Danmark

Hvad er der dog sket med Danmark?

i Debat/Politik & Samfund af
BEHANDLINGSTID & INTEGRATION // DEBAT – “Hvorfor denne modstand mod at give os hånden og sige ”Velkommen hjem, vis os så, hvad I kan og bidrag til verdens bedste velfærdssamfund”? Vi vil være hér – og vi vil bidrage! I stedet er beskeden til os: Nu skal I bare tage al den gode energi og alle de gode forhåbninger og intentioner og lukke det hele ned, og sætte jer pænt på bænken uden at sige et kvæk og uden at forvente noget. Og når I så er blevet helt indtørrede og bitre, så kan I måske, hvis I er heldige, komme med i klubben. Jeg har på fornemmelsen, at det hele handler om at få os til at opgive og rejse igen. Kan det være rigtigt?” Sådan skriver Ari Rosenzweig, der efter et udlandsophold fra 2009-2019 flyttede tilbage til Danmark.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Egentlig havde vi et godt liv i Danmark. Vi havde tre små børn, en fin lejlighed på Frederiksberg, gang i karrieren og et stærkt netværk. Men alligevel var der stadig en smule eventyrlyst i os, og vi besluttede os for at tage afsted og prøve kræfter uden for landets og vores egne trygge grænser. De næste år fløj af sted, og vi etablerede begge egne virksomheder. Vi var dygtige iværksættere, flittige og hårdtarbejdende. Det gik godt. Men efter ti år besluttede vi alligevel at vende tilbage til Danmark.

Jeg var fuld af forhåbninger for hele familien. Jeg glædede mig over, at mine børn kunne få del i det samfund, der havde formet mig som person; en opvækst i et åbent, frit og fredeligt samfund. Velkomsten var over alle forventninger. At træde ind i Borgerservice var som en femstjernet hotellobby, og vi blev prompte kørt gennem systemet med vores cpr-numre, folkeregisteradresse, familielæge og sygesikring. Lige på nær min hustru.

Hun er nemlig ikke fra Danmark. Og hun havde mistet sin permanente opholdstilladelse under vores ophold i udlandet. Hun måtte nu pænt vente på at at få lov til at arbejde, gå til lægen, og åbne en bankkonto.

Min hustru venter og venter derhjemme, isoleret og magtesløs

Hver morgen tog børnene i skole, jeg på arbejde, og vi efterlod min hustru derhjemme. Da vi kom hjem, kunne vi dele vores oplevelser om vores nye hverdag. Der var så mange nye indtryk. Børnene fik hurtigt travlt med fritidsaktiviteter og nye venner. Ugerne gik, og dagene blev kortere.

Hvad har politikerne haft i tankerne med dette sylteri? Hvor fattigt og nærigt er det ikke over for landets egne statsborgere og deres livspartnere at lade dem sidde og sygne hen i venteværelset?

Der skulle gå fem måneder, før vi hørte fra Udlændingestyrelsen første gang. Vi havde løbende sendt flere beskeder via den digitale beskedformular for at følge op på ansøgningen og forhøre om status. Ikke én eneste gang fik vi et svar. Hvis jeg ringede, fik jeg en høflig receptionist i telefonen, som kunne henvise til styrelsens hjemmeside, hvor tre ud af fire prikker repræsenterer udviklingen på vores sag.

Familiens økonomi strammer til, mens stressen stiger og ventetiden fortsætter

At forsørge en familie med to voksne og tre store teenagere kræver som bekendt en god sjat penge. Børnepenge eller anden hjælp er der ikke noget af, da vi har været bortrejste. Min hustru måtte stadig ikke arbejde, og vi var ved at opbruge hele vores opsparing. Hver eneste dag åbnede vi postkassen med håbet om at finde et brev fra Udlændingestyrelsen. Datoen for den maksimale behandlingstid på ti måneder lå som et anker af håb, hvor min hustru endelig kunne komme i gang med sit nye liv, så vi kunne få rettet op på vores pressede økonomi.

Men vi kom til at vente 11 måneder, før vi for anden gang hørte fra Udlændingestyrelsen: Vi kunne måske forvente en afgørelse den 17. september – fjorten måneder efter at vi indgav ansøgningen, lød det. En besked uden nogen begrundelse.

I stedet er beskeden til os: Nu skal I bare tage al den gode energi og alle de gode forhåbninger og intentioner og lukke det hele ned, og sætte jer pænt på bænken uden at sige et kvæk og uden at forvente noget

Der skulle faktisk gå 15 måneder (oktober 2020) før vi fik tilsagn. Vi burde være glade nu, og det er vi til dels også, men samtidigt så hamrer spørgsmålet dagligt på: Hvorfor skulle vi udsættes for dette? Vi ser os omkring på et samfund, som er så langt fremme og oppe på dupperne med at løse og bistå alskens sociale og menneskelige problemer, lige fra Corona-hjælpepakker til sexisme på Christiansborg. Og så hører man og læser om så mange, som bliver udsat for totalt unødvendig og nedværdigende behandling af deres kærlighedspartnere fra udlandet, af det selvsamme overskudsrige land, Danmark.

