KUNST // KOMMENTAR – Der er afsagt dom i sagen mellem Jens Haaning og Kunsten i Ålborg. Mens vi venter på dommen i sagen om en buste, der blev skubbet i havnen, lader svaret på spørgsmålet om, hvad kunst egentlig er, nok vente lidt på sig.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ikke overraskende skal Jens Haaning ifølge dommen betale pengene tilbage. De ca. 500.000 kroner, som skulle have siddet som kønne, kolde kontanter i de to tomme rammer, skal betales tilbage. Nok går kunst ud på forskellige former for bedrag, men der er dog visse grænser.
Men faldt dommen overhovedet i den rigtige retssal? På mange måder havde det været mere interessant at prøve sagen som en straffesag, som kunstneren Uwe Max Jensen foreslog.
Max Jensen meldte Haaning til Nordjyllands Politi for tyveri, men det var en dårlig idé. For rent teknisk kan der ikke være tale om tyveri, men derimod måske om bedrageri.
Det mente i al fald ph.d. i Statskundskab Roger Buch, da jeg diskuterede sagen med ham for snart et år siden. Buch mener, at hvis det havde været en statsejet institution, som Haaning havde snuppet 500.000 kroner fra, så skulle fx Statens Museum for Kunst have politianmeldt sagen. Men Kunsten i Ålborg er en privatejet institution og kan derfor agere anderledes.
Når både Uwe Max Jensen og jeg gerne så en sådan sag afgjort som en egentlig straffesag, er det ikke kun kollegial misundelse over, at Haaning i den grad er kørt med kontanterne og medierne og hele kunstcirkusset, inklusive medalje fra Akademiraadet.
Er det på sin vis gratis at drive gæk med kunstinstitutionerne og erklære en ulovlighed som et bedrageri for kunst?
Det er, fordi der er noget interessant i sagen, der handler om det principielle. Fx kan man risikere at blive dømt for bedrageri, hvis man overtrækker sit dankort med et anseeligt beløb, hvis man ved, at man ikke kan eller vil betale pengene tilbage. Man kan heller ikke indgå aftaler med et firma om at levere en bestemt vare, kræve 500.000 kroner til materialer “up front” og så levere en tom papkasse.
Men åbenbart ser sagen mere indviklet ud i kunstens verden.
Man kunne også sige: Er det på sin vis gratis at drive gæk med kunstinstitutionerne og erklære en ulovlighed som et bedrageri for kunst?
Hvis Haaning har været smart nok, har han jo blot sat pengene ind på en spærret konto. Har han brugt af dem, kommer der yderligere slagsmål med skattevæsenet, kan man forudse. Historien kan således fortsætte, og noget tyder på, at Haaning allerede har profiteret på sagen gennem salg af lignende værker til mindst ét anerkendt museum i Danmark.
Provokationskunst
I sagen med Ibi-Pippi Orup Hedegaard om hærværk imod Museum Jorn var dommen klar. Man kan ikke gå imod institutionen på den måde. Men i sagen mellem Haaning og Kunsten i Aalborg kan man til en vis grad tale om, at institutionen selv spillede med i spillet om kunsten og profiterede af omtalen.
Og måske man fra starten af vidste, at der kunne blive ballade.
Som en fremtrædende kunsthistoriker skrev til mig privat – og derfor her citeres anonymt: “Man burde have vidst bedre med Haaning … han er notorisk kendt for at lave ballade.”
Værket er slet ikke kunst, argumenterede jeg, men en form for iscenesættelse af såvel Haaning som Kunsten i Aalborg. Det er spin, det er mediekunst
Under sagen har jeg også været i kraftig infight med tidligere kunstprofessor ved akademiet Jesper Christiansen. I den slags sager elsker jeg at provokere provokationskunsten ved simpelthen at postulere, at der slet ikke er tale om kunst.
I den ophedede debat kom Christiansen til at udtale, at “kunst var, hvad kunstnerne mente var kunst”. Men Christiansen led et sviende nederlag, da jeg afkrævede ham svar på, hvad der konkret var værket i tilfældet Take the Money and Run. Man kan nemlig ikke placere værket klart som hverken billedkunst eller performance eller politisk aktivisme.
Værket er slet ikke kunst, argumenterede jeg, men en form for iscenesættelse af såvel Haaning som Kunsten i Aalborg. Det er spin, det er mediekunst, det er provokation eller ikke-kunst. Reklamevirksomhed. En god historie i medierne. Kejserens nye klæder.
