FE-SAGEN // KRONIK (LONGREAD) – De fleste medier har åbenlyst taget parti for den anklagede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste og har svært ved at tage anklagerne mod ham alvorligt. Men langsomt vinder andre, mere kritiske vinkler frem. Heldigvis, skriver Bjarke Larsen og påpeger fire alarmerende aspekter af mediernes og offentlighedens reaktion på sagen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Har Lars Findsen skudt sig selv i foden med den bog, der var tænkt som både et forsvars- og anklageskrift, men som afslører en chef med et ego så stort, at han føler sig hævet over at betjene sin minister, selv bestemmer, at han vil være FE-chef, og fortsætter med at snakke fortroligt med journalister, efter at han er blevet hjemsendt?
De første sprækker er begyndt at vise sig, efter at en ukritisk presse i første omgang slugte hans bog, Spionchefen. Erindringer fra celle 18, råt og med slet skjult fryd svælgede i de raffinerede “svinere”, Lars Findsen gennem hele bogen sender afsted mod statsminister Mette Frederiksen og hendes departementschef Barbara Bertelsen samt den nu tidligere forsvarsminister Trine Bramsen.
Ukritiske anmeldelser
Et typisk eksempel på den ukritiske modtagelse er chefredaktør Christian Jensens anmeldelse i Politiken, da bogen udkom fredag den 14. oktober efter at være blevet holdt hemmelig lige frem til udgivelsesdagen. Først svælger Christian Jensen i, hvor hårdt det har været for FE-chefen at tilbringe 71 dage i varetægtsarrest, herunder i forbindelse med julen. Det er en skæbne, der overgår alle varetægtsfængslede og deres familier, men alligevel er bogen ifølge chefredaktøren ”blandt de mest hårrejsende og rystende bøger på det personlige plan”, hvilket nok siger mest om det privilegerede liv, Christian Jensen lever.
Sjældent har jeg læst noget så selviscenesættende, og jeg læser endda mine egne klummer hver eneste uge
Dernæst konkluderer han, at Findsen samtidig har ”skrevet en bog, der i sig selv udgør et velunderbygget og sofistikeret anklageskrift mod centrale aktører i FE-sagen, ikke mindst tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S), departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen, PET-chef Finn Borch Andersen og hans afløser som FE-chef, Svend Larsen.”
Dermed ikke sagt, at det ikke berører én at læse om opholdet i fængslet, men det er også tydeligt, at disse afsnit – lige som resten af bogen – er omhyggeligt tilrettelagt med henblik på at skabe mest mulig sympati for Lars Findsen og rette anklager mod de førnævnte personer, som han tydeligvis mener, står bag et dybt uretfærdigt hævntogt mod ham.
Stort set alle anmeldelser er skrevet over samme læst som i Politiken, og bogen blev kaldt en bombe i valgkampen, der risikerede at spolere Mette Frederiksens muligheder for at genvinde regeringsmagten. Anmelderne konstaterede ganske vist, at der er tale om et partsindlæg, men ikke en eneste af bogens påstande og fremstillinger af hændelsesforløb blev problematiseret.
Som Politiken-journalist Sarah Skarum skriver i satirespalten ’Sket i ugen’: ”… desværre er bogen stadig udsolgt, og det er en skam, for sjældent har jeg læst noget så selviscenesættende, og jeg læser endda mine egne klummer hver eneste uge, jamen der er ingen grænser for, hvilken guttermand Findsen er, når han selv skal sige det.”
Guds gave til centraladministrationen
Ved udgivelsen hæftede ingen sig fx ved, at Lars Findsen i bogen beskriver, at han reelt selv bestemte, at han ville være chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, at han bevidst undlod at efterkomme sin ministers ønske om at se en omorganisering af forsvaret efter i sømmene, eller at han fortsatte med at briefe journalister, efter at han var blevet hjemsendt. ”Jeg tog ansvar for at afværge potentielt skadelige historier, præcis som jeg ville have gjort, hvis jeg ikke havde været hjemsendt. Og som jeg altid har praktiseret,” som han skriver i bogen.
