FORBRYDELSE OG STRAF // KOMMENTAR – Det skal ikke kunne betale sig, at øve hærværk for at blive “berømt” som kunstner. Det er strafbart at ødelægge kulturarv forsætligt. Hvis Højesteret når frem til et andet resultat, end det Vestre Landsret nåede frem til i straffesagen om Ibi-pippis hærværk på Asger Jorns Den foruroligende ælling, så er vi mange, der begynder at få sære idéer. Og fører dem ud i livet. Og inviterer pressen. Det skriver kunstner og kunstteoretiker Christian Tangø.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hver gang jeg er ved at komme ind til kernen af de to bøger, jeg for tiden skriver på, meddeler virkeligheden – den såkaldte – sig med absurde udsagn om det emne, jeg skriver om. Nemlig kunst.
På selvsamme dag, 13. december, meddeler de uhelbredeligt syge nyhedsmedier både, at Rasmus Paludan skal være teaterleder og at Ibi-pippi skal have prøvet sin dom for højesteret.
Paludan er hurtigt overstået, for den historie – der blot er en kommentar i Berlingske – er ikke andet end spekulationer. En teaterleder mener, at Paludan ikke har andet end en rekvisit og sine sædvanlige replikker, men det er idiotisk at bedømme en forestilling, man endnu ikke har set. Det burde selv en teaterleder, der jo lever af at manipulere med virkelighedsopfattelsen, kunne indse.
Ingen grund til at trykke på linket eller læse artiklen.
Det er straks værre med Ibi-pippi-sagen.
Jeg synes helt klart, at manden der kalder sig kvinde burde finde sig noget andet at beskæftige sig med end billedkunst. Men sagen drejer sig om noget andet, nemlig et hærværk begået på et museum. Hovedstolen i den sag drejer sig om, at Ibi-pippi angreb et værk af Asger Jorn, der efter Ibi-pippi’s selvbestaltede mening skulle omskabes til noget andet. Hele sagen drejer sig overhovedet ikke om, hvorvidt Jorn er blevet bedre eller værre, eller for den sags skyld om, hvorvidt Ibi har udført noget, der kan kaldes for kunst. Det har vi jo lært: at alt kan kaldes for kunst.
Sagens kerne er ikke kunst
Sagen drejer sig i al enkelthed om, hvordan publikum skal opføre sig under museumsbesøg. Ibi var hverken inviteret af museet eller andre kunstnere, slet ikke Jorn, der som bekendt er i himlen eller helvede, alt efter hvad man tror på.
Det drejer sig altså om, at Ibi – kunstner eller ikke-kunstner – ikke kan finde ud af at opføre sig normalt på museet. Den naturlige respekt, som alle andre kan finde ud af at udvise overfor situationen “at være på museums-besøg”, mangler totalt i Ibi-pippis almindelige opdragelse.
Nuvel, man har forståelse for, at Ibi-pippi har problemer i livet, som det er fremgået af en hudflettende udsendelse på 24/7 hos René Fredensborg. Det havde måske været et forsvar værd, hvis forsvareren i sagen kunne tænke så langt.
Ibi har samme misforståelse i forhold til det at være kunstner: at det kun drejer sig om at blive kendt, uagtet hvad man bliver kendt for
Men nej. Forsvareren er af den type, der kun tænker i PR, og Ibi har samme misforståelse i forhold til det at være kunstner: at det kun drejer sig om at blive kendt, uagtet hvad man bliver kendt for.
Der har således på intet tidspunkt i sagen være nogen som helst anger fra Ibis side. Ibi-pippi er stolt af sit hærværk på museum Jorn, og det er det, der er kernen i dommen på 1 års ubetinget fængsel, som blev afsagt ved Vestre Landsret tidligere i år.
Som både provokationskunstner, journalist og kunstteoretiker er jeg naturligvis optaget af denne sag. At man således kan agere destruktivt på et museum og kalde det kunst bør ikke kunne gå ustraffet hen, mener jeg. Der må være grænser.
Dybest set handler det ikke om kunst
Da jeg i sin tid skulle afholde en pornoperformance med livesex i Århus, måtte jeg pakke hele galleriet ind i sort plastic, sørge for registreret publikum osv. for at overholde lovgivningen.
Sammen med Uwe Max Jensen har jeg også “afspærret” Aros kunstmuseum, fordi vi protesterede over udstillingen af Biler.
Og ja, jeg var med og klappede virtuelt og fotograferede, da Uwe pissede i Olafur Eliassons springvand. Dette pisseri er muligvis minimal kunst, men det var også minimalt hærværk. At urinere ca. 1 liters pis i 20 kubikmeter vand er ikke et hærværk. Det svarer til at have dårlig ånde, og så gå forbi og ånde på et af de store nationalklenodier. Det er ikke hærværk.
