Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
POV PÅ SPIDSEN // KOMMENTAR – Det er godt nok svært at genkende venstrefløjens kampgejst, som jeg personligt voksede op med i min barndoms 60’ere og ungdoms 70’ere, skriver Jesper Grunwald. Velfærdssamfundet har skabt en slaphed på nye idéer og forslag, hvor det røde Danmark reelt er den bevarende faktor, og den aktivistiske højrefløj vil forandre.
Venstrefløjen ømmer sig for tiden – globalt. I det kommunistforskrækkede USA, hvor præsidenten varsler specifik efterforskning af venstreorienterede grupper, og hvor ordet ”liberal” med tiden er blevet til en etikette for socialisme. I Europa, hvor centrumsocialisterne i bl.a. Storbritannien og Frankrig nærmest er døende. Og i Danmark, hvor Enhedslistens Pelle Dragsted her og hisset gennemlyses for påstået sympati for Blekingegadebanden – 40 år efter at den huserede.
Ja, den ømmer sig, venstrefløjen. Men det er måske i virkeligheden en lidt for venlig karakteristik. For det virker ofte, som om den blunder eller sover. Den er i en permanent defensiv.
Sov sødt, socialister – og visselul,
for klassekampen er sluttet.
Den røde bjørn med det vrede brøl
den sover så stille og nuttet
Jeg har lånt inspiration fra Harald H. Lunds tekst fra 1948. Jeg synes, vuggevisen med den lidt vemodige musik passer glimrende til den politiske stemning til venstre for midten. Lidt undseelig. Meget pæn. Det er fx, vil jeg påstå, venstrefløjen i det danske Folketing, der mest disciplineret følger de borgerlige dyder i den politiske debat.
Det er en global udvikling, mener den franske filosof Catherine Malabou, som er professor ved universiteter i Storbritannien og USA. Hun blev for nylig interviewet af chefredaktør Rune Lykkeberg fra Information.
Hun kommer med følgende dom over det politiske NU: Højrefløjen har stjålet anarkiet, og venstrefløjen er blevet reaktionær. Malabou betegner sig selv som venstreorienteret og er bl.a. kendt for noget så kontroversielt på venstrefløjen som sin store begejstring for AI – kunstig intelligens.
Det er godt nok svært at genkende venstrefløjens kampgejst, som jeg personligt voksede op med i min barndoms 60’ere og ungdoms 70’ere. Opgøret med professorvældet og forældede autoriteter. Kvindernes kamp for ligestilling. En solid arbejdernæve i arbejdskampene. Folkebevægelserne mod Vietnamkrigen og imperialismen i Afrika, Asien og Sydamerika. Den seksuelle frisættelse.
Jo, jeg ser i dag selv skyggen af et rødt skønmaleri og må erkende, at der godt nok blev lukket øjne for betonkommunismens sorte sider – fra Sovjet til Kina og fra KIM-dynastiet i Nordkorea til Pol Pot i Cambodja. Men det ændrer ikke ved den virkelighed, at ikke mindst den demokratiske socialisme med dens artikulerede indsats for menigmand/arbejderen/lønmodtageren og dens fredelige kamp mod kapitalmagt og ulighed dybest set har forenet liberale frihedsidealer med det sociale sigte: at tage fra de rige og give til den brede befolkning.
Idépolitikkens forfald på venstrefløjen
Men velfærdssamfundet har også skabt en slaphed på nye idéer og forslag, hvor det røde Danmark reelt er den bevarende faktor, og den aktivistiske højrefløj vil forandre.
Den hurtige dom over idépolitikkens forfald på venstrefløjen er: Socialdemokraterne er grebet af den politologiske feber, at højrefløjen skal bekæmpes ved, at partiet griber højrefløjens dagsorden på nogle markante områder. Profilerede politikere går ind i en indvandrerdebat, hvor der – ikke mindst i retorikken – kun er kosmetiske forskelle på DF og S.