Lars Findsen blev kaldt ”Tito”, fordi han kom klokken ti og gik klokken to og kun kom fra tirsdag til torsdag
Det sidste var tilsyneladende noget, han ikke turde overlade til den nye leder af FE, for det skinner gennem hele bogen, at Lars Findsen betragter sig selv som Guds gave til centraladministrationen i almindelighed og efterretningstjenesterne i særdeleshed. Noget, der bekræftes af både forhenværende forsvarsminister Peter Christensen på Facebook (”Når man læser Lars Findsens bog, står det klart, at her har vi at gøre med en mand, der ikke sætter sit lys under en skæppe. Findsen er for klog til at synge som R. Kelly: I’m the worlds greatest, men budskabet er det samme, bare pakket ind i jovialitet, festlighed og antydninger”) – og af professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegård Christensen i Politiken (”det er ikke noget lille ego, der bliver luftet”).
Bestemte selv, han ville være FE-chef
Der er ikke grund til at gøre Lars Findsen mindre dygtig, end han er. Han sørgede for at åbne først PET og senere FE mere mod offentligheden, og han stod i spidsen for en voldsom udbygning økonomisk og mandskabsmæssigt af de to tjenester i skyggen af den internationale terrorisme, der i kølvandet på “9/11” og krigene i Mellemøsten ramte den vestlige verden. Men succesen er åbenlyst steget ham til hovedet, for hvordan skal man ellers kunne forklare, at han selv bestemte – og lykkedes med at få gennemført – at han ville være chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, da den daværende forsvarsminister, Peter Christensen fra Venstre, ville fyre ham?
Lars Findsens beretning viser snarere, at han repræsenterede den deep state, som medierne har travlt med at påstå, Barbara Bertelsen repræsenterer
Der er to forklaringer på den truende fyring: Lars Findsen mener, at det skyldes, at han ikke efterkom forsvarsministerens ønske om at give organiseringen af forsvaret et serviceeftersyn – en stor og besværlig reform, som Lars Findsen selv havde udtænkt og knoklet med at få gennemført. Daværende forsvarsminister Peter Christensen fortalte derimod Ekstra Bladet, at fyringen skyldtes, at Lars Findsen var doven: ”Jeg var ikke tilfreds med indsatsen og mængden af timer, der blev lagt i en så ansvarsfuld stilling, da det satte sig i kvaliteten.”
Det har været almindelig kendt, at Lars Findsen, da han var departementschef i Forsvarsministeriet, blev kaldt ”Tito” – ikke til minde om den jugoslaviske præsident, men fordi han kom klokken ti og gik klokken to og kun kom fra tirsdag til torsdag. Det er selvfølgelig overdrevent, men selv om det er et morsomt ordspil, bliver sådan et øgenavn kun hængende, hvis der er noget om snakken. Lars Findsen nævner selv øgenavnet og skriver, at han nogle gange hentede og bragte børn, men at han indhentede det forsømte om aftenen. Det er åbenlyst, at ikke alle er enige med ham.
Lars Findsen ville naturligvis helst ikke fyres eller køres ud på et sidespor som kommitteret i Rigspolitiet. Han udtænkte derfor en plan om at bytte stilling med den daværende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel. Det lykkedes ham at overtale den daværende departementschef i Statsministeriet til rokaden, og som statsminister Lars Løkke Rasmussen efterfølgende sagde god for – trods Peter Christensens protester.
Kabelsamarbejdet betegnes som det absolut vigtigste danske bidrag til det vestlige forsvarssamarbejde de seneste 20 år
Som Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, skriver i en ret kritisk anmeldelse af bogen, fortæller Findsens beretning snarere, at han repræsenterede den deep state, som medierne har travlt med at påstå, at Barbara Bertelsen repræsenterer – en kultur, hvor man kan lave snuskede lokumsaftaler og helt uden om alle gængse procedurer udnævne sig selv til en af de absolut vigtigste stillinger i Danmark. Og at regeringens ageren i sagen snarere er udtryk for et opgør med denne kultur.
To sager væver sig sammen
Også chefredaktør Peer Ernstved Rasmussen fra netmediet olfi.dk, der skriver om forsvaret, er kritisk. I en analyse stiller han spørgsmålet ”Måske handler sagen bare om, at Lars Findsen gik langt over den røde streg, når han vedligeholdt sine pressekontakter og fortalte i detaljer om kabelsamarbejdet, Dunhammer-rapporten, NSA’s guldæg i Danmark og alt det andet, vi har kunnet læse om i pressen gennem de seneste to år?”
For at forstå denne konklusion (og hvad Dunhammer-rapporten er), skal vi tilbage i tiden og huske, at Lars Findsen-sagen i virkeligheden består af to sager. Kernen i begge dele er dog den samme: Det i mange år tophemmelige samarbejde mellem Danmark og USA, hvor amerikanerne fik lov til at tappe de kabler med international data- og teletrafik, der går gennem Danmark.
