FILM // ANMELDELSE – Jesper W. Nielsens filmatisering af Christian Jungersens bestseller overgiver sig næsten til melodramaet. Det resulterer i en dybt bizar film, der dog aldrig kan kaldes kedelig. Havde den dog bare givet fuldstændig los. Som den er bliver den til en mellemvare, fanget halvvejs mellem Pedro Almodóvar og det hjemlige middelklassedrama.
Instruktør Jesper W. Nielsen har en helt særlig plads i ny dansk filmhistorie. Hans sidste film, Der kommer en dag, blev i 2017 årets helt store Robert-film med 11 nomineringer hvoraf den vandt de 6, heriblandt for Bedste Film.
Det skabte derfor opmærksomhed da kritikerne offentliggjorde de nominerede til Bodil-prisen, og Der kommer en dag ikke var nomineret til Bedste Film, vraget til fordel for små debut-film som I blodet, Forældre og Shelley.
Til tider føles det som var det tappet direkte fra Alex Vanopslaghs overophedede underbevidsthed. Alle gudindesmukke venstreorienterede unge kvinder får da mord i øjnene hvis der kommer en midaldrende macho svensker imellem dem og deres bedste veninde. Gør de ikke?
Det øjeblik er det tætteste vi er kommet i dansk film på et fader-opgør, hvor nye instruktører decideret fortrænger de gamle. Vi plejer ellers at være høflige. I modsætning til f.eks de franske nouvelle vague-instruktører, der mest kun havde hån og spot til overs for deres ældre kolleger.
De kaldte dem cinema de papa. Far-film. De kaldte det ‘le tradition de qualité’, kvalitets-traditionen, og de mente det ikke pænt.
Så jeg skal ærligt indrømme at jeg gik til Jesper W. Nielsens nye film Undtagelsen med det spørgsmål i hovedet. Ville det være en far-film? En kvalitets-film? Og skal jeg i så fald slagte det?
Men nej, det skal jeg ikke. Dertil er Undtagelsen for befriende bizar.
Ondskaben lurer
Undtagelsen er naturligvis en filmatisering af Christian Jungersens roman fra 2004. Det er den anden filmatisering af en Jungersen-bog efter Peter Schønau Fogs Du Forsvinder fra 2017. Så venter vi lige så stille på en filmatisering af Krat, så er de alle blevet omgjort til det store lærred.
Jungersens roman handler om ondskab, i både stor og lille skala. Den foregår på Dansk Center for Information om Folkedrab, og en artikel-serie om Onskabens psykologi indgår i både bog og film.
På centeret opstår der et elendigt arbejdsmiljø med mobning, jalousi og konflikter imellem især på den ene side de unge veninder Malene (Amanda Collin) og Iben (Danica Curcic) og på den anden side den lidt ældre bibliotekar Anne-Lise (Sidste Babett Knudsen).
Jesper W. Nielsens film er trods alt for pæn til at være trash. Men heldigvis også for trashy til at være kvalitet
Der bliver sendt trusselsmails til de ansatte på centeret, og er det Anne-Lise, der har fået nok af subtil mobning? Eller er det serbiske folkemordere?
På den led veksler filmen mellem at være et psykologisk studie af middelklassekvinder på en arbejdsplads, og så en spændingsfilm på den helt store klinge. Det ender mest af alt med at blive til et kulørt melodrama, der efterhånden ikke har ret meget med realisme at gøre.
Det Bier’ske melodrama
Den slags melodrama, det er nærmest en egen lille dansk genre. Vi kunne i mangel af bedre kalde det for det Bier’ske melodrama, eftersom Susanne Biers Brødre og Efter Bryllyppet er genrens kunstneriske højdepunkter. Fortællinger om dybt aktuelle emner, serveret i en middelklasse-verden, men garneret med så mange twists og sammenfald at det ikke kan kaldes socialrealisme og må henregnes til melodramaet.
Særlige kendetegn er også f.eks den ret iøjnefaldende optagethed af den gruppe Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen i 2013 døbte De Anstændige, folk der arbejder i NGO’er, som pædagoger og lærere, eller, som her, med at analysere folkemord. Filmene skal gerne vise at den her gruppe ikke bare kan kaldes ‘gode’, at det er langt mere komplekst, men ender dermed i også nogle gange med at føles postmoderne moralrelativistiske.