Fortvivlet må min hustru lade det tilbudte drømmejob gå

Min hustru har fået tilbudt et drømmejob i lige netop hendes faglige speciale, men det har hun måttet lægge på is. Vi har ikke fået nogen forklaring, nogen beklagelse, noget tilbud om hjælp af nogen art. Ingen hensyn til den stadig mere depressive og stressede tilstand, uvisheden satte os i.

Når min hustru grædende spurgte i telefonen, om der ikke er nogen, som vi kunne snakke med, fik hun at vide, at hun skulle være tålmodig og vente. Og nu skal vi, med en positiv afgørelse, alligevel stille over 70.000 kroner i økonomisk garanti, da min hustru tidligere har bestået en række danskprøver. Penge, som nu er blevet brugt, fordi vi kun har haft én indkomst.

Isolation, uvished og økonomisk pres tager mod og glæde fra enhver

Jeg tænker: Hvad har politikerne haft i tankerne med dette sylteri? Hvor fattigt og nærigt er det ikke over for landets egne statsborgere og deres livspartnere at lade dem sidde og sygne hen i venteværelset? At isolere dem og kvæle deres gåpåmod og energi med en absurd og helt unødvendig lang sagsbehandlingstid?

Hvem gavner denne model? Det er i hvert fald ikke noget, som fremmer integrationen eller blot følelsen af glæde over, at man vælger at komme hjem og lægge sin energi og sine skattepenge i Danmark. Hvorfor denne modstand mod at give os hånden og sige ”Velkommen hjem, vis os så hvad I kan og bidrag til verdens bedste velfærdssamfund”? Vi vil være hér – og vi vil bidrage!

I de 25 år, jeg har været sammen med min hustru, har denne tid i Danmark været den største udfordring for vores forhold og vores familie

I stedet er beskeden til os: Nu skal I bare tage al den gode energi og alle de gode forhåbninger og intentioner og lukke det hele ned, og sætte jer pænt på bænken uden at sige et kvæk og uden at forvente noget. Og når I så er blevet helt indtørrede og bitre, så kan I måske, hvis I er heldige, komme med i klubben.

Danmarks absurd lang granskning og udsættelse af frister er brutal

Jeg har på fornemmelsen, at det hele handler om at få os til at opgive og rejse igen. Kan det være rigtigt? Vi har været gift i 20 år, og vi har tre børn, som alle er født i Danmark. Og alligevel skulle vi igennem denne absurd lange granskning for at få lov til at være i Danmark. I de 25 år, jeg har været sammen med min hustru, har denne tid i Danmark været den største udfordring for vores forhold og vores familie. At gå i 15 måneder uden at ane, om man overhovedet kan bo i Danmark, kan tage modet fra enhver.

Jeg skriver dette, da det føles som en sidste udvej at henvende sig til offentligheden. Det system, politikerne har sat op, er en stor bunker, som afviser enhver henvendelse, ethvert spørgsmål, som frasiger sig ethvert ansvar og er iskold over for den mindste medmenneskelige behandling.

Hvor er den danske fornuft og ansvarlighed blev af?

Jeg ved selvfølgelig godt, at der er blevet strammet meget op på reglerne, siden vi sidst boede her, og at udlændingepolitikken har været hård. Men var der ikke noget om, at den også skulle være fair? Eller i det mindste bare fornuftig? Ved nogen ansvarlige politikere, hvilke destruktive konsekvenser disse stramninger har for statsborgere og deres familier? Jeg har svært ved at beskrive den magtesløshed, frustration og følelse af svigt, som dette indebærer.

Det Danmark, jeg er kommet hjem til, er ikke det land, jeg kender og er vokset op i. Jeg har stadig ondt i maven og tvivler på, om Danmark er det Danmark, jeg altid havde troet, det var. Hvad er der sket?

Ari, første gang familiesammenført i 1999, udrejst med familien i 2009, søgte familiesammenføring igen i 2019 efter 10 år i udlandet.

 


Denne er en mindre redigeret udgave af en artikel, der tidligere er blevet udgivet i Politiken. Læs den originale version her.


LÆS MERE I POV OM FAMILIESAMMENFØRING HER


Foto: Privatfoto

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Ari Rosenzweig er født og opvokset i Danmark. Efter en karriere som professionel danser og koreograf skiftede han retning og startede med at bygge cykelstel. Han er gift med Hagit og de har tre børn sammen.

Seneste artikler om Debat