Aftalen blev indgået i 1997 af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og daværende forsvarsminister Hans Hækkerup, chefen for FE og det danske teleselskab, og de informationer, der på den måde blev tappet, har ifølge mennesker med kendskab til sagen været en sand guldgrube af viden, der måske – eller rettere: højst sandsynligt – har skaffet bogstavelig talt livsvigtig information til de vestlige lande, herunder givetvis også om kommende terroraktioner. Kabelsamarbejdet betegnes således som det absolut vigtigste danske bidrag til det vestlige forsvarssamarbejde de seneste 20 år.
Alt var godt – og tophemmeligt – indtil cirka 2014. Her lækkede NSA-agenten Edward Snowden tusindvis af fortrolige dokumenter gennem WikiLeaks. Information fik adgang til dokumenter med interesse for danske medier og omtalte samarbejdet i en artikel i juni. På det tidspunkt havde en menig IT-specialist i FE gennem en periode haft mistanke om, at udleveringen af oplysninger til USA skete i strid med de gældende retningslinjer, fordi man ikke var omhyggelig nok med at frasortere oplysninger om danske statsborgere. Disse oplysninger frasorteres ved hjælp af en række filtre med forskellige søgekriterier, som hele tiden udvikles og forbedres – men medarbejderen mente, at filtrene var for dårlige, og at ledelsen ikke tog problemerne alvorligt nok.
Optog samtaler i hemmelighed
Netmediet olfi.dk beskriver forløbet således: ”Medarbejderen var så insisterende i sin kritik, at han til sidst fik FE-ledelsens tilladelse til sammen med to andre medarbejdere at lave sin egen undersøgelse af NSA’s udnyttelse af aftalen.”
”Undersøgelsen førte i 2014 til den såkaldte Dunhammer-rapport, som ifølge den menige medarbejder dokumenterede, at NSA overskred grænserne for, hvad Danmark havde givet tilladelse til. FE’s ledelse så dog helt anderledes på rapporten, som ifølge cheferne i FE ikke dokumenterede noget. Netop på grund af manglende beviser for brud på aftalen valgte ledelsen at holde Dunhammer-rapporten for sig selv uden at dele den med Tilsynet med Efterretningstjenesterne.”
Den frustrerede medarbejder begyndte i hemmelighed at optage samtaler med sine chefer, hvor han drøftede problemet. Da han i 2018 forlod FE til fordel for et andet job, sendte han i første omgang Dunhammer-rapporten til TET – Tilsynet med Efterretningstjenesterne. TET begyndte at grave i sagen og fandt det meget forkert, at FE ikke på egen hånd havde udleveret rapporten. Konflikten mellem FE og TET voksede, og i februar 2019 indkaldte daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen til et møde mellem parterne. Målet var at lægge maksimalt pres på TET for at få dem til at stoppe kulegravningen og for at demonstrere, at regeringen stod bag FE.
Det stoppede dog ikke TET, og da regeringsmagten i 2019 skiftede til Socialdemokratiet, blev opbakningen til TET’s undersøgelse anderledes positiv, skriver olfi.dk. Samtidig sendte IT-specialisten i november 2019 de i alt 100 timers samtaler, han havde optaget, videre til tilsynet. Konflikterne mellem FE og TET fortsatte, og den 20. august 2020 udsendte TET den pressemeddelelse, der fik sagen til at eksplodere i medierne, og som fik forsvarsminister Trine Bramsen til at hjemsende hele FE-ledelsen.
Var Findsen kilden?
Olfi beskriver det videre forløb efter d. 20. august således: ”I dagene og ugerne efter begyndte den ene opsigtsvækkende historie efter den anden at rydde forsider og nyhedsudsendelser. Her fremkom ekstremt detaljerede oplysninger om det hemmelige kabelsamarbejde med USA, og samtidig gik tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen på grund af sin vrede over hjemsendelsen helt uhørt ud og bekræftede det tophemmelige kabelsamarbejde med USA. Allerede dengang spurgte denne signatur i en kommentar, om Claus Hjort Frederiksen kunne undgå fængselsstraf?”
Og videre:
”Vi ved, at PET efter de første ’nye’ afsløringer af kabelsamarbejdet i august-september 2020 havde begrundet mistanke om, at den hjemsendte FE-chef Lars Findsen stod bag lækagerne til pressen. De havde en så alvorlig karakter, at PET med straffelovens § 109, som har en strafferamme på 12 års fængsel, fik en dommerkendelse til at iværksætte en massiv overvågning og aflytning af Lars Findsens private hjem, sommerhus, bil, mail og telefon.”