Genren har også stilistiske særtegn. Selvom plottet er absurd melodramatisk og overgjort, så bliver det ikke behandlet som om det var sådan. Det er A-film, ikke B-film. Filmene er gerne garneret med filmiske virkemidler på et utroligt højt niveau, samtidig med en strøm af filosofiske og psykologiske pointer bliver debatteret.
Der er øjeblikke i den her film, og det er måske nok mange af de øjeblikke som giver mindst mening, der er blandt de mest tilfredsstillende æstetiske øjeblikke i dansk film i år
At plottet efterhånden er hullet som en si, og at karaktererne efterhånden er dybt psykologisk utroværdige, står så absolut ikke i vejen for at vi f.eks får leveret endnu et foredrag om menneskets iboende ondskab.
Det lyder måske negativt, men Undtagelsen tager det så langt ud at det nærmest føles som en form for kitsch og camp, og det er faktisk rent æstetisk ret vildt. Undtagelsen har så store armbevægelser, og så rutinerede folk i alle roller, at det skaber nogle helt vilde scener.
Til tider føles det som var det tappet direkte fra Alex Vanopslaghs overophedede underbevidsthed. Alle gudindesmukke venstreorienterede unge kvinder får da mord i øjnene hvis der kommer en midaldrende macho svensker imellem dem og deres bedste veninde. Gør de ikke?
Det Almodóvar’ske forbillede
Der er øjeblikke i den her film, og det er måske nok mange af de øjeblikke som giver mindst mening, der er blandt de mest tilfredsstillende æstetiske øjeblikke i dansk film i år.
Der er et twist henimod slutningen, som jeg havde gættet ville komme efter ti minutter af filmen var gået i gang, men det bliver serveret med så bizart filmisk overmod at jeg fuldstændig slugte det.
Men så omvendt når en karakter vrider sig orgastisk mens hun afslører endnu et twist om en elsker (naturligvis en krigsforbryder, for alle kvinder er komplet ude af stand til at modstå macho-mænd i den her film) så måtte jeg indrømme at det alligevel nok var over grænsen at give den mere end de fire stjerner, for det er altså også for meget.
I sidste ende kan jeg ikke forstå hvad filmen vil sige om menneskelig ondskab, for jeg fatter ikke hvem der skulle forestille at være onde, og hvem der var uskyldige
Det er for utroværdigt, for mærkværdigt, for usammenhængende. I sidste ende kan jeg ikke forstå hvad filmen vil sige om menneskelig ondskab, for jeg fatter ikke hvem der skulle forestille at være onde, og hvem der var uskyldige. Det er en stor film, en vild film. Men rent nøgternt er det svært at kalde den decideret god.
For samtidig er det ikke helt camp nok.
I virkeligheden minder filmen mig også om en film som Pedro Almodóvars Kvinder på randen af nervøst sammenbrud, det er også et melodrama om kvinder, der pludselig blander en gruppe terrorister ind i det. Men Almodóvar tør gå linen ud. Og tør finde en passende æstetik med mange dejlige pang-farver. Det har Undtagelsen ikke.
Jesper W. Nielsens film er trods alt for pæn til at være trash. Men heldigvis også for trashy til at være kvalitet.
Sær, sær sandhed
Det er svært at forklare hvor sær den her film egentlig er. Men det er også dens styrke.
Dens plot er fyldt af huller, men hævder alligevel at sige noget meningsfyldt om livets store spørgsmål, og den slags ville være ulideligt hvis det var blevet serveret ligetil og realistisk – det er f.eks der hvor Du Forsvinder knækker sammen, og mest af alt bare bliver kedelig.
Men når det er serveret som melodrama, ja nærmest som postmoderne genre-blandende melodrama, så tager man det meste med. Så er det ikke Sandheden med stort S, men én sandhed. En virkelig mærkelig pseudo-sandhed, men serveret med stort filmisk overskud.
Og den slags. Det skal der stadigvæk være plads til i dansk film.
Undtagelsen
117 minutter
SF
Fotocredit: SF
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