Fornyelsen – skabelsen af nye visioner inden for den socialistiske tænkning – her sker der godt nok ikke meget
Og der er masser af nationalkonservativt tankesæt i et parti, der er skabt ud af en internationalistisk ideologi. Også skolepolitikken er kommet på dagsordenen i slagskyggen af gode, borgerlige dyder. Det er meget godt, alt det der med at børnene har det svært – men de skal først og sidst lære at opføre sig ordentligt.
SF virker jævnligt som et parti, der sløves i skarpheden af deres egen succes. Det bygger jo på den kendsgerning, at det vælter ind med vælgere i opinionsundersøgelserne, når det går skidt for socialdemokraterne. Enkelte politikere som Karsten Hønge (en af de få faglærte arbejdere i partiet og i det samlede Folketing) er på banen med sin medfødte polemiske stil. Og en personlighed med indvandrerbaggrund, Halime Oguz (stemt ud af Folketinget i ’22), har måttet tage masser af – også interne – hug for sine hårde angreb på social kontrol og islamismen i de miljøer, hun kender indefra.
Enhedslisten kæmper stadig den kamp, som er en konsekvens af den cocktail af socialistiske idéer, der skabte partiet. Fra reelle stalinister i DKP til halal-hippierne i VS. Opmærksomheden på partiets demokratiske sindelag er historisk forståelig – og ofte dybt hyklerisk, når man kigger på opslag og tråde hertil fra politikere og aktivister på højrefløjen, som fornyer det fascistoide tankegods – ikke mindst i sprogbrugen.
Hvad er venstrefløjens svar
Men fornyelsen – skabelsen af nye visioner inden for den socialistiske tænkning – her sker der godt nok ikke meget. Der er fx ingen væsentlig fokus på de gamle tanker om overskudsdeling/økonomisk demokrati, som kunne være med til at bekæmpe den økonomiske ulighed. Der er ingen reel offensiv i energipolitikken.
Og der er ingen kontant modvægt til den moderne højrenationalisme, som får partileder Messerschmidt til at være stand-up’er ved en højreorienteret demonstration i London for nylig, hvor han med egne ord på engelsk fortæller demonstranterne, at Storbritannien ”er en nation, som forrådes af sin egen valgte regering. En nation, der rådner op indefra”.
Arbejderklassens børn har sejret socialt – men taber politisk
Hvad er venstrefløjens svar på dette direkte angreb på det frie demokrati?
Den er under alle omstændigheder paralyseret af den marxistiske doktrin, at når lønarbejderen bliver tilstrækkeligt undertrykt og får en stadig mindre del af de værdier, han og hun selv har været med til at skabe, så vil arbejderen gøre oprør mod kapitalejerne – mod den økonomiske magt og elite.
Men fra Washington til gaderne i London og autostradaerne på de sociale medier: Arbejderklassen har, guidet af højreorienterede populister, nydefineret eliten som det højtuddannede, politiske establishment i regeringsbygningerne. Globalisterne, som definerer virkeligheden ud fra universitetsstudier og spin – ikke via priserne på dagligvarer.
Socialisterne blunder i en grad, så det minder om en slags skamfølelse. Og de er ikke i det daglige inspireret af deres folketingsgruppers sociale sammensætning. En hurtig sammentælling viser, at ud af SF’s, Enhedslistens og Socialdemokraternes samlede repræsentation i Folketinget er blot 8 ud af 74 medlemmer faglærte arbejdere eller professionsbachelorer (skolelærere, journalister, sygeplejersker etc.). Kigger man på S alene, er mere end halvdelen akademikere, og kun 4 ”arbejdere” i klassisk forstand. Næsten 20 pct. af folketingsgruppen har faktisk samme uddannelse – kandidater eller bachelorer i statskundskab.
Arbejderklassens børn har sejret socialt – men taber politisk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og