Regeringen nedsatte i december 2020 en kommission bestående af tre landsdommere, der skulle kulegrave TET-udvalgets anklager. Et år efter kom rapporten, der afviste IT-medarbejderens og TET’s anklager og frikendte FE-ledelsen. Men den massive overvågning af Lars Findsen førte samtidig til, at han den 8. december sidste år blev anholdt, og den 16. september i år blev der så rejst tiltale mod ham.
I den del af anklageskriftet, der er offentligt kendt, anklages han for ”… i flere tilfælde uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger under særligt skærpende omstændigheder. Tiltalen omfatter i alt seks forhold om overtrædelse af straffelovens § 109 og/eller straffelovens § 152 ved over for i alt seks personer, heraf to journalister, at have afsløret statshemmeligheder eller andre særligt fortrolige oplysninger, som i det væsentlige stammede fra den pågældendes tjeneste i FE.”
Hvad nu hvis forholdet til kæresten går i stykker, og hun i vrede og bitterhed beslutter at hævne sig ved at sladre om det, hun har fået fortalt
Berlingske kunne den 18. oktober offentliggøre detaljerne i anklagerne, som omfatter, at han over for sin kæreste, sin bror, sin mor, en tidligere kollega/samarbejdspartner og to journalister har røbet og/eller bekræftet klassificerede oplysninger om kabelsamarbejdet, at han har afsløret navnet på IT-specialisten, der havde lækket de hemmelige optagelser, og indholdet i en bestemt, fortrolig rapport. Vi ved, at den ene journalist er Hans Davidsen-Nielsen fra Politiken, og at kollegaen er den tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, hvilket de begge har fortalt offentligt. Vi mangler således kun navnet på den anden journalist for at have et komplet persongalleri.
Anklager tages ikke alvorligt
Her står vi så i dag. Lars Findsens selvforsvarsbog og bogen Spion blandt venner af Hans Davidsen-Nielsen, der gennemgår forløbet op til anholdelsen af Lars Findsen, der begge ligger helt i top på bestsellerlisterne, har for alvor vakt offentlighedens interesse og fået sagen frem på den politiske dagsorden.
Der er mange ting, vi mangler svar på, og ting, der forståeligt får journalister og offentlighed til at undre sig, men der er også nogle ting i den måde, medierne og offentligheden har reageret på, der har forbavset mig meget, og som jeg synes, det er vigtigt at få en debat om.
For det første er der rigtig mange, der ikke tager anklagerne mod Lars Findsen alvorligt. Herregud, at han har snakket med sin kæreste og sin bror, som han har et meget tæt forhold til, kan vel ikke være så alvorligt – for vi ved jo alle sammen, at anklagerne handler om kabelsamarbejdet. Der er ligefrem nogle, der gør grin med, at han også er anklaget for at have talt med sin 84-årige mor om disse ting. Som om hun kunne finde på at sælge oplysningerne til russerne. Fnis.
Det forarger mig, at Claus Hjort Frederiksen kunne undgå at få ophævet sin immunitet, og at medierne i det hele taget ikke beskæftiger sig mere med det brud på tavshedspligten, han har begået
Men for det første skal en chef for en efterretningstjeneste under ingen omstændigheder snakke med andre om ting, der er sikkerhedsstemplet – heller ikke selv om det er noget, ”vi jo alle sammen ved”. Dels ved vi ikke konkret, hvad der er blevet sagt, dels mister kabelsamarbejdet værdi for hver gang, der bliver talt og skrevet om det. Og det kunne jo være, at den 84-årige mor inden så længe blev dement og begyndte at fortælle i øst og vest om de ting, sønnen har betroet hende. Eller hvad nu hvis forholdet til kæresten går i stykker, og hun i vrede og bitterhed beslutter at hævne sig? Statens hemmeligheder skal forblive hemmelige. Punktum.
Hvorfor er Claus Hjort fredet?
