KUNSTKRITIK // KOMMENTAR – “Kunst”-redaktør kalder Berlingskes Holger Dahl sig. Provoskribent er måske en bedre titel, for Dahl sparker i en artikel til en mand, der lige har fået smadret sin udstilling af rambuktyve. Men yderligere afslører Dahl, at han slet ikke ved, hvad provokationskunst egentlig går ud på. Garvede provokatører samt Hornsleth-hadere kan begynde her, hvor Tangø spanker Dahl, mens alle stønner “HORNSLETH….”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er nu mere end tre uger siden, at jeg skrev til Berlingskes “kunst”-redaktør Holger Dahl. Anledningen var, at min bog Provokationskunst: Tabuoverskridelser i billedkunsten var udkommet.
Først i sidste sekund før denne artikel går i luften, svarer Dahl per mail, at han har modtaget den. Der er altså håb forude i kunstland, men alligevel: Tirsdag, den 2. april kl. lidt over 15 offentligjorde Holger Dahl nemlig en klumme på Berlingske.dk, der i den grad afslører, at han burde have læst den noget før.
Lad mig imidlertid lige starte et andet sted, nemlig med anledningen til Dahls kommentar.
Anledningen er, at Kristian Hornsleth har haft indbrud.
Sådan starter Berlingskes “kunst”-redaktør sin klumme, der kan betegnes som tæt på en tilsvining af en mand, der hjemvendt fra Japan finder sin private samling af egne værker raseret af rambuktyve.
Helt værdiløse værker?
Dahl starter med at blande to ting sammen, som man aldrig skal blande sammen: kvaliteten af kunstværket og prisen. De to ting har intet med hinanden at gøre, som enhver kunstteoretiker ved. Prisen er sæbeboblespekulation, reguleret af udbud og efterspørgsel, og eventuelt inficeret af decideret markedsmanipulation.
Kvaliteten derimod, er underlagt så mange forskellige mulige kriterier i det post-post-moderne samfund, at man må redegøre for omkring 78 forskellige ideologiske standpunkter for at diskutere den sag.
Der kan således være mange forskellige motiver til at foretage et indbrud hos Hornsleth, spændende fra personlig smag – altså at tyvene i deres kriminelle miljø kan synes, det er “hårdt” at have Hornsleth hængende på væggen – over bestillingsarbejder fra en ukendt samler eller udenlandsk samler til rendyrket vandalisme, hvor nogen simpelthen er ude på at spolere forretningen Hornsleth. Men måske også kunstneren Hornsleth. Måske af misundelse. Måske fordi Hornsleth har provokeret og skabt sig et navn, delvist uafhængigt af den normale etablerede kunstverden. Andre aviser spekulerer mere sobert i motiverne.
Kritik skal være skarp. Men ikke unfair, og man skal ikke sparke til en mand, der ligger ned. Netop derfor er det nok ikke smart at sammenblande et rambuktyveri med en kunstanmeldelse
Som Hornsleth ved flere forskellige lejligheder har udtalt, blev museumsdirektøren på Randers Kunstmuseum ikke populær af at udstille Hornsleths værker for nogle år siden.
Hornsleth deler vandene, som man siger. Men Holger Dahls kritik røber en eklatant mangel på basal indsigt i post-post-moderne kunst. Eller som det retteligt hedder: samtidskunst.
“Jeg fandt det fuldstændig usandsynligt, at nogen ville gå til den slags voldsomme yderligheder for at få fat i nogle kunstnerisk set helt værdiløse værker,” skriver Dahl.
Det må betragtes som en så subjektiv vurdering, at det ikke kan være en “kunst”-redaktør værdigt. For det første er der spørgsmålet om den monetære værdi, der altid kan diskuteres, ligesom det enkelte værks værdi altid kan diskuteres. Men at afskrive hele Hornsleths livsværk som “værdiløst” er idiotisk. Det er nemlig en underkendelse af såvel Randers Kunstmuseums vurdering, men også af de mange samlere, der har købt Hornsleth gennem tiden. Og i øvrigt også en del kunstnere og gallerister, både herhjemme og i udlandet, der faktisk har fattet Hornsleths kunstneriske projekter.
Nå, men Dahl er langtfra færdig med at bruge rambukken til at banke hul i Hornsleths kunstprojekt: “At vi har at gøre med nogle tyveknægte helt uden forstand på kunst, er der til gengæld ingen tvivl om. De er tilsyneladende faldet for den af Kristian von Hornsleth skabte idé, at de kluntet malede »fuck dit og fuck dat«-billeder er værdifulde.”