Pinligt og betryggende
Provokationskunstens fortalere kommer altid med gode argumenter fra kunsthistorien, der tidligere har været omdiskuterede som værker. Således også i denne sag.
Vælg frit mellem lort på dåse, som man jo heller ikke kan se, før man lukker dåsen op og således ødelægger kunstværket, eller mit eget værk En hyldest til Max Planck, som jeg glædeligt påstår er installeret på et vilkårligt prominent kunstmuseum. Værket er det ultimative værk, en “konceptuel skulptur”, der kun består af netop beskrivelsen, en beskrivelse af et værk, der ikke eksisterer, som ikke kan eksistere, fordi det er mindre end Plancks konstant, altså uendeligt lille og umåleligt småt.
Ligesom Haanings værk kræver et sådant konceptuelt værk et skilt, en omtale, en sproglig iscenesættelse for at blive til værk overhovedet.
I de ekstreme tilfælde er det altså medierne, medieomtalen og endog min egen historie her på POV, der er med til at skabe et værk som fx Jens Haanings. Så meget må stå fast.
Man begynder at forstå baggrunden for en mulig krise på Kunstakademiet, hvor det synes mere interessant at destruere kunsten end at skabe den
Men det må også stå fast, at den slags får en lang række af mere konventionelt arbejdende kunstnere til at ryste på hovedet og fnysende opsige deres abonnement på aviserne. Det er pinligt, mener mange, at kunst på denne måde skal blive til 100 pct. omtale og 0 pct. værk. Og det er pinligt, at institutionen medvirker til et sådant kunstsyn.
Endnu mere pinligt, at Akademiraadet deler medalje ud til noget, der, som det hed i begrundelsen, er “rigtigt frækt”. For signalet må være, at man bare skal skabe noget frækt, provokerende og helst ulovligt, så bliver man berømt.
Enten tager man selv pengene i kassen, eller også kommer pengene ind senere hen, når man sælger sine brugte underbukser med signatur for milloner. Man begynder at forstå baggrunden for en mulig krise på Kunstakademiet, hvor det synes mere interessant at destruere kunsten end at skabe den.
Tilbage står det faktum, at både institutionen og kunstneren med værket Take the Money and Run i det mindste var enige om, at der faktisk var tale om et kunstværk. Det er på samme tid pinligt og betryggende.
Pinligt, fordi det sender et signal om, at kunst kan være hvad som helst, og ingen behøver at gøre sig nogle anstrengelser for at frembringe andet end en tosset eller grænseoverskridende idé. Men betryggende, fordi der trods alt ikke er tale om fx et hærværk udført imod fx en kunstinstitution.
Det er måske her, at kæden hopper fuldstændigt af i tilfældet Jens Haaning. For Jens Haaning var øjeblikkeligt klar til at støtte udsagnet om, at Ibi-Pippis hærværk imod Jorns maleri var et kunstværk. Et ovenikøbet fremragende kunstværk, sagde kunstprofessoren Jens Haaning i P1-debat.
Lock Them Up
For tiden turnerer Jens Haaning og Ibi-pippi rundt sammen med provokatøren Hornsleth under overskriften “kriminel kunst”. Man kunne håbe på, at en eller anden über-kunstner havde mod til at spærre de tre galninge inde som en installation, hvor de tre først blev løsladt, når de havde lært at tegne i al fald en tændstikmand.
Indtil da er det tilrådeligt mest at grine af det hele, mens vi venter på dommen i den sidste straffesag: Sagen om en buste, der blev skubbet i havnen, re-materialiseret som kunst og solgt som klenodie i kopi på Kunsthal Charlottenborg indtil for nylig. Et sandt hit. Alt er udsolgt, meldte kunsthallen, da jeg sidst forespurgte.
Hvad svaret på spørgsmålet om kunsten angår, hvad kunst EGENTLIG ER, lader nok vente lidt på sig. Der arbejdes teoretisk på sagen, skulle jeg hilse og sige, men det bliver næppe med de store bidrag fra hverken Jens, Ibi-Pippi, Kristian eller Katrine.
Ifølge dr.dk vil man hos Kunsten i Aalborg nærlæse dommen, men har ikke yderligere kommentarer.
– Vi har nu en dom, som Kunsten og Jens Haaning kan forholde sig til. Den skal vi nærlæse. Der er fire ugers ankefrist, og så længe sagen stadig kan ankes, har vi ikke yderligere kommentarer, siger Lasse Andersson, direktør for Kunsten Museum of Modern Art.
Selv virker Jens Haaning i et interview med DR ikke indstillet på at anke dommen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