For det andet forarger det mig, at Claus Hjort Frederiksen kunne undgå at få ophævet sin immunitet, og at medierne i det hele taget ikke beskæftiger sig mere med det brud på tavshedspligten, han har begået. Afsløringen skete i et interview i bladet og senere i en samtale med chefredaktør Martin Krasnik i Weekendavisens podcast ”Avistid” og i TV2-programmet ”Hos Lippert”. Den eneste, jeg har set for alvor beskæftige sig med det, er det forsvarspolitiske netmedie olfi.dk. Chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen opsummerede i en artikel i 2020 sagen således:
”I et forsøg på at tørre ansvaret for skandalen i FE af på forsvarsminister Trine Bramsen har hendes forgænger kastet sig ud i et opsigtsvækkende og formentlig strafbart brud på sin tavshedspligt. Angrebet har den modsatte effekt og udstiller Claus Hjort Frederiksens egen manglende indgriben i sagen og tilsyneladende deltagelse i det, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne kalder en ‘uhensigtsmæssig legalitetskultur’.”
Det er imidlertid en vurdering, han står ret alene med. Igen er argumentet, at ”det vidste vi jo i forvejen” – men nej, det var faktisk første gang, det blev bekræftet i offentligheden af en person med konkret viden. Endnu værre blev det, da et flertal i Folketinget nægtede at ophæve ’Hjortens’ immunitet med henvisning til, at det kun var partilederne i Folketinget, der kunne få indsigt i den konkrete anklage.
Ifølge Hans Engell ”er sagen kørt helt efter bogen”, og regeringen havde ikke andet valg end at reagere, som man gjorde
Men der er adskillige tilfælde, hvor det kun er partilederne eller særligt betroede medlemmer af Folketinget, der får den fulde sandhed. Det var åbenlyst, at de borgerlige partier syntes, det var vigtigere at beskytte Claus Hjort og at få regeringen til at se dårlig ud end at hjælpe med at få opklaret det, der måske er den største skandale i nyere tid. Altså for Claus Hjort og Lars Findsens vedkommende.
”Behandlet efter bogen”
For det tredje forstår jeg ikke kritikken af, at Trine Bramsen hjemsendte FE-ledelsen og lod Tilsynet med Efterretningstjenesterne offentliggøre pressemeddelelsen med de meget barske anklager. Holdningen er, at den slags skulle være ordnet diskret med en forflyttelse af de involverede, og at man skulle have vredet armen om på TET og fået dem til at droppe pressemeddelelsen. Eller i hvert fald dæmpe kritikken.
Men for det første er TET ifølge loven et af regeringen uafhængigt organ, hvis årsredegørelse er offentlig. Og pressemeddelelsen indeholdt egentlig kun en opsummering af det, der stod i årsredegørelsen. For det andet ville det være en enorm skandale, hvis det kom frem, at regeringen havde undertrykt en stærkt kritisk rapport om FE. Ifølge politisk kommentator Hans Engell, der har en fortid som konservativ justitsminister og formand for partiet, ”er sagen kørt helt efter bogen”, og han mener, at regeringen ikke havde andet valg end at reagere, som man gjorde.
Medierne har et ensidigt fokus, hvor Lars Findsen åbenlyst spiller rollen som den forfulgte helt, mens regeringen er den onde skurk
Det samme sagde justitsminister Mattias Tesfaye i et længere interview i Berlingske. Her var han så uforbeholden i sine garantier om, at alt var gået ”efter bogen”, som man overhovedet kan være. Så meget, at hvis det viser sig ikke at være tilfældet, er han færdig som toppolitiker.
Hans Engell kritiserer i førnævnte artikel hos Netmediet Pio de borgerlige partiers optræden:
”Det er klassisk borgerlig retspolitik, at man respekterer, at der nu fra den uvildige anklagemyndigheds side er rejst tiltale mod Findsen for nogle meget alvorlige straffelovsovertrædelser. Og der ville det helt naturlige og rigtige forløb være, at man sagde, at nu skal den straffesag have lov til at gå til ende.”
Medierne er unuancerede
Et fjerde punkt, der undrer mig, er mediernes ensidige fokus i sagen, hvor Lars Findsen åbenlyst spiller rollen som den forfulgte helt, mens regeringen er den onde skurk. Den er magtfuldkommen som bekendt, og vi har et statsministerium, der er befolket af mørkets fyrstinder, Mette og Barbara.
Det er ved at blive en fast skabelon for mere og mere af den såkaldte ’magtkritiske’ journalistik, der laves i disse år, men hvor opfattelsen af hvem der har magt og derfor skal kritiseres, er meget ensidig. Nuancerne forsvinder eller nævnes kun kort langt nede i artiklerne.
Samtidig har journalister et instinkt, hvor det handler om at afsløre så meget som muligt. Det er i udgangspunktet en god ting, men det har i dette tilfælde blandt andet medført, at man instinktivt ”holder med” Lars Findsen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