Nuvel. Nu har “kluntet malet” aldrig tidligere været en særligt gyldig kunstkritisk kommentar. Den er flittigt brugt gennem kritikkens historie om mange, fra Monet til Picasso eller Tal R. Faktisk er mange af Hornsleths malerier slet ikke kun malede, men består af delvise samplinger eller lærredstryk, hvilket kunne afstedkomme en helt anden slags kritik. Hvis den altså var seriøs.
Måske er der gået inflation i Hornsleths “Fuck”. Men det oprindelige “Fuck” var specielt et “Fuck You Art Lovers”. Det var en drillende kommentar til de rige samlere, der købte billederne. Men også til værkerne selv. Det var en måde, hvorpå værket kan spørge til selve værket og selve prisdannelsen på kunsten, igennem værket selv.
Havde Dahl fulgt med i moderne kunstteori, ville han fx kende Harry Lehmanns – men også mange andre kunstteoretikeres – diskussion af samtidskunsten som en ironisk og selv-refleksiv kunstform. Hvor kunstneren gør grin med sig selv, værket og hele kunstscenen. Det er ekstremt ærligt, men også ekstremt uærligt – i betydningen anti-romantisk – på samme tid.
Hvad provokationskunst går ud på
Nuvel. Så langt kan jeg næsten tilgive Dahl. Men så går Dahl ombord i provokationskunsten. Ak og ve!
“Kristian von Hornsleth er en sær størrelse på den danske kunstscene. Siden sin tidligste ungdom har han arbejdet hårdt på at slå sig op som ‘provokunstner’ uden egentlig at eje evnen eller viljen til at provokere.”
Hvad i al verden mener “kunst”-redaktøren? Havde Dahl blot gidet læse undertitlen på min bog, Tabuoverskridelser i billedkunsten, ville han have siddet med nøglen til at forstå, hvad provokationskunst går ud på.
Hornsleth skaber selvrefleksiv kunst, kunst, der tager pis på sig selv, på kunstverdenen, på det narcissistiske i kulturen og i kunstnermyten i særdeleshed. Så klart og tydeligt, at enhver kan se det
Lad os lige repetere: Provokationskunst er, når kunstnere bruger tabuoverskridelser af personlige, psykologiske eller sociale tabuer som indhold i kunsten. Det er Jens Jørgen Thorsen, der maler Jesus med stiv pik; det er Wilhelm Freddie, der maler pik på kinden af en buste; det er Uwe Max Jensen, der sømmer sin pik fast eller sminker sig sort og leger “Neger-kong-ding-dong”.
Eller: Det er Hornsleth, der instruerer sin pornofilm, så alle stønner Hornsleth i filmen, mens de knepper; det er Hornsleth, der får en prostitueret til at kneppe sig selv med en Hornsleth-dildo; det er Hornsleth, der udstiller hjemløse fra London i en montre på Randers Kunstmuseum, og det er ikke mindst Hornsleths gennembrudsværk: at udstille afrikanere som objekter, der lader deres navn bytte ud med Hornsleth-navnet for en ged.
Det er også at udstille en journalist fra Politiken i et sexorgiemaleri. Det er også at bryde nogle forskellige copyrightregler i samplingen af nogle malerier med nøgenhed.
Redaktionen har her fjernet et foto af et kunstværk af Kristian Hornsleth efter henvendelse fra Politiken på vegne af journalist Camilla Stockmann, hvis portræt er brugt som en del af kunstnerens collage.
Illustrationen havde følgende billedtekst:
“Dahl mener ikke, at Hornsleth kan provokere. “Teach Me Real Love” fra 2009 er langt over stregen for facebook og svigermor og mange andre. Porno og nøgenhed har altid provokeret…”
Sagen er kort omtalt i teksten. Vi havde tilladelse til at viderebringe fra Hornsleths hjemmeside, og det var der, vi fandt maleriet.
Politiken har påpeget, at der er faldet dom for, at Hornsleth ikke måtte bruge fotoet af Stockmann. Det ligger imidlertid fortsat og flyder mange steder ude i cyberspace, blandt andet som illustration på Hyperallergic.com til en omtale af sagen.
Eller: En ny X-ornsleth, der udstiller Dahl med en pik i røven, mens der står “WHAT-MORE-DO-YOU-WANT” med de “kluntede” bogstaver.
