefattigdom til økonomi og åndsfrihed.
Selvom det obligatoriske tørklæde ofte bliver hovedpointen i simplificeringen, så er det et stærkt og vigtigt symbol. Men tørklædets rejse fra midten af panden til klædeskabet er også et billede på Den Islamiske Republiks udvikling.
I årene efter revolutionen i 1979, var tørklædet stramt og dækkede alt håret. Alt andet blev straffet – hårdt. Da jeg boede i Iran i slutningen af 90’erne, var sløret kravlet op midt på hovedet, så pandehåret kunne farves, sættes og vises frem. I løbet af 00’erne så jeg flere og flere unge kvinder, der lavede en hestehale bagerst på hovedet og lod tørklædet ligge deromme.
De sidste par gange, jeg besøgte Iran, i slutningen af 2010’erne, var det nye at lade et lille og let slør ligge oven på hovedet uden at binde en knude under hagen. Når vinden så puffede det ned på skuldrene, lod de unge kvinder, som om de ikke havde bemærket det. Det, jeg hører nu, er, at selvom protesterne ikke fylder så meget i gaderne længere, så går mange af de unge kvinder i de større byer ud, uden overhovedet at have et tørklæde over hovedet. Det er ikke noget, de har fået lov til – det er grænser, de selv har skubbet.
To forskellige slagmarker
Der er to slagmarker i kampen mellem Den Islamiske Republik og de unge iranere, der ønsker forandringer. Den ene er på gaderne. Her har staten overhånden, fordi den har våben og soldater. Men den anden slagmark er de sociale medier. Her er det de unge iranske kvinder og mænd, som har hjemmebane. De er vokset op med sociale medier, og de ved, hvad der skal til for at få opmærksomhed.
De iranske kvinder er beundringsværdige for deres konstante udfordring af reglerne og rammerne
Og det er her, vi skal finde den anden gode grund til, at vi stadigvæk har en vis opmærksomhed rettet mod Iran. Det er et fotogent oprør. Unge og smukke kvinder, der står oven på biler med brændende tørklæder, tapre teenagepiger der står med blottede fletninger og giver fingeren til et portræt af den åndelige leder. Billederne er gribende, inspirerende og delevenlige.
De iranske kvinder er beundringsværdige for deres konstante udfordring af reglerne og rammerne. Fra den kvinde, der trodsede den uskrevne regel om, at kvinder ikke må køre motorcykel, og brugte al sin fritid på at fræse rundt i landets smukke natur, til de to unge afghanske flygtningepiger, der trodsede reglen om, at kvinder ikke måtte komme på fodboldstadions, og alligevel agerede trænere for deres lokale herrehold igennem hegnet ind til grønsværen. Hver dag er der kvinder i Iran, der tager chancer, udfordrer regler og rykker grænser.
Mor, datter og Zoya Pirzad
Der er tre iranske kvinder, som fylder meget i mit hjerte, og som jeg har lyst til at fortælle om. To af dem er jeg i familie med, og den sidste har jeg aldrig mødt.
Min tante er i slutningen af 50’erne. Hun har født og opdraget tre børn. Hun er hjertevarm, snakkesalig og har ben i næsen. Og så er hun loyal over for Den Islamiske Republik. Hun tager på pilgrimsrejser i Irak, hundser med sin mand for at få ham til at køre hende og veninderne til det ene møde efter det andet, og så sætter hun den åndelige leder over sine egne børn.
Hendes datter er i slutningen af 30’erne. Hun har en høj uddannelse og er fraskilt. Hun er intelligent, progressiv og optimistisk. Og så er hun modstander af det bestående system. Når hun går uden for døren, er det uden det obligatoriske tørklæde.
Da hun blev spurgt om, hvorfor hun tror, hun altid er kommet helskindet igennem censuren, svarede hun meget fint: “Enten var de ligeglade, eller også forstod de det ikke”
Iranske kvinder er vidt forskellige. Der kan være en verden til forskel fra mor til datter. De lever under samme tag, i samme land og kæmper for, hvad de hver især føler, er rigtigt. I mine øjne handler det her i høj grad også om generationer, og iranerne kommer ikke udenom, at det kun er den ene generation, der har fremtiden foran sig.
Den iransk-armenske forfatter Zoya Pirzad er vokset op i det sydlige Iran, men bor nu i Jerevan i Armenien. Hun er stor i Iran, hvor en af hendes bøger er kommet i hele 53 oplag. Hun har vundet internationale priser og er blevet oversat til at væld af sprog, men hun har også vundet priser hjemme i Iran.
Hun er i mine øjne noget helt særligt, og derfor har jeg oversat hendes novellesamling Som alle andre eftermiddage for forlaget Rebel With a Cause. Hun er født i 1952 og tilhører derfor ikke fremtidens generation, men alligevel er der noget tidløst i hendes beskrivelser af kvindelivet. Hun fortæller om kvinder, der sidder fast i hverdagen, kvinder, der vil vride sig fri og om kvinder, der gør, hvad der passer dem.
Hullerne i systemet
Det er meget sjældent, Pirzad lader sig interviewe. Alligevel har jeg gravet tre citater frem, som jeg synes, er værd at se på igen.
“Hvad folk i Vesten tror om Iran, er forkert. Selv nu om stunder, efter revolutionen, er vi ret vestlige. Ja, der er en modsætning mellem livet i hjemmet og i det offentlige – det er sandt, at kvinder for eksempel skal bære tørklæde, men vi lever et fuldkomment liv. Det her er ikke Kuwait eller Saudi-Arabien. Vi har kvinder i traditionelle manderoller – ejendomsmæglere og embedskvinder – vi har mode og fester.”
Og det er ikke, fordi kvinderne i Iran skal takke Den Islamiske Republik for de friheder, de så har, men det er et udtryk for, at Den Islamiske Republik har set sig nødsaget til at give visse friheder til sine kvindelige undersåtter.
Zoya Pirzad er kritisk over for et unuanceret udefrakommende syn på kvinderne i Iran. Et andet eksempel på denne kritik er hendes kræsenhed udi forlag og oversættere.
“Jeg er flere gange blevet spurgt om tilladelse til at udgive oversættelser af mit arbejde, men det har ofte været hos universitetsforlag eller akademiske udgivere. Når din bog bliver udgivet på et universitetsforlag, bliver den på en måde slået ihjel. Det har en slags formynderisk effekt. Jeg vil ikke oversættes, fordi jeg er iraner. Eller på grund af politik. Jeg vil have mine bøger oversat for deres litterære kvalitet eller deres universelle temaer.”
Dermed ikke sagt, at Pirzad ikke er iraner eller politisk. For hun er bestemt begge dele. Men hun er politisk på sin egen subtile måde. Og derfor er hun en af de få stjerner på Irans litterære himmel, som aldrig er blevet censureret. Poesien i hendes skrivestil ligger i det minimalistiske og beskrivende. Og det er forbandet svært at censurere det, der står mellem linjerne. Da hun blev spurgt om, hvorfor hun tror, hun altid er kommet helskindet igennem censuren, svarede hun meget fint: “Enten var de ligeglade, eller også forstod de det ikke.”
Zoya Pirzad er en af de mange kvinder fra Iran, som har fundet et hul i systemet. Dem er der mange af, disse kvinder, som finder huller i systemet, og hvis ikke de finder et hul, så laver de et. De unge og kvinderne rykkede grænser før Den Islamiske Republik, de gør det nu i Den Islamiske Republiks 44. leveår, og de vil blive ved med det på den anden side af Den Islamiske Republik.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