Desuden, alt andet lige: Eliassons installation var hverken nationalklenodie eller et værk, der ikke kunne tåle en smule pis.
Aktionsformen og berømmelsen lokker. Vi ser misundeligt til, at nogen kan får så meget omtale “som kunstner” ved at agere på den måde
Men at angribe et kunstværk i et sådan omfang, at der sker skade for to millioner kroner ved at begynder at overmale det, er i en anden forstand at pisse på museets uskrevne love.
Uwes pis på Aros var intet andet end en symbolsk handling, selvom Eliasson muligvis fik kaffen galt i halsen. Eller man kunne tolke det som en hyldest til Eliassons værk.
Men ingen af disse forhold er gældende i forhold til Ibis hærværk.
Men lad mig igen erindre om, at dette dybest set ikke handler om kunst. Det handler om, hvorvidt man skal have lov til ustraffet at forårsage skade på skrøbelige genstande på et museum, forårsage dem med vilje, med henblik på at blive omtalt i medierne – og så kunne slippe med en erstatningssag.
Straf: Fængsel er alligevel noget andet
For, Høje Ret. Sagen er følgende: Vi er mange, der som kunstnere er dybt på røven. Vores naturlige respekt for det fag, vi har valgt, billedkunsten, har naturligvis holdt os tilbage.
Naturligvis har vi tænkt tanken … hmm … skulle man ikke lige modificere “Æterlegeme” af Claus Carstensen, som hænger på Statens Museum for Kunst? Ville man ikke gøre verden, museet, Danmark en tjeneste ved at destruere det lort? Hælde benzin ud over det, mens vagterne ser den anden vej, stryge en tændstik … og … BUM!
Erstatningssager er vi kunstnere, der i forvejen er bankerot, ikke bange for. Fængsel er alligevel noget andet.
Men som sagt: aktionsformen og berømmelsen lokker. Vi ser misundeligt til, at nogen kan får så meget omtale “som kunstner” ved at agere på den måde.
Det skal ikke kunne betale sig, at øve hærværk for at blive “berømt” som kunstner. Det er strafbart at ødelægge kulturarv forsætligt
Så jeg tør godt love, at hvis Højesteret når frem til et andet resultat, end det Vestre Landsret nåede frem til, så er vi mange, der begynder at få sære idéer. Og fører dem ud i livet. Og inviterer pressen.
Det skal ikke kunne betale sig, at øve hærværk for at blive “berømt” som kunstner. Det er strafbart at ødelægge kulturarv forsætligt. Det er der en grund til. At hærværket imod en buste fra Det Kongelige Danske Kunstakademi antageligt undgår at blive straffet særligt hårdt er anden sag. På grund af det snedige forhold, at busten kun er en afstøbning – og således ikke en original – vil straffen her blive betydeligt lavere, forudser jeg.
Værdien er anslået til sølle 40.000 kroner, og det rækker næppe til mere end en betinget dom. (Denne sag kommer ifølge Københavns Politi for i midten af 2024).
At begge “kunstnere” burde være tiltalte efter en anden paragraf, der handler om forsætligt hærværk mod nationalarv er så en anden sag.
Men som sagt. Nogen tænker netop nu over, hvordan man på samme narcissistiske måde kan ødelægge eller på anden måde obstruere i forhold til kunstinstitutionen, blot for at “blive et navn”.
Foreløbigt er jeg den pæne dreng i klassen. Jeg har sendt to værker til to museer i Danmark, som de ikke kan afvise. De befinder sig i deres samling, uden at museerne faktisk har bedt om det. Altså en form for undergravelse af kunstinstitutionen. Omgåelse af endog de snuskede procedurer, der f.eks. tillader at påhængsmotorer udnævnes som kunstværker, eller at 53 genbrugsstole indkøbes og udstilles som kunst. Jeg refererer her til et nyligt indkøb foretaget af Ny Carlsbergfondet samt 53 stole fundet i en baggård på Nørrebro af Molly Haslund, der befinder sig udstillet og indkøbt på Statens Museum for Kunst.
Mine to skulpturer er naturligvis komplet vedligeholdesfrie, og publikum kan selv vælge, om de overhovedet vil se dem.
Men det er foreløbigt. Som jeg engang lovede sex under Århus festuge, vil jeg gerne her love en alvorlig gang spanking til et udvalgt museum eller værk i det offentlige rum, hvis Højesteret når frem til et væsentligt andet resultat end Vestre Landsret.
Spørgsmålet er ikke, om straffen til Ibi-pippi er hårdere end straffen for andre uhyrligheder i landet her. Der er en del af straffebegrebet, der simpelthen handler om at forebygge, at nogen begår forskellige overlagte forbrydelser.
Men som sagt. Nu er I advaret….
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og