Kunstnerens signatur
Jeg kan således slet ikke forstå, hvad det er for provokationer, som Hornsleth ikke lever op til. OK, Hornsleth har ikke været så åndssvag, at han har smadret et eller andet kunstværk og så kaldt det for kunst. Han har støttet Ibi-Pippi’s hærværk, og der er jeg uenig. Han har villet udstille Dan Park, men fik smadret sit galleri i den anledning.
Nu går Dahl så i en slags provokerende selvsving. De allerede fremførte pointer skal gentages en gang til, men tilsat lidt tilsyneladende udkogt garniture fra kunsthistorien: “Hans værker låner ideer og platform fra dadaisme, popkunst, fluxus og den slags oldgamle provobevægelser, og fælles for Hornsleths mange malerier er, at de er absolut uoriginale.”
Nej, Dahl! Bortset fra at al kunst står på skuldrene af den forgående tids kunst, så er Hornsleth ikke mere uoriginale end så meget andet.
Men videre: Hornsleth skaber selvrefleksiv kunst, kunst, der tager pis på sig selv, på kunstverdenen, på det narcissistiske i kulturen og i kunstnermyten i særdeleshed. Så klart og tydeligt, at enhver kan se det. Og pengene indgår i såvel kunstnermyten Hornsleth som i mange af værkernes referencer.
Hornsleth er kapitalistisk kunst, der samtidig pisser kapitalismen lige i munden.
Ok, det er da fair, at du ikke kan lide det, du ser, men lad da være med at pakke det ind i en eller andet forkert kunstteori
Dahl fortsætter: “Det kan der være en slags dobbeltbundet pointe i, det medgiver jeg: popkunst oven på popkunst – efterligninger af efterligninger – men altså: det eneste provokerende ved Hornsleths værker er i mine øjne deres totale talentløshed. At skrive »fuck alt muligt« er sådan cirka det mindst provokerende, man kan gøre i dag, og heller ikke markedsgørelsen af »kunsten« og udviklingen af det kommercielle »brand« Horn$leth er noget særligt.”
Ok, det er da fair, at du ikke kan lide det, du ser, men lad da være med at pakke det ind i en eller andet forkert kunstteori. Det er fair nok at sige, at “den ironiske distance, som det post-poppede er udtryk for, kan ses som en antiromantisk opgivelse af hele idéen om et transcendent billedkunstnerisk univers”. Det er vist min egen – i øvrigt også selvkritiske – kommentar til hele provokationskunsten.
Men det, Dahl mangler at indse i kunsthistorisk forstand, er den lille, men ekstremt vigtige del af Hornsleths “greb” som maler. En faktisk kunsthistorisk tilføjelse.
Hvor Picasso nøjedes med at skrive sit navn på en serviet, når han skulle betale på en dyr restaurant, så flytter Hornsleth sin signatur ind på midten af billedet. Hvidt i en sort ramme. Kunstnerens ego, i form af navnet, bliver vigtigere end motivet. Det bliver til selve motivet.
Både i malerierne, men også i samtlige andre værker. Hvis ikke det er “genialt” i den post-post-moderne selvrefleksive forstand, så er intet genialt. Specielt i en tid, hvor billedtyverier foregår i ekstrem grad, så er det at sætte sit navn ind som brand måske det eneste forsvar imod den komplette opløsning af maleriet som medie, med en overproduktion af husmødre, der skal male og udtrykke sig og udstille hos damefrisøren.
Hornsleth er imidlertid også en kunstner, der har forstået at popularisere sine udtryk, at gøre dem vedkommende for mange ukyndige betragtere af kunst, samtidigt med at man kan finde nogle kunstteoretiske refleksioner. Det er også en bedrift at engagere en samtid i betragtningen af noget så gammeldags som malerier – og i kunsten i det hele taget.
Har man adgang til maskinrummet i Hornsleths virksomhed, vil man vide, at intet sker tilfældigt. Der er oftest flere om at vurdere og diskutere værket, specielt under ledelse af Reindau, der har været Hornsleths assistent og co-creator gennem alle årene.
Men man indrømmer også gerne bramfrit, at man lejlighedvist må producere bestillingsarbejder med indhold dikteret af kunden. Hornsleth har ingen garantiordninger fra det offentlige eller gallerister, der kan garantere hans salg eller legitimere det over for den elitære del af kunstverdenen.
Under al kritik
Holger Dahl prøver så at trække lidt i land i afslutningen af sin “analyse”. Fx medgiver han faktisk, at Uganda-projektet var provokerende.
Holger Dahl skriver også, at Hornsleth er en fin fyr. Det kan jeg da godt skrive under på.
Og at Hornsleth sikkert vil synes godt om tilsviningen på Berlingske. Det er jeg dog ikke så sikker på.
Naturligvis er Hornsleth intelligent nok til at kende de kunsthistoriske argumenter, som jeg her har diskuteret, og dermed ved han også, at Dahls kritik er fuldstændigt forfejlet.
Dahl demonstrerer den folkelige forargelse og misundelse, og specielt forargelsen over en kunstner, der faktisk har klaret sig OK
Fra Hornsleths egen lejr lyder det, at Kristian faktisk er både chokeret og ramt af jetlag, netop hjemvendt fra Japan. Og historien fra Berlingske var ikke ligefrem en terapeutisk, helende hånd.
Dahl demonstrerer den folkelige forargelse og misundelse, og specielt forargelsen over en kunstner, der faktisk har klaret sig OK, omend ikke så godt som en anden provokationskunstner, der kom ind i varmen i tide. Fx Michael Kvium. Fx Christian Lemmerz.
Og som jeg faktisk selv sagde til Hornsleth for nylig: Man skal jo huske på, at alle vi kunstnere et eller andet sted, succes eller ej, bare er nogle legende børn, der gerne vil anerkendes af nogle for det, vi laver.
I al fald er der næppe nogen, der er så tykhudede, at de ikke bliver pikerede over først at få smadret deres udstilling og så blive gennempryglet af en “kunst”-redaktør på Berlingske, mens de prøver at rydde op og udbedre skaderne.
Så Hornslet griner – forhåbentlig – når han på et tidspunkt overvinder flyveturen hjem fra Japan og får ryddet op efter tyvene.
Naturligvis bliver såvel Dahls artikel som rambuktyveriet og denne artikel og omtalen i min provokationskunstbog en del af kunsthistorien. Den skrives i dag delvist online og ikke længere kun af fordomsfulde kunsthistorikere. Og man kan slet ikke, som Dahl prøver det, spå om en nulevende kunstners betydning for fremtidens kunsthistorie.
Dahls kommentar er ikke kunstkritk. Den er under al kritik.
Jeg spidder også gerne alle
Lige før denne artikel går i luften kommer så mailen fra Dahl om, at han har modtaget min bog.
Og selverkendelsen står åbenbart for døren, for Dahl skriver jo, at han måske bør læse den, efter sagen med Hornsleth.
Eller: Måske er provokationer for Dahl kunstkritikken selv. Egentlig fint nok med skarpe penne og kradse ord. Kunstanmeldelser må gerne spidde. Underholde. Lege med sproget.
De skal imidlertid helst ikke være faktuelt forkerte.
Fx skriver Dahl: “Han [Kristian von Hornsleth, red.] har desuden gået på CBS, studeret geologi og har tilbragt adskillige år på Kunstakademiets Arkitektskole uden dog at tage afgang, så vidt man kan udlede af det cv, der kan læses på hans website.”
Men en simpel Google-søgning på “Hornsleth arkitektuddannelsen” viser, med kilderne Kristeligt Dagblad samt Adam Schnack og bogen Arkitektur nu!, at Kristian Hornsleth er uddannet arkitekt i 1994. Uddannet under Henning Larsen, tilføjer Hornsleth selv til denne artikel.
Måske har jeg på sin vis også været for venlig over for Hornsleth, for kan man ikke finde mange etiske angrebspunkter i hans virke? Er der ikke bare lidt sjusk at finde et eller andet sted i et af hans værker? Er min bog således en skamrosning af provokunsten og fx Hornsleth? Er min bog “perfekt”?
Naturligvis ikke. Jeg spidder også gerne alle. Men kunsten er uperfekt. Verden er uperfekt. Kritik skal være skarp. Men ikke unfair, og man skal ikke sparke til en mand, der ligger ned. Netop derfor er det nok ikke smart at sammenblande et rambuktyveri med en kunstanmeldelse.
Alle værker er gengivet med tilladelse fra Kristian von Hornsleth.
Mange, mange andre eksempler kan findes ved simple søgninger på, hvordan det tabuoverskridende indhold i Hornsleths kunst altid har haft en central placering.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
